admin

min rejse udi livets genvordigheder hånd i hånd med diabetes 2 og mine sønners autisme.

Insulatard

by

På et forum jeg kommer på, har der den seneste tid været til debat at insulin typen Insulatard skulle udgå af markedet. Det er den type insulin jeg får og den er af langsom virkende styrke. Jeg havde i starten problemer med at kroppen kunne vænne sig til det – og det kostede mange op og nedture i blodsukkeret. De værste tilfælde var om natten hvor jeg kunne gå langt ned i BS.

Så fandt det ind i et normal leje hvor jeg fik reguleret min kost, motion og insulin så det passede på at blodsukkeret opførte sig mere normalt. Jeg var derfor enormt ked af det da nogle lod forstå at insulin typen skulle forsvinde fra markedet. Jeg forespurgte hos min læge, som kunne berolige mig med at dette ikke havde noget på sig. Dette skrev jeg på forummet – men her var der straks nogen som mente at deres behandlere havde ret. Insulatard skulle udgå.

I går skrev jeg til Novo Nordisk som laver denne insulin type – om det havde noget på sig, at det skulle udgå af markedet? I dag fik jeg mail tilbage og her stod der:

 Citat  “Jeg kan oplyse dig om, at der ikke på nuværende tidspunkt foreligger planer om at lade Insulatard udgå. Du vil således stadig kunne fortsætte med din nuværende behandling.” Citat slut

Det er ensomt at have diabetes

by

Hvordan ser omgivelserne på en som har diabetes? Ja det kommer jo an på om man er type 1 eller 2 – nogen er endda 1½. For mit vedkommende er det type 2 og her har mange netop en masse fordomme. Vi får tit at vide at det er selvforskyldt og at vi burde tage os sammen. Der er en masse myter omkring type 2 diabetes som man i gamle dage kaldte for “gammelmandssukkersyge” hvilket bestemt er en meget upassende betegnelse for de som får det er ikke altid gamle. Selv var jeg 39 da jeg fik sygdommen.

Det er sandt at sygdommen er i hastig vækst og det højest sandsynligt skyldes folks livsstil – magelig henslængt, al for god mad og drikke, ingen motion osv. Vores magelige computer verden egner sig ikke til den kost langt de fleste vælger (god dansk mad) fordi man indtager for mange kalorier over hele dagen. Og går man rundt med konstant højt blodsukker (husk at fedtindtagelsen forsinker blodsukkerstigningen)  og læg dertil at man har sygdommen i generne, så kan kimen være lagt til at udvikle diabetes type 2. Jeg vil slå fast at type 2 diabetes IKKE er en sygdom man kan æde sig til som så mange hævder. Det er en sygdom som ligger i ens gener, og som bryder ud hvis ens livsstil er for magelig.  Læger over hele verden slår alarm fordi sygdommen nærmer sig en epidemi og det står de uforstående overfor og derfor må den usunde livsstil blive synderen. Jeg tror nærmere at lægerne ikke aner hvad der sker og derfor skal give et eller andet skylden. I den sidste ende er det sikkert samfundet som bærer skylden. Vi har maskiner til at udføre det “hårde” arbejde for os. Der er ingen håndværkere som må løfte en finger selv for det klarer maskinerne for dem. Derfor bliver vi satte i det og bærer vi så også genet så—

Nok om det. Jeg har selv gennem min egen familie oplevet at der ikke er særlig meget forståelse for min sygdom. Det handler altså ikke kun om kost, mad og drikke for det er det mindste i dette tilfælde. Det handler også om sociale afsavn – det at være anderledes og ikke bare kunne slå sig løs fordi man har et blodsukker at tage hensyn til. Man har også for mit vedkommende to faste tidspunkter om dagen hvor jeg skal have min insulin og det skal helst næsten være på klokkeslæt. Dertil kommer regelmæssige måltider og regelmæssig motion. Jeg kan ikke bare ligge længe selvom det er søndag morgen – nej,  jeg må op og tage min medicin ellers er hele dagen ødelagt, fordi forskubbelse af måltider kan få den slutning at blodsukkeret stiger eller det modsatte. 

