Categotry Archives: Beaglerne

Det her “vintervejr” er træls

by

Åh hvor ville jeg dog ønske vi fik noget frost og noget sne. Vores have er det rene sjapperi med al den regn vi får og vi skal gå yderst forsigtigt derude.

Beaglerne skal pænt stille op til pote tørring hver gang de har været derude og lette ben – men helst opholder de sig ikke ret længe derude. Jeg er dog med derude 1-2 gange i løbet af dagen – for beaglerne skal ikke være derude alene – man ved ikke hvad forbipasserende kan finde på og selvom der er hegnet ind af hensyn til beaglernes sikkerhed – så kan man aldrig vide. Tit og ofte har jeg haft fat i børn og unge der syntes det er en fest at drille beaglerne – men så bliver de fandme også fulgt til dørs af mig.

I går havde en tilfældig forbipasserende fundet det i orden at kaste en halv spist chokolade scone over hæk og hegn – som vi måtte fjerne fra Oscars gab – chokolade sconen kom ind i køkkenvasken og blev undersøgt til bunds – for man ved jo aldrig vel? Heldigvis havde Oscar ikke fået spist noget særligt af den – men man bliver vred når nogen tror de bare kan gøre sådan noget. Selv kunne jeg aldrig finde på at gøre sådan noget!

Og når vi nu er ved miljøsvineri – så er det mennesket der er det største svin – når de henkaster alverdens ting i nabolagene til gene for os der skal færdes i det. Lidt længere oppe af vejen bor der nogen som smider halve franskbrød ud til fuglene – så ligger de der til gene for os med hunde – for slet ikke at snakke om at det tiltrækker rotter – men de skider vedkommende højt og helligt på. Til sammenligning er vores hunde mere renlige selvom de laver deres nr. 2 – for det forgår da på et tidspunkt – der er jo masser af mennesker der ikke gider at samle op – men det har jeg mere tolerance for, end de der smider decideret affald på gader og stræder.

 

Okay – for nu at vende tilbage til min havevandringer – så foregår det som skrevet i yderste forsigtighed – for mudderpløre er jo en glat affære – selv beaglerne  tager omveje for at undgå det værste smat. Mine gamle gummistøvler er desværre afgået ved døden, da en af dem er knækket i bunden – De var nok 8 år gamle efterhånden – så jeg har måttet investere i et par nye.

Året 2020 er farveladernes år her hos os har jeg bestemt – så det skulle mine nye gummistøvler illustrere. Jeg har fået mig et par navyblå støvler med hunde på – og ja der er også beagler på ;)

 

nye gummirøjsere
der er beagler på

 

Et nyt årti venter derude

by

Det er nytårs aftendag – kl. er i skrivende stund omkring kl. 15 – Jeg har lige fået min velfortjente eftermiddags kaffe og lidt at spise – da der er gået en del timer siden i morges.

Inden det går løs med “fejringen” – at vi fra i morgen tager hul på 2020 – har jeg siddet og tænkt tilbage på de sidste ti år – der er jo sket en del siden det blev 2010 – både gode – men også dårlige ting.

En af de absolutte største er at vi fik Darwin – vores yngste beagle – han flyttede ind lige før min fødselsdag sidst i maj 2010 – da han var 8 uger. Årerne med ham, har ikke været kedelige. Han har beriget hele familien med sine finurligheder og det modsatte – noget vi bestemt ikke ville have undværet for noget som helst andet. Vi havde jo allerede 2 beagler dengang – nemlig Charlie og Oscar som tog i mod Darwin, på den helt rigtige måde. Charlie og Oscar opdrog Darwin på bedste beagle vis – for beaglen er noget af det mest sociale hund man kan anskaffe sig.

 

I 2012 – mistede vi mormor – i hver fald hende som mine sønner kaldte mormor. Hun var ikke min biologiske mor – men en god del efter min biologiske mors død i 1975 – giftede min far sig igen i starten af 80’erne – og hun blev en form for “mor” og “mormor” for mig og mine sønner.

Året efter døde min far – det var i oktober 2013 – og hans død havde jeg rigtig svært ved at takle. Min far – som jo både havde været mor og far for mig efter min mors alt for tidlige død (hun var kun 45 dag hun døde) – det kunne jeg ikke bære på mig. Jeg sank virkelig ned i en dyb sorg i tiden efter – og gudskelov at jeg havde mine beagler, min mand og mine sønner – for ellers var jeg gået helt i hundende.

