Gardin amok

Det første hold cafe gardiner nærmer sig sin afslutning. Jeg har besluttet at hækle kant rundt om så de ser mere færdige ud og jeg vil hænge dem op med gardinklemmer – dels tror jeg de vil hænge pænere, da de jo er tungere end “almindelige” gardiner – og dels er det nemt at tage ned når de skal vaskes.

Sådan ser et fag ud (til mit vindue) der skal hænge sådan et i hver side af vinduet.

cafe gardin

Gardinet er knap færdig og så skal det jo vaskes og presses før det kommer op og hænge.

Meen tankerne er allerede på gardin flugt igen – for da jeg ikke havde nok af den blå/lime/grønne måtte jeg anskaffe to nøgler mere og så kom der jo lige til at falde 12 nøgler mere i “kurven” til det næste hold gardiner  :blush:

Og de ser sådan ud:

Her i orange/gule toner
Her i orange/gule toner

 

Grunden til det er – også at det garn jeg laver gardinerne i er noget af det bedste hæklegarn jeg har haft mellem hænderne. Det er simpel hen så let og dejligt at arbejde med – glider godt på hæklenålen – et ret luftigt garn.

Jeg tror nok jeg kommer til at lave gardiner til hver årstid nu – det passer nogenlunde med at man tager gardinerne ned til vask – når årstiden skifter og så er det jo som at få nye gardiner på den måde.

Næste gang køber jeg dog garnet i Tyskland – da det er billigere. Garnet koster 27 kr nøglet herhjemme – så det kan godt svare sig. Har fundet den tyske side og de sender heldigvis også til Danmark.

19. juni 1975-2015

Netop i disse timer (omkring middag) er det 40 år siden jeg mistede min elskede mor.

Jeg glemmer aldrig den dag – den er 4ever printet i min hjerne.

Det var stor sommer og rigtig varmt dengang (modsat vejret i dag). Jeg havde netop afsluttet min 10 klasses eksamen og havde et par dage fri før jeg skulle ned og have eksamensbeviset.

Min afsluttende eksamen var om mandagen (16. juni) og om aftenen fortalte min far mig endeligt at min mor skulle dø – at det kun var et spørgsmål om tid. Han havde gået stille med dørene af hensyn til eksamen – men jeg vidste det jo godt – at min mor aldrig ville blive rask og hvordan jeg kom igennem min eksamen er mig den dag i dag en gåde ? Måske ville jeg gøre min mor stolt ?- måske ville jeg vise hende at jeg kunne og jeg ville gøre det for hende?

Behøver jeg at sige at de følgende dage og nætter efter var forfærdelige at komme igennem – for vi ventede jo kun på at de ringede – at nu var det nu.

Om formiddagen – den 19. juni (75) sagde min far at han syntes jeg skulle besøge en veninde i nærheden – så mine tanker kunne blive adspredt lidt. Det gik jeg nølende med til og kørte over til veninden. Vi var i deres have for solen bagte fra en skyfri himmel. Omkring ved middagstid blev jeg urolig og vidste jeg måtte tage hjem – noget sagde mig den var gruelig gal.

Hjemme igen – var min far og mormor der ikke?? Der lå en kort besked at de var inde i byen – men det vidste jeg jo godt de ikke var. Jeg var helt sikker på min mor var død på dette tidspunkt.

Da min far kom hjem  – kunne jeg godt se hvad der var hændt – min mor var død.

Dagene efter husker jeg som en slowmotion film der bare kører stille afsted. Jeg fik mit eksamens bevis og kørte hurtigt hjem igen – familiemedlemmer begyndte at indfinde sig – mine forældres venner kom og gik – alt foregik i slowmotion hvor man bare står på sidelinjen og ser med.

Min mors bisættelse om lørdagen – familien og venner der var med.

Sommeren igennem – ensomheden – og angsten for fremtiden – hvordan ville det forme sig uden HENDE??

Hverdagen vendte tilbage og jeg kom hjem til et tomt hus – nu uden min mor. Her ramte alvoren –  og jeg gik helt ned med flaget. Jeg var startet på Handelsskolen – men dette kunne jeg slet ikke håndtere – og det endte jo også med at det gik helt i hundene. Og faktisk var jeg bedøvende ligeglad.

Man kommer jo igennem – på en eller anden måde – men de første år efter var ualmindelig hårde ved mig – jeg følte mig som et halveret menneske og det kastede selvfølgelig en masse ting med i kølvandet. Min far havde mødt en ny dame og hende havde jeg ret svært ved at lukke ind i mit liv – for følte jo hun ikke hørte til. Vi endte dog med at få et fint forhold til hinanden – men helt overgive mig gjorde jeg nok aldrig helt.

Faktisk blev jeg først hel igen da jeg i 1990 mødte min kommende mand. Da tog livet en anden drejning og kunne tænke på min mor med mere blide tanker og huske de gode ting hun jo stod for.

Det er også sådan jeg husker tilbage nu her 40 år senere – men savnet vil jeg altid have – det stopper aldrig for jeg nåede jo kun at have min mor i 17 år af mit liv.

 

Nej – strik går bare ikke

Nu har jeg de seneste dage forsøgt mig med strikkepindene igen. Bare sådan almindelig ret frem og tilbage – for at se om mine hænder, arme og skuldre ville følge med – men faktum er og bliver at det bare ikke går.

Jeg bliver simpel hen så anstrengt i hænderne og ikke mindst skulderene af det der “vippen” op og ned med pindende. Jeg får strikket 4-5 pinde så må jeg holde pause fordi det strammer til helt op i nakken  og så får jeg hovedpine. Undervejs udviklede jeg flere små ømme knuder i mine fingre – så ja – det kommer jo så helt af sig selv ik 😉

almindelig retSå jeg har holdt en dags pause og i går aftes greb jeg så hæklenålen igen – nøjj det var jo som at finde en gammel ven – så jeg må erkende at jeg er hækler og sådan må det blive.

I dag er knuderne i mine fingre væk fordi jeg fik hæklet igennem i går aftes og det er jo ikke så ringe endda  😀

På morgenvandring

Hver morgen er jeg i haven med beaglerne så det kan få tisset af for natten. Og så går jeg nogle gange rundt og kigger på træer og buske.

Her til morgen var vejret så dejligt og solen skinnede fra en skyfri himmel – såå nogle af mine buske tager sig endnu pænere ud.

Denne her har fået lov at vokse sig stor og flot – den har ellers haft et hårdt liv – da først Oscar tog sig kærlig af beskæringen – og sidenhen også Darwin. De seneste par år har Darwin dog besluttet at han ikke længere gør den slags – så nu stor trives busken og er lige nu så flot.

hvide blomster buskhvide blomster busk

 

Syrenerne står stadig – da de har blomstret sent i år. Den hvide er den som står pænest og den er bare vokset så godt til på de små 2 år der er gået siden vi plantede den.

hvid syrenhvid syren

Det vokser og gror

Jeg følges nogenlunde ens med de to sjal jeg har gang i.

Det vokser og gror – men mangler stadig lidt før jeg er tilfreds.

Her det ene sjal som er lavet med rester fra lima tæppet – den beige er dog en ny farve.

Lima sjal
Lima sjal

lima sjal 1