Fortsæt læsning »]]> Temp. er krøbet et godt stykke nedad – og står nu på frostgrader. Når kulden når dertil, så betyder det vanter og noget på ørerne. Noget jeg faktisk ikke er så glad for. Jeg hader at være pakket ind – ikke at kunne bevæge mit hoved eller mine hænder – så jo jeg er jo nok ovre i den samme bane som mine sønner – noget der ligner autisme måske? – Nok om det.

Det er nødvendigt – når jeg skal ud og opholde mig ude i længere tid – beaglerne får også frakker og trøjer på, for de fryser som pokker og så er det jo godt der findes hunde jakker og den slags

Nu har DMI varslet sne – natten til fredag vil det begynde at sne i vores område – der er varslet op til 5-6 cm. Det passer mig ikke lige, da jeg jo nok skal ud med bilen, men nu må vi se hvor slemt det bliver.

Fortsæt læsning »]]> Regeringen og kommunerne landet over skal spare. Vi har længe vidst at der var nedskæringer på vej på specialklasse området. Det vil blandt andet betyde at børn/unge med handicaps som Autisme og ADHD skal sluses over i normale klasser. Det er ganske enkelt en katastrofe og vil betyde at rigtig mange af disse børn og unge vil blive tabt på gulvet, fordi de kræver ekstra bevågenhed og støtte.

Omvendt betyder det også at de børn/unge der fungerer normalt kan blive udsat for at skulle forholde sig til disse børn/unge, hvoraf nogle af dem kan være ret voldsomme i deres væremåder. Det kan gå ud over lysten til at ville gå i skole og indlæringen vil  også lide under det, fordi de skal bruge mere energi på at være obs over for disse børn/unge der har specielle vanskeligheder.

Regeringen kører en katastrofe plan på dette område – og det vil kunne få vidt ragende konskevenser for de børn og unge der skal stuves sammen under sådanne forhold.

Historien bag denne artikel som jeg linker til handler om et barn der har mistet lysten til at gå i skole, da han har været udsat for trusler fra et ADHD barn som han gik i klasse med. Læs videre her: http://www.bt.dk/danmark/doedstrusler-tog-skoleglaeden-fra-oliver

Det vil også betyde at disse børn/unge der er ramt af en funktionsforstyrrelse og som skal stuves sammen med normale børn, skal bruge så mange kræfter og energi på at forholde sig til sådan en omvæltning og det vil forværre deres vanskeligheder i en sådan grad, at det bliver en næsten umulig opgave at være lærer eller pædagog. Lærer personalet er nemlig ikke uddannede nok til at kunne håndtere disse situationer og de vil ofte stå i afmagts tilfælde.

Rigtig mange forældre vil flytte deres børn over i privat skoler og endda oprette skoler selv. Det kan jeg jo som friskole kvinde være glad for – de frie og private grundskoler er efter min mening vejen frem, når det handler om indlæring og undervisning.

Mine egne sønner var i sin tid også udsat for mobning og drilleri – grundet deres handicap og det selvom de gik i en specialklasse dengang, for i frikvarterene var de udsat for sådanne overgreb. Heldigvis valgte vi jo så hjemmeundervisning og de fik roen til at lære.

Fortsæt læsning »]]> Nogle gange, når jeg sidder og filostoftere – så kan mine tanker gå sådan lidt på en vandre tur. Man husker ting i flæng – eller i en sammenhæng.

Så her er historien om den røde fleecetrøje

Simon må havde været 7 år og Mathias 5 – så det var før de fik deres diagnoser – men på et tidspunkt hvor vi vidste at noget var anderledes – det fortæller historien om den røde fleecetrøje også.

