Så kalder hverdagene igen. Sommeren er ved at gå over i sensommer og om en lille uges tid bliver Simon 19 år.
Min mand starter på arbejde igen – hækken er klippet for i år og i vores birketræ har et due par valgt at lade et kuld due unger komme til verden 
Håber det bliver accepteret af beaglerne når/hvis de begynder at hoppe rundt på græsplænen.
I morgen lægger Mathias og jeg planer for hvordan vi skal sætte hans hverdag sammen. Han skal have mere struktur på så han ved hvad han skal forholde sig til. Vi kan mærke at han kører lidt op når vi bare kommer og siger tingene til ham – så han må have en plan. Mathias har fravalgt My time uret – måske han finder det for fastlåst. I stedet vil vi prøve at lave forsøg med hans whiteboard tavle og så alarmerne i mobilen. Går det efter planen vil vi anskaffe en ny mobil med GPS i – samt div. alarmer. Ja jeg må jo erkende at han ikke længere er et lille barn – men har brug for andre hjælpemidler.
My time kalenderen til køleskabet vil jeg anskaffe – da jeg ser det som et hjælpemiddel også for mig til at kunne organisere noget bedre. Derud over skal Mathias så trænes til at få en bedre håndskrift – som jeg har skrevet om i et tidligere indlæg. Jeg vil også anskaffe nogle pille æsker med magnet på – som jeg kan sætte på Mathias’ whiteboard tavle – så han husker sine baldrian piller om aftenen hvor han er ved at køre træt og derfor lettere får affektudbrud.
I torsdags fik vi invitation til bryllup senere i august. Det er min mands bror som vil lade sig smæde. Jeg har takket nej, da jeg endnu ikke vil overlade ansvaret af vores hvalp til Simon og Mathias – det vil nemlig blive en hel dags forestilling hvor vi først vil komme hjem om natten. Desuden vil min diabetes blive slået i stykker for flere dage og den kamp gider jeg ikke kæmpe.
