Måned: november 2017

24. november

I dag er der lige 1 måned til Jul. Jeg har i dag fundet lidt jule ting og sager frem – man gør jo altid lidt i det.

Mine jule gardiner er desværre løbet ud i sandet – og den største grund er at jeg mangler garn og IKKE vil afse penge til at købe nyt. Så den ting ligger stille pt. men jeg har stadig garnet jeg købte i Aldi og som har en meget smuk julerød farve – så det vil jeg arbejde roligt videre med og håbe de så kommer op i vinduerne næste Jul.

I stedet har jeg fundet  en lille batteri drevet kuglebelysning – som også er købt i Aldi for få penge (efter Jul et år) og har været brugt som bordbelysning – blandt andet nytårs aften har den været i brug – og den har jeg hængt i det ene vindue – ovenpå de gardiner der allerede hænger der. I det andet vindue ud mod vejen er der kommet  træstagen med de 7 “stearinlys” – men den kører på EL.

Jeg skal ned i kælderen og se om jeg kan finde jule landsbyen som kan få ophold på vitrinen i år. Udover det skal jule voksdugen på og jeg har købt et kalenderlys – tænker det kommer til at række i år sammen med lidt nisser her og der.

Vi elsker julen – men vi er IKKE julefjantede – så det bliver til husbehov og NEJ der er endnu ikke indkøbt hverken brunkager eller æbleskiver. Vores sønner er så trætte af æbleskiver da de tit og ofte får det i klubben – de har bare ikke fantasi til så meget derude desværre – så æbleskiver er nærmest bandlyst her i huset ;) Det er tilbehøret som sukker/flormelis og det evindelige syltetøj der har ødelagt det for dem

  1. søndag i advent står den således på pandekager i stedet for – så kan Simon få lidt med hjem til sig selv.

Menuen ligger nu helt klar – for der er indkøbt en 4600 g stor Kalkun

Til dessert skal vi have chokolade mousse med mørk og hvid chokolade.

Jeg har også modtaget året marcipan kasse fra Odense marcipan – med alle de ting der skal til for at danne vores “berømte” jule træ stamme. Mathias vil lave havregryns kugler – det er hans opgave – og så vil jeg bare bage lidt hen af vejen – jule kringle og marcipan boller – så det bliver vores Jul i år.

Min ældste beagle – Charlie skal fejre sin 13. Jul – og vi er kanon glade for at han stadig er i blandt os – selvom vi godt kan mærke han er blevet ældre.

Pølse biks

Denne ret laver jeg ind i mellem når det skal gå stærkt og det er en kæmpe favorit blandt husstandens “drenge” ;)

Man tager en pose Pommes frites og kommer i bradepanden med bagepapir under.

pommes frites

 

Mens det varmer op i ovnen ved 200 grader – rister jeg snack pebre i tern og løg – så det bliver blødt og væden trækker af

snack peber og løg

Efter ca 20 min blander jeg snack peber og løg sammen med pommes frites – og tilsætter pesto som vendes rundt med. Man kan vælge den pesto man vil – denne gang var det en rød pesto.

 

 

grønsagerne og pesto er blandet sammen

Retten smides i ovnen igen og får ca. 15 min. I mens klargøres pølserne

pølser

Pølserne blandes med det øvrige og retten kommes tilbage i oven. Her får den ca 10 min eller til pølserne er gennem varme.

 

Jeg serverer alt i bradepanden på spisebordet og så er det med at lange til fadet.

den færdige ret

 

Nemt når kræfterne er små og weekenden venter lige om hjørnet.

 

Pepparkaksknäcke

I Aldi faldt jeg over Wasas Peberkage knækbrød som er en limited edition 2017 op under Jul og som er fremstillet i begrænset mængde.

Jeg er meget begejstret for knækbrød generelt og i sær det jeg selv bager. Jeg køber dog knækbrød ind i mellem, når kræfterne ikke lige rækker til at lave selv.

Jeg besluttede mig at prøve den her limited edition Pepparkaksknäcke – som den hedder på svensk – for nu er der kun små 14 dage tilbage inden december banker på og smage det skulle jeg.

Men ak og ve – min begejstring forsvandt ret hurtigt, da jeg smagte den første skive. Jeg blev rent ud sagt, virkelig skuffet over det – for smagen er ret fesen. Det røg dog ned med en kop kaffe og jeg havde kun købt en pakke – så det får vi nok spist endda. Jeg syntes virkelig ikke det var 15 kr værd.

Til gengæld vil jeg så fremhæve Wasas Kanel knækbrød som smager betydeligt mere af Jul

Bloggens fremtid

Jeg har nu været i tænkeboks en uges tid omkring hvad jeg vil med siden her. Mine private skriverier har jeg besluttet at beholde for mig selv. Skulle jeg føle trang til at skulle af med en masse ord – så er der jo den funktion der hedder “privat” – altså jeg kan gøre mit skriv privat – men alligevel få smidt mine ord ned sort på hvidt – så må jeg vurdere hen af vejen, om det skal være sådan i al evighed.

Til gengæld har jeg nu checket mine arkiver igennem og set at her hvor der søges og læses mest er generelt på mine opskrifter og på mit håndarbejde – og det er vel den vej, den så peger på nu.

Jeg vil derfor prøve at holde mine skriv på baggrund af det.