Vi var på tur til nabobyen – det var i skolernes efterårsferie. Simon var lige begyndt i specialklasse efter sommerferien – så vi var taget til nabobyen fordi drengene skulle have efterårs og vinterjakker og tøj. Vi var inde i Hennes og Mauritz og kiggede efter jakker og andet til dem. Vi fandt en jakke som kunne passe Simon, og derfor skulle han prøve den. Men det ville han bare ikke. Han skabte sig som en anden – jeg ved ikke hvad – og for at dæmpe ham, måtte vi give ham fred. Jeg husker at Simon sad på gulvet med sin tøj pingvin, som han altid forlangte at få når han var urolig.

Vi prøvede så jakke på Mathias i stedet og lod, Simon sidde i fred. Da jeg vendte mig om, var Simon væk. Skrækken fik taget i mig med det samme – men det var sikkert fordi jeg vidste at drengen ikke ville kunne svare for sig, hvis han blev væk. Min mand begyndte at gå rundt i forretningen og lede efter ham – der gik nogle meget lange minutter, hvor jeg blev stående med Mathias, hvis Simon nu skulle vende tilbage. Pludselig var der en der trak mig i jakken og så stod Simon bagved og i hånden på ham havde han en rød fleecetrøje.

Min mand var nu vendt tilbage og vi forsøgte at forklare Simon, at han skulle lægge trøjen  på plads – men nej det ville herren ikke. Han ville bare for enhver pris have den knaldrøde fleecetrøje – koste hvad det ville.

Opgivende bad jeg Simon vise hvor han havde fundet trøjen, for han skulle jo så havde den rigtige størrelse. Selvom trøjen var dyr – det var sådan en god kraftig anorak ligende trøje med hætte på og lommer foran – så endte det med at vi købte den.

Den trøje kom til at spille en afgørende rolle. Simon havde altid den trøje på – uanset hvor han var. Han havde den på i skole. Han havde den på hjemme. Jeg måtte snige mig til at vaske den om aftenen så den var klar til næste dags morgen. Simon gik med den røde trøje til den var så tyndslidt, at jeg var nødt til at tage en længere snak for at få ham til at forstå, at intet varer evigt. Det lykkedes oven i købet, at finde en lignende trøje – blot i en anden farve – en knaldgul – som blev en slags erstatning.

I dag forstår man jo mere end dengang – i dag forstår jeg at den trøje tilbedelse var en del af Simons autisme og noget vi umuligt kunne have forhindret.

Fortsæt læsning »]]> Nogen ved måske at vi har 3 hunde – alle af racen beagle. Beaglen er jordens mest vidunderlige hund – den er hengiven, social, venlig, imødekommende – kort sagt en rigtig familie hund – der har det allerbedst når den har sin flok hos sig.

At vi har 3 af slagsen har således en historie. Vi fik vores første beagle – Charlie i juni 2007. Charlie er en genplaceringshund, som kom tilbage til sin opdrætter, da den første ejer ikke kunne have ham længere. Vi var eller på udkig efter en hvalp – da opdrætter havde et kuld hvalpe undervejs. Da vi besøgte hende, for at kigge det hele an – mødte vi Charlie, som rendte rundt i hendes stuer sammen med sin  mor. Vi syntes allesammen at Charlie bare var herlig – og efter at have tygget på det et par dage, besluttede vi at Charlie skulle være vores hund. Charlie var da 2½ år gammel.

I april samme år havde vi mistet vores dalmatiner Pongo, som døde af en svær nyresygdom – kun 6½ år gammel. For mig var det et så stort tab, at jeg de efterfølgende måneder stort set ikke var mig selv. Det var min mand og min far der pressede på for at jeg skulle have en ny hund, så jeg kunne få tabet af Pongo på af stand. Det tab kom Charlie til at fylde ud – der gik ikke længe før han havde overtaget pladsen i mit hjerte. Jeg nød at gå tur med ham, træne ham og være der for ham.

Som skrevet tidligere er beaglen en meget social hund – og det kom vores drenge til gode. De begyndte hurtig at vise interesse for Charlie, for han elskede at putte og hygge – bare være i nærheden af dem.

