Kategori: Skyggelivet

Hvad er der egentlig at sige?

Min blog iver er for nedad gående. Det må jeg erkende efter et hurtigt kig i mine skriv over året der snart er gået.  Søle 63 indlæg er det blevet til. Det er ca. 5 indlæg pr. måned til og med november. Nuvel jeg har slettet en del indlæg – måske fordi de var lidt for personlige og fordi jeg ikke ville at et vis “familiemedlem” skulle læse hvad jeg skrev. Jeg indrømmer at siden min far gik væk for nu 4 år siden og jeg fandt ud af at en bestemt person holdt skarpt øje med hvad jeg ned fældede her på siden, da begyndte mine skriv at ændre sig plus at jeg følte mig nødsaget til at slette visse indlæg. Det skete ikke med min bedste vilje, men mere det at det skulle den vedkommende person ikke delagtig gøres i. Jeg ved ikke om denne person stadig følger med – det har jeg ikke muligheden for at kunne se i mine satstikker samt at jeg heller ikke længere har kontakt til vedkommende – af samme grund. Min fars død bragte desværre nogle knap så “dejlige” ting med, omkring arv og bo fordeling – sådan som det ofte kan være i nogle familier. Og da min familie jo var en sammenbragt familie, hvor vi nok ikke altid havde det så rart i hinandens selskab, men spillede for galleriet, for husfredens skyld – ja det er så endnu en grund til at mine skriv herinde er blevet noget mindre.

I starten, da siden her var ny, havde jeg et stort behov for at skrive – dels om mine sønner via deres autisme og som  familien havde et anstrengt forhold til og jeg/vi ikke kunne snakke med dem om, da de ikke forstod ret meget – og dels via min diabetes sygdom, mine op og nedture omkring det – – der var også de 6 år hvor jeg hjemmeunderviste mine sønner, som gjorde at jeg måtte fortælle omkring det.  Sidst men ikke mindst livet i al almindelighed. Det er ikke nogen hemmelighed at jeg godt kan lide at ytre mig og egentlig har et behov for at nedfælde mange af mine tanker om dette eller hint – men man når til nogle milepæle sommetider – og sådan en er jeg nok så småt nået til nu.

Næste år runder jeg et skarpt hjørne – når jeg fylder 60 – samtidig med det har jeg 50 års jubilæum med den hofte operation jeg fik foretaget tilbage i 1968, hvor jeg fik indsat en slags kunstig protese i min højre hofte. Det har jeg levet næsten hele mit liv med – og det har været på godt og ondt. 50 år er fandme lang tid, hvor denne tro følgesvend har givet mig diverse større og mindre problemer – og som ALTID ligger i mit baghoved fordi hele din hverdag i større eller mindre grad er præget af “det ben”. Alt hvad man foretager sig – foregår pr. automatik – f.eks. kan nævnes at jeg ALTID holder øje med hver en lille revne/hul i fortovet så jeg ikke træder forkert. Dette eksempel er bare et blandt mange andre – men noget der bare sidder under huden på dig, fordi det er en del af dig, din hverdag og dit liv.

Så er der problemet med mine arme og hænder, som jeg har berettet en del om her på siden. Det vil jeg ikke komme mere ind på her, blot sige, at det kunne jeg godt havde været foruden.

Mine drenge er voksne – de er nu 26 og 24 år – og de bryder sig ikke længere om at jeg bare nedfælder omkring dem, hvilket jeg forstår og også respektere. Jeg har således ikke skrevet så meget om dem og det de oplever hånd i hånd med deres autisme. Jeg har dog berettet omkring deres fødselsdage – altså generelt mærkedage.

Jeg har også berettet om min Hr. Mand og hans forskellige cykel uheld – det seneste ligger 2 år tilbage og det har han stadig mén af – samt på det seneste hans  akut opståede problem med galdeblæren og som han nu har fået fjernet. Også det har haft visse bivirkninger med i kølvandet – noget bliver godt og noget nyt kommer til – og sådan er livet jo generelt.

