Fortsæt læsning »]]> Regeringen og kommunerne landet over skal spare. Vi har længe vidst at der var nedskæringer på vej på specialklasse området. Det vil blandt andet betyde at børn/unge med handicaps som Autisme og ADHD skal sluses over i normale klasser. Det er ganske enkelt en katastrofe og vil betyde at rigtig mange af disse børn og unge vil blive tabt på gulvet, fordi de kræver ekstra bevågenhed og støtte.

Omvendt betyder det også at de børn/unge der fungerer normalt kan blive udsat for at skulle forholde sig til disse børn/unge, hvoraf nogle af dem kan være ret voldsomme i deres væremåder. Det kan gå ud over lysten til at ville gå i skole og indlæringen vil  også lide under det, fordi de skal bruge mere energi på at være obs over for disse børn/unge der har specielle vanskeligheder.

Regeringen kører en katastrofe plan på dette område – og det vil kunne få vidt ragende konskevenser for de børn og unge der skal stuves sammen under sådanne forhold.

Historien bag denne artikel som jeg linker til handler om et barn der har mistet lysten til at gå i skole, da han har været udsat for trusler fra et ADHD barn som han gik i klasse med. Læs videre her: http://www.bt.dk/danmark/doedstrusler-tog-skoleglaeden-fra-oliver

Det vil også betyde at disse børn/unge der er ramt af en funktionsforstyrrelse og som skal stuves sammen med normale børn, skal bruge så mange kræfter og energi på at forholde sig til sådan en omvæltning og det vil forværre deres vanskeligheder i en sådan grad, at det bliver en næsten umulig opgave at være lærer eller pædagog. Lærer personalet er nemlig ikke uddannede nok til at kunne håndtere disse situationer og de vil ofte stå i afmagts tilfælde.

Rigtig mange forældre vil flytte deres børn over i privat skoler og endda oprette skoler selv. Det kan jeg jo som friskole kvinde være glad for – de frie og private grundskoler er efter min mening vejen frem, når det handler om indlæring og undervisning.

Mine egne sønner var i sin tid også udsat for mobning og drilleri – grundet deres handicap og det selvom de gik i en specialklasse dengang, for i frikvarterene var de udsat for sådanne overgreb. Heldigvis valgte vi jo så hjemmeundervisning og de fik roen til at lære.

Fortsæt læsning »]]> Nogle gange, når jeg sidder og filostoftere – så kan mine tanker gå sådan lidt på en vandre tur. Man husker ting i flæng – eller i en sammenhæng.

Så her er historien om den røde fleecetrøje

Simon må havde været 7 år og Mathias 5 – så det var før de fik deres diagnoser – men på et tidspunkt hvor vi vidste at noget var anderledes – det fortæller historien om den røde fleecetrøje også.

Vi var på tur til nabobyen – det var i skolernes efterårsferie. Simon var lige begyndt i specialklasse efter sommerferien – så vi var taget til nabobyen fordi drengene skulle have efterårs og vinterjakker og tøj. Vi var inde i Hennes og Mauritz og kiggede efter jakker og andet til dem. Vi fandt en jakke som kunne passe Simon, og derfor skulle han prøve den. Men det ville han bare ikke. Han skabte sig som en anden – jeg ved ikke hvad – og for at dæmpe ham, måtte vi give ham fred. Jeg husker at Simon sad på gulvet med sin tøj pingvin, som han altid forlangte at få når han var urolig.

Vi prøvede så jakke på Mathias i stedet og lod, Simon sidde i fred. Da jeg vendte mig om, var Simon væk. Skrækken fik taget i mig med det samme – men det var sikkert fordi jeg vidste at drengen ikke ville kunne svare for sig, hvis han blev væk. Min mand begyndte at gå rundt i forretningen og lede efter ham – der gik nogle meget lange minutter, hvor jeg blev stående med Mathias, hvis Simon nu skulle vende tilbage. Pludselig var der en der trak mig i jakken og så stod Simon bagved og i hånden på ham havde han en rød fleecetrøje.

