Jeg kæmper med mine tanker i disse dage. På en måde er jeg glad for at jeg snart er “færdig som hjemmeundeviser” , på den anden side er jeg også ked af at en epoke snart er slut. Helt slut er den jo ikke, idet jeg stadig har hjemmeundervisnings forummet og her vil jeg selvfølgelig “stå” parat for alle de nye hjemmeundervisere som vil komme til hen af vejen. For der er en del af os, faktisk mange flere end man lige skulle tro. Min egen indgangsvinkel til hjemmeundervisning var at specialklasserne var – og er stadig kommunernes affaldspladser for børn de ikke ved hvad de skal stille op med. Denne bemærkning blev i øvrigt fremsagt af en af mine drenges tidligere lærere, og den har jeg aldrig glemt. For er det i virkeligheden sådan, at vores handicappede børn er affald i kommunernes øjne. Det tror jeg faktisk. Jeg har jo oplevet med egne øjne og ører, at man (lærere/pædagoger) ikke regner vores børn for noget. Alene det at børnene skal dikteres hvad de skal gøre eller sige, det bryder jeg mig ikke om. Jeg syntes at børn uanset deres handicap, skal være sig selv. De skal ikke sættes op med et sæt regler, eller belønnes med stjerner/slik eller hvad man nu bruger for at få børnene til at gøre som man vil.

Nogle vil sikkert mene jeg ikke er vel forvaret i hovedet, men faktum er at når børnene har de rette rammer, så er den slags ikke nødvendigt. Jeg har aldrig brugt at belønne mine drenge til at gøre et eller andet. Hvis ikke de ville være med. så måtte det vente til de var klar. Sådan er deres “skolegang” også foregået i hjemmet og det er vi nået rigtig langt på. Allerede i det første hjemmeundervisningsår, hvor min yngste dreng var blevet undervist på 3. klasse i dansk på sin skole (han gik i 6. klasse dengang), da rykkede jeg ham op på 7. klasse hvor har retteligt hørte til. Den slags små succeser har bragt begge drengene langt indlæringsmæssig, og beviser også at nogle specialskoler bevist holder børnene “nede” for det skal jo ikke kunne noget alligevel.

Specialklasserne er en varm kartofel for mig, og jeg tænker på de mange forældre som hver eneste dag kæmper en eller anden “kamp” med dette system, og priser mig lykkelig over at jeg traf valget i tide inden mine drenge gik helt ned med flaget. I disse år går denne undervisningsform endnu grummere tider i møde, i det kommunerne skal spare endnu mere, og over år vil disse specialklasse børn blive sluset ud i den almindelige klasser, hvor de først vil få problemer. Senest fra 2010 vil der ske noget på dette område, men alt dette behøver jeg jo ikke tænke så meget på, da dette slet ikke er aktuelt mere for mig og så alligevel, for der vil jo blive ved med at komme børn til med diagnoser og i kølvandet på dette en masse bekymrede forældre.