Igen et blog indlæg fra min “gamle” blog. Udgivet sep. 2008 cirka.
Næsten hver dag hører vi i nyhederne og aviserne hvordan stigningen af børn med en psykisk lidelse eksploderer. Hvad er det der sker?
Man læser om at lige nu står der 3000 børn og venter på at får en udredning hvorefter de bliver kategoriseret som ADHD’er eller autister m.v. Jeg er forundret over at det er kommet dertil. For min overbevisning siger mig at der var lige så mange af den slags børn for 100 år siden. Jeg må spørge mig selv om det her er samfundets skyld, for det er i hvert fald ikke forældrenes!
Måske er vi som forældre blevet meget mere obs. på vores børn, selvom vi arbejder og holder sammen på familien, så har vi alle på et eller andet tidspunkt læst, set eller hørt om andre børn som var såkaldt “vanskelige”. Mange af os kender endda nogle stykker enten gennem vores arbejde eller gennem venner, som har et “vanskeligt” barn eller to.
Jeg har lige i dag læst forskellige artikler omhandlende alle de mange børn som står på venteliste til en undersøgelse. Regionerne skriger på at disse ventelister skal bringes ned til max. 2 måneder. De psykiatriske hospitaler siger de ikke kan følge med, for det er regionerne som ikke får sig godt nok organiseret. Uanset hvor og hvordan det er fat, så kan man ikke lukke øjnene for at en masse børn med ondt i sjælen står og mangler hjælp.
Set med mine øjne har samfundet skabt et stort problem for dem selv. Noget af det værste der er sket er at folkeskolen har mistet sin rummelighed. Der er ganske enkelt ikke plads til den type børn, hvis adfærd, betyder at de har brug for støtte. Det er der ikke tid til i den danske folkeskole, for lærerne kæmper for at få tid til i det hele taget at undervise vores børn. Efter min mening er det noget møj, at børn skal deles op i kategorier, hvor de “normale” børn går for sig og de “unormale” kommer i en bås hvor de hører til. Dette skaber en ulige integration og de “unormale” børn mister troen og selvværet på dem selv.
Ventetiderne betyder også at mange forældre må blive hjemme og selv passe deres urolige børn. Forældrene er i forvejen stressede fordi de ikke forstår hvordan de skal omgås deres børn. De venter og venter og alene ventetiden gør at børnene ofte bliver mere urolige fordi de godt kan mærke forældrene er oppe at køre.
Jeg har nu aldrig selv været i den situation, fordi jeg bare har taget mine børn som de nu engang var. Og i bund og grund tror jeg egentlig det er det man skal gøre, slappe af og nyde tiden med børnene i stedet. Man må huske på at selvom barnets tilstand og adfærd indikerer at der kunne være noget i vejen, så “lider” barnet ikke under ventetiden og barnet får det heller ikke værre fordi man skal vente på en udredning. De som får det værre er forældrene, og det løser jo ingen problemer.
Jeg tror ikke at vi nogensinde kommer dette samfundsskabte problem til livs. Det er kommet for at blive, men det er vigtigt at vi forældre lærer at tage tingene med sindsro, for problemerne løser sig ikke selvom barnet får en diagnose, snarere tværtimod.
