Åh hvor ville jeg dog ønske vi fik noget frost og noget sne. Vores have er det rene sjapperi med al den regn vi får og vi skal gå yderst forsigtigt derude.
Beaglerne skal pænt stille op til pote tørring hver gang de har været derude og lette ben – men helst opholder de sig ikke ret længe derude. Jeg er dog med derude 1-2 gange i løbet af dagen – for beaglerne skal ikke være derude alene – man ved ikke hvad forbipasserende kan finde på og selvom der er hegnet ind af hensyn til beaglernes sikkerhed – så kan man aldrig vide. Tit og ofte har jeg haft fat i børn og unge der syntes det er en fest at drille beaglerne – men så bliver de fandme også fulgt til dørs af mig.
I går havde en tilfældig forbipasserende fundet det i orden at kaste en halv spist chokolade scone over hæk og hegn – som vi måtte fjerne fra Oscars gab – chokolade sconen kom ind i køkkenvasken og blev undersøgt til bunds – for man ved jo aldrig vel? Heldigvis havde Oscar ikke fået spist noget særligt af den – men man bliver vred når nogen tror de bare kan gøre sådan noget. Selv kunne jeg aldrig finde på at gøre sådan noget!
Og når vi nu er ved miljøsvineri – så er det mennesket der er det største svin – når de henkaster alverdens ting i nabolagene til gene for os der skal færdes i det. Lidt længere oppe af vejen bor der nogen som smider halve franskbrød ud til fuglene – så ligger de der til gene for os med hunde – for slet ikke at snakke om at det tiltrækker rotter – men de skider vedkommende højt og helligt på. Til sammenligning er vores hunde mere renlige selvom de laver deres nr. 2 – for det forgår da på et tidspunkt – der er jo masser af mennesker der ikke gider at samle op – men det har jeg mere tolerance for, end de der smider decideret affald på gader og stræder.
Okay – for nu at vende tilbage til min havevandringer – så foregår det som skrevet i yderste forsigtighed – for mudderpløre er jo en glat affære – selv beaglerne tager omveje for at undgå det værste smat. Mine gamle gummistøvler er desværre afgået ved døden, da en af dem er knækket i bunden – De var nok 8 år gamle efterhånden – så jeg har måttet investere i et par nye.
Året 2020 er farveladernes år her hos os har jeg bestemt – så det skulle mine nye gummistøvler illustrere. Jeg har fået mig et par navyblå støvler med hunde på – og ja der er også beagler på
Det gik fornuftigt med beaglerne Nytårs aften – bortset fra at Darwin as always used the same procedure as last year – nemlig at grave sig ned – og det fik han selvfølgelig lov til. Han endte da også med at falde godt i søvn sidst på aftenen.
Oscar kunne godt til nøds lige gå i haven og lette ben. Han har det seneste år været mere tisse trængende – men han er jo også ved at være en ældre herre. Han kunne dog ikke lide når fyrværkeriet sprang over hovedet på ham – men så stod havedøren åben så han kunne gå ind i gangen.
Vi brugte aftenen på at se “The Lords of the rings – The fellowship of the ring” – og det er en lang film – som først var færdig på den anden side af midnat.
Ved 1:30 tiden blev Darwin båret ud i haven og her lykkedes det at få ham til at tisse – og det var virkelig noget han skulle.
Derefter gik turen i seng – for vi skulle jo op og passe vores gøremål med beaglerne blandt andet – så ingen soven længe til langt op af dagen.
Efter vi havde set Dronningens Nytårs tale spiste vi det her.
oksemørbrad m/ gulerødder/champions og bernaisesauce
Desserten var en færdigkøbt isdessert – en italiensk gelato chokoladeis – som fik lidt flødeskum på toppen
italiensk gelato is dessert
Og den “nedgravede” Darwin
Nu venter hverdagen igen forude. Juletræet er pakket væk i kælderen for denne gang og Hr. Mand skal starte på arbejde i morgen.
Jeg har kæmpet med gigtproblemer i min venstre hofte siden før Jul – jeg har rendt stærkt og ikke passet så godt på mig selv. Det har desværre krævet en del smertestillende medicin – men de seneste dage er jeg beordret i ro – hvor Hr. Mand og den yngste søn har taget over med gå turen af beaglerne. Roen har været godt for mig og jeg håber det er på vej i bedring.
