Min egen mening
Måske er jeg heldig at mine egne drenge ikke er så hårdt ramt af deres autisme. Guderne skal vide at det har været svært op gennem årerne at lære at skulle forholde sig til at ens børn ikke er helt “normale” og dog så alligevel, for de er jo som de er. Når man ser godt efter kan man spotte deres vanskeligheder i sær hvis vi er ude blandt andre. Mathias er lige nu den der er håredst ramt socialt. men dette skyldes helt sikkert hans tidligere skole indflyelse, og det tøver jeg ikke med at sige, for de har bestemt ikke gavnet ham i posetiv retning snarere tværdimod.
Grunden til at de er nået så langt som de er skyldes helt sikkert hjemmeundervisningen. De har haft de rette rammer til at få ro og til at lære i deres egne tempoer.
Jeg har læst en del blogs den sidste dags tid og må konstatere at folk har vidt forskellig opfattelse af handicappet autisme. Dette forstår jeg udmærket, for det er jo i ens nær milijø at man lever med det inde på livet. Der er ikke to børn som reagerer ens på dette handicap, da deres personligheder også spiller en vigtig rolle. Selv har jeg lært meget gennem mine drenge fordi jeg fører samtaler med dem om hvordan de oplever verden omkring sig. Mange forældre ville måske blive overraskede over hvor mange syns og sanse oplevelser deres børn har, for de adskiller sig egentlig ikke ret meget fra den måde vi “normale” oplever vores verden på. Der det måske gør det svært for et barn med autisme er at sætte ord og føleser på deres oplevelser, men de tænker lige så normalt som alle andre.
I går fortalte jeg drengene at det var FN’s autisme dag. Vi har jo arbejdet med FN i vores hjemmeskole og snakket om de forskellige organistationer som FN har oprettet og hvilke funktioner de hver i sær har. Jeg kom ind på at ligesom man har en fars og mors dag, en røde kors dag, en sukkersyge børns dag osv, så havde man så bestemt at 2. april skulle være international autisme dag.
Denne samtale foregik da vi spiste eftermiddagsmad, og det er også tidspunktet hvor vi fører alle mulige samtaler. Simon den ældste mente ikke det var nødvendig med sådan en dag, som han sagde “Jeg føler mig jo ikke anerledes, fordi jeg har dette handicap” Men tilgengæld mente han at når det nu var lavet “Så burde alle med autisme have en gave den dag, ligesom på mors og fars dag” . Ja Ja den var jo god med ham Ha Ha. Men måske er det korrekt det han sagde, for ingen af mine børn føler sig anderledes, fordi de er som de er, og jeg er sikker på at en masse andre både børn, unge som voksne med autisme vil sige det samme.
Spørgsmålet er så. Gør vi for meget ud af det? Blæser vi handicappet op til noget det egentlig ikke er? Måske ? Måske ikke ? Men en ting ved jeg at det nok er derfor jeg ikke går så forfærdelig meget op i det mere, fordi jeg vælger at se på mine drenge sådan som de nu en gang er. Og hvem har ikke små skønhedsfejl ? Det har vi jo alle når det kommer til stykket.
Sorry, the comment form is now closed.