 

Som om det ikke var nok – mistede jeg min storebror året efter – faktisk lige den 1. november 2014 – lige nøjagtig et år efter vi samme dato havde gravsat min far – og lige 2 år samme dato efter bisættelsen af min “mor”

  1. november  blev aldrig det samme mere – efterfølgende. Jeg har dog lært at lade være med at tænke alt for meget på det, som tiden er gået.

I disse første år af det gamle årti – var også årerne hvor min mystiske sygdom, med smerter, hævelse og knudedannede led begyndte. Mine fingre og håndled begyndte at forandre sig. Tilstande der kom og gik – og langsomt forværrede sig.

I dag er en stor del af min krop angrebet – foruden mine fingre og håndled – nu også mine albuer, skulderled, kraveben, hofter, knæ og fødder.

Jeg har gennemgået en del undersøgelser på kryds og tværs uden en opklaring på hvad det er. Der er dog fundet forandrede led og knude dannelse i fingre og håndled og vi ved at det ikke er leddegigt – men dog en gigt art – muligvis slid gigt – for det er fundet i større grad i mine fødder og selvfølgelig den hofte jeg blev opereret i som barn. Udover det er der led fortykkelser i venstre albue og højre knæ. Mit højre knæ er så fortykket i leddet at jeg ikke kan ligge med samlede ben – det gør for ondt i det venstre knæ når det rammer højre knæ.

 

Jeg kæmper dog hver dag for at få mig bevæget igennem. Selvom det gør ondt er jeg ude hver dag i den friske luft med mine beagler, jeg strikker og hækler i det omfang jeg kan. Jeg nægter at lade det der tage over. Nogle dage er gode og jeg får lavet en del – det koster så i den anden ende, da jeg så har dage hvor jeg ikke kan noget, men sådan må det nødvendigvis være.

 

Det allerstørste tab – var dog tabet af min/vores elskede Charlie, som vi mistede i marts 2018 – han blev 13½ år gammel. Det tab er jeg stadig ikke kommet mig over – men det er blevet nemmere at bære nu. Jeg har heldigvis stadig Oscar og Darwin – Oscar som nu er blevet 12 år – og Darwin der bliver 10 til april. Jeg glædes hver dag over de to beagle bamser som beriger min hverdag så meget.

 

Vi ved jo ikke hvad der ligger gemt derude i det nye årti – men bekymringerne er der jo – i stor grad for mine to sønner der begge har autisme. Jeg tænker hver dag en del over det – men håber også at det kommer til at gå. Som forældre holder man nok aldrig op med at bekymre sig.

 

Jeg er nået den alder hvor jeg lever mere i nuet og tager tingene i den rækkefølge de opstår – det er nok den måde man kommer længst med.

Og nu er tiden inde til at så småt skal i gang med årets sidste aftensmåltid. Vi er alle samlede og skal spise oksemørbrad, med champions, gulerødder og bernaisesauce.

Ellers skal tiden bare slåes ihjel og aftenens fyrværkeri passere, så beaglerne igen kan komme i haven, som de plejer. Godt man har Adaptil – det hjælper lidt og tager toppen af nerverne. Darwin vil – hvis det er nødvendigt og det bliver det nok – så må han gå i kælderen og besørge dernede – det gjorde han også sidste år – så kælderdøren vil stå åben for ham.

 

Jeg kunne virkelig ønske mig et totalt forbud for private om at skyde fyrværkeri af – det er på vej i Norge nu – så håber det også bliver en realitet i Danmark. Det er altså ikke alle der sætter pris på det – inklusiv mig og det er ikke fordi jeg har hunde – men kan bare ikke fordrage det! Udover det kan man altså ikke snakke klima og gøre sit for klimaet ved at sorterer det ene med det andet – hvis de samme mennesker også skyder fyrværkeri af – det er om noget – miljø svineri !!

 

Godt Nytår 2020

 

Beaglepack – da vi stadig var intakt

 

 

Den første frost

by

Vejret lige nu er lige efter mit hoved. Høj klar blå himmel og sol – men køligt {13}

Handskerne er kommet frem på gå turen om formiddagen – men både beaglerne og jeg nyder det dejlige friske vejr – og det betyder at i sær Oscar er rigtig i hopla lige nu trods sine 12 år.

