Dette indlæg er min “fratrædelses tale” inde på hjemmeundervisnings forummet. Meen som jeg tidligere har skrevet flere steder her så bliver hjemmeundervisningen mit hjerte nær og vil også i de kommende år spille en stor rolle. Jeg forudser at med den udvikling vi har i landets skoler, så vil der komme stor fokus på at folk mere og mere overtager deres børns undervisning selv, og så kommer forummet helt til sin ret.
I disse dage har Mathias haft sine sidste ”undervisnings dage” og har nu forladt ”skolelivet”. Dermed er min tid som hjemmeunderviser forbi og det er både vemodigt men også en lettelse. Jeg er dog ret sikker på at jeg ikke bare lige kan ryste de sidste år af mig, for det er da også en tid jeg kommer til at savne J
Baggrunden for min beslutning om HU (hjemmeundervisning) kender nogle af jer, men jeg har dog ikke luftet alle detaljer, da det for det første er en meget lang beretning. For det andet rummer den mange grimme oplevelser med det danske skolesystem. For det tredje, så er disse detaljer noget jeg først ville have frem, når min hjemmeundervisnings tid var forbi. For det fjerde så fylder disse ting så meget at jeg besluttede at skrive en bog om det.
Her på forummet vil jeg skrive, at mine drenge fik en diagnose, og den er højest sandsynlig korrekt, da rigtig mange tendenser peger i den retning. Faktum er at de har visse vanskeligheder som gør at de ser og forstår deres omverden med andre briller på end vi ”normale” gør. Man kan sige, at i, deres verden er alt sort på hvidt. Det man siger og gør, det er faktum. Dette med at sætte farver på er sværere at forstå om end de i dag er nået langt på dette punkt. Men der er naturligvis en række andre ting til stede som betyder at mine drenge har vanskeligheder som skal håndteres på en lidt anden måde end med ”normale” børn. Dertil kommer også at selve diagnosen ikke betyder så meget, men for drengene på sigt vil en diagnose kunne bringe dem mere ro i sindet udadtil i samfundet.
HU af et barn som har en vanskelighed er derfor også betydelig sværere end et ”normalt” opfattende barn. Det kræver sin mand, og kvinde, at få gang i sådan et barn, da man skal bruge mange flere hjælpemidler, da mange svært forståelige ting skal gøres så visuelle som muligt. Her sender jeg en tanke til vores lokale bibliotek, som virkelig har været behjælpelige når jeg var på udkig efter bøger/artikler, film osv.
Som mor til autisme børn har det også kostet hvad kroner og ører angår, i det jeg har måttet bruge store summer på at fremskaffe bestemte film/serier mv. som skulle støtte op om min undervisning, samt mange andre hjælpemidler.
Det har også kostet mange kræfter og overskud, da jeg gennem de projekter jeg har lavet, har brugt ufattelig meget tid på min PC for at sætte disse sammen. – Men når dette er sagt, så lærte jeg selv rigtig meget selvom det ofte var svært pga. mine egne dyslektiske vanskeligheder. Og jeg må indrømme at de hjælpemidler jeg satte sammen til drengene også kom mig selv til gode J
Man kan sige vi blev et samarbejdende team, snarere end en mor som underviste sine børn. Dette samarbejde har styrket forholdet mor/søn således at mine drenge i dag har et helt andet syn på deres mor, for hun har jo lært dem et og andet – især om livet i al almindelighed. Mine drenge har derfor aldrig opfattet mig som lærer, men som en samarbejdspartner.
Jeg startede HU op første gang i 2001 hvor mine drenge lige havde fået deres diagnose. Min ældste søn var blevet sygemeldt på ubestemt tid, da han mere og mere blev en skygge af sig selv og tabte sig voldsomt, pga. af sit skoleforløb. I løbet af dette første år lærte Mathias (den yngste) at læse. På dette tidspunkt gik han jo i 2. klasse og havde ikke lært noget som helst andet end at bogstaverne gjorde ham bange. Da drengene startede i centerklasse kunne han læse pixi bøger og lign. med hjælp. Da drengene kom i centerklasserne startede 4 forfærdelige år, som Simon senere har betegnet ”De 4 år i helvede”.
Det hele kulminerer i det tidlige forår 2006 hvor der forud er gået mange, mange komplikationer. Det som får bægeret til at flyde over er at, Mathias skader sig selv. Denne forholdsvis ”lille” ting er det som sammen med mange andre episoder vælter mit glas og jeg vågnede op. Med 1 dags varsel kommer drengene ud af skolen og bliver hjemmeundervist for resten af deres skoletid.
Jeg har i denne periode fra 2006 og til nu samlet haft 5 tilsyn med min ”skole”. Tilsyn kan man måske ikke kalde det, for reelt set oplevede både Peter og jeg det som tidsspilde. De tilsynsførende var ikke særlig godt “klædt på” – men det skal måske ses i lyset af af HU er et reativt sjældnet fænomen og man fornemmede stærkt at de som kom ikke befandt sig godt i den rolle de skulle “spille”. Der jeg oplevede mest interesse var på de projekter jeg selv sammensatte til drengene. Regler og love kendte de ikke til – så her måtte jeg henvise til hvor de kunne finde dem.
