Jeg kom endelig af sted i dag til Kolding sygehus hvor Hr. mand pt. er indlagt.

Tingene trækker ud – dog er der en smule bedring i vandladningen – som går bedre – altså et klart fremskridt. Der er desværre en del fokus på “tisseriet” – således oplevede jeg en sygeplejerske der spurgte ud om der var fremskridt. Dette skete i forbindelse med at Hr. Mand får flyende antibiotika gemmen drop pt. I går hen på eftermiddagen fik han pludselig høj feber over 39. Urinen er testet – men der er ingen betændelse. Omvendt har han haft blærebetændelse før som blev opdaget ved et tilfælde i forbindelse med noget andet og hvor han ingen symptomer havde på det. Der snakkes også om prostata – men det håber jeg ved gud ikke – dog er jeg med på at det bør undersøges. Generelt syntes jeg ikke om at der er så meget fokus på vandladningen – klart at man skal af med det – men det kan vel også blive et pres – således at man slet ikke kan?

Havde alt det her ikke sket – så havde han været hjemme forlængst. Han har dog ind i mellem smerter og har også en overgang været i morfin behandling. Så den der med at “du kan gå på arbejde mandag eller tirsdag”  – den holdt ikke stik.

Generelt syntes jeg han så fornuftig ud og selve operations sårene ser fine ud. Det kan jo tænkes at der er kommet galdevæske ud i systemet som kan havde givet ham noget betændelse?

En uge forinden at han blev indlagt – sad vi og så film en aften og hvor han pludselig blev dårlig og kastede op – faktisk besvimede han en kort øjeblik og her kan jeg jo ikke se mig fri for at tænke på galdeblæren – at noget kan have været under opsejling? Men nu er den heldigvis væk – men tankerne kører jo derud af.

Udover det bærer han selvfølgelig præg af – at han ligger på et sygehus. Han keder sig selvsagt – hvilket hele hans krops holdning indikerer.

Jeg håber at i morgen bringer godt nyt – at jeg snart kan køre til Kolding og hente ham hjem. I mens er Mathias og jeg ene på skansen – så vi deler opgaverne lige mellem os.