Det gik fornuftigt med beaglerne Nytårs aften – bortset fra at Darwin as always used the same procedure as last year – nemlig at grave sig ned – og det fik han selvfølgelig lov til. Han endte da også med at falde godt i søvn sidst på aftenen.
Oscar kunne godt til nøds lige gå i haven og lette ben. Han har det seneste år været mere tisse trængende – men han er jo også ved at være en ældre herre. Han kunne dog ikke lide når fyrværkeriet sprang over hovedet på ham – men så stod havedøren åben så han kunne gå ind i gangen.
Vi brugte aftenen på at se “The Lords of the rings – The fellowship of the ring” – og det er en lang film – som først var færdig på den anden side af midnat.
Ved 1:30 tiden blev Darwin båret ud i haven og her lykkedes det at få ham til at tisse – og det var virkelig noget han skulle.
Derefter gik turen i seng – for vi skulle jo op og passe vores gøremål med beaglerne blandt andet – så ingen soven længe til langt op af dagen.
Efter vi havde set Dronningens Nytårs tale spiste vi det her.
oksemørbrad m/ gulerødder/champions og bernaisesauce
Desserten var en færdigkøbt isdessert – en italiensk gelato chokoladeis – som fik lidt flødeskum på toppen
italiensk gelato is dessert
Og den “nedgravede” Darwin
Nu venter hverdagen igen forude. Juletræet er pakket væk i kælderen for denne gang og Hr. Mand skal starte på arbejde i morgen.
Jeg har kæmpet med gigtproblemer i min venstre hofte siden før Jul – jeg har rendt stærkt og ikke passet så godt på mig selv. Det har desværre krævet en del smertestillende medicin – men de seneste dage er jeg beordret i ro – hvor Hr. Mand og den yngste søn har taget over med gå turen af beaglerne. Roen har været godt for mig og jeg håber det er på vej i bedring.
Jeg starter snarest med nye tilskud – for det her er ski ikke til at holde ud. Til nu har effekterne af det før prøvede ikke hjulpet – men håbet er som bekendt lysegrønt.
Det er nytårs aftendag – kl. er i skrivende stund omkring kl. 15 – Jeg har lige fået min velfortjente eftermiddags kaffe og lidt at spise – da der er gået en del timer siden i morges.
Inden det går løs med “fejringen” – at vi fra i morgen tager hul på 2020 – har jeg siddet og tænkt tilbage på de sidste ti år – der er jo sket en del siden det blev 2010 – både gode – men også dårlige ting.
En af de absolutte største er at vi fik Darwin – vores yngste beagle – han flyttede ind lige før min fødselsdag sidst i maj 2010 – da han var 8 uger. Årerne med ham, har ikke været kedelige. Han har beriget hele familien med sine finurligheder og det modsatte – noget vi bestemt ikke ville have undværet for noget som helst andet. Vi havde jo allerede 2 beagler dengang – nemlig Charlie og Oscar som tog i mod Darwin, på den helt rigtige måde. Charlie og Oscar opdrog Darwin på bedste beagle vis – for beaglen er noget af det mest sociale hund man kan anskaffe sig.
I 2012 – mistede vi mormor – i hver fald hende som mine sønner kaldte mormor. Hun var ikke min biologiske mor – men en god del efter min biologiske mors død i 1975 – giftede min far sig igen i starten af 80’erne – og hun blev en form for “mor” og “mormor” for mig og mine sønner.
Året efter døde min far – det var i oktober 2013 – og hans død havde jeg rigtig svært ved at takle. Min far – som jo både havde været mor og far for mig efter min mors alt for tidlige død (hun var kun 45 dag hun døde) – det kunne jeg ikke bære på mig. Jeg sank virkelig ned i en dyb sorg i tiden efter – og gudskelov at jeg havde mine beagler, min mand og mine sønner – for ellers var jeg gået helt i hundende.
Som om det ikke var nok – mistede jeg min storebror året efter – faktisk lige den 1. november 2014 – lige nøjagtig et år efter vi samme dato havde gravsat min far – og lige 2 år samme dato efter bisættelsen af min “mor”
november blev aldrig det samme mere – efterfølgende. Jeg har dog lært at lade være med at tænke alt for meget på det, som tiden er gået.
I disse første år af det gamle årti – var også årerne hvor min mystiske sygdom, med smerter, hævelse og knudedannede led begyndte. Mine fingre og håndled begyndte at forandre sig. Tilstande der kom og gik – og langsomt forværrede sig.
