Åh hvor ville jeg dog ønske vi fik noget frost og noget sne. Vores have er det rene sjapperi med al den regn vi får og vi skal gå yderst forsigtigt derude.
Beaglerne skal pænt stille op til pote tørring hver gang de har været derude og lette ben – men helst opholder de sig ikke ret længe derude. Jeg er dog med derude 1-2 gange i løbet af dagen – for beaglerne skal ikke være derude alene – man ved ikke hvad forbipasserende kan finde på og selvom der er hegnet ind af hensyn til beaglernes sikkerhed – så kan man aldrig vide. Tit og ofte har jeg haft fat i børn og unge der syntes det er en fest at drille beaglerne – men så bliver de fandme også fulgt til dørs af mig.
I går havde en tilfældig forbipasserende fundet det i orden at kaste en halv spist chokolade scone over hæk og hegn – som vi måtte fjerne fra Oscars gab – chokolade sconen kom ind i køkkenvasken og blev undersøgt til bunds – for man ved jo aldrig vel? Heldigvis havde Oscar ikke fået spist noget særligt af den – men man bliver vred når nogen tror de bare kan gøre sådan noget. Selv kunne jeg aldrig finde på at gøre sådan noget!
Og når vi nu er ved miljøsvineri – så er det mennesket der er det største svin – når de henkaster alverdens ting i nabolagene til gene for os der skal færdes i det. Lidt længere oppe af vejen bor der nogen som smider halve franskbrød ud til fuglene – så ligger de der til gene for os med hunde – for slet ikke at snakke om at det tiltrækker rotter – men de skider vedkommende højt og helligt på. Til sammenligning er vores hunde mere renlige selvom de laver deres nr. 2 – for det forgår da på et tidspunkt – der er jo masser af mennesker der ikke gider at samle op – men det har jeg mere tolerance for, end de der smider decideret affald på gader og stræder.
Okay – for nu at vende tilbage til min havevandringer – så foregår det som skrevet i yderste forsigtighed – for mudderpløre er jo en glat affære – selv beaglerne tager omveje for at undgå det værste smat. Mine gamle gummistøvler er desværre afgået ved døden, da en af dem er knækket i bunden – De var nok 8 år gamle efterhånden – så jeg har måttet investere i et par nye.
Året 2020 er farveladernes år her hos os har jeg bestemt – så det skulle mine nye gummistøvler illustrere. Jeg har fået mig et par navyblå støvler med hunde på – og ja der er også beagler på
Det gik fornuftigt med beaglerne Nytårs aften – bortset fra at Darwin as always used the same procedure as last year – nemlig at grave sig ned – og det fik han selvfølgelig lov til. Han endte da også med at falde godt i søvn sidst på aftenen.
Oscar kunne godt til nøds lige gå i haven og lette ben. Han har det seneste år været mere tisse trængende – men han er jo også ved at være en ældre herre. Han kunne dog ikke lide når fyrværkeriet sprang over hovedet på ham – men så stod havedøren åben så han kunne gå ind i gangen.
Vi brugte aftenen på at se “The Lords of the rings – The fellowship of the ring” – og det er en lang film – som først var færdig på den anden side af midnat.
Ved 1:30 tiden blev Darwin båret ud i haven og her lykkedes det at få ham til at tisse – og det var virkelig noget han skulle.
Derefter gik turen i seng – for vi skulle jo op og passe vores gøremål med beaglerne blandt andet – så ingen soven længe til langt op af dagen.
Efter vi havde set Dronningens Nytårs tale spiste vi det her.
oksemørbrad m/ gulerødder/champions og bernaisesauce
Desserten var en færdigkøbt isdessert – en italiensk gelato chokoladeis – som fik lidt flødeskum på toppen
italiensk gelato is dessert
Og den “nedgravede” Darwin
Nu venter hverdagen igen forude. Juletræet er pakket væk i kælderen for denne gang og Hr. Mand skal starte på arbejde i morgen.
Jeg har kæmpet med gigtproblemer i min venstre hofte siden før Jul – jeg har rendt stærkt og ikke passet så godt på mig selv. Det har desværre krævet en del smertestillende medicin – men de seneste dage er jeg beordret i ro – hvor Hr. Mand og den yngste søn har taget over med gå turen af beaglerne. Roen har været godt for mig og jeg håber det er på vej i bedring.
Jeg starter snarest med nye tilskud – for det her er ski ikke til at holde ud. Til nu har effekterne af det før prøvede ikke hjulpet – men håbet er som bekendt lysegrønt.
