Categotry Archives: Mellem himmel og jord

min tanker og livsanskuelser

Hvem fanden tror han han er?

by

Jeg er blevet godt gal i skralden over mit lægehus – som jeg har benyttet gennem mange år. Det var her vi troppede op for at føre samtaler omkring vores drenges autisme. Det var her de “ydede” bisidder job i forbindelse med samtaler med kommune og andre myndigheder. Når jeg skriver det i gåseøjne er det fordi det skal ses sådan, for særlig meget støtte fik vi ikke. Vi var jo uduelige forældre der ikke vidste hvad tingene drejede sig som :roll:

Det var også her – at jeg gang på gang – på gang oplevede at samtalerne elegant blev drejet ind på min diabetes – selvom jeg var i klinikken i en anden forbindelse – ALTID skulle det handle om diabetes!!!

Som tiden gik begyndte jeg at få et mere og mere slidt forhold til min læge, netop fordi hun ikke “lyttede” og fordi det i hendes øjne KUN handlede om den forbandede sygdom jeg tilfældigvis lider af. Det gjorde at jeg begyndte at hakke bremsen i – jeg hverken ville eller kunne berette om noget i den retning – jeg passede mine kontroller og ellers sked jeg højt og helligt på min læge, da jeg ganske enkelt ikke ville delagtig gøre denne i mit helbred.

Jeg deltog for nogle år siden i en større blodprøve proces, som have til hensigt at klarlægge den arvlige faktor omkring diabetes type 2. Disse målinger mv. skulle deponeres i en særlig blodbank på Vejle sygehus. Jeg syntes det kunne være spændende at være med og velvidende at det blev hårdt at få tappet al det blod – så gjorde jeg det. Det tog dobbelt så lang tid at tage de over 50 glas blod de skulle bruge – for lige den dag strejkede mine årer og mit blod. Det er nemlig ikke uden problemer at tage blodprøver på mig – da jeg har tynde, dybtliggende årer som lever deres eget liv. INTET – absolut INTET hørte jeg mere om det. Jeg aner ikke hvad al mit blod skulle bruges til – for ingenting skete der efterfølgende – og det var med til at trække mig længere ned hvad læger angår.

Hele mit liv – faktisk siden mit 10. leveår er jeg blevet vurderet, stukket i, trukket i, opereret på af flere omgange – og så får jeg fandme diabetes oven i hatten – så læger er med andre ord ikke min livret.

Så døde min papmor, året efter min far og atter året efter min storebror – 3 dødsfald på 3 år har været hårdt at takle og det betød igen at jeg lukkede af. Min læge var igen ikke støttende – jeg skulle bare tage mig sammen mv. Ud over det havde jeg også bekymringen omkring mine drenge og deres autisme – ligesom alle andre forældre vil man gerne det går ens børn godt – men det var der heller ikke forståelse for.

I 08 kom jeg på insulin – velvidende at det ville blive noget lort – for når man er på insulin er det svært at tabe sig – det forhindrer insulinet en i – udover det er der div. insulinbuler, blå og lilla lår på grund af alle de sprøjter man skal tage dag ud og ind – samt lædere fingerspidser på grund af blodprøve tester, hvor man tester blodsukker niveauet. Det var sygehuset der i sin tid kom mig på det, samt bestemte hvilken type insulin jeg skulle have, nåle jeg skulle bruge, lærte mig teknikken at stikke mig selv osv.

Det er blevet til mange insulinpakker i de år, mange kontrol besøg mv. så man kunne være med til at danne satstikkerne udi diabetes sammenhæng.

 

Så løb jeg ind i problemer med mine hænder – heller ikke her har jeg oplevet støtte – for igen handlede det om min diabetes!!

Så blev jeg syg – meget syg af lungebetændelse – og fandme om ikke – da jeg sidder så syg ude hos min læge for at blive lyttet på – at hun  begynder på sin diabetes snak – hvor jeg sidder med tårnhøj feber og et tårnhøjt infektions tal – og hvor jeg var ved at ryge i flæsket på hende!!

Og så for at slutte af, ville jeg bestille insulin for nogle dage siden – men den ville de ikke længere godkende når de ikke kendte mit blodsukker tal!!!! WHAT

Jeg blev så tosset at jeg skrev tilbage om de så også ville stoppe mit blodtryks medicin??? – bare fordi jeg ikke havde været ved kontrol nogle gange. Det skyldes også at hele sidste år var min mand syg med sin galdeblære – og jeg derfor ikke orkede mine egne lægebesøg i den periode.

