admin

min rejse udi livets genvordigheder hånd i hånd med diabetes 2 og mine sønners autisme.

Gurkemeje

by

Jeg startede med at tage gurkemeje d. 9/1 og der er nu gået 1 måneds tid siden opstart.

På daværende tidspunkt var jeg hårdt ramt af smerter i arme/hænder og ikke mindst min venstre hofte. Det er bestemt ikke rart når man kommer derud hvor det hele er en “skrue uden ende” og det var da der jeg befandt mig.

Jeg tager 3 kapsler om dagen – dvs. til mit aftens måltid – så det i ro kan arbejde om natten. 3×495 mg i alt 1485 mg pr. dag.

Udover det tager jeg en “snaps” Krauterblut når jeg har gået min formiddags tur med mine beagler. Krauterblut har haft en positiv virkning på min allestedsværende hovedpine og uoplagt hed – så den forsætter jeg med vinteren ud.

Nu her en måned senere kan jeg konstatere at det lysner lidt derude. Jeg er ikke længere på smertestillende panodil/ipren – men klarer mig igennem uden. Hvad der er ved at ske er svært at forklare – men noget er anderledes – det er det her med de små ting man ikke sådan lige ligger mærke til – men så går det op for dig  at du kan de her ting meget bedre – så stille og roligt sker der noget.

Jeg kan f.eks. tage trappen til første salen på normal vis – hvor jeg for bare 1 måned siden måtte tage et trin af gangen. Jeg kan nu løfte servicen ud og ind i køkkenskabene hvor jeg for 1 måned siden måtte tage en ting af gangen.

Og så en anden ting – min Hr. Mand bemærkede i sidste uge at han syntes jeg havde fået mere fart på igen – og det er stort at han har lagt mærke til det.

Selvom det virker til at gå fremad – er der lang vej – eller rettere – jeg kommer aldrig ud af det her – for nu er der slet ingen tvivl om at det her er en gigt sygdom – for ellers ville det ikke gavne noget at tage gurkemeje. Det har naturligvis også indflydelse på andre ting – blandt andet diabetes som kan forbedres og det er jo fint når jeg nu også har den sygdom. I det hele taget har gurkemeje en positiv virkning på immunforsvaret generelt.

Udover at tage kapslerne er jeg også begyndt at drikke gurkemeje te – det smager faktisk ret godt – en god kraftig kop te som gør velvære i kroppen når man kommer ind udefra det stormene og blæsende vejr vi har i øjeblikket.

I det hele taget har jeg skåret ned på kaffen og tager i stedet en kop te – normalt er jeg ikke te drikker – men jeg kan mærke det har en gavnlig virkning og så findes der jo så mange gode slags te at det er svært at vælge. Når jeg har drukket sådan en kop gurkemeje te kan det tydeligt mærkes hvordan varmen breder sig helt ud i fingerspidserne og det er lige hvad jeg har brug for – varme i mine dårlige led.

 

gurkemeje te

 

Selvom jeg lige nu er på rette kurs – så er der også stadig dage hvor det er knap så godt – slidgigt er noget man aldrig slipper af med – men det er godt der findes ting der kan lindre det lidt og at man finder disse ting hen af vejen – i sådanne tilfælde er man nød til at eksperimentere.

 

Jeg har prøvet flere ting – gluccosamin – som jeg måtte stoppe med pga. af maveproblemer (tåler ikke skaldyr) – jeg har prøvet advocado kapsler – ingen virkning – og jeg har prøvet hyben – heller ingen virkning.

 

Til den bitre ende

by

Mit/vores stearin lys som jeg omtalte i tidligere skriv – holdt ud til den bitre ende. Det kunne måske godt havde brændt lidt længere – men det var ganske umuligt at tænde lys i det uden at gitteret (spindelvævet) ville knække af.

En meget sjov ting var det her – da vi alle snakkede om hvor længe den ville holde. Alle i familien havde forbud mod at røre lyset – undtagen mig – for knækkede det hele af var det kun min skyld alene he he.

bunden er nået

 

På grund af vejr situationen – storm over Danmark – har det ikke været muligt for mig at komme ud og købe et nyt lys – i stedet har jeg hentet et rødt julelys frem – som nu må give lidt varme i det her mørke vejr – men hvad ? det ved jo ikke at det er et julelys 😆

 

et gitter

by

Vi bruger altid at have et lys tændt på spisebordet også om sommeren. Jeg er dog gået helt over til ren stearin da de brænder pænere og ikke oser så meget som et parfarin lys.

