Categotry Archives: Diabetes

At leve med en kronisk sygdom

opdate på ny insulin

by

I december sidste år startede jeg op på en ny insulin – en af grundene var at jeg ikke længere kunne få tilskud til den gamle type insulin – og der skulle ligesom ske noget nyt.

Jeg er siden da blevet øget 1 gang i antal enheder – og denne nye type insulin skal jeg kun tage en gang om dagen – om morgenen og ca samme tidspunkt. Jeg tager dosen fordelt i begge lår – da min erfaring har gjort at mere end 50 enheder i samme lår er lidt ubehageligt.

Jeg har siden da fået taget nye blodprøver i marts – som viser at jeg lige nu ligger et godt sted – da langstidsprofilen er faldet til et fornuftigt leje – der er stadig noget vej endnu – men til nu fastholdes den dose jeg får. Jeg skal så i slutningen af maj – først i juni have taget nye blodprøver igen – lige før Pinse.

Udover at mit blodsukker er forbedret – så har jeg fået det meget bedre uden jeg lige kan sætte fingre på hvorfor – men jeg befinder mig rigtig godt på den nye insulin. Jeg har også gennem 1 års tid  tabt 8-9 kg – uden at gøre andet end at skære ned på min aftensmad, og det er der en grund til.

De to gange jeg blev ramt af covid – har gjort en del ved min appetit – fordi jeg mistede min smags/lugtesans. 1 gang jeg havde corona tilbage i feb/marts 2020 og lige før vi kom i lockdown – da begyndte jeg først at få smags/lugtesansen tilbage i efteråret 21. I marts sidste år fik jeg endnu engang covid – denne gang omnikron varianten og mistede smags/lugtesans igen. Dette har jeg endnu ikke fået optimalt tilbage nu her 1 år senere. Jeg er vaccineret 3 gange – samt fået en booster i november sidste år – så 4 gange i alt. Det har klart gjort at omnikron ikke gjorde mig så syg – men alt har en pris og hos mig er det tabet af smags/lugtesans der har været det værste efterslæb.

Når man ikke kan smage eller dufte noget så godt – så spiser man bare for at overleve. Jeg har med andre ord ikke nogen særlig madlyst og derfor er i sær aftensmaden noget jeg stadig er ret ligeglad med. Jeg laver selvfølgelig mad – og de andre i husstanden smager den til ind i mellem da jeg er skrækslagen for at komme for meget af dit eller dat i da jeg jo ikke kan smage tingene så godt – risikoen for oversaltning er stor f.eks.

Jeg er jo primær kaffedrikker – og det er ret synd for kaffen – for jeg har ikke tal på hvor mange kopper jeg har hældt i vasken fordi kaffen smagte af jern/metal – ja sågar tjære. Derfor skifter jeg også mellem de forskellige kaffetyper og jeg glæder mig vildt til igen at kunne dufte en nylavet kop kaffe.

Jeg håber jo jeg med tiden genvinder min tabte smags og lugtesans – men helt ærligt så har jeg faktisk vænnet mig til det og jeg tror jeg vil få nogle mindre chok hvis det pludselig går op for mig at nu kan jeg smage mere end tidligere.

 

 

Loading

Julen 2022

by

Det er juleaftensdag – julen er kommet – men desværre ingen hvid jul som den vi havde sidste år.

Vi fejrer en stille Juleaften og efterfølgende dage. Vi skal spise Kamsteg, brune kartofler, franske kartofler, bønner og en traditionel sovs til. Desserten i år er den populære Mandeltærte – som egentlig er en diabetiker kage – i år er der ingen mandelgave – det er vi for gamle til her i huset. Men julegaver får vi senere på aftenen – de venter under juletræet. Darwin får også julegaver.

I år er det den første jul uden vores elskede Oscar som vi mistede i september. Han er stadig meget nærværende – så han vil  være i vores tanker – ligesom Charlie også stadig er det.

Det har været et trist år på mange områder – krigen i Ukraine som ingen ende tager, el og fødevare priser, min mands helbred – som heldigvis har forbedret sig, men som han ikke slipper af med, mit eget helbred udi diabetes, mine mange gigt problemer –  covid – og så tabet af Oscar har virkelig sat sit præg på os i år.

Nu skal Nytåret bare overstås hurtigt af hensyn til Darwin – heldigvis har der ikke været så mange fyrværkeri skud herude endnu – og så ser vi frem mod foråret.

