Det er igen blevet St. Bededag

Det er igen blevet St. Bededag

Maj måned er kommet med alle de dejlige ny udsprungne træer og buske. Vi var ude og hente Simon  hjem på weekend, i dag,  og her slog mig at nu står bøgehækkene i fuldt flor – så flot altså – og med dette dejlige solskins vejr vi også har – så kan det ikke blive mere fuldendt.

Normalt spiser man varme hveder aftenen før St. Bededag – sådan som traditionen foreskriver her til lands – men jeg valgte at vente til i dag hvor jeg til formiddag  bagte  hveder. I år valgte jeg at komme kærnemælk i samt vanilje – da Mathias ikke er så glad for kardemomme.

Her til eftermiddag har vi så spist de nybagte hveder med masser af god smør på – og fået vores kaffe til – jamen det var som at komme i himlen – de var blevet så gode, lækre og luftige – og så smager kaffen også ekstra godt.

Min gigt er desværre i udbrud i øjeblikket – det sidder i mine hænder og arme – samt mine knæ og fødder – men hveder skulle vi havde – så Hr. Mand må tage sig af aftensmaden i dag. Den er heldigvis nem – en rest pasta som jeg havde i fryseren skal laves som en gratineret ret og til den skal vi spise en karbonade.

Hverdagen er jo vendt tilbage her – i det Hr. Mand er tilbage på sin arbejdsplads. Vi snakker ikke ret meget mere om coronaen – men følger selvfølgelig med i hvad myndighederne kommer med af anbefalinger. Et sted i baggrunden ved vi godt alle at, alt nu er forandret for altid og at vi forsat vil holde afstand mv. til andre – det bliver der ikke lavet om på et langt stykke frem i tiden.

Store Bededag og hveder hører sammen.

Comments are closed.