 Min familie herunder mine forældre og søskende har naturligvis ikke forudsætningen til at sætte sig ind i min situation. Man skal være diabetiker for at kunne forstå den rette sammenhæng. Min mand gør et stort stykke arbejde for at følge med og vi spiser det samme alle sammen i familien – men selv han forstår det ikke. Han forstår ikke at jeg kan blive ked af det og vil være for mig selv – måske fordi jeg har det skidt, eller har ondt i kroppen.  Derfor kan jeg også blive gal på ham, fordi han ikke aner hvad jeg går igennem sommetider. Man skal  være diabetiker for at kunne forstå det. Diabetes er noget som påvirker dit humør. Men for det meste er jeg oppe på dupperne og får det bedste ud af det. Jeg tænker aldrig at jeg  f.eks. ikke kan spise en softice – men i stedet tænker jeg at så kan jeg spise noget andet. Det jeg finder værst ved denne sygsom er at alt hvad jeg foretager mig skal lægges i faste rammer. En invitation kan godt blive aflyst for mig, fordi den ikke er forenelig med min sygdom – men det har jeg forlængst vænnet mig til, selvom det betyder visse afsavn i den retning.

Min 3. måneders kontrol hos lægen, hvor jeg får taget blodprøver og efterfølgende har en samtale med lægen om min medicin er korrekt eller den skal laves om eller der skal tilføjes noget, har det med at udvikle sig til en farce. Jeg føler ikke hverken læge eller laborant lytter til det jeg fortæller – men bare fortæller mig at jeg må tage mig sammen hvad angår dit eller dat og så passe mine kontroller. En gang om året får jeg udover det også checket de indre organer. Så man kan sige at diabetes er en sygdom som heldigvis også giver en præg i retning af om noget andet, følgesygdomme mv. er under udvikling og det er selvfølgelig rart for mig, da det også er en vink i retning om at min sygdom har det godt eller noget skal rettes op.

Generelt kan man sige at lægerne nok ved noget om medicin – men de ved ikke noget om hvad man gennemgår som menneske med sådan en sygdom. Alt vejes for og i mod og gøres op i statistikker Man vurderes som en anden præmie ko som måske skal på udstilling. Læger er IKKE repræsentanter for denne sygdom – det er diabetikeren selv. Derfor kan jeg også føle mig trådt på, når min læge eller anden fag person kommer med bemærkninger (selvfølgelig i en god mening). Men lægen ved heller ikke en dyt om hvordan din hverdag er og hvilken kamp du kæmper og det kan gøre mig vred, når de skal være bedrevidende.

 Hverdagen med diabetes betyder også at indkøb, foregår ved at fedtprocenten og sukkerindholdet bliver studeret nøje før varen købes. Jeg kan ikke bare købe det billige hvide brød på hylderne fordi vi jo alle gerne vil spare. Så må jeg bage selv, hvilket jeg gør så jeg ved hvad mit brød indeholder. Fedtfattige kød og pålægs produkter koster også kassen fordi det skal have en vis fedtprocent før det havner i min indkøbskurv – læg dertil alle de grønsager vi skal konsumere Da vi er en familie på 4 så skal der beregnes to store hoveder broccoli til et måltid f.eks.  Så livet med diabetes er bestemt ikke billigt og jeg ville være super glad hvis momsen blev sat ned på de sunde varer.

Jeg tænker også at jeg her kommer mine drenge i møde for de bærer sikkert også genet og jeg forsøger derfor at lære dem at de skal se sig for så de forhåbentlig kan undgå at sygdommen bryder på på et tidspunkt. Dette betyder ikke at de ikke får lidt ekstra ind i mellem – men det sker ikke så tit – og glad bliver man når de begge siger at de hellere vil have den kage jeg bager end den bageren sælger. Så får man lige et løft – i det hele taget må jeg sige at min nærmeste familie ikke brokker sig over det sommetider “mærkelige” mad jeg sammensætter :D

1 52 53