Jeg kan afsløre at jeg knokler på livet løs med at få mine jule cafe gardiner færdige – så de kan komme op og hænge senest omkring 1. søndag i advent. Det bliver en ulden sag der kommer op – for vil prøve at se hvordan det tager sig ud i uld garn. Drops Lima garn danner baggrunden og jeg hækler på nål 4,5

Cafe gardin – lavet af Lima Rød/lys grå drops garn

Hvad er der egentlig at sige?

Min blog iver er for nedad gående. Det må jeg erkende efter et hurtigt kig i mine skriv over året der snart er gået.  Søle 63 indlæg er det blevet til. Det er ca. 5 indlæg pr. måned til og med november. Nuvel jeg har slettet en del indlæg – måske fordi de var lidt for personlige og fordi jeg ikke ville at et vis “familiemedlem” skulle læse hvad jeg skrev. Jeg indrømmer at siden min far gik væk for nu 4 år siden og jeg fandt ud af at en bestemt person holdt skarpt øje med hvad jeg ned fældede her på siden, da begyndte mine skriv at ændre sig plus at jeg følte mig nødsaget til at slette visse indlæg. Det skete ikke med min bedste vilje, men mere det at det skulle den vedkommende person ikke delagtig gøres i. Jeg ved ikke om denne person stadig følger med – det har jeg ikke muligheden for at kunne se i mine satstikker samt at jeg heller ikke længere har kontakt til vedkommende – af samme grund. Min fars død bragte desværre nogle knap så “dejlige” ting med, omkring arv og bo fordeling – sådan som det ofte kan være i nogle familier. Og da min familie jo var en sammenbragt familie, hvor vi nok ikke altid havde det så rart i hinandens selskab, men spillede for galleriet, for husfredens skyld – ja det er så endnu en grund til at mine skriv herinde er blevet noget mindre.

I starten, da siden her var ny, havde jeg et stort behov for at skrive – dels om mine sønner via deres autisme og som  familien havde et anstrengt forhold til og jeg/vi ikke kunne snakke med dem om, da de ikke forstod ret meget – og dels via min diabetes sygdom, mine op og nedture omkring det – – der var også de 6 år hvor jeg hjemmeunderviste mine sønner, som gjorde at jeg måtte fortælle omkring det.  Sidst men ikke mindst livet i al almindelighed. Det er ikke nogen hemmelighed at jeg godt kan lide at ytre mig og egentlig har et behov for at nedfælde mange af mine tanker om dette eller hint – men man når til nogle milepæle sommetider – og sådan en er jeg nok så småt nået til nu.

Næste år runder jeg et skarpt hjørne – når jeg fylder 60 – samtidig med det har jeg 50 års jubilæum med den hofte operation jeg fik foretaget tilbage i 1968, hvor jeg fik indsat en slags kunstig protese i min højre hofte. Det har jeg levet næsten hele mit liv med – og det har været på godt og ondt. 50 år er fandme lang tid, hvor denne tro følgesvend har givet mig diverse større og mindre problemer – og som ALTID ligger i mit baghoved fordi hele din hverdag i større eller mindre grad er præget af “det ben”. Alt hvad man foretager sig – foregår pr. automatik – f.eks. kan nævnes at jeg ALTID holder øje med hver en lille revne/hul i fortovet så jeg ikke træder forkert. Dette eksempel er bare et blandt mange andre – men noget der bare sidder under huden på dig, fordi det er en del af dig, din hverdag og dit liv.

Så er der problemet med mine arme og hænder, som jeg har berettet en del om her på siden. Det vil jeg ikke komme mere ind på her, blot sige, at det kunne jeg godt havde været foruden.

Mine drenge er voksne – de er nu 26 og 24 år – og de bryder sig ikke længere om at jeg bare nedfælder omkring dem, hvilket jeg forstår og også respektere. Jeg har således ikke skrevet så meget om dem og det de oplever hånd i hånd med deres autisme. Jeg har dog berettet omkring deres fødselsdage – altså generelt mærkedage.

Jeg har også berettet om min Hr. Mand og hans forskellige cykel uheld – det seneste ligger 2 år tilbage og det har han stadig mén af – samt på det seneste hans  akut opståede problem med galdeblæren og som han nu har fået fjernet. Også det har haft visse bivirkninger med i kølvandet – noget bliver godt og noget nyt kommer til – og sådan er livet jo generelt.

 

Derfor står der nu tilbage, spørgsmålet om – hvad er der at fortælle mere?

Jeg kan ikke blive ved med at fortælle om mine op og nedture i selskab med de efterhånden en del handicaps jeg har – jeg kan ikke fortælle mere om mine drenge – de er voksne og jeg må acceptere at den del er for grænseoverskridende, for dem. Det samme gælder Hr. Mand – her må jeg også acceptere, at der må være en grænse. Mine beagler spiller også en MEGET stor rolle i vores hverdag, men de har jo som bekendt deres egen hjemmeside og som benyttes en del af andre, blandt andet får jeg ofte henvendelser, vedr. problematikker omkring beaglen eller bare en sjov historie.

Facebook er jeg også træt af, jeg bruger den dog da mine sønner er der og ofte kontakter mig via den.

For en tid vil hoslykkegaard ligge stille, til jeg beslutter mig for, hvad jeg vil? Kan jeg undvære mine skriverier? Eller skal jeg finde noget andet at meddele mig igennem?

Indtil da – Tak fordi du/I læste med så langt.

Beaglepack

lapper i massevis

marcipan boller

grøn/blå cafe gardiner