Jeg læste til min rædsel – som dog hurtig blev erstattet af vrede – så meget at jeg fik ondt i hovedet  - at et forældre par har sagt nej til at lade deres søn medicinere med Ritalin. Dette kan jeg sagtens forstå – det ville jeg til enhver tid heller ikke lade overgå med mine sønner. Ingen kender til hvilke bivirkninger der er bag sådan en medicin type – men jeg kender faktisk et tilfælde med en ung mand som nu er i 20′erne. Da han var 10-12 år kom han på Ritalin – og det blev han afhængig af i stor stil – og 10-12 år senere findes der ud af, at han faktisk slet ikke skulle have haft det, for det havde ikke gjort nogen forskel

Den pågældende beretning om forældrene der siger nej til medicinering – gjorde at psykiatrisk i Holbæk indberettede forældrene til kommunen, som nu vil iværksætte en paragraf 50 undersøgelse – sig mig er verden da af lave!!

http://ekstrabladet.dk/kup/sundhed/article1753254.ece

Nu vi er ved den slags – så er vi som forældre to gange blevet indberettet til kommunen. Den ene gang af nogle platugler til pædagoger i vores sønners børnehave. De påstod af jeg var psykisk ustabil, jeg var gangbesværet, vi var en ordknap familie – kort sagt var vi en trussel mod vores børns ve og vel. Så fik drengene en diagnose – infantil autisme – og de samme pædagoger fik meget røde ører

Anden gang var det skolen – autismeafd. i Fredericia hvor vores sønner gik i skole, som mente at vi vanrøgtede vores sønner. Vi ville ikke sende dem i skole. Vi ville ikke samarbejde – men i samme åndedrag skulle jeg også holde mig væk fra skolen. Jeg måtte ikke følge eller hente mine sønner – det var strengt forbudt – Mathias kom ikke i bad i følge skolen og en masse anden nonsens. Skolen indberettede os – men desværre havde de kun kanonerne – vi havde krudtet, så de måtte erkende at de led nederlag. Og det er jo meget hårdt for sådan en skoles omdømme.

Det var også lige derefter vi startede på at hjemmeundervise.

Læs mere her på Berlingske online: http://www.b.dk/viden/kost-kan-paavirke-boerns-adhd

Vedrørerende brug af fede fisk eller som vi bruger Fiskeolie kapsler har jeg bemærket at Mathias ikke længere ryster så ukontrollabel på hænderne mere – i sær når han er i pressede situationer – så noget må der være omkring brugen af fede fisk – fedtsyrer fra fisk.

Det handler om spørgsmål om alt mellem himmel og jord, sat sammen i en mail der ofte er ret kortfattet. Det kan derfor nogle gange være umuligt for mig, at skrive et ordentligt svar, for jeg kender jo ikke det barn det handler om.

På mig virker nogle af henvendelserne, som en slags råb om hjælp, råd og vejledning til at takle skole, og sociale myndigheder.

Jeg bruger en hulens tid på at sætte mig ind i “sagerne” – søger rundt på nettet, når jeg ikke lige har et svar – noget de pågældende forældre jo selv kunne gøre. Så sætter jeg min mail sammen får den sendt af sted – og så ———— en dyb tavshed – for ingen kan finde på at skrive tilbage og bare sige tak

Nu har jeg så fået nok!!

Jeg har selv i sin tid, måttet slås med myndigheder, skoler, PPR – været lige ved at få frataget mine børn, fordi jeg holdt fast på mit. Og det er det, som det handler om – at stå fast på sine beslutninger – at tro på sig selv – skide værre med økonomien – den må nogle gange halte, det er der ikke noget at gøre ved – børnenes ved og vel må veje op i mod penge og materielle goder.

Så nu fik jeg luft – det lettede.

Derfor lukker en del af hjemmeundervisningen ned her på siden – visse dele bliver fjernet herinde fra – ligesom min hjemmeside Hjemmeskolen.dk bliver lukket. Jeg orker ikke længere disse henvendelser, og jeg vil ikke længere besvare dem, de vil ryge i mit spam filter fremover – i sær når man ikke kan finde ud af, at skrive tilbage og sige tak – Tak er kun et fattigt ord.

