Motorikken og dens genvordigheder
Min yngste søn, Mathias som nu er 17 år, har altid haft sine problemer både hvad finmotorikken angår som med grov motorikken.På det grovmotoriske område har han været klodset og hæmmet og rent ud sagt kommet til skade bare man næsten så på ham.
Da han gik i skole havde han en række uheldige episoder og som skolen langt fra behandlede i fin stil. Vi fik altid at vide at de ikke kunne tage på skadestuen hele tiden bare fordi et barn var uheldig – for det var de fleste elever ofte. For lige at nævne en episode som i årerne der er gået stadig kan gøre mig edderrasende – så var Mathias med på lejrskole, det sidste år han gik i autismeafd. Her falder han den første dag og efterfølgende forklarer han igen og igen lærere og pædagoger at han har ekstremt ondt i den ene arm – hvilket de slår hen hele tiden og opfordrer Mathias til at være med i de forskellige aktiviteter og at han sagtens kan bruge armen.
Da jeg henter Mathias 3 dage senere kan jeg med det samme se, at noget er fuldstændig galt. Mathias bryder grædende sammen da han ser mig og en pædagog har meget travlt – lidt for travlt – med at forklare at Mathias har haft slået sin arm – men at den da er i orden igen. Fuld af bange anelser tager jeg hjem med Mathias. Hjemme må jeg konstatere at han ikke vil/kan rette armen ud og tager efterfølgende på skadestuen – her viser det sig at han har brækket spolebenet i albuen. Gæt om jeg blev vred!! Mathias får efterfølgende armen i gips fra skulderen til fingerspidserne.
Hjemme igen – kaster jeg mig rasende over telefonen og ringer til Mathias’ primærpædagog – som lige nogle timer forinden havde sagt at armen skam var i orden igen. Jeg var edderrasende og skældte hende hæder og ære fra. På dette tidspunkt er sommerferien næsten startet og vi kan så gå en ferie i møde hvor Mathias skal have armen i gips i 5 uger. Da han vender tilbage til skolen efter sommerferien bliver der ikke stillet et eneste spørgsmål om hvordan armen havde det. Ja derefter går det så også ned af bakke og efter at have trukket tove med lærerne gennem vinterperioden – tager vi begge drenge ud af skolen – mere om det senere.
Dette var lige et sidespring.
Efter jeg startede hjemmeundervisningen af drengene – var noget af det første jeg gjorde -at gå i gang med at styrke motorikken. I sær fin motorikken. Lærerene havde jo ikke undladt at fortælle drengene at de ikke kunne skrive pænt og det er jo noget af det værste man kan gøre – at tage selvtilliden væk. En af de ting vi opfordrede til var at de gennem deres interesser selv kom i gang med at træne deres fingermuskulatur. Mathias kom som tidligere skrevet – i gang med at spille guitar. Og dette betyder i dag at han er blevet meget bedre til at holde på ting samt at hans sener er blevet meget stærke gennem guitar spillet. Det jeg vil sige med dette indlæg er at lade børnene om selv at finde deres stærke sider. Jeg prøvede alt muligt – vi brugte forskellige typer blyanter og farver for at træne. Vi syede – vi strikkede – vi hæklede – vi tegnede – vi legede med modellervoks – vi legede med hama plast ja alt hvad jeg kunne komme på – men alt det blev slået på stregen da Mathias fik sin første guitar i hænderne 
Sorry, the comment form is now closed.
