12. maj 2020

Kalenderen siger 12. maj – vi har lige haft en dejlig varm periode – men nu er kulden og blæsten vendt tilbage – jamen altså 🙄

For bare få dage siden gik jeg tur med beaglerne, uden overtøj og med bare arme – temperaturen sagde 15-16 grader, og solen bagte ned.  I dag siger temp. i skrivende stund 9 grader og en blæst så kold at man tror det er løgn.

Jeg måtte i føre mig min efterårs/vinter jakke – have en trøje indenunder og hente mine nyvaskede handsker frem. Handsker jeg havde lagt væk, da jeg ikke troede jeg skulle bruge dem mere, denne sæson. Nu skal jeg lige sige at kulde/blæst er en skidt kombination i forbindelse med mine gigt plagede hænder/krop – så jeg kommer ikke udenom handsker nogle gange – jeg er nød til at forblive varm for ellers får jeg de mest ulidelige smerter i leddene.

12. maj og handske dag

 

Generelt er mine gigt symptomer i udbrud for øjeblikket – men jeg tror aldrig jeg har haft så meget tøj på i mands minde så langt henne på året.

 

 

Tidligt en søndag morgen

I dag er det mors dag – men det mærkes ikke her og sådan har jeg det også bedst med det. Jeg har den holdning, at jeg er mor hele året rundt – det skal den ene dag om året ikke “ødelægges” med. Jeg har ikke noget behov for at blive fremhævet, forkælet, modtage blomster osv.

I dag er altså ingen undtagelse – uanset om det er mine egne sønner eller det er mine firbenene “sønner” – så er jeg der når behovet opstår.

Min ældste beagle Oscar har haft mave vrøvl nogle dage og i dag vækkede han mig med et højt gø ude på trappen – for han havde behov for hjælp.

Søndag morgen vil man jo gerne sove lidt længere – men sådan blev det ikke i dag. Jeg måtte hurtigt op kl. 7:45 og ud med kræet – for han havde det ikke helt godt.

Vejret er jo rigtig godt lige nu – så jeg satte mig i en havestol for at  vågne op ude i haven – mens Oscar rendte rundt og gjorde det han skulle.

 

hvid syren
det er lige før den springer ud

 

early in the morning

 

en ikke helt frisk Oscar

 

 

 

 

29. april – Mathias fylder år

Vores yngste søn fylder i dag 27 år – WOW

Som altid strøg Dannebrog til tops her til morgen

Dannebrog 29/4

Himlen var noget grålig og det var køligt – hvilket normalt ikke hænger sammen med Mathias’ fødselsdag. Der kom dog enkle solstrejf i løbet af dagen – men det noget kølige vejr forsætter – det blev ikke som planlagt kaffe i haven.

Mathias gik med beaglerne til formiddag og i mens lavede jeg forsinket morgenmad – med blødkogte æg og lune rundstykker – som vi indtog med Oscars hornmusik i baggrunden – for han syntes da også han skulle have noget

 

formiddags mad
blødkogte æg
Oscar tilsatte hornmusik

 

Over middag bagte jeg en hurtig sammenbragt kage til eftermiddags kaffen – med chokolade og resten af det marcipan jeg havde fra Hr. Mands fødselsdag. Jeg fik også lavet ny portion mad til beaglerne – så der var lidt travlt i køkkenet.

Kaffen blev indtaget sammen med Oscars hornmusik – men han besluttede at lægge sig til sidst og håbe på jeg tabte noget på gulvet.

 

chokolade/marcipan kage
Taber hun dog ikke snart noget

 

Kagen blev bedre end jeg forventede – nøjj den blev god og så er den bare lavet frit ud af hovedet på mig – med mine sidste 3 æg he he.

 

I aften står den på Pasta med kødsovs – det har fødselsdags barnet ønsket – så det er jo beskednet. Udover det har han ønsket hindbærsnitter til kaffen i aften. Dem lavede jeg den anden dag – så de er klar.

