Når man har børn med en ASF forstyrrelse så kan julen være en stresset affære. For år tilbage da mine drenge var mindre og før de fik en diagnose – da vidste vi pr. instinkt at de var anderledes på en måde vi dengang ikke kunne gøre rede for. Vi vidste at mange mennesker og uvante begivenheder drænede dem for energi. Derfor var det allerede naturligt på dette tidspunkt at skære ned på begivenhedernes gang. Senere da de havde fået diagnosen – da forstod vi jo mere tydeligt hvad de egentlig gik igennem af kaos når der skulle være julekomsammen i familien. Det blev derfor også et nemt valg at vi trak os tilbage på det område og valgte at holde vores egen jul på vores præmisser. De første år havde vi mormor og morfar til juleaften – men da de gik på omgang mellem os søskende, så blev det også for meget for dem og til sidst valgte de så også at juleaften den tilbragte de alene.
Det er faktisk et godt arrangement – da vi kan ses gennem december måned til julehygge. Vores tradition bygger nu på at vi den 23. december besøger mormor og morfar om eftermiddagen. Her får de deres julegave og drengene får deres, og så julehygger vi lidt.
Den 24. december gør vi som alle andre dage. Vi går med vores hunde, spiser og drikker som vi plejer. Julemiddagen tilberedes i ro og mag mens hundene igen bliver luftet. Så spiser vi og efter det tændes træet og vi synger julen ind. Drengene får deres gaver og derefter står den på det man nu har lyst til – se fjernsyn – spille computer – eller hyggesnakke.
Der er altså ingen panik her hos os – men stille og roligt – en aften som alle andre lige med undtaget af julegaverne.
Vi har oplevet gennem det at vores drenge befinder sig optimalt for de skal ikke forholde sig til tante 1 eller tante 2 for ikke at tale om onkel 1 eller 2. De kan dermed være dem selv. Vores drenge er store nu 18 og 16½ så det er julemaden som de sætter højest. Julegaverne går de ikke så højt op i mere – men en jul uden et par gaver er jo ikke en rigtig jul – så derfor er de naturligvis med.
Vi forældre har det fint med det – for når man har sådan et par børn som vi – så er det jo børnenes tarv det først handler om og man lærer at være tilfreds med de små ting 