 

Derfor står der nu tilbage, spørgsmålet om – hvad er der at fortælle mere?

Jeg kan ikke blive ved med at fortælle om mine op og nedture i selskab med de efterhånden en del handicaps jeg har – jeg kan ikke fortælle mere om mine drenge – de er voksne og jeg må acceptere at den del er for grænseoverskridende, for dem. Det samme gælder Hr. Mand – her må jeg også acceptere, at der må være en grænse. Mine beagler spiller også en MEGET stor rolle i vores hverdag, men de har jo som bekendt deres egen hjemmeside og som benyttes en del af andre, blandt andet får jeg ofte henvendelser, vedr. problematikker omkring beaglen eller bare en sjov historie.

Facebook er jeg også træt af, jeg bruger den dog da mine sønner er der og ofte kontakter mig via den.

For en tid vil hoslykkegaard ligge stille, til jeg beslutter mig for, hvad jeg vil? Kan jeg undvære mine skriverier? Eller skal jeg finde noget andet at meddele mig igennem?

Indtil da – Tak fordi du/I læste med så langt.

Beaglepack

lapper i massevis

marcipan boller

grøn/blå cafe gardiner

At sidde i en osteklokke

Sådan kan man vist bedst beskrive det når det handler om autisme.

Sagen er den at min ældste søn længe har være plaget af søvnproblemer og det går ham voldsomt på efterhånden.

Problemet er ligetil for det er noget de fleste forældre til børn og unge med autisme kan nikke genkendende til – søvnproblemer er velkendt og noget der hører til når man har en autismeforstyrrelse.

Dog er der jo den hage ved det at han (sønnen min) ikke længere bor hjemme og det derfor er sværere for mig/os at træde til. Op gennem mine drenges barn og ungdom har jeg kunnet styre deres døgnrytme og for det meste sørget for at de kunne sove det meste af natten. Men den del er jo “tabt” nu fordi han som skrevet ikke længere er under samme tag som jeg.

Og hvad gør man så, når nu sønnen kommer og beder om hjælp? Ja den er jeg i gang med at tænke på – men han har allerede nogle redskaber – det skal bare korrigeres lidt og så håber jeg det kan hjælpe ham lidt på vej.

Det handler om at man tænker “At man SKAL sove” alene den tanke kan hos en som min søn udvikle stress fordi man ved man skal sove – men man kan ikke – fordi man tænker for meget på det. Han er desværre kommet ind i en rigtig dum cirkel, som jeg nu skal forsøge at vikle ham ud af igen.

Den yngste af mine sønner har det lidt på samme måde – men han er bedre til at “tømme” hovedet for tanker – i modsætning til den ældste som har brug for redskaber for at kunne “tømme” hovedet.

Når han (den ældste) går til ro er det ved hjælp af beroligende musik eller stemmer på den bærbare som han ligger og lytter til – det er nødvendigt for at tankerne ikke kører rundt i hovedet på ham – og det hjælper ham til at slappe af fordi han tvinges til at høre stemmerne eller musikken. I modsætning til os “normale” som læser et blad eller en bog for at “tømme” hovedet er han grundet sin autisme nødsaget til at have det visuelt.

Ham her er et godt redskab: https://www.bobross.com/

Det er faktisk så godt og det virker for jeg har selv prøvet det af og sandelig ja så bliver man ret så afslappet af at se og høre på ham, det er jeg et levende eksempel på  :lol:

I dag starter han (sønnen) op på Valerina (baldrian) noget som i særdeleshed har hjulpet den yngste søn.

Udover det er jeg i gang med at udvikle et skema som han (ældste sønnen) skal have op ude hos sig, så han fremadrettet kan få flere opgaver. Noget af det kan gå på – at tage bussen ud til os – gå med en af beaglerne – spise hjemme ved “moar” og blive kørt hjem om aftenen. Derudover skal der indkøb på – selv gå ned og købe 3-4 ting – gå en tur – bruge motions cyklen og hvad vi nu kan komme på – således at han får flere ting at gå op i og som i sidste ende skal lede til en bedre søvn.