I følge lov og ret MÅ INGEN LÆGE BARE STOPPE LIVSVIGTIG MEDICIN!!!!! – men sørme om det ikke var det de ville gøre. Jeg er nu tvunget til at tage en kontrol – og har fået godkendt insulin for den næste måneds tid på den baggrund – men det foregår under tvang og jeg er lige nu i gang med at se mig om efter en anden læge. Det her tog altså lige min sidste respekt.

 

Beklager den hårde tone – men jeg er godt og grundigt VRED

Jeg skal også lige sige at jeg selv holder en vis kontrol – for mit blodsukker apparat er af sådan en type der kan regne gennemsnittet ud – så jeg nogenlunde ved hvor jeg ligger.

Et par dage med frost

by

Jeg elsker når det klarer op og bliver “høj blå himmel” – også selvom det betyder at temperaturen går i minus.

8 minus grader var det da jeg lidt i 9 var ude i haven med beaglerne. Det var stillestående vejr – men kulden sneg sig hurtigt på – så vi skyndte os indendøre og få morgenmad.

Ved 10 tiden gik jeg med Darwin og det var en dejlig tur trods kulden – den der dejlige friske frostluft kan jeg godt lide. Darwin frøs dog så det var en hurtig tur – så han lige fik lavet det vigtigste. I mellemtiden gik Mathias med Charlie og Oscar – også lige den vigtige “wc runde” og så hjem i varmen igen.

I dag pakker vi juletræet væk for denne gang – det bliver lidt tomt – men med Hellig 3 Konger (igår) kan man vel sige at Julen endegyldigt er forbi. Jul havde vi jo ikke rigtig denne gang da både jeg og Simon var syge – det er først nu vi er til hægterne igen. Simon er også vendt hjem igen til sig selv efter næsten 14 dage hos os. Jeg gætter på han kommer ud næste weekend da Hr. Mand skal til eksamen på fredag og der vil vi spise den flæskesteg jeg smed i fryseren, da vi ikke kunne spise sådan noget i juledagene grundet sygdom.

 

Frosten “bider” i fugle kroen
Trold haslen “sover” sin vintersøvn

Nytår 2018

by

Så er vi landet i et nyt frisk år – og nye kapitler skal til at skrives på.

Lad det være sagt med det samme – hverken Julen eller Nytåret har være noget at prale af – alt det som er blevet forberedt er ikke blevet til noget.

Der kom lige lidt sygdom med ind i billedet – først Hr. Mand grundet den manglende galdeblære – så mig med opkast som startede juleaftens dag – og siden Simon som blev syg natten til Juledag.

Hr. Mand og jeg er ovre det – men Simon er stadig syg. Det er ellers gået nogenlunde fornuftigt mellem Jul og Nytår – men i går fik han et mindre tilbage fald – med kvalme og utilpashed. Han fik spist lidt – men ikke meget og derefter gik han ned og lagde sig. Hr. Mand er dødtræt i øjeblikket da han kæmper med et eksamens projekt som han har siddet med ud på de små timer de seneste dage. Så aftenen i går var ikke særlig opløftende – og vi slog tiden ihjel med film på flimmeren – mens vi ventede på at aftenen skulle tage ende – så vi kunne komme til ro. Kl. blev dog 2:30 før vi endelig kunne smide os i vores senge – for der var lige et par bange beagler der skulle have tisset af. Generelt var der mere fyrværkeri denne gang – og kors hvor jeg glædes over at det nu endelig er forbi for denne gang.

Simon vender derfor ikke lige hjem til sig selv endnu – da han føler sig mest tryg ved at være her, hvor vi kan hjælpe ham. Godt han fik nintendo swicth for den kan han da hygge sig med mens vi venter på bedring.

I morgen er det atter arbejdsdag for Hr. Mand – ferien må han tage senere – men så har vi det at se frem imod.


Året 2017 er forbi og det har ikke været et kanon år for os grundet al den sygdom Hr. Mand løb ind i og som endte med at koste ham galdeblæren. Der er så kommet nye bivirkninger til som vi nu skal tage højde for – men det må man jo tage som det kommer.

