I dag er det den internationale autisme dag, som markeres over det meste af verden.
Hvad kan jeg bidrage med ? Nok ikke så meget. Mine egne erfaringer gennem mange år set fra mine drenges væremåde er samlet godt sammen, og meget af det ligger solidt pakket sammen i en skuffe. Ikke at jeg vil glemme disse “minder” om den sommetider mærkelige adfærd, de lagde for dagen og vejen, men mere fordi jeg har set hvordan de har udviklet sig ud af denne adfærd. Om det er dysleksi, indadvendthed eller autisme det kommer ud på et for mit vedkommede.
Autisme stammer fra det græske ord “Autos” som betyder “selvet”, med andre ord indadvendthed. Jeg har brugt mange timer i selskab med dirverse bøger og artikler som jeg har studeret. Ligesom jeg også da mine drenge endnu gik i skole, “studerede” deres klassekammerater. Alle havde de hver deres måde at være på. Sammenlignet med mine drenge hvis stille og rolige facon virkede som en grel kontrast og som lærerne ofte brugte når de skulle skabe ro i klasserne, fordi, når mine drenge var til stede så faldt der ro over det hele.
Der er skrevet så meget og forsket så meget i autismens gåde og uanset hvordan og hvormeget man forsker, så vil den aldrig blive løst. Nogle familer finder selv en gylden middelvej som virker for dem og her jeg jeg jo også en af dem som har fundet en vej. Vi må nok erkende at vores børn med disse vanskeligheder, har det særdeles svært i vores sociale, samarbejdende samfund, så svært at man må finde nogle særskilte kasser at proppe dem ned i. Jeg mener ikke det er godt for nogen hverken børnene eller deres forældre. Det er blevet særdeles svært at få lov bare at være sig selv fordi når man afviger fra det der siges at være normalt, så passer man ikke ind nogensteder. Vi ser jo mange unge som skiller jeg ud på forkellig måde. De vælger en bestemt type tøj og signalerer deres budskaber og holdninger ud den vej, hvor mange af dem ville få en diagnose, hvis de blev uredt ?
Jeg kommer dog ikke udenom at da mine drenge var mindre, så var der visse mærkelige ting som kunne få deres nerver på højkant. Det kunne være lugten af noget bestemt, eller lys og farver, bestemte lyde de ikke reagerede på og så man troede de ikke kunne høre, selvom hørslen viste sig at være normal. I dag ved jeg at det var pga. dysleksi og det kan man gøre noget ved 
Jeg vil lige her lægge nogle citater ind som begge mine drenge selv har skrevet:
Fortalt af Simon:
Som barn var mødet med “verden udenfor vinduerne” forbundet med kaos. Lyde, lugte og stærke farver gjorde mig dårlig, så jeg følte jeg måtte flygte langt væk. Da jeg ikke kunne tage flugten fordi min mor og far var med måtte jeg værne mig selv ved at flygte ind i mig selv.
Op gennem min skoletid blev alle disse, ofte for mig, unødvendige indtryk, gemt væk i mit indre. Jeg vænnede mig til at gå gennem dagene, månederne og årene med skyklapper på.
Det værste jeg kunne udsættes for, var når jeg alene skulle tage bussen til og fra skole. Ofte blev jeg køresyg, fordi lugt indtrykkende af perfume/deodorant, bussens varme og om sommeren ophedet lugt af “brændt” dæk, gjorde mig meget skidt tilpas. Jeg kom til at hade disse ture. Min mor gav mig en overgang papirlommetørklæder med, hvorpå jeg kunne dryppe lidt pebermynteolie, for at tage kvalmen. Dette gjorde at jeg kunne blive i bussen hele turen.
Jeg bryder mig ikke særlig meget om at køre i bus eller bil, fordi min sanser forhindrer mig i, at fokusere på ting, som jager forbi. Jeg må derfor ofte bede om at vi holder stille, så jeg kan komme ud og trække frisk luft.