Det har længe været kendt at de danske folkeskole lærere syge/pjække melder sig i hobetal. Jeg kan godt huske da Simon og Mathias gik i autismeafdelingen og der meget ofte måtte en vikar på børnene, for nu var den lærer eller pædagog syg eller fraværende. Det skete faktisk flere gange i ugen i perioder, hvor børnenes skema måtte laves om og når man har autisme er det med at lave om ikke særlig godt – men de effekt udbrud der fulgte i kølvandet på lærernes/pædagogernes fravær – dem hang vi forældre jo så bare på.

Det var os forældre der måtte forklare hvorfor lærer Dit eller Pædagog Dat ikke have været der i dag – og ofte måtte vi gætte, for vi fik ingenting at vide – sådan var det jo – forældrene vidste ikke hvad der foregik. Men denne forældre her (mig) blev meget klogere hen af vejen.

Nå men nu kan man så læse i disse statistikker  at, at lærerne har det største fravær. Lærere som jo ellers skal være rollemodeller for deres elever – Vor Herre Bevares

http://www.bt.dk/danmark/laerere-har-mere-fravaer-end-elever

Sådan lyder overskriften i Politikken online i dag – Læs med her:

http://politiken.dk/debat/ECE1555552/er-vi-ved-at-medicinere-boerns-hjerner-i-stykker/

Omvendt betyder det også at de børn/unge der fungerer normalt kan blive udsat for at skulle forholde sig til disse børn/unge, hvoraf nogle af dem kan være ret voldsomme i deres væremåder. Det kan gå ud over lysten til at ville gå i skole og indlæringen vil  også lide under det, fordi de skal bruge mere energi på at være obs over for disse børn/unge der har specielle vanskeligheder.

Regeringen kører en katastrofe plan på dette område – og det vil kunne få vidt ragende konskevenser for de børn og unge der skal stuves sammen under sådanne forhold.

Historien bag denne artikel som jeg linker til handler om et barn der har mistet lysten til at gå i skole, da han har været udsat for trusler fra et ADHD barn som han gik i klasse med. Læs videre her: http://www.bt.dk/danmark/doedstrusler-tog-skoleglaeden-fra-oliver

Det vil også betyde at disse børn/unge der er ramt af en funktionsforstyrrelse og som skal stuves sammen med normale børn, skal bruge så mange kræfter og energi på at forholde sig til sådan en omvæltning og det vil forværre deres vanskeligheder i en sådan grad, at det bliver en næsten umulig opgave at være lærer eller pædagog. Lærer personalet er nemlig ikke uddannede nok til at kunne håndtere disse situationer og de vil ofte stå i afmagts tilfælde.

Rigtig mange forældre vil flytte deres børn over i privat skoler og endda oprette skoler selv. Det kan jeg jo som friskole kvinde være glad for – de frie og private grundskoler er efter min mening vejen frem, når det handler om indlæring og undervisning.

Mine egne sønner var i sin tid også udsat for mobning og drilleri – grundet deres handicap og det selvom de gik i en specialklasse dengang, for i frikvarterene var de udsat for sådanne overgreb. Heldigvis valgte vi jo så hjemmeundervisning og de fik roen til at lære.

Så her er historien om den røde fleecetrøje

Simon må havde været 7 år og Mathias 5 – så det var før de fik deres diagnoser – men på et tidspunkt hvor vi vidste at noget var anderledes – det fortæller historien om den røde fleecetrøje også.

Vi var på tur til nabobyen – det var i skolernes efterårsferie. Simon var lige begyndt i specialklasse efter sommerferien – så vi var taget til nabobyen fordi drengene skulle have efterårs og vinterjakker og tøj. Vi var inde i Hennes og Mauritz og kiggede efter jakker og andet til dem. Vi fandt en jakke som kunne passe Simon, og derfor skulle han prøve den. Men det ville han bare ikke. Han skabte sig som en anden – jeg ved ikke hvad – og for at dæmpe ham, måtte vi give ham fred. Jeg husker at Simon sad på gulvet med sin tøj pingvin, som han altid forlangte at få når han var urolig.

