Igår skulle vi have været til møde på handicapafsnittet. Imidlertid var der opstået en fejl og sådan er det jo med kommunen, den ene ved aldrig hvad den anden render og laver.

I dag blev vi så kimet ned af handicaprådgiveren og hver gang var jeg der ikke, fordi jeg gik tur med mine hunde. Ved 11 tiden lykkedes det så at “fange” mig og her fik jeg at vide at mødet altså var i dag. Jeg bad om at det blev aflyst, men det ville hun ikke da både UU vejledning, Jobcenter og noget med bofællesskab skulle deltage i mødet. Jeg måtte så fortælle at det kun kunne blive mig der kom, da Peter ikke igen i dag kunne forlade sit job. Aftalen blev så at Simon skulle følge med da det jo var ham det handelde om.

Egentlig var det “bare” et orineteringsmøde om hvad der skulle ske når Simon blev 18 år og dermed myndig. Simon fortalte at han ikke ønskede at flytte hjemmefra endnu, men forsat havde brug for trygheden i hjemmet. Dette suplerede jeg med at sige at vi så sådan på det, at Simon selv sagde til når han var parat til at flytte hjemmefra. Dernæst handlede det om forsørgelse, idet vi jo ikke længere er forpligtiget til at forsørge Simon når han bliver 18. Simon vil i første omgang overgå til kontanthjælp og så skal der findes ud af over de næste par år om han vil kunne klare et job eller en uddannelse før en evt. førtidspension kom ind i billedet. UU var på banen med henblik på at Simon lige nu var i praktik i Føtex og at denne praktik skulle/kunne udvides til 2 gange hvis Simon ville. Han klarer jobbet rigtig flot omend han er lidt generet af de mange mennesker, men det er jo kun for et par timer han er der. Måske vil han ikke kunne klare for mange om sig, og han sagde også at han havde det bedst når der max. var 4-5 mennesker han skulle forholde sig til.

Vi talte også om en kombination af uddannelse og job, da Simon ikke ville kunne klare at gå i skole på fuldtid. Lige nu er vi i tænkeboks med om Simon skal forsøge at tage en 9. klasses eksamen i engelsk og så have et lille job ved siden af. Måske bliver det udgangen på det som det er lige nu. Små skridt og succes er det vi efterspørger. Min dreng skal ikke mere lide nederlag som dem han havde i sin tidligere skole, det er godt nok slut med det. Gennem hjemmeundervisningen er Simon blevet meget social og snakkende og det må for alt i verden ikke ødelægges med at han presses ud i noget han ikke har det godt med.

Til sidst talte vi om der kunne arrangeres en støtteperson, som kunne tage Simon og Mathias med ud på ture eller fritidsbeskæftiglse og dette ville handicaprådgiveren gå ind og undersøge.

Udenfor da det hele var ovre snakkede jeg kort med UU vejlederen om at Mathias også skulle ud i praktik, når han nu forlader “skolen” til sommer. Dette vil vi snakke om senere, men dejligt at der nu er noget på vej til ham også.

Ak ja, Nu er tiden inde til at mine drenge er på vej ud i livet men den trygge hånd fra os forældre vil de stadig have, den slipper vi aldrig.