Simon var til samtale hos en speciallæge i psykiatri i sidste uge, i forbindelse med ansøgningen om førtidspension. I dag kom læge erklæringen med posten.
I den er det stillet meget skarpt op hvorledes det står til med Simon. Som forældre bliver man noget trængt op i et hjørne når man må læse at ens barn ikke fungerer som det der siges at være normal. Alt kommer tilbage for du ved det jo godt selv inderst inde at han bare ikke er som alle andre – men hvem er det? Vi er jo alle forskellige på hver vores måde. Simon har en autistisk lidelse og det kan ikke fornægtes. Til gengæld er han på mange områder ret skarpt seende og har en masse viden på mange områder. Blandt andet blev hans her og nu viden sat på prøve i det han blev stillet forskellige spørgsmål som “Hvem Danmarks statsminister var” og her viste Simon at alt det havde han helt styr på – men han har jo også gået i sin mors hjemmeskole.
Sagen er klar for samtalen var lavet med henblik på at der skulle søges førtidspension og derfor var nogle punkter noget grelle at læse – men sådan må det nødvendigvis være i sådan et tilfælde.
Vi ved jo at Simon er på rette vej på mange områder – men det er han også i kraft af at han har de helt rigtige rammer i hverdagen og det er nok en meget vigtig ting når man nu engang har sådan et handicap som han har.
Allerede om et lille års tid skal vi igennem det samme – for så runder Mathias de 18 år – og så må vi på den igen.
