En ny penkanyle

I dag har jeg modtaget den nye penkanyle som min kommune nu vil bevillige. Jeg formoder det samme vil gøre sig gældende for alle andre insulinkrævende diabetikere her i kommunen – at de nu kan se et skifte i møde.

Jeg var vred da jeg skrev mit forrige skriv – nok mest fordi jeg da ikke kunne overskue et skift og mest fordi jeg har haft en masse problemer med de andre penkanyle typer jeg har prøvet. Man vil jo gerne gøre det nådigt for en selv og selvom jeg “kun” skal stikke mig 2 gange om dagen så er det altså 56 gange på en måned og det dag ud og ind. Lårene skal jo kunne følge med og det kan jo næsten kun få den følge at man får ømme stiksteder, buler og generel irritation som tiden går.

Jeg var dog frisk på at prøve den nye penkanyle og efter at have søgt rundt på nettet lykkedes det mig at finde en god information om kanylen. Min største angst var nemlig om den skulle vise sig ikke at være silikone behandlet – for så kan jeg slet ikke anvende den, da jeg er nikkelallergiker i stor stil. Man skal heller ikke klippe mig med en saks der ikke er titanium belagt – så det er slemt.

Men den angst kunne jeg glemme da jeg fandt info om kanylen – for den er heldigvis silikone belagt. Den er lidt tykkere end den jeg hidtil har anvendt – 0,25 hvor den “gamle” er 0,23.

Den nye penkanyle
Den nye penkanyle

Og så var jeg klar. Og – det gik faktisk rigtig godt. Nu har jeg jo kun prøvet den 1 gang – men jeg mærkede ingen forskel i forhold til den “gamle”. Der var samme monterings fremgangs måde og hætten samt beskyttelse delen fungerede uden problemer – ligeså at afmontere kanylen igen. Så den næste tid vil jeg bruge den nye – til jeg har dannet mig et indtryk af den – men til nu har det ikke været et dårligt bekendtskab. Jeg må da sige jeg er lettet og håber det vil forsætte.