Ikke længe efter fandt vi også ud af, at Charlie åbnede for alle døre til drengene. De gik ture med ham, de lærte at han havde et behov som skulle opfyldes for at han havde et optimal liv. Så tanken om endnu en beagle rykkede tættere og tættere på – og i efteråret 2007 – fik vi Oscar – 8 uger gammel.

Med Oscars komme, blev det endnu mere spændende at være sammen med hundene. Drengene passede, legede og plejede de to beagler – Det overordene ansvar var jo vores – men de var med et langt stykke hen af vejen.

Da Oscar var 2½ år besluttede vi, at vi gerne ville have endnu en beagle. Simon og Mathias var jo nu blevet 16-18 år og dermed gik det helt ind for, at det kunne vi godt klare.

I maj 2010 fik vi endelig vores længe ventede Darwin – 8 uger. Sommeren 2010 har været den meste spændende sommer sammen med beaglerne. Charlie og Oscars opdragende poter og Darwin som hvalp der voksede til – det har været rigtig spændende at være vidne til.

Nu er Charlie blevet 7 år – Oscar 4½ år og Darwin bliver 2 år til april. Drengene er stadig med i passing og pleje – de går med beaglerne hver dag og via gå ture kommer de i kontakt med andre hundeejere. Det har gjort dem begge meget mere selvstændige. De har lært at takle visse situationer – og via erfaringer med hundene kan de nu bygge ovenpå, så deres egne erfaringer med hunde er blevet ret stor. Det handler om alt – lige fra adfærd, hundesprog og hvilke fodertyper der er bedst for beaglerne.

Derfor fylder vores beagler rigtig, rigtig meget i familien. De spiller hver deres rolle – har deres vaner – og uvaner – men det er så hyggeligt når familein samles om aftenen og der ligger en beagle indenfor rækkevidde – man bliver så glad i låget – og det er godt for blodtrykket. Både Simon og Mathias er via beaglerne blevet mere rolige, også fordi man i omgangen med dyr kan være naturlig og det er vigtig også når man har autisme

Her et par billeder af beaglerne. Billederne af drengene er taget for et par år siden og før vi fik Darwin.

Kig på billederne – er der noget at sige til at vi er en “glad i låget familie”

Har man lyst – kan man besøge beaglernes egen hjemmeside: http://www.beaglepack.dk - Linket findes også ude til højre

Fortsæt læsning »]]> Jeg er ikke ligefrem tilhænger af, at man skal sætte sig nye mål ved årsskiftet. Ting man vil gøre anderledes – lave om på – eller mål man vil/skal nå.

Imidlertid så er jeg ligesom nået til en skillevej, hvor jeg gerne vil lave andre ting, end de jeg hidtil har givet mig af med. Eksempelvis, så har jeg været rigtig meget på på mit Sims4ever forum for at få det op at stå og holde det igang – det har jeg nu erkendt at det kan jeg ikke – og da der faktisk ikke rigtig er gang i det derinde – andet når jeg og et par andre kommer derind, så overvejer jeg om det er alt arbejdet værd. Jeg har også været meget på et bestemt hundeforum – som ikke er mit eget – her har jeg givet rigtig mange råd om hundehold – ikke at det ikke er fint nok, men jeg er nu nået til den græsnse der siger, at nok er nok – og at jeg vil nøjes med bare en gang i mellem at kigge forbi der.

Hvad det lige er der sker, ved jeg ikke?? – men jeg har brug for at sysle med andre ting – at være mig selv er nok en rammende betegnelse.

Jeg er derfor gået i gang med at strikke igen – jeg strikker på hunde dækken til mine beagler og det er faktisk morsomt, at sidde med (desuden er det også billigere at lave dem selv)

I mine unge år strikkede jeg rigtig meget – trøjer, bluser og andet tilbehør – rigtig meget tid brugte jeg på det. Så fik jeg drengene og jeg syntes ikke tiden var til at jeg kunne få ro nok til den slags – senere igen kom alle problematikkerne omkring deres udredning og senere deres diagnoser – så tiden gik bare. Så var der hjemmeundervisnings årerne hvor jeg havde hovedet fuld af projekter, dansk, grammatik, matematik og på at sørge for at drengene fik en fornuftig undervisning – så jeg var bare brugt om aftenen.

