Til formiddag var det rigtig koldt – men mine hunde skulle ud og “læse avisen” – så der var ingen kære mor. På med overtøjet og de ekstra tykke vanter – som ikke engang kunne holde kulden ud – for mine fingerspidser frøs hurtigt til is. Jeg fik dog hurtigt gået varmen til og i stedet for at skynde mig, tog både hund og jeg os tid til at han fik “læst sin avis”
Da første hund var luftet – måtte jeg hjem efter nr. 2 og af sted gik det ud i kulden en gang til, nu havde jeg jo fået varmen fra den første tur, så nød jeg den friske luft. Nede ved hjørnet skulle vi passere vejen – men da bussen i det samme drejede ud fra nabovejen blev vi stående ved fortovs kanten. Samtidig var et midaldrende ægtepar på vej i mod os med hastige skridt. Manden passere os og i det samme drønede bussen forbi. Kvinden råbte op mens hun fægtede vildt med arme og ben, de skulle åbenbart havde været med bussen. I hænderne havde hun et halstørklæde og en hue som blaffrede i vinden. Min beagle, Charlie blev bange og skældte hende ud på godt “hundsk” – mens han stillede sig lidt foran mig. Kvinden blev mopset og sagde jeg skulle holde min hund væk – hvorpå jeg sagde at hun kunne lade være med at vifte med de ting hun havde i hænderne. Jeg bemærkede at hvis man kendte til hunde så ville den opfatte hendes adfærd som truende og selvfølgelig ville den skælde ud. Hun sagde jeg skulle irettesætte den, for det lignede ikke noget. Jeg sagde at det ville jeg ikke, og spurgte om hun havde fundet sig i at jeg havde gjort det samme. Kvinde og mand vendte rundt og jeg ud lagde det som svar på at det ville hun nok ikke havde fundet sig i.
Denne episode fik tankerne i gang hos mig. Den verden vi lever i er blevet sådan, at vi er os selv nærmest. Vi har ikke overskud, (læs: hjerne) til at tænke på andre end os selv. Dengang jeg var barn i 60′erne, da så billedet anderledes ud. Det var før computeren, mobilen og andet teknisk kram var en del af hverdagen. Dengang måtte man rykke sammen hos hinanden for at have noget socialt sammen. Mine forældre havde rigtig mange som kom hos os eller omvendt. Det var ikke udsædvanligt at der var nogen til eftermiddags kaffe søndag eftermiddag, eller om lørdagen hvor de kunne lave sammenskuds frokost. Der blev snakket – virkelig snakket – om alt mellem himmel og jord. Vi lærte børn og kæledyr at kende – fordi de ofte var med. I dag findes den slags ikke mere. Nu kan man kun være sammen gennem computeren eller over mobil telefonen, så ret beskaffen set forstår jeg godt hvorfor mange er så asociale i dag. De har nok i deres eget liv.
Det jeg vil sige er at den naturlige komsammen ikke eksisterer mere – alt det er blevet kunstigt Folk arbejder mere og når de er hjemme skynder de sig ud med hunden – lader den løbe løs til gene for andre fordi det er nemmest – mens man hurtigt får ordnet samtalerne over mobilen og derfor misser den tur med hunden som skulle få blodtrykket til at falde.
Jeg er glad for at jeg ikke arbejder – men kan leve mit liv i harmoni med min familie og mine hunde, for det betyder at jeg kan være på når det kræves, men samtidig har jeg overskuet til at være sammen med mine hunde når jeg går tur, rigtig kende dem og det sprog de “snakker” - alle de andre ting jeg skal, ordner jeg bagefter – og det jeg ikke når – det når jeg en anden dag.
Jeg ville ønske at folk nogen gange ville stoppe op og virkelig trække vejret – i stedet for at jage af sted hver eneste dag.