Simon er her ikke i dag – men han kommer hjem på fredag og lørdag holder vi lidt ekstra fødselsdag for Mathias – han har ønsket at få take away mad fra Sunset – så igen nem aftensmad, og dermed ikke noget jeg skal bruge mine dårlige arme for meget på.

 

Lockdown

Hele landet er lukket ned på grund af Covid-19 (corona)

Vi har alle hørt og læst om den virus, som har grebet ind i vores hverdag – så den ikke længere mere ligner noget vi kender. Alt hvad der kunne sendes hjem er sendt hjem – både dem der stadig skal arbejde og dem der ikke skal. Vores skoler og uddannelses områder er lukket ned – ligesom børnehaver mv. også er det. Forældrene skal selv forestå deres børns undervisning. Vi har fået besked på hvordan vi skal gebærde os i det offentlige rum – når vi færdes ude og når vi skal handle dagligvarer ind.

Her hos os er dagligdagen også blevet noget anderledes – også selvom min normale hverdag ikke som sådan er ændret. Jeg er jo førtidspensioneret, går hjemme – passer hus, indkøb, madlavning og vores beagler – dog er det ændret, for Hr. Mand er ligesom en masse andre sendt hjem for at arbejde, hvilket han nu har gjort siden beskeden kom den 12/3 fra sin arbejdsgiver.

I dag er den forlænget med yderligere 3 uger – til efter Påske – så må vi se hvordan billedet ser ud til den tid. Om ca. 1½ uges tid går Hr. Mand dog på ferie – Påskeferie.

Jeg har haft mange tanker i de forløbne uger omkring Covid-19 – man tænker virkelig meget også fordi jeg jo er i risiko zonen som mere udsat – men jeg nægter at lade det få overtaget. Jeg kører mine dage så normalt som muligt. Jeg går med mine beagler hver dag i den friske luft – jeg har dog lagt mine indkøbs vaner om – til kun at dreje sig om det mest nødvendige. Jeg bager så vidt det er muligt vores eget brød – eller kører til bageren for at hente det – også selvom jeg skal køre en bid vej, for at få det. Jeg går langt udenom bakeoff brødet i supermarkerne – for man ved jo ikke hvem der har haft fingerne i det før en selv – sådan tænker jeg meget i øjeblikket.

Når jeg går med beaglerne passerer jeg aldrig nogen på det samme fortov – så går vi over på det andet i stedet – men jeg syntes folk er meget opmærksomme på situationen og tager hensyn til hinanden. Det eneste jeg kan få dårlige tanker om, er at det ofte er de ældre der stimler sammen –  og som står og snakker på gade hjørnerne – ligesom de også ses stimle sammen i supermarkerne – det er bare for dårligt, da det jo netop er dem vi skulle tage hensyn til – hmm

Jeg har indprentet mine sønner, at de skal være opmærksomme – heldigvis er de begge så fornuftige i den retning, at jeg ved de nok skal passe på. Simon bor jo selv og er nød til at handle ind i mellem – men han er helt med på spillereglerne. Jeg har sagt til dem at de ikke må snakke med nogen når de f.eks. går med beaglerne – og at ingen må komme tæt på beaglerne eller røre ved dem.

Når vi handler – kører vi nogle gange sammen afsted – men det er kun den ene af os der er i forretninger – det skiftes vi til.

Her i vores kommune er alt lukket ned – det har vores Borgmester sørget for. Her er roligt på gader og stræder og ikke ret mange folk på gaderne. Folk passer på – det ses også ved supermarkernes P-pladser for der holder ikke ret mange biler. Vi får dog vores skraldespande tømt – men genbrugspladserne er lukket og det giver problemer i forhold til vores normale sorteringer, af genbrug – det er med andre ord på Stand by lige nu.