De her stearin lys kan brænde lidt sjovt nogle gange og lige nu har vi gang i et væddemål om hvor længe og hvor højt et gitter (spindelvæv) det her lys kan præstere.

Til nu har den holdt den gående – men der er stadig en fjerdedel af lyset tilbage – så det er lidt spændende.

 

spindelvævs lys

Vil have vinter!!

by

Jeg er så træt af det her grå vintervejr – enten er det så diset og gråt at det ikke er til at vide hvad tid på dagen det er – eller også står regnen ned i stænger.

Bestiller ikke andet end at tørre poter på beaglerne hver gang de har været i haven – for de synker altså godt ned i det mudderpløre der er derude – arghh

Det er ikke vinter på de her betingelser – alt grønt omkring os får jo ikke den ro det skal have og buske, hæk og træer har da ikke godt af al det væske for rødderne står konstant i vand.

Det eneste lyspunkt derude er at fuglene har en fest i vores troldhassel da vi sørger for at de ikke sulter – der er liv og glade dage.

mudderhaven februar 2020
mere mudder feb. 2020

 

Jeg vil forsætte  med at sende stille bønner afsted så vi kan få noget frost og sne – om ikke andet så vil beaglerne komme ind med rene poter 😆

Vinteren er sandfarvet

by

Jeg hækler på nye gardiner igen – og denne gang er de sandfarvet.

Jeg har ændret i opskriften da jeg ville prøve noget nyt – derfor er de enkle “lapper” lavet større og dermed skal der jo mindre af dem til. Dem jeg normalt laver er lavet ud fra min egen opskrift og mål efter mine vinduer.

Jeg ved endnu ikke om der kommer kant på dem – det ser jeg til den tid og hvordan det vil passe i størrelsen.

Jeg hækler i portugisisk bomuld 8/4 købt gennem Coop i min lokale super brugs.

 

Det her “vintervejr” er træls

by

Åh hvor ville jeg dog ønske vi fik noget frost og noget sne. Vores have er det rene sjapperi med al den regn vi får og vi skal gå yderst forsigtigt derude.

Beaglerne skal pænt stille op til pote tørring hver gang de har været derude og lette ben – men helst opholder de sig ikke ret længe derude. Jeg er dog med derude 1-2 gange i løbet af dagen – for beaglerne skal ikke være derude alene – man ved ikke hvad forbipasserende kan finde på og selvom der er hegnet ind af hensyn til beaglernes sikkerhed – så kan man aldrig vide. Tit og ofte har jeg haft fat i børn og unge der syntes det er en fest at drille beaglerne – men så bliver de fandme også fulgt til dørs af mig.

I går havde en tilfældig forbipasserende fundet det i orden at kaste en halv spist chokolade scone over hæk og hegn – som vi måtte fjerne fra Oscars gab – chokolade sconen kom ind i køkkenvasken og blev undersøgt til bunds – for man ved jo aldrig vel? Heldigvis havde Oscar ikke fået spist noget særligt af den – men man bliver vred når nogen tror de bare kan gøre sådan noget. Selv kunne jeg aldrig finde på at gøre sådan noget!

Og når vi nu er ved miljøsvineri – så er det mennesket der er det største svin – når de henkaster alverdens ting i nabolagene til gene for os der skal færdes i det. Lidt længere oppe af vejen bor der nogen som smider halve franskbrød ud til fuglene – så ligger de der til gene for os med hunde – for slet ikke at snakke om at det tiltrækker rotter – men de skider vedkommende højt og helligt på. Til sammenligning er vores hunde mere renlige selvom de laver deres nr. 2 – for det forgår da på et tidspunkt – der er jo masser af mennesker der ikke gider at samle op – men det har jeg mere tolerance for, end de der smider decideret affald på gader og stræder.