 

Darwin ønsker Glædelig Jul

 

 

Loading

En masse bøvl senere

by

Jeg er i opstart med en ny type insulin – det er en langtidsvirkende ligesom den forrige jeg fik. Tilskuddet faldt væk til min gamle insulin – så der var ingen vej udenom – ellers skulle jeg betale ca 1000 kr om måneden selv – og det er da også en slags penge.

Bøvlet bestod i at den nye type insulin skulle bruge en kanyle der skal skrues på – og jeg havde 2 pakker af 100 liggende som jeg brugte til den gamle pen og det er sådan en type der skal klikkes på – jeg elsker bare den kanyle (hvis man kan sige det sådan) – men her blev jeg kastet ud i et bøvl uden lige da jeg måtte eksperimentere mig frem til en løsning. Hurtigt fandt jeg ud af at jeg ikke kunne bruge en bestemt slags kanyle selvom de var samme tykkelse og længde som de gamle jeg havde brugt – de var ganske enkelt bare ikke “stikke venlige” og med mine sarte lår tillader jeg bare ikke hvad som helst. Jeg har brugt insulin gennem 14 år så det er mange år at skulle stikke sig dag ud og ind.

Min læge fulgte med på sidelinjen og ville gerne hjælpe – det er også fint nok – men da det er et redskab JEG skal bruge er det ligesom ikke noget andre bare kan tage over med. Jeg besluttede så at gå tilbage til min gamle kendte penkanyle  og som jeg ikke kan få tilskud til mere – det er noget min kommune har besluttet – men jeg havde betalt dem selv tidligere – og det måtte jeg så bare gøre igen.

Så var der endelig noget der virkede – selvom nålen er lidt længere så fungere den ligeså godt som den der skal klikkes på.

Men så blandede min læge sig så alligevel – idet hun ringede til kommunens hjælpemiddel central og bad dem om at hjælpe mig – SUK SUK altså !! De ringede så til mig for at tilbyde deres hjælp –  og her havde jeg lidt svært ved at styre min irritation – men fik forklaret at det nu fungerede for mig og at ingen skulle diktere mig hvilke nåle jeg skulle stikke mig med. Jeg fik dog et telefonnr. jeg kunne kontakte hvis jeg ombestemte mig.

Nu er jeg så i opstart med den nye type insulin og selve penkanylen fungerer rigtig godt – den er meget nem at bruge for mine gigt plagede hænder og fingre – så det er klart et stort plus. Lige nu skal jeg kun tage en dosis om morgenen hvor jeg skal tage en bestemt dosis i hver lår.

Der er nu gået 8 dage siden start – og det ses endnu ikke på mit blodsukker at det virker ordentlig – i det jeg kommer op med et højere blodsukker om morgenen og det er jeg ikke helt tilfreds med.

Julen nærmer sig med hastige skridt – så der kommer nok ikke rigtig noget på bordet på denne side af jul og nytår. Jeg skal dog i næste uge sende målinger til min læge – så må vi se om det skal justeres.

Loading

Årets længste dag

by

I dag er det den 21. juni og dermed årets længste dag. Vi er nået halvvejs gennem og nu vil dagene igen begynde at blive kortere.

Sommer har det jo ikke rigtig været endnu – bortset fra udvejr/skybrud og ulækker varme temperaturer som ikke er til at holde ud.

I april købte vi et nyt bord/stole til haven – og det har vi KUN brugt 1 gang – ellers har det stået under dække for vejr og vind og blevet flyttet rundt med hver gang græsset skulle klippes.

Jeg har max. siddet derude på en af stolene et par gange. Enten var det for varmt eller også det modsatte.

På en måde kan det jo være ligemeget, da Hr. Mand jo arbejder i det daglige – men det ville da være rart at kunne indtage eftermiddags kaffen derude i weekenderne. Ferie er ikke i sigte her – Hr. Mand går først på ferie i august og så kan man jo håbe til den tid, at der er lidt sommer til os.

Vi fejrer ikke Sankt Hans her hos os – men i morgen skal vi have spist den sidste steg jeg købte op under Jul sidste år – som er en Porchetta – en italiensk rullesteg med svær hele vejen rundt – så den kan blive udryddet.

Tingenes tilstand er uforandret her – alt går som det plejer – med hænder/arme der driller en del af tiden – men som jeg har lært at leve med nu, og tager som det kommer.

