Hvem fanden tror han han er?

Jeg er blevet godt gal i skralden over mit lægehus – som jeg har benyttet gennem mange år. Det var her vi troppede op for at føre samtaler omkring vores drenges autisme. Det var her de “ydede” bisidder job i forbindelse med samtaler med kommune og andre myndigheder. Når jeg skriver det i gåseøjne er det fordi det skal ses sådan, for særlig meget støtte fik vi ikke. Vi var jo uduelige forældre der ikke vidste hvad tingene drejede sig som :roll:

Det var også her – at jeg gang på gang – på gang oplevede at samtalerne elegant blev drejet ind på min diabetes – selvom jeg var i klinikken i en anden forbindelse – ALTID skulle det handle om diabetes!!!

Som tiden gik begyndte jeg at få et mere og mere slidt forhold til min læge, netop fordi hun ikke “lyttede” og fordi det i hendes øjne KUN handlede om den forbandede sygdom jeg tilfældigvis lider af. Det gjorde at jeg begyndte at hakke bremsen i – jeg hverken ville eller kunne berette om noget i den retning – jeg passede mine kontroller og ellers sked jeg højt og helligt på min læge, da jeg ganske enkelt ikke ville delagtig gøre denne i mit helbred.

Jeg deltog for nogle år siden i en større blodprøve proces, som have til hensigt at klarlægge den arvlige faktor omkring diabetes type 2. Disse målinger mv. skulle deponeres i en særlig blodbank på Vejle sygehus. Jeg syntes det kunne være spændende at være med og velvidende at det blev hårdt at få tappet al det blod – så gjorde jeg det. Det tog dobbelt så lang tid at tage de over 50 glas blod de skulle bruge – for lige den dag strejkede mine årer og mit blod. Det er nemlig ikke uden problemer at tage blodprøver på mig – da jeg har tynde, dybtliggende årer som lever deres eget liv. INTET – absolut INTET hørte jeg mere om det. Jeg aner ikke hvad al mit blod skulle bruges til – for ingenting skete der efterfølgende – og det var med til at trække mig længere ned hvad læger angår.

Hele mit liv – faktisk siden mit 10. leveår er jeg blevet vurderet, stukket i, trukket i, opereret på af flere omgange – og så får jeg fandme diabetes oven i hatten – så læger er med andre ord ikke min livret.

Så døde min papmor, året efter min far og atter året efter min storebror – 3 dødsfald på 3 år har været hårdt at takle og det betød igen at jeg lukkede af. Min læge var igen ikke støttende – jeg skulle bare tage mig sammen mv. Ud over det havde jeg også bekymringen omkring mine drenge og deres autisme – ligesom alle andre forældre vil man gerne det går ens børn godt – men det var der heller ikke forståelse for.

I 08 kom jeg på insulin – velvidende at det ville blive noget lort – for når man er på insulin er det svært at tabe sig – det forhindrer insulinet en i – udover det er der div. insulinbuler, blå og lilla lår på grund af alle de sprøjter man skal tage dag ud og ind – samt lædere fingerspidser på grund af blodprøve tester, hvor man tester blodsukker niveauet. Det var sygehuset der i sin tid kom mig på det, samt bestemte hvilken type insulin jeg skulle have, nåle jeg skulle bruge, lærte mig teknikken at stikke mig selv osv.

Det er blevet til mange insulinpakker i de år, mange kontrol besøg mv. så man kunne være med til at danne satstikkerne udi diabetes sammenhæng.

 

Så løb jeg ind i problemer med mine hænder – heller ikke her har jeg oplevet støtte – for igen handlede det om min diabetes!!

Så blev jeg syg – meget syg af lungebetændelse – og fandme om ikke – da jeg sidder så syg ude hos min læge for at blive lyttet på – at hun  begynder på sin diabetes snak – hvor jeg sidder med tårnhøj feber og et tårnhøjt infektions tal – og hvor jeg var ved at ryge i flæsket på hende!!

Og så for at slutte af, ville jeg bestille insulin for nogle dage siden – men den ville de ikke længere godkende når de ikke kendte mit blodsukker tal!!!! WHAT

Jeg blev så tosset at jeg skrev tilbage om de så også ville stoppe mit blodtryks medicin??? – bare fordi jeg ikke havde været ved kontrol nogle gange. Det skyldes også at hele sidste år var min mand syg med sin galdeblære – og jeg derfor ikke orkede mine egne lægebesøg i den periode.

I følge lov og ret MÅ INGEN LÆGE BARE STOPPE LIVSVIGTIG MEDICIN!!!!! – men sørme om det ikke var det de ville gøre. Jeg er nu tvunget til at tage en kontrol – og har fået godkendt insulin for den næste måneds tid på den baggrund – men det foregår under tvang og jeg er lige nu i gang med at se mig om efter en anden læge. Det her tog altså lige min sidste respekt.

 

Beklager den hårde tone – men jeg er godt og grundigt VRED

Jeg skal også lige sige at jeg selv holder en vis kontrol – for mit blodsukker apparat er af sådan en type der kan regne gennemsnittet ud – så jeg nogenlunde ved hvor jeg ligger.