Når han er hjemme hos os i weekenderne – hjælper han jo med at lave mad, gå med beaglerne, vaske tøj mv. og dermed er mere i vigør – det er også mit indtryk at han sover bedre når han er her hos os.

Om et par dage ankommer der en whiteboard tavle som han så skal have sat op ude hos sig selv og så tager vi den derfra.

Vi har også snakket om at den “hjælp” kommunen kan stille med ikke batter noget som helst – det vil sige – de der kommer på hjemmebesøg ikke har været i stand til at give ham nogle redskaber og dermed er overflødige – at vi vil standse den hjælp en periode, da for mange (os forældre og kommune) kan lave mere skade end gavn og jeg ved at han stresser en del forud for sådan et hjemmebesøg – hvorimod han er mere tryg ved den hjælp vi kan yde. Det er naturligvis i sidste ende sønnens beslutning hvad der skal ske på det plan.

Mortensaften 2016

Vi er alle samlet til Mortensaften (fredag) hvor Simon er kommet hjem på weekend. Jeg havde lavet en andebryststeg som vi delte med div. tilbehør til samt fik et glas rødvin eller to.

Jule menuen er nu bestemt og den står på Kalkun – som er mange år siden vi sidst har fået. Den er allerede indkøbt mens udvalget er stort – og den ligger nu og venter i fryseren på at Julen skal indfinde sig. Kalkunen er også en meget bedre valg for mig grundet min diabetes og med det rette tilbehør skal det nok blive godt. Desserten er endnu ikke bestemt, men det hitter jeg nok på –  her i huset spiser vi ikke ris a la mande af den simple grund at min ældste søn ikke kan lide risengrød og så skal Juleaften jo heller ikke ødelægges med sådan noget.

 

Jeg har investeret i en ny malebog, som jeg ser meget frem til at komme i gang med og jeg er sikker på at jule stemningen nok skal indhente mig – for det er naturligvis Johannas Christmas som nu er landet på mit skrivebord og som jeg med begejstring er ved at kigge igennem og få farve ideer til.

Udover det skal jeg se om jeg kan nå at få hæklet nogle flere jule ting til juletræet – samt få foldet nogle julestjerner – så der er masser af julehygge at gå i gang med. Dermed ligger det hæklede tæppe stille lige nu – men det er jo heller ikke noget jeg bare skal have færdig. Måske næste Jul at det kan blive en julegave til Mathias? – Der er jo et helt år så det kunne jeg håbe på.

Mortens aften 2016

Mortens aften 2016

jule malebog

en enkelt udvalgt side fra bogen

en enkelt udvalgt side fra bogen

 

Vi er klar til at tage i mod vinteren

Pludselig falder temperaturen da meget sådan at det kan mærkes for alvor. Jeg tror på vi får en rigtig vinter denne gang – noget indikerer at det vil blive sådan i sær med det ret bratte omslag til koldere vejr. I næste uge vil vi her hos os får frostgrader omkring minus 5 grader – så beaglerne skal til at have vinter tøjet på så småt. Sidste weekend fik Hr. Mand skiftet om til vinterdæk på bilen så den nu også er klar.

Haven i november

Haven i november

Vi er nu også så småt fremme ved Mortensaften som godt nok falder på en torsdag i år – så jeg har besluttet at vi holder en lille fest på fredag hvor vi skal beslutte om det er and vi skal spise i år til Jul – for den står på noget med and fredag aften og hvor Simon også kommer herud.

Om 3 uger er det første søndag i advent og så er Julen jo for alvor kommet til det lille hjem. Jeg er ved at kigge alle de julefilm ud jeg kan og så skal jeg have fundet The Julekalender frem for det er nu et par år siden vi sidst så hvordan Julen gik for sig hos Oluf og Gertrud Sand  :lol:  – og er der noget jeg ikke bliver træt af – så er det den  :;

Jeg har også fået fundet Matador serien frem fra gemmerne – for tror da også at der skal være et gensyn med den.