I dag hvor jeg er ældre, og efter at mor tog mig ud af skolen for at hjemmeundervise mig, har jeg det betydeligt bedre. Mine sanser har fået ro og jeg har lært at håndtere det sådan, at jeg ikke får så mange problemer. Jeg fortæller hvornår det bliver for meget og hvornår jeg må have en pause. Det er den største gave min mor har givet mig. Roen til at få orden på mig selv.
Jeg har dog evnen til, f.eks. hvis jeg befinder mig i en overfyldt biograf hall, med mange mennesker, så har jeg vænnet mig til lukke, lyde, lugte og lys ude, så derfor “ser” jeg ikke de andre omkring mig, men fokuserer på en enkelt ting, som så fastholder mig. Jeg ved også godt at den høje følsomhed jeg har (haft), den vil jeg nok altid have, men man vænner sig til alt.
Fortalt af Mathias
Da jeg startede i skole som 6 årig, forstod jeg ikke hvad der skulle ske. Jeg fulgte bare med strømmen. I de år jeg gik på den første skole, husker jeg ikke ret meget, men jeg husker at jeg ikke kunne lide idræt og svømning. Hver gang vi skulle i bad oplevede jeg smerter når vandstrålerne ramte mig. Mine forældre havde svært ved at forstå, når jeg prøvede at forklare hvad der gik for sig. Min mor læste en bog hvori der stod at nogle autister kunne opleve smerte når de tog brusebad. Vores bruser hjemme blev omgående erstattet med en anden og hvor vandstrålerne ikke længere gjorde ondt på mig. Jeg husker at mor gav skolen besked om at jeg gik i bad hjemme.
Så er der min angst for at færdes ude på gader og veje, med bus og lign. Jeg har ikke evnen til at se mig ud af hvor jeg befinder mig. Jeg lægger ikke mærke til gade/vej navne eller andre særlige kendetegn, som f.eks. et bestemt hus. De ruter jeg færdes mest på kender jeg selvfølgelig, men jeg tager aldrig nogen omveje fordi jeg er bange for at fare vild. Denne angst og forvirring vil jeg nok altid have, og defor er mine forældre ekstra opmærksomme med at vejlede mig, når en ny rute skal læres. En anden ting som jeg havde var at jeg ikke kunne lide almindelig hvidt papir. Det gjorde ondt i øjne og hoved. Min mor gav mig gulligt papir, men i dag kan jeg godt klare det hvide papir bare ikke for længe af gangen.
Når jeg går tur med mine hunde, foregår det ofte i et naturområde. Jeg holder meget af at se landskabet forandre sig, alt efter årstiden. Jeg er glad for at samle på sten, og tænker meget over hvordan verden er blevet til og hvordan den sten er blevet som den er. Jeg tænker også meget på hvordan andre oplever mig. Kan de se jeg er andeledes? Selv føler jeg mig ikke forkert på nogen måde, men det gør mig usikker at andre måske syntes jeg “ser” forkert ud.
Min skolegang på min sidste skole, er ganske enkelt det værste jeg har været udsat for. Mine forældre kæmpede en brav kamp, men lige godt hjalp det. Mine sanser stod på højkant i disse forfærdelige 4 år jeg gik der. Jeg kom til at hade mine lærere fordi de “talte ned til mig”. Jeg var klodset. Jeg kunne ikke skrive. Jeg kunne ikke regne, og meget mere. Dette fik jeg ofte at vide på skolen.
I dag over 3½ år efter at mor tog mig hjem for selv at undervise mig, kæmper jeg stadig med følgerne. Mor har været fantatisk. Hun har givet mig troen tilbage på at jeg er noget og at jeg betyder noget, og at der bliver lyttet til mig. Jeg har lært meget allerede nu på det faglige område, og jeg håber jeg bliver i stand til at lære mere endnu. Men min tillid til andre mennesker har lidt et alvorligt knæk. Jeg tør ikke stole på nogen, og jeg ved ikke om jeg kommer til det igen. Men det må jeg arbejde på.
Citater slut.
Det var et sidespring, men hvis man læser mellem linierne og ved det jeg også ved, så er den dyslektiske del drengenes gennemgående problem. Man ved også at 80 % af alle børn som får en autismediagnose har dysleksi i forskellig grad.
