Kategori: Hjemmeundervisning

Kastet håndklædet i ringen

Mathias har siden han havde lungebetændelse i efteråret og som kostede ham 3 uger på langs – Den ene uge er efterårs ferien – haft rigtig svært ved at vende tilbage til VUC. Som den foregående gang da han gik derude i 2013 har lærerne speedet op for undervisningen – da de sikkert har været bagud i pensum – for nu skulle det pludselig gå tjept og den ene opgave efter den anden regnede ned over hans hoved. I 2013 droppede han ud, fordi han dette efterår mistede sin elskede morfar og det tog rigtig hårdt på Mathias.

Han meldte så fra til naturvidensskab da han vendte tilbage efter lungebetændelsen, og det skabte lidt plads – så han fik indhentet lidt. Så skulle “eleverne” fremlægge projekter ud fra emner de selv valgte – både i engelsk og i historie. Mathias knoklede  med begge opgaver og fik hjælp fra sin far til det meste og han kom faktisk ud af det med nogle rigtig fine projekter han kunne fremlægge. Den ene i engelsk var omkring Johnny Cash som er Mathias’ store idol.

Men – den ene gang med den anden faldt disse fremlæggelser i vasken fordi der kom andet i vejen for læreren eller der ikke var tid og hver gang kostede det en masse stress for Mathias da han jo havde forberedt at han skulle fremlægge lige den dag. Dette gjorde at Mathias som tiden gik blev mere og mere ligeglad og igen hobede lektierne sig op. Han fik dog til sidst fremlagt sin Johnny Cash og fik en masse ros – men da var energien ved at været brændt af.

Ved siden af det var der ikke noget særlig stabilt fremmøde i klassen – generelt ret meget uro fordi de forlangte pauser hele tiden – så skulle de ryge – så skulle de spise – så skulle de på wc. I klassen er der også indvandrede af anden etnisk herkomst som gjorde deres til at forstyrre undervisningen – da det halve af dem ikke kunne dansk overhovedet.

Så kom Juleferien og Mathias var lykkelig  – for nu var der 14 dages ro. Lektierne lod han ligge – han orkede det ikke – men jeg øvede lidt tysk med ham ind i mellem.

Efter juleferien – kom en mørk og kold januar snigende – men han stod op og gik i skole – nærmest i søvngænger tilstand – og sådan så han også ud når han vendte hjem ud på eftermiddagen – træt og uoplagt. Han begyndte af forsømme klubben – hvor han og Simon går sammen med andre unge der også har autisme forstyrrelser – og det bekymrede os endnu mere – da Mathias normalt er rigtig glad for at komme derud.

Lyset var nærmest slukket i hans øjne – men så en fredag kom han fra skole og havde det rigtig skidt. Han var svimmel, frøs og utilpas. Tilstanden forsatte og blev “værre” i løbet af weekenden. Mandag kunne Mathias ikke komme op af sengen – han havde det skidt.

Hele sidste uge forsøgte jeg at pejle mig ind på ham. Og så gik der endelig hul på bylden, hvor han omsider indrømmede at han ikke længere magtede det. Tror han føler at han knokler med lektier og opgaver og læreren vender ryggen til – hvorfor skal han så lave det? Lidt anerkendelse kunne jo være godt – men nej sådan er det ikke på VUC.

Efter en del snakken frem og tilbage er Mathias nu meldt ud af VUC – det har hans far sørget for her til morgen samt afleveret de bøger som er deres.

 

Nu ligger vi planer for det han skal/kan/vil deltage i herhjemme – men først og fremmest skal han hurtigst muligt tilbage i klubben – og det sker allerede i morgen (onsdag) hvor han sammen med de andre skal i biografen og se den nye Star Wars film.

Næste weekend vil vi at han besøger Simon – så kan de to hygge sig sammen nogle timer og se film og flyde ud på Simons enorme hjørne sofa.

 

Jeg er i gang med at sætte planer sammen – som Mathias skal lave. Blandt andet skal vi forsætte vores tysk “undervisning” Hr. mand tager sig af den matematiske del og så er madlavning inde i billedet – da det jo er en øvelse til når man skal bo selv.

