Selvom mine drenge er store – så har de jo stadig deres vanskeligheder. Autisme forsvinder aldrig og selvom vi ikke i det daglige tænker så meget over det – så ved vi jo godt at det er der. Hverdagene fungerer bedst når – vi stort set gør de samme ting – kunne passende bruge denne kommentar fra 90 års fødselsdagen hvor James siger til Miss Sophie ”The same procedure as last year” hvortil der svares “The same procedure as every year, James” 
Nå sådan nogenlunde er det også her i huset – samme fremgangsmåde som i går, i forgårs osv. Når der sker nogle afbræk så kan selv jeg blive forvirret – måske bliver man som forældre selv mærket fordi man går så højt op i af vanerne opretholdes for at det fungerer bedst for drengene og så sandelig for en selv 
I går skete der så et afbræk i vanerne – hvor vi under aftensmaden skulle spise en salat – som blandt andet indholdt revet gulerod. Her skete det – at Mathias får noget til at kile sig fast i svælget/næsen. Dette meddeler han og vi siger så at han skal prøve at pudse næsen.
Mathias går ovenpå og vi hører han pudser næsen kraftig. Senere igen siger han ikke noget og vi går ud fra at alt er i orden.
Her til morgen kommer en meget vredladen og opfarende Mathias ned og meddeler vredt at det stadig sidder fast i næsen. Jeg var i gang med min morgenmad og var selv lidt irriteret fordi mit blodsukker var ved at gå lavt – jeg skulle bare spise.
Hvad gør man så – når drengen nu var helt oppe at køre over den forbaskede “gulerod” som sad i næsen på ham? Jeg bad Mathias prøve forskellige ting, hvilket han også gjorde. Jeg besluttede så at lave noget saltvands opløsning – for så måtte vi skylle næsen igennem. Jeg kogte vandet op – tilsatte salt – og meddelte at jeg gik med de to store beagler – så ville vandet have en passende temperatur når jeg kom tilbage. Skulle det ikke lykkedes at få “guleroden” ud – så måtte vi en tur til øre/næse/hals lægen. Den gik Mathias med på.
Da jeg kom tilbage fra gåturen – gik Mathias og prøvede at pudse næsen og pludselig var der passage igen. “Guleroden” forsvandt – uden vi havde prøvet at skylle næsen igennem – og med det vendte lyset tilbage i Mathias’ øjne. Væk var det hele og Mathias blev sig selv. Hverdagen blev igen som den plejer at være. Mathias gik op på sit værelse og så kunne man høre guitaren – så vidste jeg at nu var alt i orden.