Helbredet gider jeg ikke skrive så meget om – for det går sådan op og ned på det plan. Har også min yngste beagle som har haft store øreproblemer – noget der har stået på siden september. I torsdag blev han lagt i let narkose da betændelsen havde bredt sig til bagved trommehinden. Han fik den punkteret og er nu på antibiotika igen – for anden gang siden september. Denne gang håber jeg at det lykkedes at få det væk, nu dyrlægen fik åbnet op og fjernet lidt derinde fra. Darwin er heldigvis en sej lille beagle – som nu her efterfølgende igen er ved at være sig selv.

happynovember

Træthed

Jeg  er ramt af træthed. Tror det er det her mærkelige sommervejr vi har. I hver fald er det  som om jeg er drænet for energi. Jeg får kun lavet de mest basale ting og ideerne til nye ting kan ligge på et meget lille sted.

I dag har jeg fået handlet ind til et par dage så jeg ikke behøver at tænke på det før i morgen. Min venstre arm har det bedre igen og jeg får også hæklet lidt. Hækling indebærer dog at jeg nogle gange er ved ar skvatte i søvn, men jeg er desværre i en periode hvor mit søvnbehov er stort.

Mærkeligt er det for jeg tager både det ene med det andet tilskud og ligegodt virker det. Der er dog optræk til et par bedre dage så jeg håber at kunne være i haven noget af tiden.

Skrevet på tablet.

 

 

Søndag er inde dag

Sommer vejret er da lige til at grine af – men i går var en god dag og her fik jeg da siddet i haven lidt, samt vasket 2 maskin fulde tøj – fik det ud og hænge og så var det tørt hen på eftermiddagen og duftede så herligt af høj blå himmel. Det er også lige et vejr for beaglerne som hyggede sig en del i haven. Alle beaglerne blev børstet og jeg kunne konstatere at den hunde dyre olie Oscar får i øjeblikket gør godt for hans allergi ramte pels – ja jeg har endnu engang en allergi hund   :cry: – men det må der læses om på Beaglepack  :;

I dag er som sagt inde dag – men Hr. Mand har fået klippet det sidste stykke hæk – så det er færdigt for i år. Jeg har fået handlet ind både til aftensmad og til ugens kommende fødselsdag hvor min ældste søn bliver 25 år – hold nu op – det er ikke til at forstå hvor alle de år er blevet af.

Tirsdag aften kommer Simon hjem – så han er klar til at blive fejret fra onsdag formiddag. Hr. Mand skal på arbejde – men om aftenen holder vi fødselsdag for Simon – så tager han hjem igen torsdag aften når vi har spist.

De seneste 3 uger har stået i Pokemon Go tegnet – for Simon er bidt af en gal Pokemon. Han har siden han var 6 år interesseret sig for alt hvad det angår og det her Pokemon Go har fået ham ud på gader og stræder i fælleskab med andre. Han har været ude både tidligt og sent og nogle dage gået op til 20 km. Så for en ung med autisme er det socialisering der vil noget – og super godt gået af ham. Lige nu holder han pause – batterierne trænger til at blive ladt op – så han hygger hjemme i sin lejlighed – chatter med mig eller med sin bror ind i mellem – så han kan blive sig selv igen. Sådan er det når man har autisme – men det er godt han selv kan finde ud af – at stoppe i tide når tingene bliver for meget.

Så jeg tror sønnen glæder sig til et par dage hjemme og blive lidt ekstra forkælet af mor  :D

Jeg dasker rundt

Varmen går mig allerede på  :blush:  Kors vi er da ikke nemme at gøre tilpas – men sådan er det nødvendigvis når man er mig  :roll:

Det skyldes jo nok de ydre påvirkninger af min diabetes – for med varmen kommer der bare altid problemer  med blodsukkeret samt at jeg danner væske i mine fødder som kan blive ret så tykke hen under aften. Irriterende når det strammer og svupper rundt derinde  :-S

Så jeg dasker rundt og tager det roligt. Beaglerne er kun på gå tur om formiddagen og så går vi til og fra huset som det passer os i løbet af dagen. Jeg får vasket tøj og den slags huslige ting – sætter mig ud og nyder vejret og laver lidt igen – og sådan går dagen.