Jeg spiller desuden meget – i sær The Sims – som er mit ynglings spil over dem alle. Jeg har spillet Sims siden starten af år 2000 – både det første Sims, så Sims 2 og nu Sims 3 – desuden har jeg jo en hjemmeside omhandlede disse spil – nemlig Sims4ever siden – som har etbesøgstal på omkring 5000 pr. måned

Så er der mine beagler – de fylder rigtig, rigtig meget – det er deres ve og vel, foder, pasning og pleje der optager mig i det daglige – de har også en hjemmeside – nemlig beaglepack.dk – så jeg er spændt for på alle måder – dertil kommer denne side, som jeg også prøver at passe så godt jeg kan – så måske hjemmeundervisning afdelingen her på siden må ligge stille, så der kun er de nære ting at opdatere på.

Så hvis jeg skulle have et Nytårs forsæt – må det være at lave lidt flere af de ting, som jeg syntes er rare og som jeg finder glæde ved – så må de ting som andres hjemmeundervisnings problemer  og ligende ting vige  - det tror jeg vil passe mig fint

Fortsæt læsning »]]> Lad det være sagt med det samme – Jeg HADER Nytåret!!

Jeg hader alt det skyderi – kan slet ikke se hvad det skal til for. For det første forurener det – for det andet så bliver vores kæledyr bange – også de dyr ude i naturen, som må have det aldeles forfærdeligt – for det 3. fatter jeg ikke at folk vil bruge penge på det lort

Som barn havde jeg en rigtig grim oplevelse med fyrværkeri. Min ældre bror og hans kammerater løb, som alle andre rundt og førte sig frem i stor stil – vi mindre børn måtte stå på afstand og kigge på. Dengang skød de også hvad som helst af – men det værste jeg oplevede var at en vildfaren raket fløj ind mellem nogle unge mennesker og her eksploderede den op af en ung pige, som fik både 2. og 3. grad forbrændinger. Jeg husker hvordan de løb ind til mine forældre – de havde nemlig telefon og min mor ringede efter ambulancen – bagefeter hastede hun ned og sad med den stakkels pige det var gået ud over indtil ambulancen nåede frem.

Den oplevelse glemte jeg aldrig siden og det har siddet i mig siden – derfor er det strengt forbudt at skyde af på vores grund. Mine egne drenge har således aldrig haft fingerende i sådan noget, men i stedet fået en Nytårs gave og det har de været tilfredse med.

Dertil kommer også at jeg har 3 hunde – mine beagler og når man har hund lader man ikke den slags finde sted. Mine beagler har for første gang klaret Nytåret uden beroligende midler – men haft muligheden for at kunne gemme sig væk.

Nu er det heldigvis overstået for denne gang og det er blevet 2012. Det er dog med slet smag i munden, for ude omkring i verden sker der stadig ulykker, som nu at Japan igen er ramt af et jordskælv

Så Godt Nytår

Fortsæt læsning »]]> Endnu et år er snart passeret og et nyt står for døren.

Som altid når vi når hertil går mine tanker på langfart – det er desværre en vane jeg har indgroet i mig

Året har stort set været som det plejer – dog er undtagelsen af det har været 10 året for Simon og Mathias’ diagnoser. Simon fik sin diagnose i august 2001 og Mathias den 22. december 2001 – Datoer man aldrig glemmer.

Jeg husker endnu i dag, at jeg var i køkkenet hin december dag 2001 for at bage småkager – da telefonen ringede og det viste sig at være den psykiater der dengang havde Mathias’ sag. Vi havde lieg været til udredning ugen i forvejen, og aftalen var at hun skulle komme og iagttage Mathias på den skole han gik på på daværende tidspunkt – dette skulle ske lige efter Nytår. Men nu var hun her i telefonen og fortalte mig – at der ingen grund var til at trække alt det her i langdrag – for vi vidste jo hvad der var galt med Mathias. Mathias havde fået diagnosen infantil autisme.

