Hvem husker ikke sin barndoms jul? Det gør vel de fleste inklusiv mig selv. Jeg er en af de heldige som var barn i 60′erne. Det var dengang det endnu var in at passe hjem og børn og være en såkaldt husmor. 60′erne er kendetegnet som det sidste årtid, hvor mor gik hjemme og passede det hele og hvor der selvsagt var god tid til det man nu skulle nå når julen stod for døren.
Min mor var ingen undtagelse. Hun brugte meget tid på at forberede alt til juleaften samt dagene efter – da mine forældre dengang stod for at holde julen for det meste af familien. Der skulle “slagtes” gris, laves leverpostej, sylte, vridkål og for ikke at glemme alle de småkager min mor hev ud af ovnen. Samtidig med det havde hun overskud til at julehygge i de mørke eftermiddags timer. Senere da hun fik et halvdags job – så slækkede hun ikke på julehyggen. Når juleaften kom – ja så manglede der ikke noget og ofte var vi helt op til 15 mennesker til at danse om juletræet.
Senere da jeg selv fik børn -så holdt vi også fast i traditionerne – med julemad, drikke, julekalender, adventsgaver og julegaverne. Selv gjorde jeg meget væsen ud af og fortælle mine drenge hvorfor vi holdt jul og at julen var en sammenblanding af mange ting som hver eneste familie have taget til sig gennem generationer.
Da vi senere igen blev klar over at vores drenge var anderledes på grund af deres autisme – så fik julen en anden lyd. Den blev mere afdæmpet af hensyn til drengene som ganske enkelt ikke kunne overskue alle disse stressende oplevelser – som f.eks. at møde julemanden inde i byen eller gå rundt i de julepyntede gader og kigge på de mange spændende ting. Det gik i sær galt når skolen hvert eneste år skulle den samme tur til Den Gamle By i Aarhus – da stod drengene af juleræset for det blev pludselig for meget. Dette betød så at vi slækkede på vores hjemlige jul og til sidst valgte at juleaften den tilbragte vi alene.
Vi har ikke noget juleræs her i familien. Julen har ikke mistet sin betydning – men omdrejnings punktet er sat ned. Vi holder juleaften og vi giver hinanden gaver. Vi har juletræ og får lidt godt at spise – men vi spiser ikke traditionel mad juleaften. Det er så ikke på grund af drengene. Det er på grund af min diabetes – for jeg vil simpel hen ikke have ødelagt mit blodsukker for flere dage bare fordi vi absolut skal spise and eller flæskesteg – så derfor er der andre ting på menuen.
På mange måder tænker jeg meget på min barndoms jul som var fyldt med traditioner, men også med meget stress på grund af alle de gæster vi ofte havde i flere dage og det betød at mine forældre ikke altid var på. Her kan jeg bedre lide den jul vi (min mand og jeg) har opbygget omkring drengene for her er nærværet og det at være sammen vigtigere end selve julen.
