Jeg læste til min rædsel – som dog hurtig blev erstattet af vrede – så meget at jeg fik ondt i hovedet  - at et forældre par har sagt nej til at lade deres søn medicinere med Ritalin. Dette kan jeg sagtens forstå – det ville jeg til enhver tid heller ikke lade overgå med mine sønner. Ingen kender til hvilke bivirkninger der er bag sådan en medicin type – men jeg kender faktisk et tilfælde med en ung mand som nu er i 20′erne. Da han var 10-12 år kom han på Ritalin – og det blev han afhængig af i stor stil – og 10-12 år senere findes der ud af, at han faktisk slet ikke skulle have haft det, for det havde ikke gjort nogen forskel

Den pågældende beretning om forældrene der siger nej til medicinering – gjorde at psykiatrisk i Holbæk indberettede forældrene til kommunen, som nu vil iværksætte en paragraf 50 undersøgelse – sig mig er verden da af lave!!

http://ekstrabladet.dk/kup/sundhed/article1753254.ece

Nu vi er ved den slags – så er vi som forældre to gange blevet indberettet til kommunen. Den ene gang af nogle platugler til pædagoger i vores sønners børnehave. De påstod af jeg var psykisk ustabil, jeg var gangbesværet, vi var en ordknap familie – kort sagt var vi en trussel mod vores børns ve og vel. Så fik drengene en diagnose – infantil autisme – og de samme pædagoger fik meget røde ører

Anden gang var det skolen – autismeafd. i Fredericia hvor vores sønner gik i skole, som mente at vi vanrøgtede vores sønner. Vi ville ikke sende dem i skole. Vi ville ikke samarbejde – men i samme åndedrag skulle jeg også holde mig væk fra skolen. Jeg måtte ikke følge eller hente mine sønner – det var strengt forbudt – Mathias kom ikke i bad i følge skolen og en masse anden nonsens. Skolen indberettede os – men desværre havde de kun kanonerne – vi havde krudtet, så de måtte erkende at de led nederlag. Og det er jo meget hårdt for sådan en skoles omdømme.

Det var også lige derefter vi startede på at hjemmeundervise.

Jeg husker hvordan vi selv kæmpede med, skole, kommune, PPR i det daværende Vejle Amt.

Mathias blev testet og fundet auditivt ordblind, da han lige var startet i sin centerklasse for autister. Hans daværende klasse lærer ville godt støtte op om hans ordblindhed, så hun udarbejdede nogle hjælpemidler til Mathias så han kunne få fremgang på læse området. Det hjalp ham rigtig meget dengang. Men da han så desværre fik en ny klasselærer (de skiftede jo lærere som vi andre skifter underbukser) – så ville denne ikke bruge tid på det pjat – han skulle bare læse, for selvfølgelig var han ikke ordblind.  Faktisk har jeg sort på hvidt hvordan denne lærer førte sig frem i kontaktbogen, og hvor der står at Mathias ikke er ordblind. Hun og jeg kom siden hen til at krydse klinger rigtig meget – og i mine øjne var hun en rigtig dårlig lærer – hun var nemlig slet ikke uddannet til at have med autister at gøre, for her sparede kommunen også Derefter gik Mathias i stå på det område, og han fik nu bare lov at passe sig selv – men hans lærere undlod ikke at være efter ham med retningslinjer – kort sagt havde de ikke en disse forstand på hvad de havde med at gøre.

Historien kunne passende gentages omkring Simon – for også her ville hans lærere ikke høre tale om at han var ordblind og PPR ville da slet ikke spilde deres kræfter på at teste ham – de trak det ud –  og blev ved at trække det ud – samt havde alle mulige søforklaringer

Da Mine sønner kom ud af skolen for at blive hjemmeundervist, begyndte jeg at rykke for at få Mathias’  diagnose udleveret hos amtet. Men nu var der i mellemtiden kommet en ny psykolog – som ikke anede en klapdisse. Da jeg så ringede fik jeg godt nok fat i den gamle psykolog, hende som havde lavet diagnosen på Mathias – men nu nægtede hun alt kendskab til sagen. Det vigtige papir var væk – påstod hun. Jeg rykkede gentagne gange Amtet om at få udleveret dette stykke papir – men det var og blev bortkommet??

Det tror jeg så ikke på – nej sagen er en hel anden. Skolen og PPR samarbejder så det batter og efter alle de historier jeg siden har hørt, så kunne jeg godt forestille mig at de var blevet enige i at en sådan diagnose ikke fandtes og at den pågældende test aldrig havde fundet sted. Jo, jo kommunerne skal nok hytte deres eget skind – sådan at det ser pænt ud på overfladen – sandheden er desværre en anden – og heldigvis kan jeg jo ytre mig her på bloggen, for jeg har afluret hvad der foregik bag de lukkede døre – kors i hytten

Nå men mine sønnebasse bliver altså 19 år i dag – ak ja endnu et år er gået og knægten bliver sgu 20 næste gang – det er slet, slet ikke til at forstå.

Mathias har en noget turbulent tilværelse ind i mellem. Livet som autist er noget af en slingrevej at leve – der er op og nedture – men vi forsøger at få det til at gå op i hat og briller. For cirka 14 dage siden fik Mathias en ny seng. en boxmadras på 220 cm – så jo han er blevet længere siden han blev født en meget varm 29. april 1993 hvor han kun var 53 cm lang. Mathias nyder den nye seng i fulde drag. Der er plads til at strække benene og tæerne helt ud

I dag har vi spist sen morgenmad med rundstykker og kaffestænger – før det var beaglerne blevet luftet.