Min mand var nu vendt tilbage og vi forsøgte at forklare Simon, at han skulle lægge trøjen  på plads – men nej det ville herren ikke. Han ville bare for enhver pris have den knaldrøde fleecetrøje – koste hvad det ville.

Opgivende bad jeg Simon vise hvor han havde fundet trøjen, for han skulle jo så havde den rigtige størrelse. Selvom trøjen var dyr – det var sådan en god kraftig anorak ligende trøje med hætte på og lommer foran – så endte det med at vi købte den.

Den trøje kom til at spille en afgørende rolle. Simon havde altid den trøje på – uanset hvor han var. Han havde den på i skole. Han havde den på hjemme. Jeg måtte snige mig til at vaske den om aftenen så den var klar til næste dags morgen. Simon gik med den røde trøje til den var så tyndslidt, at jeg var nødt til at tage en længere snak for at få ham til at forstå, at intet varer evigt. Det lykkedes oven i købet, at finde en lignende trøje – blot i en anden farve – en knaldgul – som blev en slags erstatning.

I dag forstår man jo mere end dengang – i dag forstår jeg at den trøje tilbedelse var en del af Simons autisme og noget vi umuligt kunne have forhindret.

Fortsæt læsning »]]> Nogen ved måske at vi har 3 hunde – alle af racen beagle. Beaglen er jordens mest vidunderlige hund – den er hengiven, social, venlig, imødekommende – kort sagt en rigtig familie hund – der har det allerbedst når den har sin flok hos sig.

At vi har 3 af slagsen har således en historie. Vi fik vores første beagle – Charlie i juni 2007. Charlie er en genplaceringshund, som kom tilbage til sin opdrætter, da den første ejer ikke kunne have ham længere. Vi var eller på udkig efter en hvalp – da opdrætter havde et kuld hvalpe undervejs. Da vi besøgte hende, for at kigge det hele an – mødte vi Charlie, som rendte rundt i hendes stuer sammen med sin  mor. Vi syntes allesammen at Charlie bare var herlig – og efter at have tygget på det et par dage, besluttede vi at Charlie skulle være vores hund. Charlie var da 2½ år gammel.

I april samme år havde vi mistet vores dalmatiner Pongo, som døde af en svær nyresygdom – kun 6½ år gammel. For mig var det et så stort tab, at jeg de efterfølgende måneder stort set ikke var mig selv. Det var min mand og min far der pressede på for at jeg skulle have en ny hund, så jeg kunne få tabet af Pongo på af stand. Det tab kom Charlie til at fylde ud – der gik ikke længe før han havde overtaget pladsen i mit hjerte. Jeg nød at gå tur med ham, træne ham og være der for ham.

Som skrevet tidligere er beaglen en meget social hund – og det kom vores drenge til gode. De begyndte hurtig at vise interesse for Charlie, for han elskede at putte og hygge – bare være i nærheden af dem.

Ikke længe efter fandt vi også ud af, at Charlie åbnede for alle døre til drengene. De gik ture med ham, de lærte at han havde et behov som skulle opfyldes for at han havde et optimal liv. Så tanken om endnu en beagle rykkede tættere og tættere på – og i efteråret 2007 – fik vi Oscar – 8 uger gammel.

Med Oscars komme, blev det endnu mere spændende at være sammen med hundene. Drengene passede, legede og plejede de to beagler – Det overordene ansvar var jo vores – men de var med et langt stykke hen af vejen.

Da Oscar var 2½ år besluttede vi, at vi gerne ville have endnu en beagle. Simon og Mathias var jo nu blevet 16-18 år og dermed gik det helt ind for, at det kunne vi godt klare.

I maj 2010 fik vi endelig vores længe ventede Darwin – 8 uger. Sommeren 2010 har været den meste spændende sommer sammen med beaglerne. Charlie og Oscars opdragende poter og Darwin som hvalp der voksede til – det har været rigtig spændende at være vidne til.