Jeg håber at masser af samvær med beaglerne – gå ture i den friske luft – han gøre Mathias godt så han kan blive sig selv igen.

Og så går vi jo heldigvis mod lysere tider.

cropped-cropped-pink-winter-sunset-44641.jpg

Skole problemer

Inklusionen i folkeskolen er slået helt fejl – og vores handicappede børn og unge er havnet i stor klemme. Ingen – absolut ingen ved hvad det vil sige at have et barn med Autisme, ADHD og lign. handicaps udover forældrene. DERFOR kan de ikke sidde i politiske udvalg rundt omkring og på Borgen og sige at den type børn kan inkluderes i folkeskolen. Det går ud over de berørte børn og de “normale” børn som er skruet sammen til at kunne takle den slags. Det ødelægger socialt og mentalt for begge parter.

http://jyllands-posten.dk/indland/ECE7312552/For%C3%A6ldre-holder-skoleb%C3%B8rn-hjemme/?fb_action_ids=10204081108482340&fb_action_types=og.comments 

Efter Jul vil jeg tage disse problemer op i indlæg her på bloggen – og man skal huske på at INGEN forældre gør sådanne ting uden det virkelig brænder på. Jeg har selv stået i situationen og kan stadig mærke angsten krybe under huden når jeg læser sådan noget.

Mit budskab med det er er at sige at I forældre derude IKKE er alene – men det er en ensom kamp at kæmpe – og den kamp vil jeg forsøge at give mod til at I kan kæmpe gennem mine indlæg her på bloggen.

Hjemmeskolen.dk

Jeg har besluttet at lukke min hjemmeside Hjemmeskolen.dk

Grunden er blandt andet at jeg 1: ikke hjemmeunderviser mere – 2: At jeg ikke får opdateret med nye ting på siden. – 3: At mine oplysninger/erfaringer ligeså godt kan ligge på Hoslykkegaard.

 

Der ligger dog nogle oplysninger på siden  (Hjemmeskolen) som jeg stadig kunne have gavn af. Dels er de minder om den tid hvor jeg selv hjemmeunderviste mine drenge og dels kan andre måske gøre brug af mine erfaringer.

Jeg vil snarest få det lagt tilrette så det bliver nemt at navigere rundt i.

Lige nu henter jeg bare hvad jeg syntes og nogle ting skal måske lige opdateres lidt.

I min søgemaskine her på Hoslykkegaard kan jeg se der stadig er søgning på hjemmeundervisning – så dette er også en grund til at flytte det tilbage.

 

Historisk tilbageblik (hjemmeundervisning)

Vi skal tilbage til vinteren 1851-52. Her boede der i Trunderup på Fyn en gårdmand og hans kone som hed Jens og Ane Jensen. Deres ældste barn var ved at nå skolealderen. Ane Jensen var meget påvirket af den måde skolerne blev kørt på dengang, Hun huskede hvordan hun selv havde stor besvær med sin skolegang, og mente at skoleVrne ikke lærte børnene andet end ondt, i stedet for at lære dem det gode.
Ægteparret Jensen besluttede at deres barn ikke skulle i skole, i stedet skulle det modtage undervisning i hjemmet af forældrene. Problemet var bare at de ikke havde råd til en huslærer og efterhånden som skoletiden rykkede nærmere og nærmere blev i sær Ane mere og mere fortvivlet over at de kunne blive nødt til at sende deres barn i statsskolen.
Jens Jensen kom i forbindelse med en afhandling som var skrevet af etatsråd N.M. Spandet. I denne afhandling kunne Jens læse at Spandet, mente at det var det mest naturlige at forældrene selv underviste deres børn, og at skoleloven af 29. juli 1814 paragraf 18 gav dem fuld ret til det. Jens Jensen fortalte nu sin kone at der fandtes en lov som gav forældrene ret til selv hjemmeundervise deres børn. Ane Blev meget glad og en tung sten faldt fra hendes hjerte. Ane og Jens kunne nu med fred i hjertet påbegynde undervisningen af deres ældste barn.

