Category: Diabetes

At leve med en kronisk sygdom

Årets længste dag

I dag er det den 21. juni og dermed årets længste dag. Vi er nået halvvejs gennem og nu vil dagene igen begynde at blive kortere.

Sommer har det jo ikke rigtig været endnu – bortset fra udvejr/skybrud og ulækker varme temperaturer som ikke er til at holde ud.

I april købte vi et nyt bord/stole til haven – og det har vi KUN brugt 1 gang – ellers har det stået under dække for vejr og vind og blevet flyttet rundt med hver gang græsset skulle klippes.

Jeg har max. siddet derude på en af stolene et par gange. Enten var det for varmt eller også det modsatte.

På en måde kan det jo være ligemeget, da Hr. Mand jo arbejder i det daglige – men det ville da være rart at kunne indtage eftermiddags kaffen derude i weekenderne. Ferie er ikke i sigte her – Hr. Mand går først på ferie i august og så kan man jo håbe til den tid, at der er lidt sommer til os.

Vi fejrer ikke Sankt Hans her hos os – men i morgen skal vi have spist den sidste steg jeg købte op under Jul sidste år – som er en Porchetta – en italiensk rullesteg med svær hele vejen rundt – så den kan blive udryddet.

Tingenes tilstand er uforandret her – alt går som det plejer – med hænder/arme der driller en del af tiden – men som jeg har lært at leve med nu, og tager som det kommer.

Dog i dag oplevede jeg et kraftigt blodsukker fald til formiddag – og endda da jeg gik med beaglerne – for pokker det var slemt, og jeg så da lige i ånden at jeg skulle skvatte omkuld. Jeg måtte hurtigt korte turen af og gå hjemad med beaglerne. Jeg havde endda spist morgenmad – men jeg har haft problemer med maven gennem 1 uges tid og ikke spist helt optimalt – ved ikke om det er årsagen –  kombineret med lidt for meget insulin gennem nogle dage?  jeg kan ikke få øje på andre ting der burde indikere at det skulle ske.

Hjemme igen fik jeg spist et stykke brød og drukket 2 glas laktose fri minimælk – og så gik det bedre efter ½ times tid. Resten af dagen har været dum – for hele kroppen er i alarmbereskab – når det her sker – jeg bliver træt og får hovedpine – så dagen er gået i roligt tempo efterfølgende.

 

Vores jasmin synger på sidste vers. Den er først begyndt at blomstre nu, hvilket er ret sent i år. Den har det ikke så godt i toppen og jeg tror det skyldes den tørre og hede sommer vi havde sidste år – så til efteråret må vi nok tage konsekvensen og få den fældet.

 

En hård tid

Nej – jeg er slet ikke mig selv og det varer en rum tid før jeg kan se en ende på det.

Jeg har mistet min elskede Charlie og lige nu er det så hårdt for os allesammen. Det har i den grad slået benene væk under os – for Charlie var ikke “bare” en hund – han var Charlie og noget helt specielt.

For at det så ikke skal være løgn fik jeg i aftes at vide at vores opdrætter også har mistet en elsket beagle – hun hed Tilde og hende har jeg mødt nogle gange. Hun døde lidt på samme måde som Charlie og faktisk kun ca. en uge efter ham – lidt uhyggeligt.

Sidste uge gik jeg rundt i en døs – gjorde det jeg nu skulle og heldigvis har vi Oscar og Darwin – selvom det lige nu ikke er helt det samme. Jeg har forsøgt at bevare den glade tone over for dem og kan mærke de godt ved noget ikke er helt som det plejer. Denne uge her har været den værste – jeg har skiftevis tudet og haft en kort lunte – hverdagens trummerum er forkert og han er i mine tanker konstant. Hver aften jeg går i seng – står hans kurv der ikke længere – men pr. automatik passer jeg på med at svinge benene ud når jeg skal op, at vane for ikke at træde ned i kurven, med Charlie i, der jo har stået der i flere år, da det var der han sov om natten.

I dag har dyrlægen ringet – at Charlies urne er kommet tilbage. Aftalen er at vi henter ham på mandag – da Oscar skal have taget en blodprøve for sit stofskifte. I løbet af weekenden vil jeg lave plads til urnen hvor den skal stå fremover.