 

Nu er det snart Påske – og i dag har jeg hængt mine gule cafe gardiner op i køkkenvinduerne – og den anden dag fik jeg dådyrkølle hjem, som vi skal spise en af Påskedagene. Vores Påske bliver ikke anderledes end de andre år – vi skal bare hygge herhjemme og se gode film og have lidt godt at spise.

 

fraværende

Jeg har ikke rigtig fået opdateret om nogen ting herinde en periode – for blev lige lagt ned af en mega forkølelse – og det kører så småt ind i 3. uge nu.

Februar måned har været meget blæsende og kold – hvilket gjorde at jeg blev underafkølet på en gå tur med beaglerne – ud over det havde jeg heller ikke noget på hovedet og havde ret ondt i ørerne bagefter. Man ligger jo som bekendt som man reder – så få dage efter måtte jeg erkende at jeg var løbet ind i en infektion.

Jeg har heldigvis ikke måtte ligge i sengen – ej heller har jeg haft feber – for det fulgte jeg op på løbene – men lå mellem 36,4-37,5 – så det var jo ingenting. Til gengæld havde jeg så meget i de øvre luftveje at jeg ikke kunne se eller høre i flere dage – jeg ligende noget katten havde slæbt ind og ikke ville have alligevel – og resultatet var jo at jeg smittede Hr. Mand – som dog holdt stand en uges tid før det brød ud hos ham. Mathias og Simon fik også noget – men det ramte ikke dem så slemt.

Selvom jeg har haft det elendigt – så har jeg da passet mine gå ture med beaglerne – for der var ikke andre der kunne – men Mathias har så gået om eftermiddagen med dem.

Nu her ca 3 uger senere er der bedring på vej – min hoste er blevet markant mindre – men der er stadig gang i lommetørklæderne både dem med og uden balsam – så det har holdt godt fast i mig. De første par uger fik jeg ikke sovet ret meget pga. hoste – men den seneste uges tid har jeg fået roen om natten til at kunne sove igennem og det kan jeg mærke – at det har givet mig et godt spark i den rigtige retning.

Jeg har ikke fået hverken strikket eller hæklet – energien har ikke været der – men jeg kan mærke det kribler i fingerne nu – så jeg fatter nok snart garnet igen. Underholdingen har bestået  af gode serier og film – i sær de gamle klassikere har haft godt tag i mig, for et par dage siden genså jeg Casablanca. Jeg har også genset hele Badehotellet serien frem til sæson 6.

Jeg håber vejret snart vender til mere milde vinde og forhåbentlig lidt mere sol – så haven kan tørre og beaglerne kan være lidt mere udenfor igen.

 

Vil have vinter!!

Jeg er så træt af det her grå vintervejr – enten er det så diset og gråt at det ikke er til at vide hvad tid på dagen det er – eller også står regnen ned i stænger.

Bestiller ikke andet end at tørre poter på beaglerne hver gang de har været i haven – for de synker altså godt ned i det mudderpløre der er derude – arghh

Det er ikke vinter på de her betingelser – alt grønt omkring os får jo ikke den ro det skal have og buske, hæk og træer har da ikke godt af al det væske for rødderne står konstant i vand.

Det eneste lyspunkt derude er at fuglene har en fest i vores troldhassel da vi sørger for at de ikke sulter – der er liv og glade dage.

mudderhaven februar 2020
mere mudder feb. 2020

 

Jeg vil forsætte  med at sende stille bønner afsted så vi kan få noget frost og sne – om ikke andet så vil beaglerne komme ind med rene poter 😆

Det her “vintervejr” er træls

Åh hvor ville jeg dog ønske vi fik noget frost og noget sne. Vores have er det rene sjapperi med al den regn vi får og vi skal gå yderst forsigtigt derude.

Beaglerne skal pænt stille op til pote tørring hver gang de har været derude og lette ben – men helst opholder de sig ikke ret længe derude. Jeg er dog med derude 1-2 gange i løbet af dagen – for beaglerne skal ikke være derude alene – man ved ikke hvad forbipasserende kan finde på og selvom der er hegnet ind af hensyn til beaglernes sikkerhed – så kan man aldrig vide. Tit og ofte har jeg haft fat i børn og unge der syntes det er en fest at drille beaglerne – men så bliver de fandme også fulgt til dørs af mig.

