Nej – jeg er slet ikke mig selv og det varer en rum tid før jeg kan se en ende på det.

Jeg har mistet min elskede Charlie og lige nu er det så hårdt for os allesammen. Det har i den grad slået benene væk under os – for Charlie var ikke “bare” en hund – han var Charlie og noget helt specielt.

For at det så ikke skal være løgn fik jeg i aftes at vide at vores opdrætter også har mistet en elsket beagle – hun hed Tilde og hende har jeg mødt nogle gange. Hun døde lidt på samme måde som Charlie og faktisk kun ca. en uge efter ham – lidt uhyggeligt.

Sidste uge gik jeg rundt i en døs – gjorde det jeg nu skulle og heldigvis har vi Oscar og Darwin – selvom det lige nu ikke er helt det samme. Jeg har forsøgt at bevare den glade tone over for dem og kan mærke de godt ved noget ikke er helt som det plejer. Denne uge her har været den værste – jeg har skiftevis tudet og haft en kort lunte – hverdagens trummerum er forkert og han er i mine tanker konstant. Hver aften jeg går i seng – står hans kurv der ikke længere – men pr. automatik passer jeg på med at svinge benene ud når jeg skal op, at vane for ikke at træde ned i kurven, med Charlie i, der jo har stået der i flere år, da det var der han sov om natten.

I dag har dyrlægen ringet – at Charlies urne er kommet tilbage. Aftalen er at vi henter ham på mandag – da Oscar skal have taget en blodprøve for sit stofskifte. I løbet af weekenden vil jeg lave plads til urnen hvor den skal stå fremover.

I går var jeg hos lægen – med henblik på det videre forløb omkring min insulin – for det er nogle gange næsten umuligt at tage den når mine hænder har det dårligt – så er det så svært at presset stemplet i bund på pennen. Udover det skal jeg også have kigget på mine hænder og arme. Det kan nemlig været alt lige fra springfingre – carpel tunnel syndrom – gigt af en eller anden art – eller fibromyalgi – Jeg har en kusine der har fibro – så hvorfor ikke? – nogle symptomer kan tyde hen på det – men jeg håber det ikke. Min læge er generelt bekymret med henblik på en operation – grundet min diabetes – men alt det må sygehuset finde ud af.

I dag fik jeg besked fra Kolding – at jeg allerede nu på tirsdag skal til samtale vedr. mine hænder. Hr. Mand har ferie i næste uge – så han vil tage med som støtte – for støtte har jeg brug for pt. For jeg brød jo sammen ude hos min læge – som måtte bruge ekstra tid på mig. Der har også været så mange ting de senere år – nære familiemedlemmer jeg har mistet – Hr. Mands cykeluheld i 2015 – hans galdeblære og nu det brækkede kraveben – sidst men ikke mindst tabet af Charlie.

Jeg skal også til samtale på diabetes afd. i Kolding   vedr. det videre medicin forløb. Lige efter påske skal der tages nye blodprøver og så må vi se hvad der sker på det plan.

Bolden ruller med andre ord videre – og jeg følger jo med strømmen trods alt.