For nogen tid siden havde jeg nogle indlæg inde på siden her omhandlende diabetes, men som jeg egentlig syntes var for personlige – at jeg slettede dem igen. Jeg kan dog se at der bliver søgt her på siderne om netop diabetes – så jeg har besluttet at tage det op igen. Mit “ægteskab” med denne kroniske sygdom er efterhånden et langt kapitel for det er 12 år siden jeg fik diagnosen, diabetes type 2 – forud for det har sygdommen allerede været nogle år undervejs – og det er egentlig det farlige i sygdommen at den meget tit opdages når den har været i omløb nogen tid – endda år.
Som alle andre diabetikere kan jeg skrive under på at det vender en del op og ned på tilværelsen når man rammes af sådan en sygdom. Den er ikke at spøge med og senskader er det som forringer livskvaliteten for langt de fleste diabetikere. Den kendte “radio doktor” Carsten Vagn Hansen har sagt at “diabetes er den sundeste sygdom man kan rammes af” – deri er jeg bestemt ikke enig – men man kan lære at leve et fornuftigt liv hånd i hånd med sin sygdom – og bliver den ikke behandlet ordentlig – ja så viser den tænder – ligesom ens ægtefælde – men denne her “ægtefælde” kan man ikke blive skilt fra 
Da jeg fik diagnosen tilbage i januar 1997 – ja da vidste jeg det godt – forud var gået et år hvor flere episoder egentligt burde have fået alarm klokkerne til at ringe. Jeg havde periodevis svamp flere steder på kroppen. og i løbet af efteråret 1996 fik jeg en mærkelig snurende fornemmelse i mine ben – i sær det venstre ben. Det snurrede og sov og jeg kunne mærke det helt op i ryggen. Min daværende læge mente jeg havde en nerve i klemme og henviste mig til neurolog. Der var lang ventetid – næsten et halvt år. Da jeg op under jul blev “ramt” at en overvældende tørst og den blev værre – jeg drak som et” hul i jorden” for derefter at styrte på toilettet for at komme af med det igen – ja da vidste jeg selv det var diabetes. Efter julen og nyåret gik jeg på apotektet og købte nogle test strimler til at måle sukker i urinen med – og det var jo soleklart og viste jeg havde sukker i urinen. Jeg ringede derfor til min læge og sagde jeg havde fået diabetes. Allerede den samme dag komjeg hos lægen som konstaterede at blodsukkeret lå på 15. Dagen efter fik jeg det målt fastende og her lå det på 12,7. Sagen var i vinkel og jeg stod nu med en type 2 diagnose.
En uge efter denne “opdagelse” fik jeg et raseri anfald og det gik ud over min mand – som jo var helt uskyldig i dette tilfælde – man lader jo gerne sin vrede og afmagt gå ud over dem man holder allermest af – og det var så min mand som måtte lægge ører til over min rasen ud over alting
Efter dette anfald vendte bøtten for mig og jeg var parat til at tage ansvaret for min sygdom. I løbet af 4 måneder tabte jeg mig 25 kg og blev et helt andet menneske. Den sovende fornemmelse i mine ben og ryg tog af – for det var i virkeligheden en begyndende neuropati – som er en senskade man kan få som diabetiker.
De kommende år efterfølgende havde jeg det godt med min sygdom og hele familien lærte at leve som diabetikere og det er bestemt ingen skade til – for det burde alle også dem som ikke er ramt af sygdommen gøre. Jeg lærte at jeg ikke var på diæt – men at min sygdom blev en livsstil og dermed hverdag for os alle.
