Det går skidt ovre ved mine forældre lige i øjeblikket. Min “papmor” er blevet gradvis dårligere. Hu fik en hjerneblødning tilbage i 2000 og den har siden hen givet hende en masse tillægs skader. Blandt andet epilepsi. Med tiden har hun fået kraftig balance forstyrrelser og går rundt ved hjælp af en rolator. Der ud over får hun en masse medicin for stort set alt – alt i alt 16-20 forskellige piller i døgnet. Piller som sikkert giver en masse bivirkninger i tilgift med alle de andre ting hun fejler.
Hendes “sygdom” har ind i mellem forværret sig – når balancen drillede. Nogle gange har hun været indlagt på sygehuset fordi min far jo også er ældre – over 80 og dermed ikke i stand til at takle hende når hun falder pga. af at hun ikke kan styre sine bevægelser.
Lige nu har hun en forværring. Hun er faldet 4-5 gange indenfor de sidste 4-5 dage og et af faldene har kostet et bøjet ribben. Min far er selv faldet fordi han ville hjælpe hende op igen. En af gangene kom hjemmeplejen heldigvis og kunne træde til. I går var jeg derovre – faktisk udvidende om hvad der er foregået den seneste tid. Min far har intet fortalt – måske fordi han godt ved at det er på skideren – og i sær at han ikke ønsker at involvere mig eller mine søskende.
Jeg blev ganske forfærdet i går – da jeg kom derover. Min “papmor” kunne ikke bevæge sig rundt – hun havde siddet i sin lænestol fra om morgenen. Mine forældre var i gang med kaffen da jeg kom – og jeg fik tilbudt en kop kaffe. Min “papmor” væltede sin kop på gulvet og jeg måtte i gang med at rense gulvtæppet. Dernæst måtte jeg faktisk hjælpe hende med at drikke kaffen for hun kunne ikke selv få koppen op til munden. Kræfterne og koordinationen var helt ødelagt. Jeg måtte derefter hjælpe med at få hende på toiletstolen for hun kunne ikke selv holde balancen.
Efter dette havde jeg en lang samtale med min far – en samtale vi har haft før og som handler om at de SKAL ringe til hjemmeplejen og bede dem træde til og hjælpe. Ja, ja sagde min far. Han skulle nok ringe hvis det blev nødvendigt. Altså talte jeg til døve øren – for jeg ved han ikke vil ringe – han VIL SELV. UHH jeg var vred og ked af det da jeg kørte hjem. Det er i forvejen meget svært at skulle sidde og belære sine forældre om hvad de skal gøre. Det er jo ikke børnene som skal fortælle forældrene noget?
Men lige nu ved jeg ikke hvad jeg skal stille op – jeg kan jo ikke tvinge noget igennem. Men min “papmor” burde på plejehjem – så min far kan få lidt mere ro hjemme – og dermed overskud til at besøge hende og tage sig af hende på et andet plan. Hvornår mon det går op for ham? – Når hun brækker et ben? Eller han brækker et ben under forsøget på at hjælpe hende?
