Jeg kigger tit rundt på nettet for at finde nye vinkler på hjemmeundervisning og lære nyt fra andre hjemmeundervisere over hele verden. Jeg har igen i dag fundet en blog om en familie som hjemmeunderviser deres søn. Sønnen har aspergers syndrom og er blevet hjemmeundervist gennem nogle år. Jeg kan naturligvis kun nikke og sige jubii, hver gang jeg støder på sådan noget.
Jeg har ikke så tit givet utryk for hvorfor jeg mener at i sær børn med autisme og lign. symptomer burde hjemmeundervises, så her vil jeg for en sjælden gangs skyld komme med min mening.
Børn med autisme bliver de fleste steder oplært til at følge et skema hvor deres hverdag er gjort så visuel som muligt, og intet er mere forkert i følge min overbevisning. Børn med autisme er tænkende og handlende personer, som ganske vist kan have svært ved at give utryk for deres meninger, holdninger og følelser, men ikke detso mindre tænker og handler de nøjagtigt som vi andre “normale”. Jeg finder det forkert at lære disse børn at begå sig via skemaer og andre lign. hjælpemidler, for dette gør at de fastlåses i regler og vaner som de ikke selv har indflyelse på og det mener jeg er person angreb.
Som alle andre børn har børn med autisme symptomer det samme behov for frihed til at lære i det tempo der passer dem. Mine egne børn er et eksempel på det. Vi prøvede en kort overgang at bruge skema, men dette blev hurtigt lagt til side og derefter lod jeg drengene selv bestemme hvad de ville og hvornår. Det at de fik valg selv betød at de over tid blev mere frie til netop at træffe valg, ligesom ting og episoder der skete pludseligt bare blev accepteret hen af vejen. Naturligvis har de begge vanskeligheder, men det er ikke noget der tales om i hverdagen. Derimod går vi meget op i at skubbe disse ting til side og snakke og opføre os som de almindelige mennesker vi er. Mine drenge har ofte spurgt mig om de skulle fortælle venner at de havde et handicap, hvortil jeg har svaret at det bestemte de selv. Det er ikke altid nødvendigt at fortælle den slags ting for hvis man gør vil man ofte opleve at de personer som har fået at vide at drengene har autisme, pludselig bliver anderledes fordi de nu føler de skal tage en masse hensyn, og intet er mere forkert da så alting bliver en kunstlig omgangs form.
Gennem min hjemmeundervisning har jeg opnået at mine drenge er blevet mere frie mennesker, som tør og vil komme med deres mening og det er faktisk den største sejr man kan give sine børn med autisme.
Læs om den engelske familie på Aspie home- education som man finder link til ude til højre her på siden