Nu er Charlie blevet 7 år – Oscar 4½ år og Darwin bliver 2 år til april. Drengene er stadig med i passing og pleje – de går med beaglerne hver dag og via gå ture kommer de i kontakt med andre hundeejere. Det har gjort dem begge meget mere selvstændige. De har lært at takle visse situationer – og via erfaringer med hundene kan de nu bygge ovenpå, så deres egne erfaringer med hunde er blevet ret stor. Det handler om alt – lige fra adfærd, hundesprog og hvilke fodertyper der er bedst for beaglerne.

Derfor fylder vores beagler rigtig, rigtig meget i familien. De spiller hver deres rolle – har deres vaner – og uvaner – men det er så hyggeligt når familein samles om aftenen og der ligger en beagle indenfor rækkevidde – man bliver så glad i låget – og det er godt for blodtrykket. Både Simon og Mathias er via beaglerne blevet mere rolige, også fordi man i omgangen med dyr kan være naturlig og det er vigtig også når man har autisme

Her et par billeder af beaglerne. Billederne af drengene er taget for et par år siden og før vi fik Darwin.

Kig på billederne – er der noget at sige til at vi er en “glad i låget familie”

Har man lyst – kan man besøge beaglernes egen hjemmeside: http://www.beaglepack.dk - Linket findes også ude til højre

Fortsæt læsning »]]> Min ældste søn, Simon som er 20 år – går i flytteplaner. Det er jo som det skal være, normalt nok når man har den alder. Den eneste forskel på Simon og andre unge mennesker i samme alder – er den at Simon har en diagnose – Infantil autist. Dermed kommer nye problematikker nu ind af døren – ting der skal bringes på plads og sættes i orden for at Simon skal kunne fungere på egen hånd – i egen lejlighed.

Det er helt nye tanker – tanker som er kommet hurtigere ind i billedet end lige forventet. Simon traf beslutningen for under en uge siden – så planen er ret ny endnu. Han har dog meldt sig ind i en boligforening – og næste skridt er nu at kommunen skal ind i billedet. Dette vil først ske i det nye år, da Julen jo nu snart står for døren. I det nye år vil vi så sammen med sagsbehandleren sætte os ned og få det hele snakket igennem.

Jeg har på forhånd nedlagt veto mod at han flytter for langt væk – eks.vis ud i den anden ende af byen. Dette kan ikke komme på tale, da vi som hans forældre skal være en del på ham i starten – desuden skal vi påse at han får den hjælp han skal have af kommunen og det er jo ikke usansyneligt at vi kommer til at skulle presse på med nogen ting, for kommunen er hårdt presset økonomisk – men det er vel de fleste kommuner rundt om i landet.

Simon skal bare have den hjælp han kan få, for at blive velfungerende i eget hjem – før får jeg som hans mor ikke ro – selvom det selvfølgelig er vedmodigt for mig som mor – så er det også endnu mere magtpåliggende for mig at det kommer til at fungere for Simon – og senere igen for Mathias – Mathias har overhovedet ingen planer om den slags endnu

Så jeg kommer jo nok til at berette en del om hvad der sker på det område – når vi når så langt

Fortsæt læsning »]]> Dette indlæg er en opdate på det indlæg jeg skrev for nogle dage siden “Bliver ADHD diagnosen misbrugt?” og hvor en bestemt psykolog mener at forældrene “bare” skal tage sig sammen og opdrage på deres børn, så ville de kunne undvære medicinering og specialklasser.

Grundlæggende har jeg fulgt debatten lidt på sidelinjen og min eneste kommentar er at denne her psykolog ikke aner en skid om hvad han taler om.

ADHD er ligesom autisme en livslangs funktionsforstyrrelse, som betyder at familielivet er vendt helt på hovedet, da man som familie IKKE kan leve som man nu engang har lyst til, da hensynet til det handicappede barn vejer tungest på vægtskålen.