Dog i dag oplevede jeg et kraftigt blodsukker fald til formiddag – og endda da jeg gik med beaglerne – for pokker det var slemt, og jeg så da lige i ånden at jeg skulle skvatte omkuld. Jeg måtte hurtigt korte turen af og gå hjemad med beaglerne. Jeg havde endda spist morgenmad – men jeg har haft problemer med maven gennem 1 uges tid og ikke spist helt optimalt – ved ikke om det er årsagen –  kombineret med lidt for meget insulin gennem nogle dage?  jeg kan ikke få øje på andre ting der burde indikere at det skulle ske.

Hjemme igen fik jeg spist et stykke brød og drukket 2 glas laktose fri minimælk – og så gik det bedre efter ½ times tid. Resten af dagen har været dum – for hele kroppen er i alarmbereskab – når det her sker – jeg bliver træt og får hovedpine – så dagen er gået i roligt tempo efterfølgende.

 

Vores jasmin synger på sidste vers. Den er først begyndt at blomstre nu, hvilket er ret sent i år. Den har det ikke så godt i toppen og jeg tror det skyldes den tørre og hede sommer vi havde sidste år – så til efteråret må vi nok tage konsekvensen og få den fældet.

 

Loading

En hård tid

by

Nej – jeg er slet ikke mig selv og det varer en rum tid før jeg kan se en ende på det.

Jeg har mistet min elskede Charlie og lige nu er det så hårdt for os allesammen. Det har i den grad slået benene væk under os – for Charlie var ikke “bare” en hund – han var Charlie og noget helt specielt.

For at det så ikke skal være løgn fik jeg i aftes at vide at vores opdrætter også har mistet en elsket beagle – hun hed Tilde og hende har jeg mødt nogle gange. Hun døde lidt på samme måde som Charlie og faktisk kun ca. en uge efter ham – lidt uhyggeligt.

Sidste uge gik jeg rundt i en døs – gjorde det jeg nu skulle og heldigvis har vi Oscar og Darwin – selvom det lige nu ikke er helt det samme. Jeg har forsøgt at bevare den glade tone over for dem og kan mærke de godt ved noget ikke er helt som det plejer. Denne uge her har været den værste – jeg har skiftevis tudet og haft en kort lunte – hverdagens trummerum er forkert og han er i mine tanker konstant. Hver aften jeg går i seng – står hans kurv der ikke længere – men pr. automatik passer jeg på med at svinge benene ud når jeg skal op, at vane for ikke at træde ned i kurven, med Charlie i, der jo har stået der i flere år, da det var der han sov om natten.

I dag har dyrlægen ringet – at Charlies urne er kommet tilbage. Aftalen er at vi henter ham på mandag – da Oscar skal have taget en blodprøve for sit stofskifte. I løbet af weekenden vil jeg lave plads til urnen hvor den skal stå fremover.

I går var jeg hos lægen – med henblik på det videre forløb omkring min insulin – for det er nogle gange næsten umuligt at tage den når mine hænder har det dårligt – så er det så svært at presset stemplet i bund på pennen. Udover det skal jeg også have kigget på mine hænder og arme. Det kan nemlig været alt lige fra springfingre – carpel tunnel syndrom – gigt af en eller anden art – eller fibromyalgi – Jeg har en kusine der har fibro – så hvorfor ikke? – nogle symptomer kan tyde hen på det – men jeg håber det ikke. Min læge er generelt bekymret med henblik på en operation – grundet min diabetes – men alt det må sygehuset finde ud af.

I dag fik jeg besked fra Kolding – at jeg allerede nu på tirsdag skal til samtale vedr. mine hænder. Hr. Mand har ferie i næste uge – så han vil tage med som støtte – for støtte har jeg brug for pt. For jeg brød jo sammen ude hos min læge – som måtte bruge ekstra tid på mig. Der har også været så mange ting de senere år – nære familiemedlemmer jeg har mistet – Hr. Mands cykeluheld i 2015 – hans galdeblære og nu det brækkede kraveben – sidst men ikke mindst tabet af Charlie.

Jeg skal også til samtale på diabetes afd. i Kolding   vedr. det videre medicin forløb. Lige efter påske skal der tages nye blodprøver og så må vi se hvad der sker på det plan.

Bolden ruller med andre ord videre – og jeg følger jo med strømmen trods alt.