Da jeg var i haven til morgen med beaglerne snuppede jeg lige disse billeder

 

Det er blevet efterår

by

Den seneste måneds tid er bare gået – ligesom hen over hovedet på en og ja nu er det for alvor efterår på kalenderen.

Bortset fra at jeg er nedlagt af en forkølelse – så er der som sådan intet nyt sket. Tiden går og jeg går med og i dag kunne jeg andet sted læse at der kun er 85 dage til Juleaften – jamen hvad blev der lige af det her år?

Jeg forsøger ind i mellem at få hæklet på mine julerøde gardiner – men det er som om iveren ikke er der mere – for nu at være ærlig ved jeg ikke om jeg når at have dem færdig til december står for døren – der er jo sådan set kun 2 måneder {01}

Jeg er lige nu travlt beskæftiget med et nyt nabolag til Sims 3 – ja jeg spiller stadig Sims 3 ;) og nyder det i fulde drag. Jeg har dermed travlt med at bygge det op og denne gang i victoriansk stil – det er ikke helt nemt – eller rettere det tager lang tid at bygge sådan en type hus og indrette det og pludselig er der gået 2-3 timer {13} – Det nye nabolag er faktisk en slags kopi af det allerførste nabolag jeg lavede til Sims 3 og som jeg har mistet filen til. Jeg har dels opbygget det via min hukommelse og dels fra de billeder jeg har liggende i en mappe.

Mine hænder er igen i forværring ind i mellem, nu efteråret er kommet og derfor er det nemmere at styre musen end hækle nålen.

Mine beagler tager naturligvis også deres del af kagen – der skal laves mad til dem og det tager også noget af min tid – udover det er der den almindelige omgang med dem samt pasning og pleje og når de så sover så står den på Sims.

Der kommer også snart et nyt planet coaster spil – så jeg går et “travlt” efterår i møde.

På familiefonden er alt som det plejer – dog har der den senere tid været noget omkring den kost Simon indtager og som vi har måttet rykke ud og få korrigeret. Dette vil jeg komme ind på senere i et indlæg omkring hvor vigtig kosten er når man har autisme.

 

efterår 2019
efterår 2019
de sørgelige rester af sommeren

Sommerens glæder

by

eller hvad man nu skal kalde dem ;)

Som skrevet mange gange før HADER jeg når temp. kravler på den forkerte side af 25 grader – Jeg trives bare ikke – længere er den ikke. Heldigvis har perioderne ikke varet ret lang tid – og er blevet afløst af køligere og mere hunde og menneske venlige temperaturer.

Alle vantrives her i huset når det er for varmt – det gælder ikke kun vores beagler som lider – men også alle os med to ben.

 

Jeg skrev omkring sankt hans at vores jasmin sang på sidste vers – men nu står den i fuld flor og den dejlige blæst der er ankommet her hen over dagen sender den skønneste duft ind gennem havedøren – varmen er taget af og temp. nu dalet til 22 grader (i skrivende stund)

Hr. Mand har derfor på det kraftigste nedlagt VETO mod at fælde den – så den bliver stående :)

jasmin 2019
jasmin 2019

 

Beaglerne nyder den dejlige friske luft – da det passer meget bedre til dem

 

Darwin
Oscar

 

Jeg kan ikke opholde mig i haven i øjeblikket – da jeg bliver overfaldet af klægfluer. De har stukket mig slemt for nogle dage siden – så jeg har måttet tilbringe dagene på antihistamin på fuld dosis og så kan man ikke ret meget da de sløver og man bliver træt.

stik fra klægflue

 

Min arm har været hævet i dobbelt størrelse og det har været rigtig ubehageligt. Hr Mand mente i dag at jeg godt kunne sætte mig lidt ud – da det blæste ret meget og han dermed mente de ville lade mig være. Det gjorde jeg så – jeg sad 15 min så hastede jeg ind da jeg nu er blevet stukket i den anden arm.

Næste gang jeg sidder derude bliver det i regnvejr og med tøj på – så kan de vel for filan lade mig være i fred – grrr

Heldigvis har jeg nu genfundet glæden ved Sims 3 så jeg spiller da bare i stedet for ;)

Kylling lasagne

by

Jeg var lige en hurtig tur i Aldi i dag, da vi manglede lidt brød. Aftensmad skulle vi også have – da alt fra Julemiddagen er  blevet spist. Og hvad finder man lige på, når det stadig er Jul og folk stor hamstrer i Aldi. Det er med at få fingerne i fadet hvis du skal have noget. Jeg kunne først komme afsted ved middagstid – for der var jo lige 2 beagler som skulle luftes og de er første valget.

