Som admin for hjemmeundervisning kommer jeg af og til i kontakt med forældre der skal have hjælp til at komme i gang og hjælp hvis de har spørgsmål omkring love og regler samt ikke mindst tilsynet med hjemmeskolen.
For nogle dage siden kom der en mail til mig – som jeg ikke her kan gå i detaljer over – da jeg har lovet ikke at lække for mange ting og det respekterer jeg naturligvis. I det korte og lange handler det om en mulig tvangsfjernelse af et barn fordi den ene part af forældrene vil hjemmeundervise. Sagen her er så grell at jeg ikke har kunnet tænke på andet de sidste dage og stadig er i gang med at stykke tingene sammen. I den forbindelse har jeg også hentet forstærkning gennem en “gammel” hjemmeunderviser som jeg selv fik hjælp gennem da jeg havde nogle problematikker omkring mine drenges afgangsprøver i sin tid. Hun og jeg er gået i iagttagelses stilling for at prøve om vi kan gøre et eller andet.
Efter der nu er gået nogle dage med venden og drejen tingene går det mere og mere op for mig at de involverede personer forældrene selvfølgelig er helt ude i tovene når denne trussel hænger over hovedet på dem. Men når jeg får sådan en mail – hvad forventes der så af mig? Det virker som om at sagen er kastet af ikke kun for at lette sine tanker af – men også med en eller anden forventning om at jeg/vi kan gøre en forskel! Vi kan intet stille op – sådan er det bare. Det er en kamp de involverede personer må håndtere selv. Det vi kan gøre er at støtte så godt vi kan – men vi kan intet stille op i forhold til de sociale myndigheder som er inde i billedet. Og det kan vi ikke fordi vi ikke har nogen som helst forudsætning til at forstå hvad der ligger bag denne sag.
Dertil kommer så også at jeg godt kan blive lidt vred – vred fordi jeg ikke kan gøre noget – og vred fordi jeg får det her smidt i hovedet og skal bruge en hel masse tid med at tumle med det ene så det andet problem.
Jeg har nu sendt mail afsted til den “gamle” hjemmeunderviser og fortalt hende hvor jeg står lige nu at min mavefornemmelse et eller andet sted siger noget er ragende galt – men jeg tænker også meget på det barn som står i midten og som er den det hele går mest ud over – På grund af det barn afventer jeg at se hvad der sker yderligere den næste tid – men det er ikke usansyneligt at jeg vælger at trække mig – simpelt hen fordi jeg ikke kan gøre noget – og fordi jeg ikke har lyst til at have alle de tanker som lige nu gør min hverdag kaotisk.
Det jeg vil sige med indlægget her er at jeg skulle lette mine tanker – måske vil det hjælpe at jeg har skrevet det her så jeg får lidt mere ro. 