Loading

Hvem fanden tror han han er?

by

Jeg er blevet godt gal i skralden over mit lægehus – som jeg har benyttet gennem mange år. Det var her vi troppede op for at føre samtaler omkring vores drenges autisme. Det var her de “ydede” bisidder job i forbindelse med samtaler med kommune og andre myndigheder. Når jeg skriver det i gåseøjne er det fordi det skal ses sådan, for særlig meget støtte fik vi ikke. Vi var jo uduelige forældre der ikke vidste hvad tingene drejede sig som 🙄

Det var også her – at jeg gang på gang – på gang oplevede at samtalerne elegant blev drejet ind på min diabetes – selvom jeg var i klinikken i en anden forbindelse – ALTID skulle det handle om diabetes!!!

Som tiden gik begyndte jeg at få et mere og mere slidt forhold til min læge, netop fordi hun ikke “lyttede” og fordi det i hendes øjne KUN handlede om den forbandede sygdom jeg tilfældigvis lider af. Det gjorde at jeg begyndte at hakke bremsen i – jeg hverken ville eller kunne berette om noget i den retning – jeg passede mine kontroller og ellers sked jeg højt og helligt på min læge, da jeg ganske enkelt ikke ville delagtig gøre denne i mit helbred.

Jeg deltog for nogle år siden i en større blodprøve proces, som have til hensigt at klarlægge den arvlige faktor omkring diabetes type 2. Disse målinger mv. skulle deponeres i en særlig blodbank på Vejle sygehus. Jeg syntes det kunne være spændende at være med og velvidende at det blev hårdt at få tappet al det blod – så gjorde jeg det. Det tog dobbelt så lang tid at tage de over 50 glas blod de skulle bruge – for lige den dag strejkede mine årer og mit blod. Det er nemlig ikke uden problemer at tage blodprøver på mig – da jeg har tynde, dybtliggende årer som lever deres eget liv. INTET – absolut INTET hørte jeg mere om det. Jeg aner ikke hvad al mit blod skulle bruges til – for ingenting skete der efterfølgende – og det var med til at trække mig længere ned hvad læger angår.

Hele mit liv – faktisk siden mit 10. leveår er jeg blevet vurderet, stukket i, trukket i, opereret på af flere omgange – og så får jeg fandme diabetes oven i hatten – så læger er med andre ord ikke min livret.

Så døde min papmor, året efter min far og atter året efter min storebror – 3 dødsfald på 3 år har været hårdt at takle og det betød igen at jeg lukkede af. Min læge var igen ikke støttende – jeg skulle bare tage mig sammen mv. Ud over det havde jeg også bekymringen omkring mine drenge og deres autisme – ligesom alle andre forældre vil man gerne det går ens børn godt – men det var der heller ikke forståelse for.

I 08 kom jeg på insulin – velvidende at det ville blive noget lort – for når man er på insulin er det svært at tabe sig – det forhindrer insulinet en i – udover det er der div. insulinbuler, blå og lilla lår på grund af alle de sprøjter man skal tage dag ud og ind – samt lædere fingerspidser på grund af blodprøve tester, hvor man tester blodsukker niveauet. Det var sygehuset der i sin tid kom mig på det, samt bestemte hvilken type insulin jeg skulle have, nåle jeg skulle bruge, lærte mig teknikken at stikke mig selv osv.

Det er blevet til mange insulinpakker i de år, mange kontrol besøg mv. så man kunne være med til at danne satstikkerne udi diabetes sammenhæng.

 

Så løb jeg ind i problemer med mine hænder – heller ikke her har jeg oplevet støtte – for igen handlede det om min diabetes!!

Så blev jeg syg – meget syg af lungebetændelse – og fandme om ikke – da jeg sidder så syg ude hos min læge for at blive lyttet på – at hun  begynder på sin diabetes snak – hvor jeg sidder med tårnhøj feber og et tårnhøjt infektions tal – og hvor jeg var ved at ryge i flæsket på hende!!

Og så for at slutte af, ville jeg bestille insulin for nogle dage siden – men den ville de ikke længere godkende når de ikke kendte mit blodsukker tal!!!! WHAT

Jeg blev så tosset at jeg skrev tilbage om de så også ville stoppe mit blodtryks medicin??? – bare fordi jeg ikke havde været ved kontrol nogle gange. Det skyldes også at hele sidste år var min mand syg med sin galdeblære – og jeg derfor ikke orkede mine egne lægebesøg i den periode.

I følge lov og ret MÅ INGEN LÆGE BARE STOPPE LIVSVIGTIG MEDICIN!!!!! – men sørme om det ikke var det de ville gøre. Jeg er nu tvunget til at tage en kontrol – og har fået godkendt insulin for den næste måneds tid på den baggrund – men det foregår under tvang og jeg er lige nu i gang med at se mig om efter en anden læge. Det her tog altså lige min sidste respekt.