Jeg starter snarest med nye tilskud – for det her er ski ikke til at holde ud. Til nu har effekterne af det før prøvede ikke hjulpet – men håbet er som bekendt lysegrønt.
Det er nytårs aftendag – kl. er i skrivende stund omkring kl. 15 – Jeg har lige fået min velfortjente eftermiddags kaffe og lidt at spise – da der er gået en del timer siden i morges.
Inden det går løs med “fejringen” – at vi fra i morgen tager hul på 2020 – har jeg siddet og tænkt tilbage på de sidste ti år – der er jo sket en del siden det blev 2010 – både gode – men også dårlige ting.
En af de absolutte største er at vi fik Darwin – vores yngste beagle – han flyttede ind lige før min fødselsdag sidst i maj 2010 – da han var 8 uger. Årerne med ham, har ikke været kedelige. Han har beriget hele familien med sine finurligheder og det modsatte – noget vi bestemt ikke ville have undværet for noget som helst andet. Vi havde jo allerede 2 beagler dengang – nemlig Charlie og Oscar som tog i mod Darwin, på den helt rigtige måde. Charlie og Oscar opdrog Darwin på bedste beagle vis – for beaglen er noget af det mest sociale hund man kan anskaffe sig.
I 2012 – mistede vi mormor – i hver fald hende som mine sønner kaldte mormor. Hun var ikke min biologiske mor – men en god del efter min biologiske mors død i 1975 – giftede min far sig igen i starten af 80’erne – og hun blev en form for “mor” og “mormor” for mig og mine sønner.
Året efter døde min far – det var i oktober 2013 – og hans død havde jeg rigtig svært ved at takle. Min far – som jo både havde været mor og far for mig efter min mors alt for tidlige død (hun var kun 45 dag hun døde) – det kunne jeg ikke bære på mig. Jeg sank virkelig ned i en dyb sorg i tiden efter – og gudskelov at jeg havde mine beagler, min mand og mine sønner – for ellers var jeg gået helt i hundende.
Som om det ikke var nok – mistede jeg min storebror året efter – faktisk lige den 1. november 2014 – lige nøjagtig et år efter vi samme dato havde gravsat min far – og lige 2 år samme dato efter bisættelsen af min “mor”
november blev aldrig det samme mere – efterfølgende. Jeg har dog lært at lade være med at tænke alt for meget på det, som tiden er gået.
I disse første år af det gamle årti – var også årerne hvor min mystiske sygdom, med smerter, hævelse og knudedannede led begyndte. Mine fingre og håndled begyndte at forandre sig. Tilstande der kom og gik – og langsomt forværrede sig.
I dag er en stor del af min krop angrebet – foruden mine fingre og håndled – nu også mine albuer, skulderled, kraveben, hofter, knæ og fødder.
Jeg har gennemgået en del undersøgelser på kryds og tværs uden en opklaring på hvad det er. Der er dog fundet forandrede led og knude dannelse i fingre og håndled og vi ved at det ikke er leddegigt – men dog en gigt art – muligvis slid gigt – for det er fundet i større grad i mine fødder og selvfølgelig den hofte jeg blev opereret i som barn. Udover det er der led fortykkelser i venstre albue og højre knæ. Mit højre knæ er så fortykket i leddet at jeg ikke kan ligge med samlede ben – det gør for ondt i det venstre knæ når det rammer højre knæ.
Jeg kæmper dog hver dag for at få mig bevæget igennem. Selvom det gør ondt er jeg ude hver dag i den friske luft med mine beagler, jeg strikker og hækler i det omfang jeg kan. Jeg nægter at lade det der tage over. Nogle dage er gode og jeg får lavet en del – det koster så i den anden ende, da jeg så har dage hvor jeg ikke kan noget, men sådan må det nødvendigvis være.
Det allerstørste tab – var dog tabet af min/vores elskede Charlie, som vi mistede i marts 2018 – han blev 13½ år gammel. Det tab er jeg stadig ikke kommet mig over – men det er blevet nemmere at bære nu. Jeg har heldigvis stadig Oscar og Darwin – Oscar som nu er blevet 12 år – og Darwin der bliver 10 til april. Jeg glædes hver dag over de to beagle bamser som beriger min hverdag så meget.