Nu har jeg ikke haft ADHD inde på livet – men jeg har drenge med infantil autisme – og jeg husker godt hvordan div. pyskologer fortalte os i høje vendinger at vi “bare” skulle tage os sammen – at vi ikke have forstand på at opdrage vores børn – at vi var en ordknap familie som isolerede vores børn – at jeg var psyisk ustabil og ude af stand til at håndtere mine børn – ja listen er lang -

Da mine drenge fik deres diagonoser med 4 måneders mellemrum og der nu “pludselig” kom en afklaring – så var de samme psykologer over alle bjerge – for tænk – de havde taget grusom fejl – men ikke en af dem kunne give en undskyldning – jeg er dog ret sikker på at nogle af dem har fået røde ører – det håber jeg hvis der er lidt retfærdighed til.

Derfor – forældrene ved altid bedst – det ved man bare – vi kender jo vores børn – vi følger vores instinkter – psykologerne ved ikke noget om noget – det skal prøves før de kan se den rette vinkel – jeg er sikker på at den psykolog der har sat disse debatter i gang ikke ved noget om det virkelige liv – som det er – det han ved står skrevet på side xxx i en bog og det kan man ikke bruge noget til.

følg debatten her: http://politiken.dk/debat/ECE1414720/adhd-debat-faar-laeserne-til-tasterne/

Fortsæt læsning »]]> I dag kan man på Politiken online læse at en psykolog anklager kommunerne og medicinalfirmaerne, at de misbruger ADHD diagnosen.

Måske er denne diagnose lavet ved en fejl og at dette syndrom slet ikke findes – idet – som det fremføres – er forældrene der har et problem i forholdet til deres barn og dette problem løses ikke ved at medicinere barnet.

Læs videre her: http://politiken.dk/debat/ECE1415351/psykolog-kommuner-og-medicinalindustri-misbruger-adhd-diagnosen/

Fortsæt læsning »]]> Ved årsskiftet anskaffede vi en My Time kalender – sådan en til at hænge på køleskabet. Den har en meget kraftig magnetisk bagside og bliver bare hængende uden problemer.

Her er tal ude i siden fra 1-31 – så skal man selv skrive ugedag på – samt den måned man befinder sig i – ude til højre er der større felter til at skrive hvis der er en særlig begivenhed man vil fremhæve – Vi bruger denne del til at annoncere hvad middagen står på i dag. Specielt Mathias har brug for visuelt at kunne læse hvad menuen står på i dag.

Selve kalenderen bruges til at fortælle hvad der skal ske i løbet af den pågældende måned – er der fødselsdage eller andre mærkedage, hvornår skal skraldespanden køres ud til skellet – hvornår kommer genbrug – tandlæge – læge – eller andre ting man skal huske.

Selvom kalenderen har været dyr – så har den været alle pengene værd -

Når måenden er gået fjerner jeg  boardmarkeren med et stykke køkkenrulle – engang i mellem renses hele overfladen med håndrens  – sådan noget man bruger til at fjerne olie og lign. fra hænderne -  derefter vasker jeg den lige efter med en fugtig klud – og så er den klar til brug igen.

En super god ting når man har unge med autisme i huset – men den er faktisk gået hen og blevet noget vi ikke kan undvære igen.

Fortsæt læsning »]]> I dag kunne jeg læse om en familie der i årevis har kæmpet for at få hjælp til deres søn, som er blevet diagonoseret med autisme. Systemet er nemlig skruet sådan sammen at børn oftere står lang tid på venteliste i forhold til voksne, når det handler om hjælp gennem psykiatrien.

Ja – jeg ved det ikke – vi er jo også forældre til 2 drenge som fik samme diagnose – og hvor vi ofte gjorde opmærksom på at noget ikke fungerede for dem. Men i stedet for at fokusere på vores drenge, valgte man at fokusere på vores forældre evner i stedet. Det kostede kostbar tid, fordi vi ikke blev hørt og blev overset den ene gang efter den anden, fordi man fandt at det var vores evner i forhold til opdragelse af vores drenge den var gal med. Der fulgte derfor også det i kølvandet, at vi så klappede i for at få fred – og i mens fik vores drenge det ikke bedre, men rendte ind i massive problemer da skolelivet startede. Så jo – der er nok noget om det – at man vælger at forældre ikke ved noget om noget og det kan betyde at nogle børn så tabes på gulvet. Det blev vores skæbne – at vores drenges barndom blev slået i stykker, fordi man ikke ville se eller høre noget. Vi brugte ufattelig meget tid på at råbe op uden resultat – derfor klapper man efter tid i, som en østers.