På samme tid befandt Christen Kold sig i området. Christen Kold havde oprettet en højere bondeskole I Ryslinge, som lå ganske tæt på Trunderup. Christen Kold blev snart bekendt med ægteparret Jensen som selv underviste deres barn. Gennem samtaler med Ane og Jens støttede Kold op om deres hjemmeundervisning. Ægteparret fik råd og vejledning med på vejen. Kold selv indfandt sig også for at følge eller deltage i undervisningen af Jensens børn. Samme sommer i 1852 oprettede Christen Kold Danmarks første friskole. Den kom til at ligge i Dalby på Hindsholm. Dette gjorde at Kold var en del optaget, så når han kom på besøg hos familien Jensen ville han derfor gerne at forældrene også deltog i hans undervisning af børnene.
Dette passede ikke altid Ane Jensen, for hun mente hun godt kunne lave noget andet selvom Kold var på besøg. Men Kold forlangte gerne at Ane var tilstede under undervisningen. Var nogle af børnene urolige eller græd ville Ane give dem sukker for at få dem til ro. Men dette syntes Christen Kold ikke om, “for børnene måtte ikke spise deres sorg ind” I stedet skulle den “fortælles eller synges bort” sagde han. Men når børnene var arrige ville han at de skulle have smæk over fingerene af et fint lille ris. I 1852 valgtes Jens Jensen ind i folketinget, og Ane måtte forestå det meste af undervisningen selv. Da Kold var optaget af sin skole i vinterperioden, kom Ane derfor på hårdt arbejde, hvilket ofte faldt hende svært. Men hun blev ved at holde fast i hjemmeundervisningen. Hun sad ved sin rok og fulgte børnenes læsning og skrivning og der imellem fortalte hun dem historier. Når Jens var hjemme læste han op fra biblen. Han havde også anskaffet sig Barfods “fortællinger af fædrelandets historie” til brug ved undervisningen i Danmarks historie.
Flere af børnene “gik nu i skole” i hjemmet. Sognepræsten indfandt sig derfor en gang imellem og erklærede sig fuldt ud tilfreds med den undervisning børnene modtog. Han kunne godt lide at se hvor glade og frie børnene var, selvom han dog også kunne have sine tvivl om det var godt at de altid var i hjemmet.

De første år gik fint med hjemmeundervisningen. Men så ændres loven 2. maj 1855, hvori der indgik at hjemmeunderviste børn skulle til eksamen. De tre ældste af Jens Jensens børn kom derfor op til nogle prøver som de klarede fint. Indtil de skulle høres i udenadlæsning. Dette fortalte Jens at ingen af hans børn havde lært noget udenad, for dette var han imod. Børnenes skulle dengang lære Balles lærebog udenad fordi det var den man blev konfirmeret efter dengang. Jens forsvarede sig med at ingen kunne tvinge ham til at lære hans børn noget udenad. Jens hev i stedet bogen C.F. Balslevs “lærebog for den ukonfirmerede undgom” frem og sagde at så måtte det blive denne bog de skulle lære udenad. Præsten blev forfærdet og mente at dette ikke ville bekomme biskoppen godt.
Jens kunne ikke bruge sådan en ukristelig lærebog og måtte i så fald forlade folkekirken. Dette nægtede Jens for han havde lige så meget ret til at være medlem af folkekirken som alle andre.
Præsten måtte derfor give sig så meget at Jens selv måtte udspørge sine børn efter den pågældende bog, så de kunne få deres eksamen. Dengang var det ikke velanset at man havde en anden mening, end andre. Men Jens Jensen holdt på det han troede på.
Således opstod Friskolen I Trunderup i foråret 1856, som følge af Jens Jensens tro.
Jens Jensen betalte alt skoleinventaret og fra mange gårde i omegnen kom børnene, så skolen i alt havde 20 elever. En af Christen Kold lærere blev lærer i skolen. Gårdmændene leverede brændsel til skolen.
Læreren var meget frimodig og lærte børnene at spille skak og dam. De fik en tavle og en globus. Den 15. oktober samme år afholdtes den første eksamen på skolen.