 

Okay – for nu at vende tilbage til min havevandringer – så foregår det som skrevet i yderste forsigtighed – for mudderpløre er jo en glat affære – selv beaglerne  tager omveje for at undgå det værste smat. Mine gamle gummistøvler er desværre afgået ved døden, da en af dem er knækket i bunden – De var nok 8 år gamle efterhånden – så jeg har måttet investere i et par nye.

Året 2020 er farveladernes år her hos os har jeg bestemt – så det skulle mine nye gummistøvler illustrere. Jeg har fået mig et par navyblå støvler med hunde på – og ja der er også beagler på ;)

 

nye gummirøjsere
der er beagler på

 

Vi er kommet godt ind i det nye år

by

Det gik fornuftigt med beaglerne Nytårs aften – bortset fra at Darwin as always used the same procedure as last year – nemlig at grave sig ned – og det fik han selvfølgelig lov til. Han endte da også med at falde godt i søvn sidst på aftenen.

Oscar kunne godt til nøds lige gå i haven og lette ben. Han har det seneste år været mere tisse trængende – men han er jo også ved at være en ældre herre. Han kunne dog ikke lide når fyrværkeriet sprang over hovedet på ham – men så stod havedøren åben så han kunne gå ind i gangen.

Vi brugte aftenen på at se “The Lords of the rings – The fellowship of the ring” – og det er en lang film – som først var færdig på den anden side af midnat.

Ved 1:30 tiden blev Darwin båret ud i haven og her lykkedes det at få ham til at tisse – og det var virkelig noget han skulle.

Derefter gik turen i seng – for vi skulle jo op og passe vores gøremål med beaglerne blandt andet – så ingen soven længe til langt op af dagen.

 

Efter vi havde set Dronningens Nytårs tale spiste vi det her.

 

oksemørbrad m/ gulerødder/champions og bernaisesauce

 

Desserten var en færdigkøbt isdessert – en italiensk gelato chokoladeis – som fik lidt flødeskum på toppen

 

italiensk gelato is dessert

 

 

Og den “nedgravede” Darwin

 

 

Nu venter hverdagen igen forude. Juletræet er pakket væk i kælderen for denne gang og Hr. Mand skal starte på arbejde i morgen.

Jeg har kæmpet med gigtproblemer i min venstre hofte siden før Jul – jeg har rendt stærkt og ikke passet så godt på mig selv. Det har desværre krævet en del smertestillende medicin – men de seneste dage er jeg beordret i ro – hvor Hr. Mand og den yngste søn har taget over med gå turen af beaglerne. Roen har været godt for mig og jeg håber det er på vej i bedring.

Jeg starter snarest med nye tilskud – for det her er ski ikke til at holde ud. Til nu har effekterne af det før prøvede ikke hjulpet – men håbet er som bekendt lysegrønt.

Et nyt årti venter derude

by

Det er nytårs aftendag – kl. er i skrivende stund omkring kl. 15 – Jeg har lige fået min velfortjente eftermiddags kaffe og lidt at spise – da der er gået en del timer siden i morges.

Inden det går løs med “fejringen” – at vi fra i morgen tager hul på 2020 – har jeg siddet og tænkt tilbage på de sidste ti år – der er jo sket en del siden det blev 2010 – både gode – men også dårlige ting.

En af de absolutte største er at vi fik Darwin – vores yngste beagle – han flyttede ind lige før min fødselsdag sidst i maj 2010 – da han var 8 uger. Årerne med ham, har ikke været kedelige. Han har beriget hele familien med sine finurligheder og det modsatte – noget vi bestemt ikke ville have undværet for noget som helst andet. Vi havde jo allerede 2 beagler dengang – nemlig Charlie og Oscar som tog i mod Darwin, på den helt rigtige måde. Charlie og Oscar opdrog Darwin på bedste beagle vis – for beaglen er noget af det mest sociale hund man kan anskaffe sig.

 

I 2012 – mistede vi mormor – i hver fald hende som mine sønner kaldte mormor. Hun var ikke min biologiske mor – men en god del efter min biologiske mors død i 1975 – giftede min far sig igen i starten af 80’erne – og hun blev en form for “mor” og “mormor” for mig og mine sønner.

