16. oktober 2014

I dag er det årsdagen for min fars død. 1 år er gået siden han gled ud af mine hænder – for altid. Året har været et af de tungeste i mit liv. Aldrig har jeg oplevet så stort et savn, som da jeg mistede min elskede far. Min far og jeg var tæt knyttet føleses mæssig. Han kendte hver en krog af mig og vidste når livet slog kolbøtter for mig – så var han der ved min side og jeg vidste jeg kunne læne mig op af ham – lytte til det han sagde og dermed igen få modet tilbage.

I de sidste år af hans liv, var det omvendt – her var jeg den stærke klippe for ham på godt og ondt. Han var meget ensom i sine sidste år og havde kun mig – min mand og vores drenge og hvor var han glad når vi alle kom og besøgte ham og havde vi en beagle eller 3 med var det bare perfekt.

Min far kendte udmærket livets op og nedture – han havde også mistet nære familiemedlemmer – og han havde mistet sin kone – min mor da hun var bare 46 år gammel. Senere giftede han sig igen og havde  et godt ægteskab med sin nye kone – men hende mistede han også – og med det mistede han også lysten til livet, da han knap et år senere selv gik bort.

I det gamle Testamente står der – at alt har sin stund og hver ting under himlen sin tid: “Tid til at fødes, og tid til at dø, tid til at græde, tid til at le, tid til at sørge, og tid til at danse, tid til at favne, og tid til ikke at favne, tid til at søge, og tid til at miste”

Alle disse ting var min far vidende om. Jeg kan mærke min sørge periode langt fra er slut – jeg er ikke klar endnu – men jeg ved at tiden vil hele mit sår og så vil minderne blive nemmere at bære.

Nu her et år senere – er min fars bo gjort op – jeg venter kun på skifterettens stempel på at alt er i orden. Vi endte op med en bobestyrer, sådan går det nogle gange og set i bakspejlet viste det sig at være langt den bedste løsning, for vi arvinger, som vi er 4 af, ville aldrig være nået til en løsning selv. På “kun” 8 måneder fik vi solgt fars hus – så det er jo godt når man ser på at hus kriserne  stadig er store, da folk ingen penge har.

Jeg ved jeg vil komme igennem – det tager den tid det tager og jeg er heller ikke så slemt angrebet at jeg brister i gråd bare man nævner hans navn, som jeg gjorde for bare ½ år siden.

Min fars gravsten
Min fars gravsten