Vi prøvede så jakke på Mathias i stedet og lod, Simon sidde i fred. Da jeg vendte mig om, var Simon væk. Skrækken fik taget i mig med det samme – men det var sikkert fordi jeg vidste at drengen ikke ville kunne svare for sig, hvis han blev væk. Min mand begyndte at gå rundt i forretningen og lede efter ham – der gik nogle meget lange minutter, hvor jeg blev stående med Mathias, hvis Simon nu skulle vende tilbage. Pludselig var der en der trak mig i jakken og så stod Simon bagved og i hånden på ham havde han en rød fleecetrøje.

Min mand var nu vendt tilbage og vi forsøgte at forklare Simon, at han skulle lægge trøjen  på plads – men nej det ville herren ikke. Han ville bare for enhver pris have den knaldrøde fleecetrøje – koste hvad det ville.

Opgivende bad jeg Simon vise hvor han havde fundet trøjen, for han skulle jo så havde den rigtige størrelse. Selvom trøjen var dyr – det var sådan en god kraftig anorak ligende trøje med hætte på og lommer foran – så endte det med at vi købte den.

Den trøje kom til at spille en afgørende rolle. Simon havde altid den trøje på – uanset hvor han var. Han havde den på i skole. Han havde den på hjemme. Jeg måtte snige mig til at vaske den om aftenen så den var klar til næste dags morgen. Simon gik med den røde trøje til den var så tyndslidt, at jeg var nødt til at tage en længere snak for at få ham til at forstå, at intet varer evigt. Det lykkedes oven i købet, at finde en lignende trøje – blot i en anden farve – en knaldgul – som blev en slags erstatning.

I dag forstår man jo mere end dengang – i dag forstår jeg at den trøje tilbedelse var en del af Simons autisme og noget vi umuligt kunne have forhindret.

At vi har 3 af slagsen har således en historie. Vi fik vores første beagle – Charlie i juni 2007. Charlie er en genplaceringshund, som kom tilbage til sin opdrætter, da den første ejer ikke kunne have ham længere. Vi var eller på udkig efter en hvalp – da opdrætter havde et kuld hvalpe undervejs. Da vi besøgte hende, for at kigge det hele an – mødte vi Charlie, som rendte rundt i hendes stuer sammen med sin  mor. Vi syntes allesammen at Charlie bare var herlig – og efter at have tygget på det et par dage, besluttede vi at Charlie skulle være vores hund. Charlie var da 2½ år gammel.

I april samme år havde vi mistet vores dalmatiner Pongo, som døde af en svær nyresygdom – kun 6½ år gammel. For mig var det et så stort tab, at jeg de efterfølgende måneder stort set ikke var mig selv. Det var min mand og min far der pressede på for at jeg skulle have en ny hund, så jeg kunne få tabet af Pongo på af stand. Det tab kom Charlie til at fylde ud – der gik ikke længe før han havde overtaget pladsen i mit hjerte. Jeg nød at gå tur med ham, træne ham og være der for ham.

Som skrevet tidligere er beaglen en meget social hund – og det kom vores drenge til gode. De begyndte hurtig at vise interesse for Charlie, for han elskede at putte og hygge – bare være i nærheden af dem.

Ikke længe efter fandt vi også ud af, at Charlie åbnede for alle døre til drengene. De gik ture med ham, de lærte at han havde et behov som skulle opfyldes for at han havde et optimal liv. Så tanken om endnu en beagle rykkede tættere og tættere på – og i efteråret 2007 – fik vi Oscar – 8 uger gammel.

Med Oscars komme, blev det endnu mere spændende at være sammen med hundene. Drengene passede, legede og plejede de to beagler – Det overordene ansvar var jo vores – men de var med et langt stykke hen af vejen.

Da Oscar var 2½ år besluttede vi, at vi gerne ville have endnu en beagle. Simon og Mathias var jo nu blevet 16-18 år og dermed gik det helt ind for, at det kunne vi godt klare.

I maj 2010 fik vi endelig vores længe ventede Darwin – 8 uger. Sommeren 2010 har været den meste spændende sommer sammen med beaglerne. Charlie og Oscars opdragende poter og Darwin som hvalp der voksede til – det har været rigtig spændende at være vidne til.