Året efter døde min far – det var i oktober 2013 – og hans død havde jeg rigtig svært ved at takle. Min far – som jo både havde været mor og far for mig efter min mors alt for tidlige død (hun var kun 45 dag hun døde) – det kunne jeg ikke bære på mig. Jeg sank virkelig ned i en dyb sorg i tiden efter – og gudskelov at jeg havde mine beagler, min mand og mine sønner – for ellers var jeg gået helt i hundende.

 

Som om det ikke var nok – mistede jeg min storebror året efter – faktisk lige den 1. november 2014 – lige nøjagtig et år efter vi samme dato havde gravsat min far – og lige 2 år samme dato efter bisættelsen af min “mor”

  1. november  blev aldrig det samme mere – efterfølgende. Jeg har dog lært at lade være med at tænke alt for meget på det, som tiden er gået.

I disse første år af det gamle årti – var også årerne hvor min mystiske sygdom, med smerter, hævelse og knudedannede led begyndte. Mine fingre og håndled begyndte at forandre sig. Tilstande der kom og gik – og langsomt forværrede sig.

I dag er en stor del af min krop angrebet – foruden mine fingre og håndled – nu også mine albuer, skulderled, kraveben, hofter, knæ og fødder.

Jeg har gennemgået en del undersøgelser på kryds og tværs uden en opklaring på hvad det er. Der er dog fundet forandrede led og knude dannelse i fingre og håndled og vi ved at det ikke er leddegigt – men dog en gigt art – muligvis slid gigt – for det er fundet i større grad i mine fødder og selvfølgelig den hofte jeg blev opereret i som barn. Udover det er der led fortykkelser i venstre albue og højre knæ. Mit højre knæ er så fortykket i leddet at jeg ikke kan ligge med samlede ben – det gør for ondt i det venstre knæ når det rammer højre knæ.

 

Jeg kæmper dog hver dag for at få mig bevæget igennem. Selvom det gør ondt er jeg ude hver dag i den friske luft med mine beagler, jeg strikker og hækler i det omfang jeg kan. Jeg nægter at lade det der tage over. Nogle dage er gode og jeg får lavet en del – det koster så i den anden ende, da jeg så har dage hvor jeg ikke kan noget, men sådan må det nødvendigvis være.

 

Det allerstørste tab – var dog tabet af min/vores elskede Charlie, som vi mistede i marts 2018 – han blev 13½ år gammel. Det tab er jeg stadig ikke kommet mig over – men det er blevet nemmere at bære nu. Jeg har heldigvis stadig Oscar og Darwin – Oscar som nu er blevet 12 år – og Darwin der bliver 10 til april. Jeg glædes hver dag over de to beagle bamser som beriger min hverdag så meget.

 

Vi ved jo ikke hvad der ligger gemt derude i det nye årti – men bekymringerne er der jo – i stor grad for mine to sønner der begge har autisme. Jeg tænker hver dag en del over det – men håber også at det kommer til at gå. Som forældre holder man nok aldrig op med at bekymre sig.

 

Jeg er nået den alder hvor jeg lever mere i nuet og tager tingene i den rækkefølge de opstår – det er nok den måde man kommer længst med.

Og nu er tiden inde til at så småt skal i gang med årets sidste aftensmåltid. Vi er alle samlede og skal spise oksemørbrad, med champions, gulerødder og bernaisesauce.

Ellers skal tiden bare slåes ihjel og aftenens fyrværkeri passere, så beaglerne igen kan komme i haven, som de plejer. Godt man har Adaptil – det hjælper lidt og tager toppen af nerverne. Darwin vil – hvis det er nødvendigt og det bliver det nok – så må han gå i kælderen og besørge dernede – det gjorde han også sidste år – så kælderdøren vil stå åben for ham.

 

Jeg kunne virkelig ønske mig et totalt forbud for private om at skyde fyrværkeri af – det er på vej i Norge nu – så håber det også bliver en realitet i Danmark. Det er altså ikke alle der sætter pris på det – inklusiv mig og det er ikke fordi jeg har hunde – men kan bare ikke fordrage det! Udover det kan man altså ikke snakke klima og gøre sit for klimaet ved at sorterer det ene med det andet – hvis de samme mennesker også skyder fyrværkeri af – det er om noget – miljø svineri !!

 

Godt Nytår 2020

 

Beaglepack – da vi stadig var intakt

 

 

1 2 65