I går var jeg hos lægen – med henblik på det videre forløb omkring min insulin – for det er nogle gange næsten umuligt at tage den når mine hænder har det dårligt – så er det så svært at presset stemplet i bund på pennen. Udover det skal jeg også have kigget på mine hænder og arme. Det kan nemlig været alt lige fra springfingre – carpel tunnel syndrom – gigt af en eller anden art – eller fibromyalgi – Jeg har en kusine der har fibro – så hvorfor ikke? – nogle symptomer kan tyde hen på det – men jeg håber det ikke. Min læge er generelt bekymret med henblik på en operation – grundet min diabetes – men alt det må sygehuset finde ud af.

I dag fik jeg besked fra Kolding – at jeg allerede nu på tirsdag skal til samtale vedr. mine hænder. Hr. Mand har ferie i næste uge – så han vil tage med som støtte – for støtte har jeg brug for pt. For jeg brød jo sammen ude hos min læge – som måtte bruge ekstra tid på mig. Der har også været så mange ting de senere år – nære familiemedlemmer jeg har mistet – Hr. Mands cykeluheld i 2015 – hans galdeblære og nu det brækkede kraveben – sidst men ikke mindst tabet af Charlie.

Jeg skal også til samtale på diabetes afd. i Kolding   vedr. det videre medicin forløb. Lige efter påske skal der tages nye blodprøver og så må vi se hvad der sker på det plan.

Bolden ruller med andre ord videre – og jeg følger jo med strømmen trods alt.

Hvem fanden tror han han er?

Jeg er blevet godt gal i skralden over mit lægehus – som jeg har benyttet gennem mange år. Det var her vi troppede op for at føre samtaler omkring vores drenges autisme. Det var her de “ydede” bisidder job i forbindelse med samtaler med kommune og andre myndigheder. Når jeg skriver det i gåseøjne er det fordi det skal ses sådan, for særlig meget støtte fik vi ikke. Vi var jo uduelige forældre der ikke vidste hvad tingene drejede sig som 🙄

Det var også her – at jeg gang på gang – på gang oplevede at samtalerne elegant blev drejet ind på min diabetes – selvom jeg var i klinikken i en anden forbindelse – ALTID skulle det handle om diabetes!!!

Som tiden gik begyndte jeg at få et mere og mere slidt forhold til min læge, netop fordi hun ikke “lyttede” og fordi det i hendes øjne KUN handlede om den forbandede sygdom jeg tilfældigvis lider af. Det gjorde at jeg begyndte at hakke bremsen i – jeg hverken ville eller kunne berette om noget i den retning – jeg passede mine kontroller og ellers sked jeg højt og helligt på min læge, da jeg ganske enkelt ikke ville delagtig gøre denne i mit helbred.

Jeg deltog for nogle år siden i en større blodprøve proces, som have til hensigt at klarlægge den arvlige faktor omkring diabetes type 2. Disse målinger mv. skulle deponeres i en særlig blodbank på Vejle sygehus. Jeg syntes det kunne være spændende at være med og velvidende at det blev hårdt at få tappet al det blod – så gjorde jeg det. Det tog dobbelt så lang tid at tage de over 50 glas blod de skulle bruge – for lige den dag strejkede mine årer og mit blod. Det er nemlig ikke uden problemer at tage blodprøver på mig – da jeg har tynde, dybtliggende årer som lever deres eget liv. INTET – absolut INTET hørte jeg mere om det. Jeg aner ikke hvad al mit blod skulle bruges til – for ingenting skete der efterfølgende – og det var med til at trække mig længere ned hvad læger angår.

Hele mit liv – faktisk siden mit 10. leveår er jeg blevet vurderet, stukket i, trukket i, opereret på af flere omgange – og så får jeg fandme diabetes oven i hatten – så læger er med andre ord ikke min livret.

Så døde min papmor, året efter min far og atter året efter min storebror – 3 dødsfald på 3 år har været hårdt at takle og det betød igen at jeg lukkede af. Min læge var igen ikke støttende – jeg skulle bare tage mig sammen mv. Ud over det havde jeg også bekymringen omkring mine drenge og deres autisme – ligesom alle andre forældre vil man gerne det går ens børn godt – men det var der heller ikke forståelse for.

I 08 kom jeg på insulin – velvidende at det ville blive noget lort – for når man er på insulin er det svært at tabe sig – det forhindrer insulinet en i – udover det er der div. insulinbuler, blå og lilla lår på grund af alle de sprøjter man skal tage dag ud og ind – samt lædere fingerspidser på grund af blodprøve tester, hvor man tester blodsukker niveauet. Det var sygehuset der i sin tid kom mig på det, samt bestemte hvilken type insulin jeg skulle have, nåle jeg skulle bruge, lærte mig teknikken at stikke mig selv osv.