I dag er en stor del af min krop angrebet – foruden mine fingre og håndled – nu også mine albuer, skulderled, kraveben, hofter, knæ og fødder.
Jeg har gennemgået en del undersøgelser på kryds og tværs uden en opklaring på hvad det er. Der er dog fundet forandrede led og knude dannelse i fingre og håndled og vi ved at det ikke er leddegigt – men dog en gigt art – muligvis slid gigt – for det er fundet i større grad i mine fødder og selvfølgelig den hofte jeg blev opereret i som barn. Udover det er der led fortykkelser i venstre albue og højre knæ. Mit højre knæ er så fortykket i leddet at jeg ikke kan ligge med samlede ben – det gør for ondt i det venstre knæ når det rammer højre knæ.
Jeg kæmper dog hver dag for at få mig bevæget igennem. Selvom det gør ondt er jeg ude hver dag i den friske luft med mine beagler, jeg strikker og hækler i det omfang jeg kan. Jeg nægter at lade det der tage over. Nogle dage er gode og jeg får lavet en del – det koster så i den anden ende, da jeg så har dage hvor jeg ikke kan noget, men sådan må det nødvendigvis være.
Det allerstørste tab – var dog tabet af min/vores elskede Charlie, som vi mistede i marts 2018 – han blev 13½ år gammel. Det tab er jeg stadig ikke kommet mig over – men det er blevet nemmere at bære nu. Jeg har heldigvis stadig Oscar og Darwin – Oscar som nu er blevet 12 år – og Darwin der bliver 10 til april. Jeg glædes hver dag over de to beagle bamser som beriger min hverdag så meget.
Vi ved jo ikke hvad der ligger gemt derude i det nye årti – men bekymringerne er der jo – i stor grad for mine to sønner der begge har autisme. Jeg tænker hver dag en del over det – men håber også at det kommer til at gå. Som forældre holder man nok aldrig op med at bekymre sig.
Jeg er nået den alder hvor jeg lever mere i nuet og tager tingene i den rækkefølge de opstår – det er nok den måde man kommer længst med.
Og nu er tiden inde til at så småt skal i gang med årets sidste aftensmåltid. Vi er alle samlede og skal spise oksemørbrad, med champions, gulerødder og bernaisesauce.
Ellers skal tiden bare slåes ihjel og aftenens fyrværkeri passere, så beaglerne igen kan komme i haven, som de plejer. Godt man har Adaptil – det hjælper lidt og tager toppen af nerverne. Darwin vil – hvis det er nødvendigt og det bliver det nok – så må han gå i kælderen og besørge dernede – det gjorde han også sidste år – så kælderdøren vil stå åben for ham.
Jeg kunne virkelig ønske mig et totalt forbud for private om at skyde fyrværkeri af – det er på vej i Norge nu – så håber det også bliver en realitet i Danmark. Det er altså ikke alle der sætter pris på det – inklusiv mig og det er ikke fordi jeg har hunde – men kan bare ikke fordrage det! Udover det kan man altså ikke snakke klima og gøre sit for klimaet ved at sorterer det ene med det andet – hvis de samme mennesker også skyder fyrværkeri af – det er om noget – miljø svineri !!
Jeg havde godt nok i et tidligere skriv været inde på at jeg ikke ville lave en jule “træstamme” i år – mest pga. af marcipanpriserne – for du får ikke meget marcipan for en 50’er nu om stunder.
Jeg besluttede i stedet at lave min egen marcipan og min egen nougat – og det har været alt besværet værd – så meget at jeg nu vil forsætte med den metode fremover. Jeg vil dog næste gang lave en større portion – så der er lidt mere at rulle af.
I tidligere skriv kan man finde opskrifterne på henholdsvis marcipan og nougat.
I går blev selve “træstammen” lavet og lagt på køl igen – og i dag er den overtrukket med chokolade.
Jeg valgte at bruge Toms mørkmælk 47 % – som også indgår i selve nougaten – og som også gør at det er nemmere at skære skiver af “stammen”
Udover Jule “træstammen” fik Hr. Mand og jeg i fælleskab trillet havregrynskugler – så de også er klar. Opskriften ligger også her på siderne.
I morgen skal jeg prøve at lave en blød vanilje fudge.
Juleaften er kun ca. 2 dage væk nu – Juleaftensdag skal jeg lave min berømte mandeltærte som bliver årets juledessert. Denne gang laver jeg mandelmelet selv – noget jeg også skal forberede i morgen. Derefter bliver mandlerne malet i min minihakker som jeg har som tilbehør til min kenwood major maskine.
