Intet – absolut intet kan slå min eftermiddags kaffe af pinden. Jeg er en af den, slags menneske som kan blive gnaven hvis ikke jeg kan få min eftermiddags kaffe. Det er min stund – min helle – og her jeg lige får styr på tankerne og får “sat” tingene i den rigtige rækkefølge.
Derfor er min kaffe ikke bare en hurtig kop – men med bønner jeg selv maler og derefter brygger min kaffe med.
Efter begge mine covid sygdomme har jeg kæmpet for at få min lugtesans tilbage – det har taget 1½ år første gang (2020) og næsten 1½ år anden gang (2022) – så det er virkelig en STOR ting at kunne dufte min frisklavede kaffe. Det er først nu at jeg rigtig kan dufte visse ting igen og kaffen er nr. 1 på min hitliste.
Puslespil er ikke hele mit liv. Jeg lider af gigt og dårlige sener i mine hænder og arme, og derfor er det at lege med puslebrikker en god terapi – da det hjælper med at holde senerne i mine fingre smidige. Jeg hækler og strikker også af samme grund. Jeg har ikke oceaner af tid til mine puslespil hele tiden, for jeg må pakke det sammen ind i mellem af hensyn til familien. Jeg håber jeg med tiden kan få et bord kun til mine puslespil så jeg ikke skal pakke det sammen hele tiden.
Jeg arbejder ud fra sorterings metoden – først bliver alle kantbrikker sorteret – derefter de øvrige brikker. Selve kanten om puslespillet udgør for mig den vigtigste del for det er derfra selve puslespillet bliver bygget op.
Jeg har en instagram profil hvor jeg jævnligt ligger mine puslespil op:
I december sidste år startede jeg op på en ny insulin – en af grundene var at jeg ikke længere kunne få tilskud til den gamle type insulin – og der skulle ligesom ske noget nyt.
Jeg er siden da blevet øget 1 gang i antal enheder – og denne nye type insulin skal jeg kun tage en gang om dagen – om morgenen og ca samme tidspunkt. Jeg tager dosen fordelt i begge lår – da min erfaring har gjort at mere end 50 enheder i samme lår er lidt ubehageligt.
Jeg har siden da fået taget nye blodprøver i marts – som viser at jeg lige nu ligger et godt sted – da langstidsprofilen er faldet til et fornuftigt leje – der er stadig noget vej endnu – men til nu fastholdes den dose jeg får. Jeg skal så i slutningen af maj – først i juni have taget nye blodprøver igen – lige før Pinse.
Udover at mit blodsukker er forbedret – så har jeg fået det meget bedre uden jeg lige kan sætte fingre på hvorfor – men jeg befinder mig rigtig godt på den nye insulin. Jeg har også gennem 1 års tid tabt 8-9 kg – uden at gøre andet end at skære ned på min aftensmad, og det er der en grund til.
De to gange jeg blev ramt af covid – har gjort en del ved min appetit – fordi jeg mistede min smags/lugtesans. 1 gang jeg havde corona tilbage i feb/marts 2020 og lige før vi kom i lockdown – da begyndte jeg først at få smags/lugtesansen tilbage i efteråret 21. I marts sidste år fik jeg endnu engang covid – denne gang omnikron varianten og mistede smags/lugtesans igen. Dette har jeg endnu ikke fået optimalt tilbage nu her 1 år senere. Jeg er vaccineret 3 gange – samt fået en booster i november sidste år – så 4 gange i alt. Det har klart gjort at omnikron ikke gjorde mig så syg – men alt har en pris og hos mig er det tabet af smags/lugtesans der har været det værste efterslæb.
Når man ikke kan smage eller dufte noget så godt – så spiser man bare for at overleve. Jeg har med andre ord ikke nogen særlig madlyst og derfor er i sær aftensmaden noget jeg stadig er ret ligeglad med. Jeg laver selvfølgelig mad – og de andre i husstanden smager den til ind i mellem da jeg er skrækslagen for at komme for meget af dit eller dat i da jeg jo ikke kan smage tingene så godt – risikoen for oversaltning er stor f.eks.
Jeg er jo primær kaffedrikker – og det er ret synd for kaffen – for jeg har ikke tal på hvor mange kopper jeg har hældt i vasken fordi kaffen smagte af jern/metal – ja sågar tjære. Derfor skifter jeg også mellem de forskellige kaffetyper og jeg glæder mig vildt til igen at kunne dufte en nylavet kop kaffe.
Jeg håber jo jeg med tiden genvinder min tabte smags og lugtesans – men helt ærligt så har jeg faktisk vænnet mig til det og jeg tror jeg vil få nogle mindre chok hvis det pludselig går op for mig at nu kan jeg smage mere end tidligere.
Jeg er i opstart med en ny type insulin – det er en langtidsvirkende ligesom den forrige jeg fik. Tilskuddet faldt væk til min gamle insulin – så der var ingen vej udenom – ellers skulle jeg betale ca 1000 kr om måneden selv – og det er da også en slags penge.
