«

»

jun
22

At miste overblikket

Det sidste døgns tid har Mathias brugt til at komme sig efter at han i går var ude og lufte vores beagle Oscar på knap 3 år.

Mathias går som regel en tur med Oscar om eftermiddagen, før alle beaglerne skal fodres af. Således også i går. Turen gik som sådan fint hvor Oscar gik og snusede og fik lavet sit toilette.

På vores vej bor der en enlig mor med 3 piger og den familie har også 3 D/S gårdhunde. Disse 3 hunde er nogle arrige bæster – da de ikke aktiveres godt nok. Ofte flintrer tøserne rundt på nabovejene til stor skræk for andre fordi hundene ikke er til at styre. Den ene af hundene har således været gået i flæsket på vores beagle Charlie. Her var det mig der gik med ham og jeg tøvede ikke med at sparke ud efter køteren.

Da Mathias og Oscar runder hjørnet for at gå op af vores vej – kommer en af tøserne ud fra familiens hus og i kølvandet på hende – en af hundene. Den fremmede hund styrter direkte over til Oscar – som bevarer fatningen og forholder sig i ro. De to hunde snuser til hinanden – men pludselig angriber køteren Oscar – som svarer igen ved at hakke den en over snotten – så den trækker sig tilbage.

Mathias bliver bange og mister overblikket – og går ind foran Oscar for at beskytte ham – hvilket er helt korrekt gjort af ham. I mellemtiden er tøsen kommet til og har taget “poulsen” som hun kaldte hunden – til sig.

Mathias ved ikke hvad han skal gøre og skynder sig hjem med Oscar.

Hjemme undersøger vi ham – men han er ikke skadet som sådan bortset fra en rødligt mærke på brystet.

Mathias er efterfølgende dybt rystet og ked af det – for han elsker jo sin hund over alt på jorden.

Om aftenen får Mathias et affekt udbrud – som følge af den episode. Jeg måtte bruge nogen tid på at få ham til ro og bliver nødsaget til at give ham et par baldrian piller. Dette får Mathias til at falde til ro.

I dag har han været træt og uoplagt og bare trisset rundt med sine hunde i haven. Jeg har gået med de to ældste beagler i dag. Desuden har Mathias sovet et par timer til middag – noget som ikke er normalt for ham at gøre.

Her hen under aften i dag er han nu sig selv igen og vi har haft en samtale om episoden hvor jeg har rost Mathias for den måde han taklede det hele på. Oscar er okay – og helt sig selv i dag – så ingen skade sket på ham :D