Det er nytårs aftendag – kl. er i skrivende stund omkring kl. 15 – Jeg har lige fået min velfortjente eftermiddags kaffe og lidt at spise – da der er gået en del timer siden i morges.
Inden det går løs med “fejringen” – at vi fra i morgen tager hul på 2020 – har jeg siddet og tænkt tilbage på de sidste ti år – der er jo sket en del siden det blev 2010 – både gode – men også dårlige ting.
En af de absolutte største er at vi fik Darwin – vores yngste beagle – han flyttede ind lige før min fødselsdag sidst i maj 2010 – da han var 8 uger. Årerne med ham, har ikke været kedelige. Han har beriget hele familien med sine finurligheder og det modsatte – noget vi bestemt ikke ville have undværet for noget som helst andet. Vi havde jo allerede 2 beagler dengang – nemlig Charlie og Oscar som tog i mod Darwin, på den helt rigtige måde. Charlie og Oscar opdrog Darwin på bedste beagle vis – for beaglen er noget af det mest sociale hund man kan anskaffe sig.
I 2012 – mistede vi mormor – i hver fald hende som mine sønner kaldte mormor. Hun var ikke min biologiske mor – men en god del efter min biologiske mors død i 1975 – giftede min far sig igen i starten af 80’erne – og hun blev en form for “mor” og “mormor” for mig og mine sønner.
Året efter døde min far – det var i oktober 2013 – og hans død havde jeg rigtig svært ved at takle. Min far – som jo både havde været mor og far for mig efter min mors alt for tidlige død (hun var kun 45 dag hun døde) – det kunne jeg ikke bære på mig. Jeg sank virkelig ned i en dyb sorg i tiden efter – og gudskelov at jeg havde mine beagler, min mand og mine sønner – for ellers var jeg gået helt i hundende.
Som om det ikke var nok – mistede jeg min storebror året efter – faktisk lige den 1. november 2014 – lige nøjagtig et år efter vi samme dato havde gravsat min far – og lige 2 år samme dato efter bisættelsen af min “mor”
november blev aldrig det samme mere – efterfølgende. Jeg har dog lært at lade være med at tænke alt for meget på det, som tiden er gået.
I disse første år af det gamle årti – var også årerne hvor min mystiske sygdom, med smerter, hævelse og knudedannede led begyndte. Mine fingre og håndled begyndte at forandre sig. Tilstande der kom og gik – og langsomt forværrede sig.
I dag er en stor del af min krop angrebet – foruden mine fingre og håndled – nu også mine albuer, skulderled, kraveben, hofter, knæ og fødder.
Jeg har gennemgået en del undersøgelser på kryds og tværs uden en opklaring på hvad det er. Der er dog fundet forandrede led og knude dannelse i fingre og håndled og vi ved at det ikke er leddegigt – men dog en gigt art – muligvis slid gigt – for det er fundet i større grad i mine fødder og selvfølgelig den hofte jeg blev opereret i som barn. Udover det er der led fortykkelser i venstre albue og højre knæ. Mit højre knæ er så fortykket i leddet at jeg ikke kan ligge med samlede ben – det gør for ondt i det venstre knæ når det rammer højre knæ.
Jeg kæmper dog hver dag for at få mig bevæget igennem. Selvom det gør ondt er jeg ude hver dag i den friske luft med mine beagler, jeg strikker og hækler i det omfang jeg kan. Jeg nægter at lade det der tage over. Nogle dage er gode og jeg får lavet en del – det koster så i den anden ende, da jeg så har dage hvor jeg ikke kan noget, men sådan må det nødvendigvis være.
Det allerstørste tab – var dog tabet af min/vores elskede Charlie, som vi mistede i marts 2018 – han blev 13½ år gammel. Det tab er jeg stadig ikke kommet mig over – men det er blevet nemmere at bære nu. Jeg har heldigvis stadig Oscar og Darwin – Oscar som nu er blevet 12 år – og Darwin der bliver 10 til april. Jeg glædes hver dag over de to beagle bamser som beriger min hverdag så meget.
Vi ved jo ikke hvad der ligger gemt derude i det nye årti – men bekymringerne er der jo – i stor grad for mine to sønner der begge har autisme. Jeg tænker hver dag en del over det – men håber også at det kommer til at gå. Som forældre holder man nok aldrig op med at bekymre sig.
Jeg er nået den alder hvor jeg lever mere i nuet og tager tingene i den rækkefølge de opstår – det er nok den måde man kommer længst med.