Som ventet var der ikke meget at hente – men jeg fik da 8 gode osteboller, som stadig var lidt lune, så vi kunne få en ostebolle til eftermiddags kaffen og en til vores godnatmad i aften.

Aldi havde en del kyllingbryst til “stop madspild” – så jeg tænkte vi kunne lave en lasagne med det. Jeg købte en pose revne gulerødder og noget revet ost, samt en lille brik bechamel sauce – resten havde jeg derhjemme.

Beaglerne skulle også have og heldigvis havde Aldi det gode hakkede kylling kød jeg køber til dem – så der kom lige 3 pakker hakket kylling med i indkøbsvognen også. Udover det også et par andre ting som vi manglede.

 

Hjemme igen gik Hr. Mand i gang med at tilberede det hakkede kylling kød til beaglerne – så der er til nogle dage til dem.

Og så lavede han kød sovsen til lasagnen.

 

Kylling bryst fileterne blev skåret i mindre stykker og svitses i en pande. Derefter kom der over i en større gryde og tilsat gulerødderne samt Aldis tomatsauce basilico. Smagt til med salt/peber.

Så skulle den samles. I bunden af et ildfast fad kom der lidt bechamel sauce – derpå lasagne plader – så kød sovs – og så fremdeles til lasagnen var bygget op. På toppen kom der revet cheddar ost.

Det hele kom på køl så den bare skulle smides i oven når spisetid nærmede sig.

Jeg elsker den slags retter – da opvasken bliver minimal – da jeg tog opvasken efter Hr. Mands madlavning.

Så var det tid til hygge med ostebolle og kaffe samt spille lidt Sims.

 

Oktober måned 2018

by

Oktober er kommet og næsten gået igen. Jeg kan se der er gået 1 måned siden mit sidste skriv herinde på bloggen.

Oktober måned er altid en lidt svær måned – for den bærer nogle ar på sjælen og i år er der tilføjet endnu et.

6. oktober er fødselsdagen for min “papmor” – hun ville være blevet 87 år

16. oktober er dagen for min fars død – han har nu været borte i 5 år

22. oktober er fødselsdagen for min elskede Charlie mus – som jeg mistede i marts. Han ville være blevet 14 år, denne gang.

22. oktober er også dagen hvor min far blev bisat for 5 år siden.

23. oktober er 50 års dagen for den hofteoperation jeg fik foretaget tilbage i 1968

og i dag 27. oktober er årsdagen for min “papmors” død for 6 år siden.

31. oktober er det Halloween – eller som det retteligt hedder Alle Helgen.

November d. 1 – markere – at det er 4 år siden jeg mistede min storebror – at det er 6 år siden min “papmor” blev bisat – at det er 5 år siden vi lagde min fars urne ned på kirkegården.

 

Det er med andre ord lidt hårdt at komme igennem disse mærkedage – men man går jo igennem og ud på den anden side. Det vil blive lidt lettere når vi er kommet over den 1. november.

 

Her kan jeg begynde at tænke på den kommende højtid – Julen, og der er allerede planlagt lidt forskelligt som vi skal prøve af hvad mad angår. Således skal Mortensaften være en prøve dag som måske skal anvendes i forbindelse med juleaftens måltid. Det kommer jeg nærmere ind på senere. Jeg kan dog afsløre at det omhandler noget med ande fedt.

At Julen er synlig har vi vist alle fundet ud af. Der er kommet julepynt mv. til salg i butikkerne – hidtil har jeg som altid undgået at lade blikket falde på det – det kan tids nok komme. Men Julen rører alligevel lidt rundt i mig – det er jo lidt svært at undgå ikke at blive helt påvirket.

Helbredet kører nogenlunde – men med det køligere vejr er der indtrådt  problemer med hænder og arme igen, ind i mellem – ligeså snart kalenderen står på efterår, så sker der noget mere på det område. I dag er jeg således ramt i begge mine arme, albuer, hænder, fingre, kraveben og skuldre – så er der kun et at gøre at tyde til smertestillende medicin, så det er til at holde nogenlunde ud. Jeg nægter at lade mig knække – men med de skader jeg efterhånden har er jeg ikke længere i tvivl om at det er leddegigt. Blot kan man ikke finde gigt i blodet – men efter at have nærlæst behøver det ikke altid at være til stede. Jeg vil derfor i relativ nær fremtid få lavet en henvisning til en reumatolog – for det snød de mig jo for nede på Kolding sygehus.