Manden er nu på sidste kursusdag i dag, han er som følge af det kommet sent hjem ved 19-20 tiden alt efter trafik – så i weekenden skal vi slappe af og holde resten af min fødselsdag.

Jeg er stadig helt oppe og ringe over det maleri jeg fik af mine beagler og det er også det første mit blik falder på når jeg kommer ned om morgenen :D :D .

Men jeg fik faktisk også en anden ting – af Mathias – og det er en bog som jeg nu er i gang med at læse. Den kommer til at tage tid – for der er over 550 sider  :mrgreen:  så masser af læsestof her i sommer perioden.

Jeg får ikke så meget fra hånden på PC’en – det er kun opdateringer af nyheder her og derfra – så man følger lidt med. Vi har jo slukket for vores TV signal – så det bliver kun til netflix, viaplay og den slags når vi ser TV. I øjeblikket genser vi også Harry Potter filmene – da vi har lånt dem af Simon – før det var det Star Wars vi genså. Faktisk er jeg glad for at vi har slukket TV signalet – for der er snart ikke andet end sport på TV og nu snart de olympiske lege for ikke at glemme Tour De France – eller Tour de åndsvag som jeg kalder det – og alt det interessere mig bare ikke – jeg så hellere de kom med nogle gode TV serier og film – men det er der jo heldigvis råd for med streamings kanalerne.

Midnats rosen

Midnats rosen

Historien om et knæ

Som barn blev jeg opereret for hofteskred. Det er simpelt fortalt – når lårbenet ikke udvikler sig rigtig – så vil det når man vokser for hurtigt skride ud af hofteskålen. Dengang for 48 år siden lå man længe på sygehus – jeg fik ind i mellem lov at komme hjem og ligge – for man havde gips på fra brystkassen og ned. Denne type gips blev efter flere måneder skiftet ud med en lettere en af slagsen – stadig fra brystkassen – men så kun til knæet i den side der var dårlig – og det måtte man gå med – 5 lange måneder tog det før jeg fik al gips af og nu skulle til at finde mig selv igen – alt i alt tog det hele op til 1 år – og men har jeg jo haft hele livet derfra.

Midt i 80’erne skete det at jeg kom til skade med mit fodled og efter lang tids halten omkring – samt div. læge undersøgelser – måtte jeg bare lære at leve med en dårlig ankel. Det blev selvsagt værre og værre som tiden gik og så fandt man ud af at anklen havde været brækket og nu var groet forkert sammen. Jeg blev fra den ene dg til den anden indlagt – opereret – hvor man brækkede knoglen op og satte den sammen stykke for stykke. Hele herligheden blev syet sammen med stålwire og fodleddet gjort stift.

Jeg havde nu to skader – hvor hoften jo var sat i en bestemt position – gjort stiv da jeg ikke måtte rotere med benet – og nu også et stift fodled.

Det kunne jo kun gå galt – for disse påvirkninger har nu ødelagt mit højre knæ – som er meget deformt – desuden har jeg slid gigt i det. Jeg har til nu takket nej til et nyt knæ – syntes faktisk jeg har været rigeligt igennem – om det kommer til at gå fremover vides ikke. Jeg kan gå, løbe og det er fint. Visse beklædningsgenstande som at tage strømper og sko på er vanskelig da jeg jo ikke kan bøje i benet og derfor må tyde til hjælpemidler – sådan har det altid været – hele mit liv – så det er ikke noget jeg tænker så meget over.

Men tidens gang viser sit tydelige ansigt nu –

Det højre deforme knæ

Det højre deforme knæ

venstre "normal" knæ

venstre “normal” knæ

Når jeg skriver “normal” er det fordi mit venstre ben er på overarbejde hele tiden – det er det som bærer mig rundt – når jeg aflaster det dårlige højre – med andre ord er det underligt jeg i det hele taget kan gå  :;  – men det kan jeg – går hver dag mindst 3 ture med beaglerne og dertil kommer alt det andet.