Mine drenge er ved at være “gamle” Simon bliver 18 til august og Mathias er lige blevet 16. Tiden flyver afsted og de ændrer sig hele tiden. Den autisme de har er ikke længere en så stor del af vores hverdag. Da de var yngre og i sær da skolen var inde i billedet så vi autisme og affektudbrud hele tiden og det belaster enormt meget, så man forstår godt hvorfor skilsmisse procenten er så høj når man har børn/barn med dette handicap. Vi har så fået vores ægteskab til at fungere netop fordi at systemet ikke skulle få os ned med nakken. Vi ville selv bestemme hvad der skulle ske med vores drenge og med vores familie.
Mine interesser i retning af autisme er derfor aftagende – men når det er sagt så har jeg mange års erfaring med dette handicap tæt inde på livet og det lurer naturligvis lige under overfladen for drengene har det jo stadigvæk et sted inde i dem. Mine tanker i retning af bloggen her går nok mere og mere over i disse livserfaringer hvor jeg en gang imellem vil lade noget komme op til overfladen. Søgningen her på siden viser at det er hjemmeundrvisningen folk går efter, det er det de søger på – nogle gange kommer der også søgninger på autisme men der er længe imellem. Derfor må min blog her måske indeholde mere omkring hjemmeundervisning samt det at passe sine egne børn, hvilket jeg jo altid har gjort selv.
Man kan også sige det sådan – at min bog nu så småt er færdig og dermed lukker jeg et kaptiel i mit liv omhandlende autisme og genvordigheder med skolesystemet. Bogen er netop et redskab til at jeg kan lægge alt dette på hylden og koncentere mig om de nære ting i mit liv. Mig selv, min mand, mine drenge, mine interesser og sidst men ikke mindst mine hunde som spiller en meget stor rolle i mit liv.