Tilsynet har på intet tidspunkt blandet sig i min ”undervisning” og dette tror jeg hænger sammen med at det var viceinspektøren og afd. Lederen fra centerklasserne samt Chefpsykologen fra vores PPR som førte tilsynet. Chefen for PPR kender os særdeles godt og ved hvilke forældre vi er og han har ligesom fungeret som en støtte til mig. Jeg har måske haft mere frie hænder, da jeg fra starten slog fast at mit kendskab til mine drenge og deres indlæring var mere værd end det skolen kunne stille op med.
Når man sådan hjemmeunderviser dag ud og dag ind, så vil der som tiden går opstå en hverdag som man kan sige er forlænget fordi man som en naturlig ting, bare lærer fra sig og giver informationer. En almindelig samtale over eftermiddagskaffen/teen kan pludselig udarte sig til en længere historisk udredning, fordi et enkelt punkt i samtalen gjorde at man bevægede sig både forud og bagud i tiden. Jeg vil derfor heller ikke være bleg for at sige at alle hjemmeundervisere vil ende som unschoolere og at de to begreber læner sig rigtig tæt op af hinanden. Denne sammenligning har jeg fået på puklen af – men ikke desto mindre så fastholder jeg denne sammenligning.
Så om det hedder hjemmeundervisning eller unschooling kommer ud på et set med mine øjne.
Resultatet af min HU kan måske ikke måles i karakterer som i skolen, men til gengæld kan den måles i drengenes selvtillid, selvstændighed, ro, fred og ikke mindst tiden til at lære i eget tempo, og det syntes jeg ærlig talt er mere værd end diverse 11 tal.
Begge mine drenge har udover autisme også, dysleksi i moderat grad og ord og bogstaver har derfor været omdrejningspunktet hos os. Ved at lave en ”undervisning” som gik ud fra deres interesser kan jeg med stolthed sige at de i dag staver og læser stort set normalt. Samtidig blev nysgerrigheden skærpet for selv at søge informationer. Min ”undervisning” er også gået på at styrke hukommelsen noget mange autister/dyslektikere kæmper en daglig kamp mod. Vi har opfundet vores egen måde at lære at huske på og det bærer frugt i dag i form at en betydelig bedre hukommelse. Derfor vil jeg også her takke begge mine drenge for et helt fantatisk samarbejde. Jeg er meget stolt af dem begge 
HU har for mig betydet alt. Det har betydet at mine drenge fik et velfungerende liv, at mit ægteskab med Peter ikke kuldsejlede, at vor familie vil bestå.
Når det er sagt – så er jeg ikke så snæversynet at jeg vil sige at HU er vejen frem – for det er det naturligvis ikke – Det må bero på ens situation – det øjebliksbillede man befinder sig i lige nu og her – om det er det rigtige for mig og mine omgivelser. For som hjemmeunderviser står man meget alene og må træffe egne valg – rigtige eller forkerte – det ved man først bagefter. Det vigtigste er at ens børn er med i beslutningen fra start til slut – og jeg ved at mine drenge ville have valgt skolen til – hvis den rigtige skole havde fandtes – og det ville have været helt i orden med mig.
Sidst men ikke mindst har HU banet vejen for mig til at være en slags ramme omkring HU-gruppen. Da jeg kom til var vi ”bare” en mailgruppe. Senere dannede Morten Holmstrup så et forum efter at Christina Tatarczuk meldte fra. Morten lavede et flot forum, men desværre havde han ikke hjertet med sig, da han nok er for ”farvet” af unschooling – hvilket jeg absolut har stor respekt for. Jeg valgte så at føre forum videre i en ny opsætning. Dertil kommer så igen at mange unschoolere ikke helt kan ”se” af hjemmeundervisning og unschooling er en og samme ting J
Ved siden af min egen HU har jeg brugt meget tid på at studere alt omkring HU, homeschooling, unschooling osv. Så jeg i dag kan sige at jeg har et bredt kendskab til dette emne.
Jeg er glad for at forummet kan bidrage med noget. Især den lidt svære start man står i som ny hjemmeunderviser. Der er ufatteligt mange ting at sætte sig ind i. Om man nu kan holde til det og den ekstra belastning man vil få som hjemmeundervisende forældre.
Forummet her fik en flot start og der var generelt meget interesse. Rigtig mange meldte sig ind – og rigtig mange forblev inaktive. Jeg har derfor måttet slette en del brugere hen af vejen i det forgangne år. Dette skyldtes ene og alene at min holdning er, at kan man ikke bruge forummet til noget – hvorfor så stå som medlem? Siden januar 09 er aktiviteterne gået noget tilbage og vi er ikke ret mange aktive medlemmer, kun omkring de 10 stykker. Derfor må jeg også konstatere at en forening bliver vi aldrig – dertil er interessen ikke så stor.
Vi informerede omkring nytår, at vi ville lave en international side, men med de få aktive medlemmer vi er, så syntes jeg det på nuværende er en for stor opgave. Om det kommer, må tiden vise.
Foreløbig bliver jeg ved roret og kører forummet videre, for der vil nok komme nye hjemmeundervisere til hen af vejen og jeg syntes det vil være for dumt at ødelægge det som nu er påbegyndt. Og så vil vi bare lade tiden arbejde for os.
Med denne lange smøre, vil jeg takke af som hjemmeunderviser. Det er vemodigt, men samtidig er jeg lettet over at 9 turbulente skoleår er afsluttet. – Og med dette vil jeg ønske jer alle en rigtig god sommer.
J
-Ina
