Jeg er ikke lige i blogging humør i øjeblikket – men omvendt så har jeg mange tanker kørende om stort set alt mellem himmel og jord – så det ender nok alligevel med at jeg får grifflet et eller andet ned.
Jeg kom til at tænke på at det er Kyndelmisse og datoen er helt nøjagtigt 2. februar. Helt fra gammel tid siges det at 2. februar er den koldeste dag på året. Det er her vinteren vender siges der – og med tanke for den snestorm som lige nu er på vej ind over landet – så kunne man jo håbe på at det er rigtigt – at det hele vender og vi får mere normale tilstande igen.
Kyndelmisse kender vi blandt andet fra St. St. Blichers sang “Det er så hvidt derude”, og Jeppe Aakjærs “Sneflokke kommer vrimlende”. Hele baggrunden for Kyndelmisse er, at den 2. februar ligger lige i mellem de to datoer 1. november og 1. maj. 1. november blev i gamle dage betragtet som vinterens første dag, og den 1. maj som den første forårsdag. Man kaldte også Kyndelmisse for kandelabermesse og lysenes messe. I katolske kirker velsigner man stadig vokskerterne og tænder lys til Jomfru Marias ære den 2. februar.
I gamle dage spiste man pandekager, og drak enten øl, brændevin eller kaffe til. Middagsmaden kunne være stuvet hvidkål med flæsk, sylte og pølse. Atter andre spiser suppe kyndelmissedag.
I Jylland sagde man i gamle dage, at hvis blæsten på kyndelmissedag var så stærk at 18 kællinger ikke kunne holde fast på den 19., så ville det blive tidligt forår. Modsat sagde man på Sjælland, at hvis man kyndelmissedag kunne lægge en visk halm udenfor, uden at det blæste væk, så var foråret lige om hjørnet.
Det var lidt historie om kyndelmisse 
Faktum er at over halvdelen af vinteren er gået og vi begynder at gå mod lysere tider. Det er jeg som introvert super glad for – men mon ikke de fleste uanset type glæder sig til lunere vinde og forårets komme.