Det er blevet til mange insulinpakker i de år, mange kontrol besøg mv. så man kunne være med til at danne satstikkerne udi diabetes sammenhæng.

 

Så løb jeg ind i problemer med mine hænder – heller ikke her har jeg oplevet støtte – for igen handlede det om min diabetes!!

Så blev jeg syg – meget syg af lungebetændelse – og fandme om ikke – da jeg sidder så syg ude hos min læge for at blive lyttet på – at hun  begynder på sin diabetes snak – hvor jeg sidder med tårnhøj feber og et tårnhøjt infektions tal – og hvor jeg var ved at ryge i flæsket på hende!!

Og så for at slutte af, ville jeg bestille insulin for nogle dage siden – men den ville de ikke længere godkende når de ikke kendte mit blodsukker tal!!!! WHAT

Jeg blev så tosset at jeg skrev tilbage om de så også ville stoppe mit blodtryks medicin??? – bare fordi jeg ikke havde været ved kontrol nogle gange. Det skyldes også at hele sidste år var min mand syg med sin galdeblære – og jeg derfor ikke orkede mine egne lægebesøg i den periode.

I følge lov og ret MÅ INGEN LÆGE BARE STOPPE LIVSVIGTIG MEDICIN!!!!! – men sørme om det ikke var det de ville gøre. Jeg er nu tvunget til at tage en kontrol – og har fået godkendt insulin for den næste måneds tid på den baggrund – men det foregår under tvang og jeg er lige nu i gang med at se mig om efter en anden læge. Det her tog altså lige min sidste respekt.

 

Beklager den hårde tone – men jeg er godt og grundigt VRED

Jeg skal også lige sige at jeg selv holder en vis kontrol – for mit blodsukker apparat er af sådan en type der kan regne gennemsnittet ud – så jeg nogenlunde ved hvor jeg ligger.

En speciel gratin

Jeg er ikke speciel inde i en bestemt kost form eller vej – da jeg prøver at komme hele vejen rundt. På grund af min diabetes er jeg dagligt nød til at tænke over hvad jeg stopper i munden – men jeg er ikke fanatisk og jeg bruger slet ikke diabetes vejledningerne om kost – da denne måde er direkte i strid med mit helbred og får mit blodsukker sendt op i himmelflugt. Nogle ting kan man naturligvis anvende som supplement ind i mellem – men desværre er diabetesforeningens anbefalinger ikke så gode at følge.

Jeg plejer altid at sige jeg følger min egen sti – så måler jeg hellere mit blodsukker lidt hyppigere og op og ned justerer efter det når jeg skal sætte min kost sammen. Ingen diabetikere er ens så derfor er det helt din egen sygdom du skal rette dig ind efter.

Med tiden har jeg også fundet en række ting, som jeg vender tilbage til og som jeg også tilfører mine egne ideer – men ofte bunder de ud i en inspiration jeg har fundet her og der.

Således også den vi fik som tilbehør til karbonader i dag.

Den kommer oprindeligt herfra: http://www.madbanditten.dk/2016/04/07/bagt-blomkaalsmos-med-pikant-floedeost/ 

Denne mos har jeg gentagne gange tilført mine egne fornyelser og i dag lavede jeg den med blomkål og gulerødder – tilsatte lidt af kogevandet og ca. 200 gram pikant ost – samt 2 æg. Derefter blev det bagt i ovnen ved 200 grader varmluft ca ½ times tid.

Det smager så godt at jeg kunne spise det med en ske – hvilket min yngste søn også kunne hvis han fik lov  😆

Jeg har af flere omgange fornyet grønsager og også brugt den grønne pikant som smags giver.

Jeg er ved at udvikle opskriften påny da vi i Påsken skal have krondyr steaks og her vil jeg tilpasse mosen eller gratinen efter det.

Når vi spiser det her til kød/fisk får vi ikke andet tilbehør – dejligt nemt og ikke mindst en gevinst for blodsukkeret.

Weekend

Weekenden er så småt til ende og det har været en dejlig en af slagsen – både vejr og det hele var med os.

Hr. Mand besøgte sit arbejde fredag formiddag – med henblik på forsigtig start fra mandag. Det vil sige ½ dag i starten og så se hvordan det spænder af. Om eftermiddagen er han nok nød til at tage en morfar – men sådan må det nødvendigvis være efter det sygdoms forløb han har været igennem.