Vi ved jo ikke hvad der ligger gemt derude i det nye årti – men bekymringerne er der jo – i stor grad for mine to sønner der begge har autisme. Jeg tænker hver dag en del over det – men håber også at det kommer til at gå. Som forældre holder man nok aldrig op med at bekymre sig.
Jeg er nået den alder hvor jeg lever mere i nuet og tager tingene i den rækkefølge de opstår – det er nok den måde man kommer længst med.
Og nu er tiden inde til at så småt skal i gang med årets sidste aftensmåltid. Vi er alle samlede og skal spise oksemørbrad, med champions, gulerødder og bernaisesauce.
Ellers skal tiden bare slåes ihjel og aftenens fyrværkeri passere, så beaglerne igen kan komme i haven, som de plejer. Godt man har Adaptil – det hjælper lidt og tager toppen af nerverne. Darwin vil – hvis det er nødvendigt og det bliver det nok – så må han gå i kælderen og besørge dernede – det gjorde han også sidste år – så kælderdøren vil stå åben for ham.
Jeg kunne virkelig ønske mig et totalt forbud for private om at skyde fyrværkeri af – det er på vej i Norge nu – så håber det også bliver en realitet i Danmark. Det er altså ikke alle der sætter pris på det – inklusiv mig og det er ikke fordi jeg har hunde – men kan bare ikke fordrage det! Udover det kan man altså ikke snakke klima og gøre sit for klimaet ved at sorterer det ene med det andet – hvis de samme mennesker også skyder fyrværkeri af – det er om noget – miljø svineri !!
Jeg mangler nemlig kun 6 lapper til de alle er lavet.
Med andre ord så kommer mine julerøde cafe gardiner op i begge mine køkkenvinduer – så de er klar til den kommende højtid.
Jeg har holdt en længere pause – for det er jo op og ned med de hænder og arme jeg har – men nu bliver bissen altså skruet på – så jeg kan indfri det løfte jeg gav mig selv – at få dem klar
Den seneste måneds tid er bare gået – ligesom hen over hovedet på en og ja nu er det for alvor efterår på kalenderen.
Bortset fra at jeg er nedlagt af en forkølelse – så er der som sådan intet nyt sket. Tiden går og jeg går med og i dag kunne jeg andet sted læse at der kun er 85 dage til Juleaften – jamen hvad blev der lige af det her år?
Jeg forsøger ind i mellem at få hæklet på mine julerøde gardiner – men det er som om iveren ikke er der mere – for nu at være ærlig ved jeg ikke om jeg når at have dem færdig til december står for døren – der er jo sådan set kun 2 måneder
Jeg er lige nu travlt beskæftiget med et nyt nabolag til Sims 3 – ja jeg spiller stadig Sims 3 og nyder det i fulde drag. Jeg har dermed travlt med at bygge det op og denne gang i victoriansk stil – det er ikke helt nemt – eller rettere det tager lang tid at bygge sådan en type hus og indrette det og pludselig er der gået 2-3 timer – Det nye nabolag er faktisk en slags kopi af det allerførste nabolag jeg lavede til Sims 3 og som jeg har mistet filen til. Jeg har dels opbygget det via min hukommelse og dels fra de billeder jeg har liggende i en mappe.
Mine hænder er igen i forværring ind i mellem, nu efteråret er kommet og derfor er det nemmere at styre musen end hækle nålen.
Mine beagler tager naturligvis også deres del af kagen – der skal laves mad til dem og det tager også noget af min tid – udover det er der den almindelige omgang med dem samt pasning og pleje og når de så sover så står den på Sims.
Der kommer også snart et nyt planet coaster spil – så jeg går et “travlt” efterår i møde.
På familiefonden er alt som det plejer – dog har der den senere tid været noget omkring den kost Simon indtager og som vi har måttet rykke ud og få korrigeret. Dette vil jeg komme ind på senere i et indlæg omkring hvor vigtig kosten er når man har autisme.
efterår 2019efterår 2019de sørgelige rester af sommeren12…9Næste »
