Efter mit seneste angreb af mine sener – i højre håndled har jeg nu indset at jeg må væbne mig med tålmodighed.

Aldrig har noget gjort så ondt som denne gang og det har fået mig til at vågne op.

Efter samtalen med Hr. mand i går aftes har jeg også indset at jeg må handle – for hvad er lige formålet med at kunne hækle og strikke? Jo man kan jo sige der er et formål hvis man vil lave en trøje – men at sidde og hækle tæpper – læs lapper – giver ikke mening for mig – for det er jo ikke noget jeg absolut SKAL have.

Med det mener jeg at jeg skal sparre på mine hænder og arme og tænke på hvilke formål der er vigtigst. For mig er det vigtig – endda meget vigtig at jeg kan håndtere mine hunde – at jeg kan løfte dem op på bordet og kigge dem efter, børste tænder på dem og børste dem. Jeg vil også kunne bage kager og brød til min familie  samt kunne lave mad igen på fuld tid – det er også en vigtig ting for mig.

Jeg er med andre ord tilbage ved start – for det er jo først i de senere år jeg tog hæklingen op igen – nemlig da jeg mistede min far og var i kulkælderen over det – da trøstede det mig at kunne sidde med hækle tøjet, så jeg fik fokus på noget andet.

Min far ville have haft det forfærdeligt hvis han vidste hvad jeg går igennem lige nu med mine hænder – så der er ikke andre udveje for mig nu end at tage den med ro.

I den kommende weekend bliver alt mit garn mv. pakket væk i kælderen – det skal væk fra mit syn – og så må vi se hvad tiden bringer.

Jeg ved ikke om jeg får en diagnose – men jeg håber der findes en betegnelse – selv er jeg ret sikker nu – i sær efter de sidste dages smerte helvede.