Jeg er ikke den eneste for hvem den her mørke tid går på. Jeg mærker det også på mine drenge. Det er som hvert eneste år, at der kommer en forværring i deres autisme. I sær hos Mathias.
Mathias er den af mine drenge som har flest kognitive problemer. Han har problemer med finmotorikken og det går ud over de små ting som at åbne en pålægspakke, eller en juicekarton – så kommer den der rysten på hænderne. Desuden kan han når ting sker for hurtigt i et spil hvor han samtidig skal chatte – blive så vred fordi han mister overblikket.
I lørdags skete det igen – at han mistede overblikket fordi ting kørte af sporet for ham. Han havde lige spillet en “kamp” med en ny clan – dertil kom at han have både “steam” og x-files” kørende med chat venner. Pludselig gik klappen ned og Mathias fik et affekt anfald – hvor han kastede sin guitar tuner mod sin sengelampe. Sengelampen gik i stykker – og det med en vred far til følge. Far bliver altid “vred” sikkert fordi han ikke ved hvad han skal stille op. Det er og har altid været mig som har løsnet op for disse konflikter som låser mine drenge fast.
Jeg gik ovenpå og en frustreret Mathias sad der og var stadig vred – men også ked af det han havde gjort. Da far samtidig gik rundt nedenunder og skumlede – ja så blev det for meget for Mathias. Han gik nedenunder og efter nogle få minutter fik jeg en anelse om at noget ikke lige var helt som det skulle være. Jeg gik nedenunder, mens jeg kastede et blik på knagen, mest pr. automatik og konstaterede at Mathias’ jakke endnu hang på den. Men væk var han.
Jeg kastede en jakke på mig og hoppede op i mine støvler uden af ænse noget som helst løb jeg ud i mørket for at finde min ulykkelige søn, medbringende hans jakke. Mathias var et sted derude kun iført gummistøvler, t-shirt og cowboybukser og det frøs minus 8 grader. Hold kæft hvor var jeg bange. Det her er bare en mors værste mareridt. Jeg så i ånden at vi skulle tilkalde politi og jeg ved ikke hvad.
Med angsten siddende i halsen begyndte jeg at kalde på ham. Jeg begyndte at gå mod det område hvor vi går med vores hunde. Mine instinkter sagde mig at han var gået i den retning. Heldigvis behøvede jeg ikke gå langt. Mathias havde hørt mig kalde og var vendt om. Jeg brast i gråd af lettelse over at se ham igen. Hurtigt fik han jakken på og så gik vi hjemad. Jeg tror godt det gik op for Mathias at han havde skræmt mig – for han sagde undskyld – men jeg var bare glad over at han ikke var kommet ret langt.
Hjemme fik vi en snak og lavede nogle aftaler. Vi har ofte drøftet hvorvidt Mathias skulle have noget beroligende – men jeg vil IKKE have han skal på ritalin eller lign. Vi har før prøvet med Baldrian piller og dem vil jeg nu prøve igen for en periode. Desuden vil jeg give Mathias en dosis magnesium – ærgerlig at jeg ikke har tænkt på det noget før – for jeg tager selv dem hver eneste dag. Magnesium gør jo at nervesystemet får ro og det er videnskabeligt bevist at det virker på mennesker med de vanskeligheder som mine drenge har. Simon kan passende få dem også for han klager over uro i kroppen når han går til ro.
Mathias starter op på baldrian og får en dosis på 5 dolomit pr. dag. Simon får også 5 dolomit fremover og så vil jeg komme med en update senere når jeg kender virkningen af det.
