Jeg er ofte i kontakt med fortvivlede forældre hvis børn ofte ikke kan finde deres plads i det danske skolesystem. Disse forældre møder jeg fortrinsvis på mit hjemmeundervisnings forum, men jeg har også “mødt” forældre på andre forum, forældre med børn som har en diagnose og som er ekstremt usikre på hvordan det dog skal gå deres barn i skolen, eller som er i tvivl om barnet nu også lærer noget. Siden jeg selv sprang ud i hjemmeundervisningen med begge fødder, har meget ændret sig i mit liv. Jeg bliver mere og mere overbevist om at vejen frem er at forældrene tager hånd om deres egne børn og ikke overlader til samfundet at “opdrage” på dem. Børnene er forældrenes eget ansvar uanset om de har en diagnose eller ej. Jeg har set gennem mine egne børn at de godt kan lære selv, at de selv kan finde en vej til det de vil lære noget om. Børn skal ikke dikteres hvad de skal mene eller tro. De skal bare være dem selv og finde deres egne stå steder.
Det gik grueligt galt da mine drenge mødte skolesystemet, så galt at de fik hæftet en diagnose på sig. Diagnosen er en stor hæmsko for mig i dag, fordi den begrænser mange ting, omvendt kan den bruges til at bane vejen senere i livet hvis man skal have skræddersyet en uddannelse f.eks. Men det bedste jeg har gjort er at låse den diagnose langt væk i en skuffe og i stedet har jeg koncentreret mig om drengenes personligheder. For mig at se er det vigtigt at børn selv fortæller hvad de vil. Mine drenge kunne godt da de var mindre vise hvad der optog dem, og det kan de så sandelig også i dag. Da de kom i skole blev al deres gøren og laden overladt til lærere og pædagoger og det blev de inaktive af.
Gennem hjemmeundervisningen kom de omend langsomt i gang med selv at tage skridtet til hvad de vil læse og høre om i deres “skole”. Vi har som forældre aldrig opdraget på vores drenge, men ladet dem finde vejen selv. Nogle gange skulle de hjælpes eks.vis i sociale sammenhænge og ville de ikke være med, så lod vi dem være. Alt er sådan set kommet naturligt ind hen af vejen. Men da skolen kom ind i billedet blev drengene hæmmet i deres væremåde fordi lærere og pædagoger dikterede dem retningen de skulle gøre tingene på. Det er faktisk det værste man kan gøre, i sær hvis man har børn som har et handicap. Drengene blev hæmmet fordi de normalt havde deres egne måde at gøre en bestemt ting på. Da skolen blandede sig og sagde at det var forkert men at det skulle gøres sådan, ja så faldt korthuset fra hinanden.
Lige nu læser jeg en bog som hedder “Er opdragelse nødvendig” Af Erik Sigsgaard. Bogen handler om hvordan skole, børnehave, m.v. griber ind i vores børns liv og gør dem til parodier af hinanden. Den handler ikke om hvordan børn er, men om hvad de og de voksne gør sig til i deres liv med hinanden. Den ser kritisk på traditionelle opfattelser: at det (alene) er børnene der bliver opdraget, at lærerne lærer fra sig og børnene bliver belært, at det er pædagogerne, som gør børnene sociale, og at det som børn i modsætning til voksne har brug for er grænser og faste rammer.
Kort sagt handler bogen ikke om børn selvom de nævnes på hver eneste side men om deres forhold til forældre, pædagoger, lærere og til hinanden.