Jeg har haft en del problemer med mine hænder – i sær mine fingre, som rent ud sagt lever deres eget liv. Jeg nægter at være pessimist – og må bare tage det i den rækkefølge det kommer. Der er ikke nogen indikationer for hvornår jeg får angreb – det kommer og går som vinden blæser. Dog har jeg lært at takle angrebene på en bedre måde, så jeg nu ved hvordan jeg kan lindre det når det er i udbrud – og det er et langt skridt hen af vejen.

Mine drenge – som jo nu er unge mænd – sloges med deres autisme i større eller mindre grad – men der sidder nogle gode hoveder på dem og jeg er stolt over hvordan de følger med i deres omverden. Der er naturligvis stadig forhindringer  som vi må hjælpe dem over – men pt. går det fornuftigt det hele.

Og hvad vil 2018 så bringe? Ja det ved vi jo først når vi når til den 31. december. Men jeg har to for mig større jubilæer i dette år – men 60 års fødselsdag og mine 50 år som hofteopereret. Som man bliver ældre tænker man mere intenst over livet i al almindelighed. Men jeg har lovet mig selv at virkelig være over de ting der står mig nær – mine håndarbejder – mine male ting og puslespil – samt ikke mindst mine beagler, som jo også er ved at nå en vis alder.

Jeg vil tage tingene stille og roligt og lade være med at barsle med så mange planer – men bare tage tingene sådan som de nu opstår.

Vores kloge Dronning var jo lidt inde på de samme ting i sin nytårs tale – og det er slet ikke så dumme forslag hun kom med.

Mine beagler

 

Vi fejrer Nytåret

by

Jeg er så rask nu, at jeg igen spiser normalt. Det samme gælder ældste sønnen, som også er ovre sit mave problem. Appetitten er dog ikke helt optimal – men vi vil – som vi planlagde spise hjortekøllen i morgen. Tilbehøret er ændret og blevet forenklet for at gøre det hele lidt nemmere. Vi har idag fået handlet de sidste ting ind, så vi nu kun skal koncentrere os om dagen i morgen herhjemme.

Jeg ved ikke endnu om vi kommer til at spise pistacie isen der ligger i fryseren? Måske lader vi den ligge til vi er kommet ind i det nye år – hvor der også er en flæskesteg der skal spises. Simon vil jo komme hjem ind i mellem og så kan vi fejre en “bag jul” med det.

I stedet tænker jeg på den “træstamme” jeg lavede til Jul og som vi ikke har rørt – at den kan indgå som en slags dessert sammen med en kop god kaffe.

Aftenen bliver “lang” og skal bare slås ihjel og foregå stille og roligt af hensyn til vores 3 beagler  – så der vil komme film på i løbet af aftenen – og så må tiden bare gå – så det hele kan blive overstået.

Oscar var jo akut,  hos dyrlægen 27/12 – da han 2. juledag udviklede en anal byld, som sprang om aftenen. Den kostede mig lige lidt over 2000 kr. derfor sparer vi også lidt på nytåret.

Heldigvis var min normale dyrlæge på vagt, så jeg fik en akut tid, så Oscar kunne få gjort noget ved det. Nu er han heldigvis her 3 dage senere i bedring, får en del medicin for at hele op på den dårlige anal kirtel – men er som de andre år bange for fyrværkeriet. Der er derfor lagt en længere tur ind i morgen sidst på formiddagen hvor alle beagler skal have en længere gå tur,  og så forskandser vi os bag lukkede og nedrullede gardiner, resten af dagen.

Når nytåret er ovre stået vil jeg komme med et tilbageblik på året der er passeret.

Julen der aldrig blev til noget

by

Jeg skrev jo nok så frejdigt et indlæg den 24. med div. gøremål jeg skulle – efter at beaglerne var luftet. På dette tidspunkt havde jeg det ikke såå godt igen – men det slår man jo bare hen ikke ;)

Først gik jeg med Darwin – og her kunne jeg godt mærke noget var undervejs – kors ikke nu tænkte jeg,  og beroligede mig med at det bare var nerver  he he

Anden tur med Charlie – her blev det mere seriøst at jeg var ved at blive syg. Jeg tænkte rent ud at skulle jeg af med noget – måtte jeg stikke hovedet i en busk !!

Hjemme igen – gik jeg på toilettet – og så vil jeg ikke sige mere – andet end jeg bare blev syg.

Det meste af juleaftens dag lå jeg i sengen og havde det skidt. Kort før forretningerne lukkede var Hr. Mand ude og købe ind til en alternativ middag, for han og drengene skulle jo have mad. Kalkunen kunne sikkert overleve til dagen efter – juledag – i fald jeg havde fået det bedre.

