I udkanten af Februar

Februar er snart gået og en ny måned melder sin ankomst. Jeg aner lyset er ved at komme tilbage – man mærker tydeligt at dagslyset har vundet mere indpas. Det føles dejligt at det går den rigtige vej – og den rigtige vej er det også ved at gå for os her.

Hr. Mand er på vej i bedring – omend vejen stadig er lang – så er de smertestillende piller på retur. Det skadede kraveben gør stadig knuder – for armen virker ikke som den skal – men han kan nu selv gå i bad og tørre sig – samt komme i tøjet – selvom det tager lidt længere tid – så er det et stort skridt på vejen. De lettest tilgængelig ting som at smøre en mad og lave kaffe kan han også selv gøre nu. Armen bliver trænet med reb trissen nogle gange i løbet af ugen og det river op i smerterne – da skulderen så bliver brugt på en anden måde.

Udover det har han deltaget i 3 dages kursus på sit arbejde – blev hentet og kørt hjem af en kollega. Det var nogle hårde dage og han var træt når han kom hjem.

Han har været ude og køre et par ture i bilen – blandt andet ud til Simon og til genoptræning – hvilket gik fint. I mandags kørte han til Odense for at påbegynde en ny omgang kursus – også det gik fint.

I denne uge er han startet op med at arbejde herhjemme fra og i morgen fredag vil han køre på arbejde og se hvordan det går. På hjemvejen skal han hente Simon, da han gerne vil herud på weekend.

Vi tager stadig en dag af gangen – og der vil givetvis blive dage hvor han sikkert må arbejde hjemme fra – men han er i gang så småt.

 

I ugens løb har jeg igen haft massive problemer med mine hænder – de har været så hævet, røde og gjort ondt af pommeren til – helt op i mine kraveben har det været slemt. Jeg har hver dag taget dobbelt dosis smertestillende – for kan jo ikke bare sidde der – når der er 3 beagler der skal luftes – indkøb der skal foretages – og mad der skal laves – så jeg har været godt brugt om aftenen. Jeg måtte dog aflyse Charlies dyrlæge tid, da jeg simpel hen ikke evnede at køre bilen derover. på grund af mine arme.

Vi har også i ugens løb mistet en Prins – selvom det var ventet – så bliver man alligevel påvirket, så også det har vi alle fulgt med i.

Weekenden vil vi tilbringe sammen og så må vi se hvordan Hr. Mand får det til at fungere – under alle omstændigheder SKAL jeg til dyrlægen med henholdsvis Charlie og Oscar – da de skal helbreds checkes – Charlie er jo en ældre herre og den enorme fedtknude han har fået giver mig en del bekymringer. Oscar skal have checket sit stofskifte tal – det er nemlig vigtig han får den helt rigtige dosis medicin hver dag.

Vinter haven

 

Vinteren skulle jo være tilbage i næste uge – så det betyder igen at beaglerne skal i frakker – håber dæleme ikke der kommer alt for meget sne.

 

Ude på den anden side igen

Hr. Mand er i dag blevet opereret og har fået det brækkede kraveben sat sammen med en plade.

Operationen forløb fint og er gået som det skulle.

Hele dagen her er gået med at vente – fra vi stod op i morges ved 6:30 tiden – Kl. ca. 8:30 ankom Falck og kørte afsted med Hr. Mand til Kolding sygehus.

Jeg fik noget morgenmad og så stod den på gå tur med Oscar. Sneen væltede ned her i Fredericia – så det var en temmelig hvid tur vi kom på. Mathias gik med Charlie og Darwin.

Hjemme igen var jeg lidt i haven med Oscar

Oscar og sne

Oscar søger godbidder

Derefter fik jeg lidt forskelligt fra hånden – rent sengetøj på vores seng og vasket op fra aftenen i forvejen.

Bagefter måtte jeg fjerne flere cm sne fra bilen – før jeg kunne køre ud og handle ind. Aftensmaden var nem i dag da vi skulle have rester af kødsovs fra dagen i forvejen – men vi manglede brød og sodavand – og jeg skulle have lidt i baghånden i tilfælde af – at Hr Mand kom hjem.

Ved 15 tiden sendte han en SMS at han nu var tilbage på stuen.

Ved 17:30 tiden igen en besked om at han ikke kom hjem i dag – grunden var den at han havde fået lagt en blokade ved kravebenet af hensyn til at dæmpe smerterne i området – men sidegevinsten var at han havde svært ved at trække vejret ordentligt på grund af det. De vurderede også at han var for usikker på benene til at de ville sende ham hjem.

Det er sikkert meget godt han lige får en nat på sygehuset, hvor de kan hjælpe ham hvis behov er derfor og jeg kan få en ordentlig nattesøvn – for søvn har jeg ikke fået meget af de seneste dage – da han har krævet min hjælp på grund af den skadede arm.

Simon er her endnu og i eftermiddag gik han og Mathias med beaglerne så jeg kunne slappe lidt af.