Så er årets sidste måned i gang og med det nedtællingen til årets nok vigtigste dag – Juleaften
Pas nu på ikke at få stress derude, for det kan ikke betale sig – selv tager jeg det ganske roligt – for jeg nægter bare at lade mig rive med af alle de ting man bare skal have gennem julemåneden.
Jeg har dog købt mig en tidlig julegave – nemlig Frøken Jensens kogebog – jeg har fundet et brugt og pænt eksemplar som er jubilæums udgaven 1901-2001 og den glæder jeg mig til at modtage.
Min barndoms jul er forbundet med den bog – for det var efter den min mor lavede vores julemad og ikke mindst julebag. Jeg har længe villet have denne bog – og nu taget skridtet til at købe den.
December måned bliver i det store og hele som enhver anden måned her i huset. Hr. Mand har sit arbejde og jeg det herhjemme. Det eneste tydelige tegn på Julen er at haven glimter og glitrer da den stort set er pakket ind i lyskæder dette år. Det er så hyggeligt med lys både ude og inde i denne mest mørke tid på året.
Dette år bliver også uden den sædvanlige juletræstamme (marcipan) da vi dette år vil lave noget andet. Mere om det senere i december.
I disse dage er det 10 år siden – siden her så dagens lys.
10 år er gået og med hvad?
Siden blev først og fremmest lavet grundet at begge mine sønner har autisme. Vi har oplevet meget modgang omkring netop dette – da ingen i sin tid lyttede til os (hvor har man ofte hørt det henne – at ingen lytter eller gider gøre noget ved tingene?)
Nuvel resultatet er jo velkendt og det viste sig at vi havde haft ret hele tiden og kommune mv. fik en meget lang næse og forhåbentlig en masse dårlig samvittighed.
Hoslykkegaard opstod dog langt senere – da jeg ofte havde en masse jeg gerne ville af med og se på skrift så det ligesom bedre trængte ind.
Mine sønners op og nedture og ikke mindst nederlag de gang på gang oplevede via deres skole og som gjorde at så kunne jeg dæleme undervise dem selv – hvilket jeg så gjorde.
Hjemmeundervisningen blev vendingen til en masse positive oplevelser for os allesammen – for kommunen havde bare intet at skulle sige eller gøre. Det betød en masse frihed og hvor vi alle som familie fik roen til at komme os.
I dag er mine sønner voksne og de er derfor ikke længere så meget involveret i siden her – jeg har respekteret at jeg ikke bare kan ytre mig om dem – da de jo netop er voksne og selv skal tage stilling.
I dag bruger jeg primært siden for mig selv – en slags hobby/opsamlings side om hverdagens udfordringer, glæder – ja livet i al almindelighed.
I går den 10. august havde min ældste søn fødselsdag.
Han kom hjem i mandags om aftenen på en lille ferie – nu hvor vores far er gået på sommerferie.
Vi har hygget os en del i løbet af ugen og fået set en masse gode film. Vejret har ikke vist sig fra sin bedste side og jeg tror det er første gang i Simons nu 28 år lange liv at vejret var helt af H til. Den ene kraftige byge efterfulgt af den næste stod på hele dagen i går. Vi måtte løbe mellem dråberne med beaglerne der jo skulle luftes – men hvad så hygger man jo bare indendøre.
Vi spiste sen morgenmad og hyggede et par timer med det, samt at fødselaren fik sine gaver.
Om aftenen spiste vi farseret kalkunbryst med majs salsa og flutes til og så røg der lige et par flasker Mateus med ned også. Det er en dejlig let vin der er højt skattet her i huset.
Senere spiste vi hjemmelavet mandel fromage – som jeg har måttet opfinde en ny opskrift på, da Simon ikke tåler laktose så godt – så den skulle være uden det så meget som muligt. Opskriften følger i et senere indlæg. Simon er ikke den eneste der har laktose problemet – det findes også hos mig.
I dag stilles hoved vagten som altid på Landsoldaten i Fredericia – hvor man markerer udfaldet for Fredericia slaget d. 6. juli 1849 – i år er det 170 år siden. Det er en festlig begivenhed som blandt andet Kongehuset ind i mellem også har deltaget i.
Men den 5. juli er også en mærkedag for mig personligt – for i dag ville min far være blevet 90 år.
Det nåede han jo ikke – da han døde i oktober 2013 – og det er i år 6 år siden dette efterår.
Han er dog stadig nærværende – da jeg jo er en del af ham – så tankerne er ikke langt væk, når det handler om mit fædrene ophav – men mon ikke de fleste tænker i samme retning omkring et nært familiemedlem?