Natten til juledag, sov vi ikke ret meget. Jeg havde det skidt og frøs som pokker – men så blev Simon syg. Han rendte frem og tilbage på toilettet den halve nat – og juledag var status at han også var blevet syg. Jeg var stadig dårlig – men havde det dog bedre og ingen af os havde lyst til at stå flere timer i køkkenet med kalkunen. Vi ville bare have fred.

Kalkun, plus tilbehør røg ud i skraldespanden – ja her var der ikke tale om bedste “stop af madspild” – men det kunne ikke være anderledes  :(   Kalkunen havde været oppe af fryseren i 5 døgn – så det gav ligesom sig selv.

En kort indkøbstur til Aldi – for at hente brød, knækbrød, og sodavand blev overstået. Hr. Mand og Mathias spiste biksemad – jeg og Simon et rundstykke – som blev skyllet ned med Dansk vand.

Juledag delte vi julegaverne mellem os og det bliver til mange timer foran fjernsynet – for jeg er blevet begavet med en masse gode boxset og film :D

I dag 2. juledag – er jeg i bedring – men døjer med mavesmerter og hovedpine – madlysten er ikke stor – men lidt glider der ned. Simon er også bedre i dag – tror han er ovre sit rend – men han er blevet forkølet. Han hygger sig med sin Nintendo switch som vi gav ham i julegave. Mathias fik en ny jakke og en ny fleccetrøje samt mobilcovers – for han skulle jo ikke forbigås af sin bror!

 

Som om det ikke kunne blive værre – så har jeg jo ikke været over beaglerne på samme måde i disse dage – så her til morgen opdagede jeg at Oscars ene analkirtel er stoppet til og betændt – :cry:

Vi har forsøgt at klemme dem ud – det gør vi jo på Charlie – men det gør alt for ondt – jeg prøver at redde det på stregen ved at give ham antibiotila (som jeg havde liggende fra sidste gang) samt smertestillende som vi altid har i huset til beaglerne. I morgen ringer jeg til dyrlægen – så må vi se – han skal i hver fald havde gjort noget ved det.

Med hensyn til Nytåret – så var planen jo at vi skulle have hjortekølle. Den skal efter planen op af fryseren om et par dage – men jeg tænker den bliver liggende – for pinedød om jeg vil smide den ud også. Vi tager derfor det hele med ro og ser hvordan de næste dage skrider frem og handler derefter. Ingen ved jo endnu om det her også rammer Mathias :(

 

Jeg har lært meget af det her – fra nu af handler det ikke mere om traditioner – at vi skal spise DET HER Juleaften mv. Næste år vil jeg ikke planlægge mad i så lang tid – det er slut, for det er langt fra den første Jul vi har sygdom inde i billedet – der har været tidligere år – men det er første gang vi har måttet kassere mad med hård hånd på denne måde og det må ikke ske igen.

 

 

 

Jeg er næsten i hus

by

Jeg har nået det meste af det jeg havde planlagt – med “træstammen” og min juledessert. I år står den på mørk og lys chokolade mousse. Mandlen spiller vi om – for en mandel gave er der også.

Alle indkøb er foretaget og nu kan Julen godt komme :D

Der var et enkelt minus – da Hr. Mand måtte køre hjem fra arbejde i går til formiddag. Han har den seneste uge fået en del “julesul” gennem sine frokoster og torsdag var han ude og spise med afdelingen som juleafslutning. Det var igen, igen julefrokost med alt hvad dertil hører, og desværre udeblev bivirkningen ikke :(

Han blev dårlig på sit arbejde og havde opkastninger. Det er bivirkningen ved at få fjernet galdeblæren – for det sender leveren på overarbejde – så den har produceret mere galde end der var brug for, for at kunne nedbryde “julemadens glæder”. Vi har oplevet det tidligere, ved en sammenkomst som han deltog i. Her blev han også dårlig på vej hjem i toget.

Han har nu erkendt at med de her to gange – at fed julemad, alkohol mv. i en sammenblanding bare ikke fungerer, når han er galdeblære opereret. Vi skulle havde haft flæskesteg fredag aften – den røg i fryseren til en anden god gang.

Mens Hr. Mand lå ovenpå i sin seng – hentede jeg Simon og fik handlet ind til aftensmad til drengene og jeg.

