Jeg tænker tit på hvordan man som autist oplever verden omkring sig. Jeg syntes ikke at det er et område som kommes så meget ind på. Det hele handler om hvad forskingen finder ud af omkring autisme. Så er det kviksølv, så er det maden, så er det generne eller også er det gulsot, som forårsager autisme. Sandheden er nok at ingen nogensinde finder ud af hvad der ligger til grund for autisme og betyder det egentlig så meget ? Det gør det ikke for mig, ikke mere. Man er jo som man er og det kan ingenting ændre på. Så uanset om man finder “the missing link” i denne sammenhæng, så ændre det ikke noget. Vores børn vil stadig være som de er.
I min verden har jeg opdaget mangt og meget om mig selv. Det har været en lang rejse at nå til der hvor jeg er i dag. Jeg ved uden nogen tvivl, at jeg selv ville have fået en diagnose hvis jeg havde været barn i dag, for jeg var på mange områder “et mærkeligt barn”, sådan lidt ligesom mine egne drenge. For små 50 år siden da jeg var barn fandtes der ligeså mange autister som der gør i dag. I dag “passer” de bare ikke ind i vores samfund, men skal partout sættes i bås, eller “pakkes” i kasser hvor man mener de hører hjemme.
En af de bøger som har været en øjenåbner for mig er Liane Holliday Willeys bog “I skyggen af det normale”. Gennem hendes bog og hendes beskrivelser gik det op for mig, hvad jeg jo nok vidste, at jeg også hører ind under ASF. Jeg har overlevet 50 år i dette oprørte hav som hedder samfundet, og det har haft sin pris. Da mine drenge fik deres diagnose ville jeg først ikke acceptere det, for de “fejlede” jo ikke noget. Og det mener jeg stadig ikke at de gør. De er sig selv, på den måde de nu engang er. Vi har aldrig forsøgt at “pakke “dem ind i kasser, for at skåne dem for omverdenen. Da de kom i skole kunne de derfor heller ikke rumme den pædagogik man bruger til børn med autisme, også fordi vi ikke ville lade dem sætte i bås og det kom der 4 års slåskampe ud af.. Drengene blev “dummere” af at komme i skole, fordi skolen lod alle børnene skære over den samme kam. På mange måder har jeg været mere heldig, idet jeg trods alt gik i en “normal” skole med “normale” børn. Jeg måtte lære at navigere i dette oprørte farvand og det bliver man stærk af. Derfor må mine drenge også lære lidt på samme måde. De må lære at tage de knubs livet nu engang giver dem også selv om det gør ondt. Som forældre, gør det ligeså ondt på mig, endda mere, men det vigtigste er at drengene lærer at navigere og begå sig, for de skal jo kunne være i dette oprørte hav også som voksne.
Under “Sider jeg læser” finder man hjemmesiden på Liane Holliday Willey