Tendensen med den ovenfor nævnte familie er altså ikke et enkelt stående tilfælde – der findes masser af sådanne tilfælde rundt om i landet. Vores tilfælde, deres tilfælde og 1000 vis af andres tilfælde.

Man må selv yde noget også – alt efter situationen – vi valgte hvad der var bedst for vores drenge på de givne tidspunkter og nogle af de valg kostede knubs – fordi da så drengene endelig får en diagnose – så var de samme mennesker, som tidligere kaldte os, “forældre der ikke kunne finde ud af noget” efter os, fordi vi traf valg i form af blandt andet at hjemmeundervise vores drenge – ja så var man ikke rigtig klog i hovedet.

Den artikel jeg poster her fra Information online – beskriver en familie med lignede forhold som den vi gennemgik i sin tid. Denne familie vil også om år finde ud af at hjælp får man ikke altid selvom man beder om det – men så vil man lære at træffe valg, som igen vil styrke det barn det nu engang handler om. I den sidste ende er valget politikernes – og det valg kommer vi til at vente længe på – for vi er blevet et spareland – et forbudsland -

Læs med her: http://www.information.dk/275098

Fortsæt læsning »]]> Er vi virkelig nået så langt ud at vi nu uden tanker for liv og hvad det indebærer, fra vælger at få handicappede børn??

Er Far og Mor blevet så perfekte at der bare ikke er plads til at den slags forstyrrende ting sniger sig ind i deres liv. Er drømmen om det perfekte liv i sus og dus – med villa, bil og materielle goder det som Far og Mor vælger, fordi de ikke magter, ikke vil, ikke har tid til at deres barn/børn viser sig ikke at være perfekte.

Tendensen viser at Mor og Far vælger at lade deres barn aflive – undskyld mit udtryk – når det viser sig at barnet er bærer af Downs syndrom – det kan man læse om i landets aviser i dag: http://fpn.dk/liv/krop_valvare/article2491382.ece

Hvad er det næste skridt? at man fravælger et barn fordi det viser sig, at barnet har diabetes? at barnet har autisme? – at barnet mangler en arm? – at barnet er døv? – listen er lang.

I guder hvor jeg græmmes over det her. Det gør mig edder rasende at skulle læse om den slags. Der skal da være plads til at man er forskellig, at man har et handicap – hvad gør det? – det er jo med til at give kommende generationer et indblik i, at man bare ikke skal være tro kopier af hinanden.

Aldrig i mit liv kunnet jeg havde fravalgt begge mine sønner – hvis jeg havde fået at vide de bar på funktions forstyrrelsen – autisme. Jo vist har hverdagene givet op og ned ture – men det er bestemt også den slags man bliver klogere af og giver livet indhold. Mit liv blev f.eks. rigere, af, at jeg selv underviste mine sønner, fordi skolen ikke kunne finde ud af det. Det har givet mig og mine sønner så meget både hvad angår  lærdom – men så sandelig også hvad samhørighed angår. Aldrig ville jeg have undværet en af mine drenge, for selvom det var hårdt i perioder mens de voksede til, så blev jeg mange erfaringer rigere – erfaringer jeg nu kan give andre.

Fortsæt læsning »]]> Børn og unge med ADHD  som uden tanke begår noget kriminelt, ender ofte op med at blive anholdt, stillet for en dommer uden at kunne forstå eller forsvare sig selv. Dette skyldes i høj grad den nye kriminelle lavalder som er blevet rykket ned til 14 år. For disse børn som har et handicap kan sådan noget få vidtrækkende konsekvenser for resten af deres liv. Retssystemet er nemlig skruet sådan sammen, at der ingen hjælp er at få – men at de sidestilles på samme niveau som en “normal” tænkende person.

http://www.information.dk/265947