I går havde en tilfældig forbipasserende fundet det i orden at kaste en halv spist chokolade scone over hæk og hegn – som vi måtte fjerne fra Oscars gab – chokolade sconen kom ind i køkkenvasken og blev undersøgt til bunds – for man ved jo aldrig vel? Heldigvis havde Oscar ikke fået spist noget særligt af den – men man bliver vred når nogen tror de bare kan gøre sådan noget. Selv kunne jeg aldrig finde på at gøre sådan noget!

Og når vi nu er ved miljøsvineri – så er det mennesket der er det største svin – når de henkaster alverdens ting i nabolagene til gene for os der skal færdes i det. Lidt længere oppe af vejen bor der nogen som smider halve franskbrød ud til fuglene – så ligger de der til gene for os med hunde – for slet ikke at snakke om at det tiltrækker rotter – men de skider vedkommende højt og helligt på. Til sammenligning er vores hunde mere renlige selvom de laver deres nr. 2 – for det forgår da på et tidspunkt – der er jo masser af mennesker der ikke gider at samle op – men det har jeg mere tolerance for, end de der smider decideret affald på gader og stræder.

 

Okay – for nu at vende tilbage til min havevandringer – så foregår det som skrevet i yderste forsigtighed – for mudderpløre er jo en glat affære – selv beaglerne  tager omveje for at undgå det værste smat. Mine gamle gummistøvler er desværre afgået ved døden, da en af dem er knækket i bunden – De var nok 8 år gamle efterhånden – så jeg har måttet investere i et par nye.

Året 2020 er farveladernes år her hos os har jeg bestemt – så det skulle mine nye gummistøvler illustrere. Jeg har fået mig et par navyblå støvler med hunde på – og ja der er også beagler på 😉

 

nye gummirøjsere
der er beagler på

 

Et nyt årti venter derude

Det er nytårs aftendag – kl. er i skrivende stund omkring kl. 15 – Jeg har lige fået min velfortjente eftermiddags kaffe og lidt at spise – da der er gået en del timer siden i morges.

Inden det går løs med “fejringen” – at vi fra i morgen tager hul på 2020 – har jeg siddet og tænkt tilbage på de sidste ti år – der er jo sket en del siden det blev 2010 – både gode – men også dårlige ting.

En af de absolutte største er at vi fik Darwin – vores yngste beagle – han flyttede ind lige før min fødselsdag sidst i maj 2010 – da han var 8 uger. Årerne med ham, har ikke været kedelige. Han har beriget hele familien med sine finurligheder og det modsatte – noget vi bestemt ikke ville have undværet for noget som helst andet. Vi havde jo allerede 2 beagler dengang – nemlig Charlie og Oscar som tog i mod Darwin, på den helt rigtige måde. Charlie og Oscar opdrog Darwin på bedste beagle vis – for beaglen er noget af det mest sociale hund man kan anskaffe sig.

 

I 2012 – mistede vi mormor – i hver fald hende som mine sønner kaldte mormor. Hun var ikke min biologiske mor – men en god del efter min biologiske mors død i 1975 – giftede min far sig igen i starten af 80’erne – og hun blev en form for “mor” og “mormor” for mig og mine sønner.

Året efter døde min far – det var i oktober 2013 – og hans død havde jeg rigtig svært ved at takle. Min far – som jo både havde været mor og far for mig efter min mors alt for tidlige død (hun var kun 45 dag hun døde) – det kunne jeg ikke bære på mig. Jeg sank virkelig ned i en dyb sorg i tiden efter – og gudskelov at jeg havde mine beagler, min mand og mine sønner – for ellers var jeg gået helt i hundende.

