Min far bliver 80 år

I morgen søndag d. 5. juli bliver min elskede far 80 år. Selvom jeg nu har rundet de 50 så er min far min “sidste” familie. Min mor døde desværre alt for ung kun knap 46 år af livmoderhalskræft, som bredte sig til det meste af hendes krop. Det er nu 34 år siden og dengang var jeg lige fyldt 17 og slet ikke parat til at miste min mor. I de følgende år er det således min far som har haft min bevågenhed og jeg har og er stadig, hunderæd for at miste ham, selvom jeg godt ved det er livets gang. Min far giftede sig igen i 1983 og min “nye mor” har jeg været og er stadig glad for, selvom det aldrig bliver som en mor, for der findes jo kun en mor og det er din egen. Højtider eks.vis julen har heller ikke siden min mors alt for tidlige død, haft den samme betydning for mig som da hun levede. Min mor ville, hvis hun havde levet være blevet 80 år d. 14. juli.

I dag skal jeg over til min far. Jeg skal over og hjælpe med at dække op til stort kaffebord i morgen. Min far ønsker ikke noget, han syntes han har haft de fødselddage han skulle have i dette liv, men alligevel holder han lidt for den nærmeste familie. Vi hjælpes alle sammen. En kusine til mig bager kringle og jeg laver forskellige muffins som fødselsdagsbarnet har ønsket. Desuden vil der nok også være et par overraskelser hen af vejen.

Min far er faldet lidt af på det sidste. Hans bentøj er begyndt at svigte ham, og han går dårligt, men er ellers ved godt mod trods det. Da både ham og min “mor” begge er “dårlige” kan de selvsagt ikke så meget mere og derfor træder vi som det naturligste til når de har brug for hjælp. Sandt er det at forældre tager sig af deres børn og op gennem deres liv til de kan stå på egne ben, lige så sandt er det at det omvendte bliver en realitet og børnene tager over når forældrene ikke længere har så mange kræfter og det er jo i grunden det familier er til for :)

Jeg ved ikke lige hvad jeg vil sige med dette indlæg, men livet er sårbart, så det er både en glædens dag imorgen såvel som en vedmodig dag  Denmark Sunshine

 Happy Birthday   

Comments are closed.