Fredag eftermiddag hentede jeg derfor Simon hjem, efter at have handlet ind på vejen og så gik drengene i gang med at bygge Mathias’ nye kontorstol. Efter lidt mad – hyggede vi med film på flimmeren fredag aften.

Lørdag gik drengene i gang med at opgradere Mathias’ computer. For han havde investeret i nye blæsere og to nye grafik kort – samt ikke mindst en 40 tommer skærm – lørdagen gik derfor med at sætte sammen og sætte op – men vi slappede da lige af med et gensyn af “Blackbeard’s Ghost” – som jeg ikke havde set i mands minde.

Søndag har vi fejret at vores elskede Darwin blev 7 år. Jeg har gået en rigtig dejlig tur i det friske forårs vejr med fødselaren – noget han bestemt satte pris på.

Darwin

 

Så blev der handlet lidt ind og derefter skulle aftensmaden forberedes.

Vi har spist farsbrød med pamaskinke – ovnristede gulerødder og en grønsags gryde med majs, løg og peberfrugt. Nemt og sundt og rigtig godt for blodsukkeret 😉

 

Bagefter da jeg havde ryddet op – kørte jeg Simon hjem til sig selv og nu skal der slappes af resten af aftenen.

Simon kommer hjem igen når Påsken står for døren – så vi kan tilbringe et par hyggelige dage i hinandens selskab.

Og så er der lige den her

Mine seneste 8 indlæg har jo handlet om Hr. Mands sygdom – men nu må vi videre derfra.

Det er nemlig således at jeg den senere tid – ja faktisk lang tid har haft nogle forskellige mere eller mindre mærkelige symptomer – som jeg ikke sådan lige kunne blive enig med mig selv om hvad det handlede om.

Symptomerne opstod ofte om morgenen eller op af formiddagen og gik ud på at jeg havde små kvalme, køren i maven, forstoppelse/diare, uoplagt, “ikke gide noget som helst”, skulle tage mig gevaldigt sammen og generelt været træt i kroppen – selvom man jo havde sovet 7-8 timer natten forinden.

Andre ting som tør hud, og at mine øjne konstant løber i vand, hvilket ikke burde ske med al det uden dørs liv jeg jo har pr. dag. En anden ting er at mit hår er blevet tyndt – nærmest udslidt – som om jeg manglede alverdens ting (vitaminer/mineraler) og så de her muskelsmerter som specielt sidst på dagen gjorde det til en prøvelse at skulle gå med en af beaglerne.

På det seneste – i sær mens Hr. Mand har været indlagt, har jeg lyttet lidt mere til min krops signaler og mener nu at have fundet den “gyldne nøgle”

SOYA DRIK

Ja du læste rigtigt. Det er jo så moderne at spise og drikke sundt og i sær vegetarer blander sig en del på markedet – med deres valg og hvorfor og nærmest rakker os ned, der spiser kød – sågar kalder det mord at vi spiser animalske produkter.  Udover det indeholder vegetarkosten en del soya !!Alt det må jo være deres holdninger og noget de måske nok bør være mindre højlydte om – her hos mig hører der kød på bordet – ellers kan jeg IKKE leve med min diabetes – da kød protein hjælper med at holde blodsukkeret under kontrol.

Men jeg har, for at vende tilbage til sagen – drukket soya mælk gennem flere år om morgenen – gerne et par glas om dagen – det bliver til ca. 60 glas om måneden eller 720 glas på års basis plus/minus – da jeg nogle dage måske har drukket lidt mere. Jeg har naturligvis også indtaget vegetar retter med soya – som Tofu f.eks

Igen til morgen fik jeg en voldsom kvalme – har jo lige haft noget med maven – men det her gav ikke mening – så mens jeg gik med en af mine beagler gik tankerne tilbage i tiden.

Da jeg var barn spiste jeg ofte lidt havregryn med mælk eller havregrød – andre gange et stykke almindelig mørkt rugbrød – med ost eller pålæg samt drak mælk til. Sådan var min morgenmad gennem flere år – så derfor vidste jeg at det ikke kunne være hverken havre eller rugbrød der skabte de der mave problemer.