Vrede, glæde, lettelse, afmagt og sorg greb mig efter denne telefon samtale – jeg husker jeg lige måtte sætte mig med en kop kaffe, før jeg kunne ringe til drengenes far og fortælle ham “nyheden”

10 år er der nu passeret siden – mine drenge er blevet 20 og 18 år – de er også blevet førtidspensioneret – men hvad gør det? – Det vigtigste er vel at de trives og har det godt. Der sidder nogle fornuftige og kloge hoveder på dem og det priser jeg mig lykkelig over hver eneste dag. De er ret godt hjulpet på rigtig mange områder – men vi ved også godt, at de vil få brug for støtte og vejledning når dagen kommer, at de skal bo selv.

2011 – har også været året hvor jeg i særlig stor grad måtte støtte min gamle far. Min far er ikke ved så godt helbred og det mærkes mere og mere. For ham er jeg den livline der holder ham i gang – jeg køber ind for ham og sørger for alle praktiske ting i forhold til at han forsat kan blive i sit eget hjem. Det ved jeg han sætter meget stor pris på, for det undlader han ikke at lade mig vide – tilgengæld har vi jo så også fået hjælp fra ham, i det vi har overtaget hans bil og det gør mange ting noget lettere i hverdagen.

Min dårlige samvittighed over min papmor er ret stor – jeg er ked af, at jeg ikke altid har tiden til at besøge hebde på plejehjemmet – men min hverdag er travl, med mine beagler, indkøb, rengøring, madlavning mv. og der skal også være pusterum ind i mellem – et pusterum der kun er beregnet på mig selv.

Jeg har det desværre sådan at jeg involverer mig for meget i andre og tænker mindre på mig selv – så mit Nytårs forsæt må være, at jeg tager mig meget mere af mig selv i det nye år -

Desuden er der også hensynet til min sygdom – diabetes, som jeg stadig lærer en masse om hver dag.

Hvad siden her angår, så ved jeg ikke lige hvordan den vil forsætte – jeg har brug for nogle fornyelser – og måske er tiden inde til at lukke ned for hjemmeundervisnings afdelingen, som måske nok fylder for meget. Lige nu tænkes der på et domæne skift – at min side skal skifte navn – nu får vi se – men sker det, vil det ske inden for en overskuelig fremtid.

Til de af mine læsere der følger med på siden her – vil jeg ønske alle et rigtig godt Nytår 2012

Fortsæt læsning »]]> Min ældste søn, Simon som er 20 år – går i flytteplaner. Det er jo som det skal være, normalt nok når man har den alder. Den eneste forskel på Simon og andre unge mennesker i samme alder – er den at Simon har en diagnose – Infantil autist. Dermed kommer nye problematikker nu ind af døren – ting der skal bringes på plads og sættes i orden for at Simon skal kunne fungere på egen hånd – i egen lejlighed.

Det er helt nye tanker – tanker som er kommet hurtigere ind i billedet end lige forventet. Simon traf beslutningen for under en uge siden – så planen er ret ny endnu. Han har dog meldt sig ind i en boligforening – og næste skridt er nu at kommunen skal ind i billedet. Dette vil først ske i det nye år, da Julen jo nu snart står for døren. I det nye år vil vi så sammen med sagsbehandleren sætte os ned og få det hele snakket igennem.

Jeg har på forhånd nedlagt veto mod at han flytter for langt væk – eks.vis ud i den anden ende af byen. Dette kan ikke komme på tale, da vi som hans forældre skal være en del på ham i starten – desuden skal vi påse at han får den hjælp han skal have af kommunen og det er jo ikke usansyneligt at vi kommer til at skulle presse på med nogen ting, for kommunen er hårdt presset økonomisk – men det er vel de fleste kommuner rundt om i landet.