I dag har Hr. Mand det bedre – og vi lærer jo heldigvis af tingenes gang. Ingen læge har nogensinde ytret at det kunne blive et problem. Men det er så faktum at for meget fed mad – bare ikke fungerer. Heldigvis lever vi jo fornuftig i hverdagen – så her har han aldrig haft disse problemer – det er kun når madindtaget bliver for stort.

 

Tilbage til Julen

Her er vores “juletræstamme” 2017

 

juletræstammen 2017
Juletræstammen 2017

 

Indholdet er det samme hvert år – men dekorationen varierer. Der er brugt 500 g. marcipan (Odense) – 150 g. nougat (Odense) – 200 g. pistaciemasse (Odense) – Marcipanen rulles ud i en nogenlunde firkantet facon – ca ½ cm tyk. Jeg ruller altid ud på bagepapir drysset med flormelis. Nougat smeltes i mikroovn og penslet på marcipanen. Når nougat er tørt – kommes pistaciemassen på. Marcipanen rulles sammen så det ligner en roulade. I år lod jeg den ligge koldt et par dage i køleskabet – da den så er lettere at overtrække med chokolade.

Overtræk: mørk chokolade (knapper Odense) og hvid chokolade (knapper Odense) – Når man bruger en pensel får man det der “træstamme” mønster. Den mørke chokolade skal være helt tør før den hvide kommes på. Jeg har drysset med bronze og guld støv (Odense)

 

I morgen – kan vi så koncentrere os om Kalkunen – som jeg altid laver efter Brødrene Prices opskrift – den bliver bare vellykket hver eneste gang. Vi skal spise kartofler, gulerødder, sovs og ribsgele og nyde den gode Julehvede fra Indslev til.

Julegaverne er jeg meget spændt på – i sær til Simon. Jeg glæder mig vildt meget til at se hans fjæs når han åbner sin pakke!! Gaverne er i den dyrere ende – da Simons er løbet op i 3000 kr – så skal Mathias jo have for lige så meget. Til gengæld giver Manden og jeg ikke hinanden noget i år.

Mine hænder og fremtiden

by

Jeg ved ikke hvilken fremtid der venter – og det er måske godt nok.  Der er gode dage – og der er dårlige. Tilstanden er nogenlunde stabil – og dog kan man nu se der kommer forandringer i mine finger led. Det sidder grundlæggende i alle mellemled på begge hænder – og nogle af mine fingre viser tegn på skævhed.

Der indtræder en betændelses tilstand – som kan brede sig til en eller flere fingre – nogle gange hele hånden, samt håndleddet. Ind i mellem er det også i mine albuer og skuldre.

Mine hænder og arme må under ingen omstændigheder blive kolde. Smerterne i fingerenes led gør ondt som ind i helvede, når kulde kommer til. Det eneste der kan lindre er varme, varme og atter varme. Jeg går stort set fast med mine back on track håndleds varmere – de kommer mest kun af – når jeg skal bruge hænderne til noget – eks.vis. vaske op, bage, lave mad og ligende.

Jeg hækler stadig i det omfang mine hænder kan være med – men projekter, er uden tids horisont og må tage den tid det tager. Jeg prioriterer, hver dag mine hænders tilstand, og planlægger hvad jeg kan gøre i dag – herunder bage, lave mad mv. Den vigtigste del er stadig gå turen med beaglerne – og min egen soignering – kan jeg ikke noget derefter – så må det bare stå over til jeg igen kan. Derfor er det ret svært at planlægge flere dage frem – og ofte ender det med at jeg ikke kan få det gjort, eller at jeg får hjælp fra Hr. Mand eller en af mine sønner.

Det har så også den virkning at jeg ikke altid, kan spille de spil jeg gerne vil, grundet at jeg skal bruge “musen” en del. I starten irriterede det mig en del, men nu har jeg ligesom slået mig til tåls med at det bare er sådan.

Jeg håber meget at jeg klarer mig igennem, de kommende dage, da jeg skal lave is til nytår, samt en marcipan træstamme. Jeg har også planer om at bage kringler til fryseren. Fra fredag er hele familien samlet, og så må vi hjælpes ad. Jule middagen skal nok komme i hus når der er flere hænder til hjælp.

Jeg glæder mig rigtig meget til nogle hyggelige juledage, sammen med mine drenge, beagler og mand.

 

Med det vil jeg ønske alle der kommer her forbi – en Rigtig Glædelig Jul

1 2 36