Så googlede jeg på soya – og kors for en masse chok jeg nu har fået – så meget at det resterende af mit soya mælk lager er blevet hældt ud i køkkenvasken!!!! 😯

Udover det kom jeg til at tænke på at alle verdens vegetarer faktisk ikke er bedre end os der spiser kød – for de er med til at udrydde spisekammerene for mange af verdens dyr fordi der skal skaffes plads til større soya produktioner og så er man jo lige vidt 😉

Jeg skal spare for en masse forklaringer men i stedet ligge links:

Soja – risiko og fordele

 

 

https://www.alun.dk/sund-kost/soja-vidunder-eller-helbredsrisiko.html#

 

Jeg kan læse på flere sider at jeg har en del af symptomerne – derfor vil jeg nu tage skridtet til at få fyldt mine vitamin/mineral depoter op igen.

Jeg kan ikke efter det jeg har læst understrege nok – Giv ALDRIG jeres børn soya produkter og indtag det IKKE under svangerskab.

I øvrigt skal jeg lige til sidst sige at alle de soya produkter vi overløbes af pt. jo ikke skyldes at vores sundhed fremmes – men snarere profit ned i producentens lommer 😉 Man skal altid spise varieret og alt med måde og hvem skulle lige have troet at to små glas soya mælk  om dagen, ville vælte det hele for mig  🙄

 

 

Christmas newsletter 2016

Som altid her ved jule og nytårs tide lader jeg mine tanker gå tilbage på året der snart er gået.

Det jeg reflekterer mest over er at året allerede går på hæld – man syntes nogle gange det går så langsomt og nu er der snart et nyt år der står for døren.

Jeg tænker naturligvis over hvad det nye år vil bringe – men ikke så meget at man bliver gakke lak af det. Jeg er tilfreds bare det går sådan nogenlunde som det har gjort hidtil. Men med tanke for alt den uro der er rundt om i verden – så kan jeg godt frygte at verdensfreden er i fare. Der er jo snart ikke en dag hvor der ikke sker noget et eller andet sted i verden og som på en eller anden måde griber ind i din hverdag – dine tanker – og din måde at anskue verden omkring dig på. Historisk set har vi aldrig været tættere på en ny kold krig eller måske en verdenskrig. Jeg våger næsten ikke at sige det – men jeg kan godt have en frygt i den retning.

Vi kan nemlig ikke bare gå rundt i vores eget lille Danmark og tro alt er i orden – for det er det ikke og det vil involvere os alle når eller hvis sådan noget skulle ske.

For mit eget vedkommende har 2016 ikke været så meget anderledes end 2015 var. Jeg har gået her i min trygge hverdag – omgivet af mine elskede beagler – min mand og mine drenge og fulgt deres gøren og laden. Mit helbred kunne naturligvis være bedre – men noget er da blevet bedre og det er de skrækkelige smerter, hævelser, knuder, mv. i mine hænder, fingre og albuer, som dette år ikke har været helt så slemme – eller rettere – måske har jeg bare lært at takle det, ved hjælp af de redskaber jeg har fået – mine  håndsleds bind, øvelser, varme og ikke mindst de køkkenredskaber jeg har købt og som aflaster mine hænder enormt meget.

At leve med en kronisk sygdom som diabetes er heller ikke nemt – alt påvirker dit blodsukker – ikke bare det du spiser – men hele dit mentale jeg spiller en meget stor rolle. Jeg kæmper hver dag mine kampe og holder den nogenlunde gående – det kan naturligvis altid blive bedre og jeg prøver hele tiden at forny mig også i den retning. Her hjælper det jo også enormt meget at jeg kommer ud i den friske luft hver dag og får gået mine ture med mine beagler.

Mine dårlige ben har jo også et behov for at komme ud og blive bevæget rundt i løbet af dagen. Jeg har denne protese indopereret i højre hofte – det blev lavet da jeg var 10 år, så den har været en stor del af mit liv og grundet den har det også betydet at jeg ikke kunne være aktiv sammen med mine venner og dermed gjort mig mere boglig interesseret – for som jeg altid har sagt – det jeg ikke kunne med mine ben – kunne jeg med hovedet. Jeg har slidgigt i begge mine hofter – det er jo noget der ikke kan undgås i sådan et tilfælde – udover det er mit højre knæ også ødelagt – grundet en skæv vinkel fra hofte operationen til den operation jeg fik foretaget i mit fodled midt i 80’erne. Men jeg har altid været en fighter, så mine ben skal bare holde – tankens gang er nogle gange noget af det vigtigste vi har – så skidt med at det gør lidt ondt ved sengetid.