Nu er Charlie blevet 7 år – Oscar 4½ år og Darwin bliver 2 år til april. Drengene er stadig med i passing og pleje – de går med beaglerne hver dag og via gå ture kommer de i kontakt med andre hundeejere. Det har gjort dem begge meget mere selvstændige. De har lært at takle visse situationer – og via erfaringer med hundene kan de nu bygge ovenpå, så deres egne erfaringer med hunde er blevet ret stor. Det handler om alt – lige fra adfærd, hundesprog og hvilke fodertyper der er bedst for beaglerne.

Derfor fylder vores beagler rigtig, rigtig meget i familien. De spiller hver deres rolle – har deres vaner – og uvaner – men det er så hyggeligt når familein samles om aftenen og der ligger en beagle indenfor rækkevidde – man bliver så glad i låget – og det er godt for blodtrykket. Både Simon og Mathias er via beaglerne blevet mere rolige, også fordi man i omgangen med dyr kan være naturlig og det er vigtig også når man har autisme

Her et par billeder af beaglerne. Billederne af drengene er taget for et par år siden og før vi fik Darwin.

Kig på billederne – er der noget at sige til at vi er en “glad i låget familie”

Har man lyst – kan man besøge beaglernes egen hjemmeside: http://www.beaglepack.dk - Linket findes også ude til højre

Det er helt nye tanker – tanker som er kommet hurtigere ind i billedet end lige forventet. Simon traf beslutningen for under en uge siden – så planen er ret ny endnu. Han har dog meldt sig ind i en boligforening – og næste skridt er nu at kommunen skal ind i billedet. Dette vil først ske i det nye år, da Julen jo nu snart står for døren. I det nye år vil vi så sammen med sagsbehandleren sætte os ned og få det hele snakket igennem.

Jeg har på forhånd nedlagt veto mod at han flytter for langt væk – eks.vis ud i den anden ende af byen. Dette kan ikke komme på tale, da vi som hans forældre skal være en del på ham i starten – desuden skal vi påse at han får den hjælp han skal have af kommunen og det er jo ikke usansyneligt at vi kommer til at skulle presse på med nogen ting, for kommunen er hårdt presset økonomisk – men det er vel de fleste kommuner rundt om i landet.

Simon skal bare have den hjælp han kan få, for at blive velfungerende i eget hjem – før får jeg som hans mor ikke ro – selvom det selvfølgelig er vedmodigt for mig som mor – så er det også endnu mere magtpåliggende for mig at det kommer til at fungere for Simon – og senere igen for Mathias – Mathias har overhovedet ingen planer om den slags endnu

Så jeg kommer jo nok til at berette en del om hvad der sker på det område – når vi når så langt

Grundlæggende har jeg fulgt debatten lidt på sidelinjen og min eneste kommentar er at denne her psykolog ikke aner en skid om hvad han taler om.

ADHD er ligesom autisme en livslangs funktionsforstyrrelse, som betyder at familielivet er vendt helt på hovedet, da man som familie IKKE kan leve som man nu engang har lyst til, da hensynet til det handicappede barn vejer tungest på vægtskålen.

Nu har jeg ikke haft ADHD inde på livet – men jeg har drenge med infantil autisme – og jeg husker godt hvordan div. pyskologer fortalte os i høje vendinger at vi “bare” skulle tage os sammen – at vi ikke have forstand på at opdrage vores børn – at vi var en ordknap familie som isolerede vores børn – at jeg var psyisk ustabil og ude af stand til at håndtere mine børn – ja listen er lang -

Da mine drenge fik deres diagonoser med 4 måneders mellemrum og der nu “pludselig” kom en afklaring – så var de samme psykologer over alle bjerge – for tænk – de havde taget grusom fejl – men ikke en af dem kunne give en undskyldning – jeg er dog ret sikker på at nogle af dem har fået røde ører – det håber jeg hvis der er lidt retfærdighed til.

Derfor – forældrene ved altid bedst – det ved man bare – vi kender jo vores børn – vi følger vores instinkter – psykologerne ved ikke noget om noget – det skal prøves før de kan se den rette vinkel – jeg er sikker på at den psykolog der har sat disse debatter i gang ikke ved noget om det virkelige liv – som det er – det han ved står skrevet på side xxx i en bog og det kan man ikke bruge noget til.

følg debatten her: http://politiken.dk/debat/ECE1414720/adhd-debat-faar-laeserne-til-tasterne/