Simon skal bare have den hjælp han kan få, for at blive velfungerende i eget hjem – før får jeg som hans mor ikke ro – selvom det selvfølgelig er vedmodigt for mig som mor – så er det også endnu mere magtpåliggende for mig at det kommer til at fungere for Simon – og senere igen for Mathias – Mathias har overhovedet ingen planer om den slags endnu

Så jeg kommer jo nok til at berette en del om hvad der sker på det område – når vi når så langt

Fortsæt læsning »]]> Jeg handler mest i vores nabolag – i de små supermarkeder – i sær er Aldi populær for det er rigtig gode ting de har til en billigere penge -

Nå men i lørdags måtte vi lige en tur ind i Føtex inde i byen – nogle varer kan vi kun få der – men vi kommer der ikke så meget – i sær da de har sat priserne gevaldigt i vejret – man prøver jo at spare lidt hist og her 

Manden og jeg var så inde i Føtex og jeg benyttede lejligheden til at købe nyt undertøj til Mathias. Mathias er slet ikke til sådanne store forretninger og da slet ikke på en lørdag.

Vi gik så lidt rundt i forretningen – og så spottede jeg det JULEPYNT - så langt øjet rakte – sig mig engang er de da rigtig velforvarede – Jeg blev helt svedt og måtte lige tænke – jo datoen var god nok – det var den 15. oktober – OKTOBER

Nogen – mig – skal vist så vidt det er muligt holde mig fra den slags forretninger – Jul i oktober – altså der går min grænse sgu

Julen kommer jo til at vare længe på den måde – og man når at få nok af risengrød, pebernødder mv. inden Julen overhovedet er kommet.

Næh – nej her begynder Julen først med de spæde forberedelser når det er 1. søndag i Advent – i år er det den 27. november – en noget mere passende dato

Fortsæt læsning »]]> Dette indlæg er en opdate på det indlæg jeg skrev for nogle dage siden “Bliver ADHD diagnosen misbrugt?” og hvor en bestemt psykolog mener at forældrene “bare” skal tage sig sammen og opdrage på deres børn, så ville de kunne undvære medicinering og specialklasser.

Grundlæggende har jeg fulgt debatten lidt på sidelinjen og min eneste kommentar er at denne her psykolog ikke aner en skid om hvad han taler om.

ADHD er ligesom autisme en livslangs funktionsforstyrrelse, som betyder at familielivet er vendt helt på hovedet, da man som familie IKKE kan leve som man nu engang har lyst til, da hensynet til det handicappede barn vejer tungest på vægtskålen.

Nu har jeg ikke haft ADHD inde på livet – men jeg har drenge med infantil autisme – og jeg husker godt hvordan div. pyskologer fortalte os i høje vendinger at vi “bare” skulle tage os sammen – at vi ikke have forstand på at opdrage vores børn – at vi var en ordknap familie som isolerede vores børn – at jeg var psyisk ustabil og ude af stand til at håndtere mine børn – ja listen er lang -

Da mine drenge fik deres diagonoser med 4 måneders mellemrum og der nu “pludselig” kom en afklaring – så var de samme psykologer over alle bjerge – for tænk – de havde taget grusom fejl – men ikke en af dem kunne give en undskyldning – jeg er dog ret sikker på at nogle af dem har fået røde ører – det håber jeg hvis der er lidt retfærdighed til.

Derfor – forældrene ved altid bedst – det ved man bare – vi kender jo vores børn – vi følger vores instinkter – psykologerne ved ikke noget om noget – det skal prøves før de kan se den rette vinkel – jeg er sikker på at den psykolog der har sat disse debatter i gang ikke ved noget om det virkelige liv – som det er – det han ved står skrevet på side xxx i en bog og det kan man ikke bruge noget til.

følg debatten her: http://politiken.dk/debat/ECE1414720/adhd-debat-faar-laeserne-til-tasterne/