Simon har været hjemme et par gange i løbet af oktober. Hans bo situation kan stå til at skulle ændre sig, da det boligselskab han har leje hos skal renovere de lejligheder han bor under. Det betyder genhusning og tilbageflytning – hvilket jeg ikke tror vil være godt for ham – så vi skal måske ud i at finde en anden lejlighed til ham. Han er heller ikke selv meget for at skulle genhuses.  Det er ikke noget der lige står for døren – men det ligger derude i nær fremtid.

Når Simon er hjemme er det ekstra hyggeligt at hele familien er samlet – så spiser vi lidt god mad og hygger med film om aftenen – får en masse snakket igennem og så nyder Simon enormt meget samværet med beaglerne, som han hygger sig med og går ture med. Nogle gange tror jeg også at han nyder det ekstra, at han er hjemme hos mor og far, det vidner hans søvn mønster om.

Oscar er kommet sig fint over sin operation i september. Han fik dog et tilbage fald med sine ører og analkirtler grundet at hans stofskifte tal faldt en del. Han er nu sat op i medicin og har fået det godt igen. Det bliver nok snart tiden hvor vi skal til at finde de varme trøjer frem til beaglerne og de er begge to i forebyggende  pote”behandling” – da de får smurt poterne med Helosan så de bedre kan stå den kommende vinter igennem. Det er noget der startes op på i den første del af efteråret.

den første frost
Det er blevet efterår
Oscars operations sår

Er gået helt i hundene

by

Forstået sådan at alt handler om mine beagler  :mrgreen:

Det er jo således at den ældste af mine beagler har en stofskifte sygdom – som kan drive noget af et mareridt frem – for det handler endnu mere om at den mad han får er så ren som muligt. Det er derfor næsten endegyldigt slut med div. tør foder typer og i stedet er både Oscar og Darwin nu overgået til rigtig hjemmelavet mad. Det var i første omgang den rolle “Fru Potte” skulle spille – at producere deres mad. Og det har til nu været en succes og et kæmpehit hos beaglerne.

I morgen skal jeg producere kød suppe – som Oscar og Darwin fremover skal have som “gluccosamin” tilskud – det er den rene råvare og det glæder jeg mig meget til at prøve af.

Jeg har med andre ord læst og studeret på sammensætninger af de forskellige opskrifter rundt omkring på nettet – når det handler om mad til hunde. Rå fodring er ikke inde i billedet – netop grundet Oscars stofskifte – maden skal være tilberedt. Jo mere jeg har læst – jo mere forvirret er jeg blevet – så jeg har opgivet og valgt at stole på mig selv i den retning – og det er det blevet meget bedre af.

 

Udover det kæmper jeg en kamp for at blive – om jeg så må sige – kampdygtig igen – for de seneste 3 uger har jeg haft en del rygproblemer som har sendt mig til tælling. Det har kostet div. smertestillende og andre hjælpemidler –  det her har jeg ikke lige tid til – men hvem har det? Det er rigtig træls når noget ikke fungerer og griber ind i din dagligdag. Der er dog bedring – så håbet er tændt. Jeg kæmper mig igang hver eneste dag og får gået mine ture med beaglerne – smertestillende – varme og bevægelse er vejen frem.

Jeg har nu helt opgivet projekt – garn – for hver eneste gang jeg griber hæklenål eller strikkepinde – så skal jeg bruge flere dage på at få mine hænder helet op igen – bare fordi jeg lige skulle prøve. Heldigvis er der da så mange andre ting at fordrive tiden med  :cool:  Det værste er dog alle de kasser jeg har stående med garn – det ved jeg ikke lige hvad jeg skal stille op med  :-S

Jeg nyder efteråret som nu er kommet og den køligere luft – det er dejligt at gå tur i når den friske luft står om ørerne på dig og du kan komme ind i varmen til en dejlig varm kop kaffe – det er jo ikke at kimse af. I forbindelse med kaffen har jeg for første gang ytret mig om en mulig julegave  min familie kunne give mig – nemlig en Beagle mug (kop)  😆

 

 

 

1 2 3