I eftermiddag står den på lagkage med brune bunde og smørcreme i mellem. Aftensmaden består af Kamsteg med kartofler – rødkål og den gode sovs der bliver. Fødselsdagen bliver rundet af med hjemmelavede is vafler og flødeboller på toppen – Mums

Så i morgen står den vist på salat he he

Mathias har fået et par cowboy bukser og en flecce jakke af sin storebror Simon – af os har han fået et par nye sko – størrelse 50 – ja I læste rigtigt !! Mathias bruger størrelse 50 i sko Lang dreng 198 cm – lang seng – det hele hænger sammen

Af beaglerne fik han 6 par strømper – fordi de er så søde at bære hans strømper nedenunder

Så Mathias Tilløk med din fødelsdaw i daw – Hurraaaaa

Mathias bliver 19 år på søndag den 29. – Tiden går hurtigt og det er egentligt lidt skrækkeligt at tænke at ens børn nu er på vej ind i 20′erne.

Ingen af dem har dog tænkt sig at flytte lige her og nu. Mors kødgryder holder jo nok lidt på dem – Og generelt tror jeg det er bedre at, de får mere viden på bagen på nogle vigtige områder – men omvendt skal vi jo også have kræfterne til at se til, at de kommer ordentlig i vej.

På søndag fejrer vi at Mathias bliver 19 år. Fødselaren har ønsket at få kamsteg med hvad dertil hører – og lagkage med smørcreme – så jeg skal nok påtænke at have lidt mere insulin den dag

Læs mere her på Berlingske online: http://www.b.dk/viden/kost-kan-paavirke-boerns-adhd

Vedrørerende brug af fede fisk eller som vi bruger Fiskeolie kapsler har jeg bemærket at Mathias ikke længere ryster så ukontrollabel på hænderne mere – i sær når han er i pressede situationer – så noget må der være omkring brugen af fede fisk – fedtsyrer fra fisk.

Det handler om spørgsmål om alt mellem himmel og jord, sat sammen i en mail der ofte er ret kortfattet. Det kan derfor nogle gange være umuligt for mig, at skrive et ordentligt svar, for jeg kender jo ikke det barn det handler om.

På mig virker nogle af henvendelserne, som en slags råb om hjælp, råd og vejledning til at takle skole, og sociale myndigheder.

Jeg bruger en hulens tid på at sætte mig ind i “sagerne” – søger rundt på nettet, når jeg ikke lige har et svar – noget de pågældende forældre jo selv kunne gøre. Så sætter jeg min mail sammen får den sendt af sted – og så ———— en dyb tavshed – for ingen kan finde på at skrive tilbage og bare sige tak

Nu har jeg så fået nok!!

Jeg har selv i sin tid, måttet slås med myndigheder, skoler, PPR – været lige ved at få frataget mine børn, fordi jeg holdt fast på mit. Og det er det, som det handler om – at stå fast på sine beslutninger – at tro på sig selv – skide værre med økonomien – den må nogle gange halte, det er der ikke noget at gøre ved – børnenes ved og vel må veje op i mod penge og materielle goder.

Så nu fik jeg luft – det lettede.

Derfor lukker en del af hjemmeundervisningen ned her på siden – visse dele bliver fjernet herinde fra – ligesom min hjemmeside Hjemmeskolen.dk bliver lukket. Jeg orker ikke længere disse henvendelser, og jeg vil ikke længere besvare dem, de vil ryge i mit spam filter fremover – i sær når man ikke kan finde ud af, at skrive tilbage og sige tak – Tak er kun et fattigt ord.

Det har længe været kendt at de danske folkeskole lærere syge/pjække melder sig i hobetal. Jeg kan godt huske da Simon og Mathias gik i autismeafdelingen og der meget ofte måtte en vikar på børnene, for nu var den lærer eller pædagog syg eller fraværende. Det skete faktisk flere gange i ugen i perioder, hvor børnenes skema måtte laves om og når man har autisme er det med at lave om ikke særlig godt – men de effekt udbrud der fulgte i kølvandet på lærernes/pædagogernes fravær – dem hang vi forældre jo så bare på.

Det var os forældre der måtte forklare hvorfor lærer Dit eller Pædagog Dat ikke have været der i dag – og ofte måtte vi gætte, for vi fik ingenting at vide – sådan var det jo – forældrene vidste ikke hvad der foregik. Men denne forældre her (mig) blev meget klogere hen af vejen.

Nå men nu kan man så læse i disse statistikker  at, at lærerne har det største fravær. Lærere som jo ellers skal være rollemodeller for deres elever – Vor Herre Bevares

http://www.bt.dk/danmark/laerere-har-mere-fravaer-end-elever

Sådan lyder overskriften i Politikken online i dag – Læs med her:

http://politiken.dk/debat/ECE1555552/er-vi-ved-at-medicinere-boerns-hjerner-i-stykker/

Jeg har jo fået samlet en del sammen – ikke mindst ang. autisme og dysleksi som er et handicap mine to sønner lider af. De to bliver jo voksne og med det bliver det sværere at fortælle og handle ud fra dem og deres livsstil.

Jeg overvejer at lade siden her blive det bærende element for den bog jeg har skrevet om mine drenge og deres liv. Således at det vil blive her den kan købes og downloades som E-bog

Tanker jeg arbejder videre på.

Det er nødvendigt – når jeg skal ud og opholde mig ude i længere tid – beaglerne får også frakker og trøjer på, for de fryser som pokker og så er det jo godt der findes hunde jakker og den slags

Nu har DMI varslet sne – natten til fredag vil det begynde at sne i vores område – der er varslet op til 5-6 cm. Det passer mig ikke lige, da jeg jo nok skal ud med bilen, men nu må vi se hvor slemt det bliver.