Mathias har længe været begejstret for Johnny Cash og hans musik – men også den måde han levede sit liv på har betydet en del hos Mathias. Jeg tror han ligesom har set en slags støtte i Cash. Derfor har han ventet længe på at den uigenkaldeligt sidste musik produktion skulle komme. I går blev den udgivet Americian VI Ain’t No Grave. Mathias og jeg tog ind til byen i dag så han kunne købe CD’en.  CD’en er ikke så lang – kun cirka ½ time og blev optaget fra maj 2003 fremtil hans død i september samme år. Det er virkelig en røst fra graven som er tale om her. Alligevel må man tage hatten af for Johnny Cash mens han med sin rustne og alligevel velkendte stemme lader de sidste strofer løbe over guitaren.

Selv har jeg altid beundret ham. For mig er han en af de aller største legender indenfor musikken – dette fordi der KUN var ham – hans musik – hans tekster – og hans guitar – mere behøver man ikke. Alle andre store stjerner blegner i forholdet til ham af den simple grund at han var sig selv og at han stod fast på det han troede på. Derfor er jeg endnu mere glad for at jeg lånte Mathias en CD med hans musik – det førte til at han begyndte at spille guitar. Jo Mathias’ fingermotorik blev stærkere i takt med at interessen for idolet Johnny Cash voksede. Musikken og hans stemme gjorde Mathias rolig når han var oprørt – derom er der ingen tvivl.

Selvom Johnny Cash’ liv sluttede for 7 år siden – så lever hans musik – til glæde for os andre. Det sidste nummer på CD’en siger alt – Aloha oe – until we meet again