 

Beklager den hårde tone – men jeg er godt og grundigt VRED

Jeg skal også lige sige at jeg selv holder en vis kontrol – for mit blodsukker apparat er af sådan en type der kan regne gennemsnittet ud – så jeg nogenlunde ved hvor jeg ligger.

Loading

En speciel gratin

by

Jeg er ikke speciel inde i en bestemt kost form eller vej – da jeg prøver at komme hele vejen rundt. På grund af min diabetes er jeg dagligt nød til at tænke over hvad jeg stopper i munden – men jeg er ikke fanatisk og jeg bruger slet ikke diabetes vejledningerne om kost – da denne måde er direkte i strid med mit helbred og får mit blodsukker sendt op i himmelflugt. Nogle ting kan man naturligvis anvende som supplement ind i mellem – men desværre er diabetesforeningens anbefalinger ikke så gode at følge.

Jeg plejer altid at sige jeg følger min egen sti – så måler jeg hellere mit blodsukker lidt hyppigere og op og ned justerer efter det når jeg skal sætte min kost sammen. Ingen diabetikere er ens så derfor er det helt din egen sygdom du skal rette dig ind efter.

Med tiden har jeg også fundet en række ting, som jeg vender tilbage til og som jeg også tilfører mine egne ideer – men ofte bunder de ud i en inspiration jeg har fundet her og der.

Således også den vi fik som tilbehør til karbonader i dag.

Den kommer oprindeligt herfra: http://www.madbanditten.dk/2016/04/07/bagt-blomkaalsmos-med-pikant-floedeost/ 

Denne mos har jeg gentagne gange tilført mine egne fornyelser og i dag lavede jeg den med blomkål og gulerødder – tilsatte lidt af kogevandet og ca. 200 gram pikant ost – samt 2 æg. Derefter blev det bagt i ovnen ved 200 grader varmluft ca ½ times tid.

Det smager så godt at jeg kunne spise det med en ske – hvilket min yngste søn også kunne hvis han fik lov  😆

Jeg har af flere omgange fornyet grønsager og også brugt den grønne pikant som smags giver.

Jeg er ved at udvikle opskriften påny da vi i Påsken skal have krondyr steaks og her vil jeg tilpasse mosen eller gratinen efter det.

Når vi spiser det her til kød/fisk får vi ikke andet tilbehør – dejligt nemt og ikke mindst en gevinst for blodsukkeret.

Loading

Weekend

by

Weekenden er så småt til ende og det har været en dejlig en af slagsen – både vejr og det hele var med os.

Hr. Mand besøgte sit arbejde fredag formiddag – med henblik på forsigtig start fra mandag. Det vil sige ½ dag i starten og så se hvordan det spænder af. Om eftermiddagen er han nok nød til at tage en morfar – men sådan må det nødvendigvis være efter det sygdoms forløb han har været igennem.

Fredag eftermiddag hentede jeg derfor Simon hjem, efter at have handlet ind på vejen og så gik drengene i gang med at bygge Mathias’ nye kontorstol. Efter lidt mad – hyggede vi med film på flimmeren fredag aften.

Lørdag gik drengene i gang med at opgradere Mathias’ computer. For han havde investeret i nye blæsere og to nye grafik kort – samt ikke mindst en 40 tommer skærm – lørdagen gik derfor med at sætte sammen og sætte op – men vi slappede da lige af med et gensyn af “Blackbeard’s Ghost” – som jeg ikke havde set i mands minde.

Søndag har vi fejret at vores elskede Darwin blev 7 år. Jeg har gået en rigtig dejlig tur i det friske forårs vejr med fødselaren – noget han bestemt satte pris på.

Darwin

 

Så blev der handlet lidt ind og derefter skulle aftensmaden forberedes.

Vi har spist farsbrød med pamaskinke – ovnristede gulerødder og en grønsags gryde med majs, løg og peberfrugt. Nemt og sundt og rigtig godt for blodsukkeret 😉

 

Bagefter da jeg havde ryddet op – kørte jeg Simon hjem til sig selv og nu skal der slappes af resten af aftenen.

Simon kommer hjem igen når Påsken står for døren – så vi kan tilbringe et par hyggelige dage i hinandens selskab.

Loading

1 2 … 9