Nytår 2018

Så er vi landet i et nyt frisk år – og nye kapitler skal til at skrives på.

Lad det være sagt med det samme – hverken Julen eller Nytåret har være noget at prale af – alt det som er blevet forberedt er ikke blevet til noget.

Der kom lige lidt sygdom med ind i billedet – først Hr. Mand grundet den manglende galdeblære – så mig med opkast som startede juleaftens dag – og siden Simon som blev syg natten til Juledag.

Hr. Mand og jeg er ovre det – men Simon er stadig syg. Det er ellers gået nogenlunde fornuftigt mellem Jul og Nytår – men i går fik han et mindre tilbage fald – med kvalme og utilpashed. Han fik spist lidt – men ikke meget og derefter gik han ned og lagde sig. Hr. Mand er dødtræt i øjeblikket da han kæmper med et eksamens projekt som han har siddet med ud på de små timer de seneste dage. Så aftenen i går var ikke særlig opløftende – og vi slog tiden ihjel med film på flimmeren – mens vi ventede på at aftenen skulle tage ende – så vi kunne komme til ro. Kl. blev dog 2:30 før vi endelig kunne smide os i vores senge – for der var lige et par bange beagler der skulle have tisset af. Generelt var der mere fyrværkeri denne gang – og kors hvor jeg glædes over at det nu endelig er forbi for denne gang.

Simon vender derfor ikke lige hjem til sig selv endnu – da han føler sig mest tryg ved at være her, hvor vi kan hjælpe ham. Godt han fik nintendo swicth for den kan han da hygge sig med mens vi venter på bedring.

I morgen er det atter arbejdsdag for Hr. Mand – ferien må han tage senere – men så har vi det at se frem imod.


Året 2017 er forbi og det har ikke været et kanon år for os grundet al den sygdom Hr. Mand løb ind i og som endte med at koste ham galdeblæren. Der er så kommet nye bivirkninger til som vi nu skal tage højde for – men det må man jo tage som det kommer.

Jeg har haft en del problemer med mine hænder – i sær mine fingre, som rent ud sagt lever deres eget liv. Jeg nægter at være pessimist – og må bare tage det i den rækkefølge det kommer. Der er ikke nogen indikationer for hvornår jeg får angreb – det kommer og går som vinden blæser. Dog har jeg lært at takle angrebene på en bedre måde, så jeg nu ved hvordan jeg kan lindre det når det er i udbrud – og det er et langt skridt hen af vejen.

Mine drenge – som jo nu er unge mænd – sloges med deres autisme i større eller mindre grad – men der sidder nogle gode hoveder på dem og jeg er stolt over hvordan de følger med i deres omverden. Der er naturligvis stadig forhindringer  som vi må hjælpe dem over – men pt. går det fornuftigt det hele.

Og hvad vil 2018 så bringe? Ja det ved vi jo først når vi når til den 31. december. Men jeg har to for mig større jubilæer i dette år – men 60 års fødselsdag og mine 50 år som hofteopereret. Som man bliver ældre tænker man mere intenst over livet i al almindelighed. Men jeg har lovet mig selv at virkelig være over de ting der står mig nær – mine håndarbejder – mine male ting og puslespil – samt ikke mindst mine beagler, som jo også er ved at nå en vis alder.

Jeg vil tage tingene stille og roligt og lade være med at barsle med så mange planer – men bare tage tingene sådan som de nu opstår.

Vores kloge Dronning var jo lidt inde på de samme ting i sin nytårs tale – og det er slet ikke så dumme forslag hun kom med.

Mine beagler