19. juni 1975-2015

Netop i disse timer (omkring middag) er det 40 år siden jeg mistede min elskede mor.

Jeg glemmer aldrig den dag – den er 4ever printet i min hjerne.

Det var stor sommer og rigtig varmt dengang (modsat vejret i dag). Jeg havde netop afsluttet min 10 klasses eksamen og havde et par dage fri før jeg skulle ned og have eksamensbeviset.

Min afsluttende eksamen var om mandagen (16. juni) og om aftenen fortalte min far mig endeligt at min mor skulle dø – at det kun var et spørgsmål om tid. Han havde gået stille med dørene af hensyn til eksamen – men jeg vidste det jo godt – at min mor aldrig ville blive rask og hvordan jeg kom igennem min eksamen er mig den dag i dag en gåde ? Måske ville jeg gøre min mor stolt ?- måske ville jeg vise hende at jeg kunne og jeg ville gøre det for hende?

Behøver jeg at sige at de følgende dage og nætter efter var forfærdelige at komme igennem – for vi ventede jo kun på at de ringede – at nu var det nu.

Om formiddagen – den 19. juni (75) sagde min far at han syntes jeg skulle besøge en veninde i nærheden – så mine tanker kunne blive adspredt lidt. Det gik jeg nølende med til og kørte over til veninden. Vi var i deres have for solen bagte fra en skyfri himmel. Omkring ved middagstid blev jeg urolig og vidste jeg måtte tage hjem – noget sagde mig den var gruelig gal.

Hjemme igen – var min far og mormor der ikke?? Der lå en kort besked at de var inde i byen – men det vidste jeg jo godt de ikke var. Jeg var helt sikker på min mor var død på dette tidspunkt.

Da min far kom hjem  – kunne jeg godt se hvad der var hændt – min mor var død.

Dagene efter husker jeg som en slowmotion film der bare kører stille afsted. Jeg fik mit eksamens bevis og kørte hurtigt hjem igen – familiemedlemmer begyndte at indfinde sig – mine forældres venner kom og gik – alt foregik i slowmotion hvor man bare står på sidelinjen og ser med.

Min mors bisættelse om lørdagen – familien og venner der var med.

Sommeren igennem – ensomheden – og angsten for fremtiden – hvordan ville det forme sig uden HENDE??

Hverdagen vendte tilbage og jeg kom hjem til et tomt hus – nu uden min mor. Her ramte alvoren –  og jeg gik helt ned med flaget. Jeg var startet på Handelsskolen – men dette kunne jeg slet ikke håndtere – og det endte jo også med at det gik helt i hundene. Og faktisk var jeg bedøvende ligeglad.

Man kommer jo igennem – på en eller anden måde – men de første år efter var ualmindelig hårde ved mig – jeg følte mig som et halveret menneske og det kastede selvfølgelig en masse ting med i kølvandet. Min far havde mødt en ny dame og hende havde jeg ret svært ved at lukke ind i mit liv – for følte jo hun ikke hørte til. Vi endte dog med at få et fint forhold til hinanden – men helt overgive mig gjorde jeg nok aldrig helt.

Faktisk blev jeg først hel igen da jeg i 1990 mødte min kommende mand. Da tog livet en anden drejning og kunne tænke på min mor med mere blide tanker og huske de gode ting hun jo stod for.

Det er også sådan jeg husker tilbage nu her 40 år senere – men savnet vil jeg altid have – det stopper aldrig for jeg nåede jo kun at have min mor i 17 år af mit liv.