Og nu er tiden inde til at så småt skal i gang med årets sidste aftensmåltid. Vi er alle samlede og skal spise oksemørbrad, med champions, gulerødder og bernaisesauce.
Ellers skal tiden bare slåes ihjel og aftenens fyrværkeri passere, så beaglerne igen kan komme i haven, som de plejer. Godt man har Adaptil – det hjælper lidt og tager toppen af nerverne. Darwin vil – hvis det er nødvendigt og det bliver det nok – så må han gå i kælderen og besørge dernede – det gjorde han også sidste år – så kælderdøren vil stå åben for ham.
Jeg kunne virkelig ønske mig et totalt forbud for private om at skyde fyrværkeri af – det er på vej i Norge nu – så håber det også bliver en realitet i Danmark. Det er altså ikke alle der sætter pris på det – inklusiv mig og det er ikke fordi jeg har hunde – men kan bare ikke fordrage det! Udover det kan man altså ikke snakke klima og gøre sit for klimaet ved at sorterer det ene med det andet – hvis de samme mennesker også skyder fyrværkeri af – det er om noget – miljø svineri !!
Så er årets sidste måned i gang og med det nedtællingen til årets nok vigtigste dag – Juleaften
Pas nu på ikke at få stress derude, for det kan ikke betale sig – selv tager jeg det ganske roligt – for jeg nægter bare at lade mig rive med af alle de ting man bare skal have gennem julemåneden.
Jeg har dog købt mig en tidlig julegave – nemlig Frøken Jensens kogebog – jeg har fundet et brugt og pænt eksemplar som er jubilæums udgaven 1901-2001 og den glæder jeg mig til at modtage.
Min barndoms jul er forbundet med den bog – for det var efter den min mor lavede vores julemad og ikke mindst julebag. Jeg har længe villet have denne bog – og nu taget skridtet til at købe den.
December måned bliver i det store og hele som enhver anden måned her i huset. Hr. Mand har sit arbejde og jeg det herhjemme. Det eneste tydelige tegn på Julen er at haven glimter og glitrer da den stort set er pakket ind i lyskæder dette år. Det er så hyggeligt med lys både ude og inde i denne mest mørke tid på året.
Dette år bliver også uden den sædvanlige juletræstamme (marcipan) da vi dette år vil lave noget andet. Mere om det senere i december.
Den er nem at komme igennem da den ikke kræver de helt store armbevægelser at lave. Det er en diabetiker kage og opskriften stammer fra en gammel kogebog jeg har liggende – dog lettere laset nu, da en af mine hunde på et tidspunkt har “fjernet” omslaget.
Jeg bagte ofte kagen til når mine drenge kom fra skole – også da de blev hjemmeundervist og vi syntes vi skulle have lidt godt.
Jeg har løbene justeret lidt på opskriften og tilsat noget og taget noget fra – sådan hen af vejen.
I dag har jeg lavet den med færdig købt æble grød
Og tilsat pekan nødder
Smuldre dejen lyder som følger:
250 g. blødt smør – resultatet bliver bedst med smør
100 g. rør sukker
200 g. fin valset havregryn
150 g. mel
1 tsk. bagepulver
1-2 tsk. vanilje
100 g. pekan nødde kerner – hakket
desuden en pakke færdig købt æble grød tilsat 1 tsk. kanel og 1 tsk vanilje.
alle de tørre ting blandes med smørret og udgør nu smuldre dejen
i en folie form (bruger dem fra rema 1000) – lægger man en bund af dejen som skal hænge sammen og danne en bund – der går ca. den halve dej til.
Ovenpå æble grøden kommes den resterende dej – som man drysser over i klatter, så den er fordelt over hele fladen. Derefter presser man med let hånd klatterne ned i grøden.
Formen kommes i en 180 grader varmluft ovn og bager ca 25-30 min. Hold øje med den ikke bliver for brun på toppen.
Når kagen er afkølet – f.eks. i køleskab skæres den i stykker og man spiser det med syrnet fløde eller creme fraiche som der er tilsat lidt vanilje.
En super god efterårs kage om indtages med en god kop kaffe eller te.
I øvrigt kan kagen anvendes hele året – fyldet kan jo skiftes ud med andet.
Vejret lige nu er lige efter mit hoved. Høj klar blå himmel og sol – men køligt
Handskerne er kommet frem på gå turen om formiddagen – men både beaglerne og jeg nyder det dejlige friske vejr – og det betyder at i sær Oscar er rigtig i hopla lige nu trods sine 12 år.
Da jeg var i haven til morgen med beaglerne snuppede jeg lige disse billeder