Nu her i aftenen har jeg tiltagende smerter, hævelse og stivhed i de fleste af mine fingre – grundet de seneste dages hændelser – det er også i mit ene knæ – så jeg håber på en god nattesøvn.

Det vigtigste er dog at operationen nu er overstået og vi kan begynde at se lidt fremad igen. Vi håber vores far er hjemme i morgen – og så må vi tage den derfra.

Nytår 2018

Så er vi landet i et nyt frisk år – og nye kapitler skal til at skrives på.

Lad det være sagt med det samme – hverken Julen eller Nytåret har være noget at prale af – alt det som er blevet forberedt er ikke blevet til noget.

Der kom lige lidt sygdom med ind i billedet – først Hr. Mand grundet den manglende galdeblære – så mig med opkast som startede juleaftens dag – og siden Simon som blev syg natten til Juledag.

Hr. Mand og jeg er ovre det – men Simon er stadig syg. Det er ellers gået nogenlunde fornuftigt mellem Jul og Nytår – men i går fik han et mindre tilbage fald – med kvalme og utilpashed. Han fik spist lidt – men ikke meget og derefter gik han ned og lagde sig. Hr. Mand er dødtræt i øjeblikket da han kæmper med et eksamens projekt som han har siddet med ud på de små timer de seneste dage. Så aftenen i går var ikke særlig opløftende – og vi slog tiden ihjel med film på flimmeren – mens vi ventede på at aftenen skulle tage ende – så vi kunne komme til ro. Kl. blev dog 2:30 før vi endelig kunne smide os i vores senge – for der var lige et par bange beagler der skulle have tisset af. Generelt var der mere fyrværkeri denne gang – og kors hvor jeg glædes over at det nu endelig er forbi for denne gang.

Simon vender derfor ikke lige hjem til sig selv endnu – da han føler sig mest tryg ved at være her, hvor vi kan hjælpe ham. Godt han fik nintendo swicth for den kan han da hygge sig med mens vi venter på bedring.

I morgen er det atter arbejdsdag for Hr. Mand – ferien må han tage senere – men så har vi det at se frem imod.


Året 2017 er forbi og det har ikke været et kanon år for os grundet al den sygdom Hr. Mand løb ind i og som endte med at koste ham galdeblæren. Der er så kommet nye bivirkninger til som vi nu skal tage højde for – men det må man jo tage som det kommer.

Jeg har haft en del problemer med mine hænder – i sær mine fingre, som rent ud sagt lever deres eget liv. Jeg nægter at være pessimist – og må bare tage det i den rækkefølge det kommer. Der er ikke nogen indikationer for hvornår jeg får angreb – det kommer og går som vinden blæser. Dog har jeg lært at takle angrebene på en bedre måde, så jeg nu ved hvordan jeg kan lindre det når det er i udbrud – og det er et langt skridt hen af vejen.

Mine drenge – som jo nu er unge mænd – sloges med deres autisme i større eller mindre grad – men der sidder nogle gode hoveder på dem og jeg er stolt over hvordan de følger med i deres omverden. Der er naturligvis stadig forhindringer  som vi må hjælpe dem over – men pt. går det fornuftigt det hele.

Og hvad vil 2018 så bringe? Ja det ved vi jo først når vi når til den 31. december. Men jeg har to for mig større jubilæer i dette år – men 60 års fødselsdag og mine 50 år som hofteopereret. Som man bliver ældre tænker man mere intenst over livet i al almindelighed. Men jeg har lovet mig selv at virkelig være over de ting der står mig nær – mine håndarbejder – mine male ting og puslespil – samt ikke mindst mine beagler, som jo også er ved at nå en vis alder.

Jeg vil tage tingene stille og roligt og lade være med at barsle med så mange planer – men bare tage tingene sådan som de nu opstår.

Vores kloge Dronning var jo lidt inde på de samme ting i sin nytårs tale – og det er slet ikke så dumme forslag hun kom med.

Mine beagler

 

Vores beagler har en helt speciel ven

Ja – det er en særlig en af slagsen, og den holder til i vores have. Sidste efterår/vinter var den her også. Den hopper rundt mellem benene på beaglerne og hjælper med at finde godbidder. Beaglerne gør den ikke noget – men finder sig fint i dens tilstedeværelse ;)

solsorten 2016

 

I dag fik jeg dette billede af den siddende i hækken

 

solsorten 2017

 

Sørme om den ikke lige optrådte på slap line – det kom der denne video ud af!

13 år

I dag bliver vores Charlie musen 13 år. Det er ikke til at forstå at der nu er gået 10 år siden vi fik ham. Han er jo en genplacering og et højt elsket familiemedlem.

Borstset fra visse skavanker med synet og høreslen samt den fedtknude han desværre har fået i venstre side – så er alt som det skal være. Han sover lidt dybere – men er stadig “leader of the pack”. Han spiser og drikker og kommer af med det igen, går ture – men ikke i samme tempo som hidtil – så generelt er han en velholdt senior.

Charlie – billedet er taget til morgen under “turen” i haven

 

og på gåtur med mor til formiddag