 

Som om det ikke var nok – mistede jeg min storebror året efter – faktisk lige den 1. november 2014 – lige nøjagtig et år efter vi samme dato havde gravsat min far – og lige 2 år samme dato efter bisættelsen af min “mor”

  1. november  blev aldrig det samme mere – efterfølgende. Jeg har dog lært at lade være med at tænke alt for meget på det, som tiden er gået.

I disse første år af det gamle årti – var også årerne hvor min mystiske sygdom, med smerter, hævelse og knudedannede led begyndte. Mine fingre og håndled begyndte at forandre sig. Tilstande der kom og gik – og langsomt forværrede sig.

I dag er en stor del af min krop angrebet – foruden mine fingre og håndled – nu også mine albuer, skulderled, kraveben, hofter, knæ og fødder.

Jeg har gennemgået en del undersøgelser på kryds og tværs uden en opklaring på hvad det er. Der er dog fundet forandrede led og knude dannelse i fingre og håndled og vi ved at det ikke er leddegigt – men dog en gigt art – muligvis slid gigt – for det er fundet i større grad i mine fødder og selvfølgelig den hofte jeg blev opereret i som barn. Udover det er der led fortykkelser i venstre albue og højre knæ. Mit højre knæ er så fortykket i leddet at jeg ikke kan ligge med samlede ben – det gør for ondt i det venstre knæ når det rammer højre knæ.

 

Jeg kæmper dog hver dag for at få mig bevæget igennem. Selvom det gør ondt er jeg ude hver dag i den friske luft med mine beagler, jeg strikker og hækler i det omfang jeg kan. Jeg nægter at lade det der tage over. Nogle dage er gode og jeg får lavet en del – det koster så i den anden ende, da jeg så har dage hvor jeg ikke kan noget, men sådan må det nødvendigvis være.

 

Det allerstørste tab – var dog tabet af min/vores elskede Charlie, som vi mistede i marts 2018 – han blev 13½ år gammel. Det tab er jeg stadig ikke kommet mig over – men det er blevet nemmere at bære nu. Jeg har heldigvis stadig Oscar og Darwin – Oscar som nu er blevet 12 år – og Darwin der bliver 10 til april. Jeg glædes hver dag over de to beagle bamser som beriger min hverdag så meget.

 

Vi ved jo ikke hvad der ligger gemt derude i det nye årti – men bekymringerne er der jo – i stor grad for mine to sønner der begge har autisme. Jeg tænker hver dag en del over det – men håber også at det kommer til at gå. Som forældre holder man nok aldrig op med at bekymre sig.

 

Jeg er nået den alder hvor jeg lever mere i nuet og tager tingene i den rækkefølge de opstår – det er nok den måde man kommer længst med.

Og nu er tiden inde til at så småt skal i gang med årets sidste aftensmåltid. Vi er alle samlede og skal spise oksemørbrad, med champions, gulerødder og bernaisesauce.

Ellers skal tiden bare slåes ihjel og aftenens fyrværkeri passere, så beaglerne igen kan komme i haven, som de plejer. Godt man har Adaptil – det hjælper lidt og tager toppen af nerverne. Darwin vil – hvis det er nødvendigt og det bliver det nok – så må han gå i kælderen og besørge dernede – det gjorde han også sidste år – så kælderdøren vil stå åben for ham.

 

Jeg kunne virkelig ønske mig et totalt forbud for private om at skyde fyrværkeri af – det er på vej i Norge nu – så håber det også bliver en realitet i Danmark. Det er altså ikke alle der sætter pris på det – inklusiv mig og det er ikke fordi jeg har hunde – men kan bare ikke fordrage det! Udover det kan man altså ikke snakke klima og gøre sit for klimaet ved at sorterer det ene med det andet – hvis de samme mennesker også skyder fyrværkeri af – det er om noget – miljø svineri !!

 

Godt Nytår 2020

 

Beaglepack – da vi stadig var intakt