Udover det er også opgaven omkring mine sønner og deres ve og vel – når nu situationen er den at de skal leve livet hånd i hånd med deres autisme. De er heldigvis begge to fornuftige og til at snakke med, men tanken om at den hjælp de burde have ikke når dem på grund af besparelser giver mig meget uro – for på et tidspunkt kan vi jo ikke mere – og hvad så? Det er virkelig noget der kan nage mig meget. Imens kæmper vi – både Hr. Mand og jeg med at gøre dem så selvhjulpne som muligt, når nu kommunen har sagt NEJ – læs PENGE.

I 2017 vil jeg også forsætte med mine garn sysler – men jeg må erkende at de der små arbejder som kræver en del fingermotorik – dem må jeg afstå fra, da det er noget af det allerværste jeg kan byde mine hænder. Jeg arbejder på to tæpper – derudover har jeg stadig noget sjal liggende som jeg arbejder på ind i mellem. Der er ingen deadlines, så derfor kører det hele i mit eget tempo.

Jeg vil også forsætte med mine spil – både Sims 3 og 4 har min interesse – samt nu også planet coaster – jeg er sågar begyndt at arbejde på et nabolag til Sims 3 – så ja der sker lidt der også. Interessen er blevet større eftersom jeg lukkede mit forum – det har givet lidt mere ro på det område at jeg kan køre mit eget tempo.

Grundlæggende er jeg glad for at jeg kan tage tingene i det tempo der passer mig og dermed være min egen herre.

I dag (onsdag) har vi haft håndværkere hele dagen. Vi har nu fået en splinterny hyper moderne varmtvands beholder sat op i kælderen – sådan en der selv måler temperaturen udefra og indstiller varmen efter det – meget smart. Den gamle var meget dårlig indvendigt så det var på høje tid den blev udskiftet. Beaglerne tog det hele med ophøjet ro selvom VVS manden rendte rundt og fik gang i radiatorerne igen – men igen – de er jo beagler og beagler er meget venlige og ikke mindst nysgerrige  :mrgreen:

Julen står for døren. I morgen skal jeg køre min ældste søn til læge og bagefter tager han med hjem og så kan julefreden så småt sænke sig over os. Drengene og jeg skal spise lasagne i morgen aften da Hr. Mand skal til juleafslutning på sit arbejde. De sidste indkøb foretages fredag og så står den på julekalkun med en masse dejligt tilbehør. Fredag pynter vi også juletræet – og jo jeg er begyndt at glæde mit til et par rolige dage i familiens skød. Jeg skal også lige forbi kirkegården og ligge lidt på min fars gravsted.

Til de der kommer forbi – vil jeg ønske en rigtig glædelig Jul 2016

fra sidste års juletræ 2015

Mortensaften 2016

Vi er alle samlet til Mortensaften (fredag) hvor Simon er kommet hjem på weekend. Jeg havde lavet en andebryststeg som vi delte med div. tilbehør til samt fik et glas rødvin eller to.

Jule menuen er nu bestemt og den står på Kalkun – som er mange år siden vi sidst har fået. Den er allerede indkøbt mens udvalget er stort – og den ligger nu og venter i fryseren på at Julen skal indfinde sig. Kalkunen er også en meget bedre valg for mig grundet min diabetes og med det rette tilbehør skal det nok blive godt. Desserten er endnu ikke bestemt, men det hitter jeg nok på –  her i huset spiser vi ikke ris a la mande af den simple grund at min ældste søn ikke kan lide risengrød og så skal Juleaften jo heller ikke ødelægges med sådan noget.

 

Jeg har investeret i en ny malebog, som jeg ser meget frem til at komme i gang med og jeg er sikker på at jule stemningen nok skal indhente mig – for det er naturligvis Johannas Christmas som nu er landet på mit skrivebord og som jeg med begejstring er ved at kigge igennem og få farve ideer til.

Udover det skal jeg se om jeg kan nå at få hæklet nogle flere jule ting til juletræet – samt få foldet nogle julestjerner – så der er masser af julehygge at gå i gang med. Dermed ligger det hæklede tæppe stille lige nu – men det er jo heller ikke noget jeg bare skal have færdig. Måske næste Jul at det kan blive en julegave til Mathias? – Der er jo et helt år så det kunne jeg håbe på.

Mortens aften 2016
Mortens aften 2016

jule malebog

en enkelt udvalgt side fra bogen
en enkelt udvalgt side fra bogen