Bøvlet bestod i at den nye type insulin skulle bruge en kanyle der skal skrues på – og jeg havde 2 pakker af 100 liggende som jeg brugte til den gamle pen og det er sådan en type der skal klikkes på – jeg elsker bare den kanyle (hvis man kan sige det sådan) – men her blev jeg kastet ud i et bøvl uden lige da jeg måtte eksperimentere mig frem til en løsning. Hurtigt fandt jeg ud af at jeg ikke kunne bruge en bestemt slags kanyle selvom de var samme tykkelse og længde som de gamle jeg havde brugt – de var ganske enkelt bare ikke “stikke venlige” og med mine sarte lår tillader jeg bare ikke hvad som helst. Jeg har brugt insulin gennem 14 år så det er mange år at skulle stikke sig dag ud og ind.
Min læge fulgte med på sidelinjen og ville gerne hjælpe – det er også fint nok – men da det er et redskab JEG skal bruge er det ligesom ikke noget andre bare kan tage over med. Jeg besluttede så at gå tilbage til min gamle kendte penkanyle og som jeg ikke kan få tilskud til mere – det er noget min kommune har besluttet – men jeg havde betalt dem selv tidligere – og det måtte jeg så bare gøre igen.
Så var der endelig noget der virkede – selvom nålen er lidt længere så fungere den ligeså godt som den der skal klikkes på.
Men så blandede min læge sig så alligevel – idet hun ringede til kommunens hjælpemiddel central og bad dem om at hjælpe mig – SUK SUK altså !! De ringede så til mig for at tilbyde deres hjælp – og her havde jeg lidt svært ved at styre min irritation – men fik forklaret at det nu fungerede for mig og at ingen skulle diktere mig hvilke nåle jeg skulle stikke mig med. Jeg fik dog et telefonnr. jeg kunne kontakte hvis jeg ombestemte mig.
Nu er jeg så i opstart med den nye type insulin og selve penkanylen fungerer rigtig godt – den er meget nem at bruge for mine gigt plagede hænder og fingre – så det er klart et stort plus. Lige nu skal jeg kun tage en dosis om morgenen hvor jeg skal tage en bestemt dosis i hver lår.
Der er nu gået 8 dage siden start – og det ses endnu ikke på mit blodsukker at det virker ordentlig – i det jeg kommer op med et højere blodsukker om morgenen og det er jeg ikke helt tilfreds med.
Julen nærmer sig med hastige skridt – så der kommer nok ikke rigtig noget på bordet på denne side af jul og nytår. Jeg skal dog i næste uge sende målinger til min læge – så må vi se om det skal justeres.
Jeg er overhovedet ikke i julehumør – julen ligger mig meget fjern og der er ikke planer om det helt store i år.
Jeg har dog nogle små projekter som skal udføres – såsom jule middagen plus dessert – og så skal jeg lave “juletræstammen” som altid.
Jule middagen står på kamsteg da det er det nemmeste – ingen and her for det gider jeg ikke fedte med – stod det til mig spiste vi en god forloren hare da det også smager af Jul. Desserten bliver den populære og meget nemme mandel tærte.
Siden vi mistede Oscar dem 2. september har og er jeg stærkt præget af tabet af ham. Han mangler i den grad og der er blevet så stille over det hele. Oscar var jo den af vores beagler der satte gang i løjerne og sporerne efter ham er MANGE og ikke noget man lige glemmer – man smider jo ikke 15 år ud af vinduet. Jeg kan stadig vågne om natten, fordi jeg lytter efter Oscar – det eneste jeg hører er stilheden og det gør at det er svært at falde i søvn igen.
Det har også medført forandringer for Darwin der nu er blevet alene tilbage og det arbejder jeg/vi med hver eneste dag for at han kan/er med i alt. Han har haft noget sygdom at sloges med – blandt andet nogle maveproblemer som har krævet dyrlægens hjælp. Det er der så småt styr på. Der er løbene Adaptil i stikkontakterne oppe og nede – dem satte jeg op allerede kort tid efter Oscars død og det kører nu frem til efter Nytår hvor jeg så vil vurdere om det skal forsætte. Oscars snor og sele hænger stadig fremme – kan ikke få mig selv til at tage dem væk. Oscars bur står også stadig, for det benytter Darwin – det brugte han også gennem tiden da Oscar var her.
Udover det har Hr. mand fået konstateret hjerteproblemer og er nu løbene i kontrol på hjerteklinikken i Kolding samt i medicin behandling – det har kostet en del på det aktive felt da han ikke lige i øjeblikket kan holde til så meget mens medicinen bliver kørt ind. Han bliver hurtigere træt – men det må nødvendigvis være sådan.
Som prikken over i’et så faldt mit tilskud væk til den insulin jeg får – her skal man også spare åbenbart – og det har betydet nye ekstra kontroller af blodsukker mv. og en ny insulin der skal køres ind. Mine elskede kanyler passede ikke til den nye pen – så derfor er jeg i opstart med nye kanyler – og det går i skrivende stund ikke helt efter planen. Jeg er i løbene kontakt med min læge, så står ikke alene i det her – men træls er det – når nyt skal ind og det så ikke helt fungerer. Om det ender med at det skal laves om igen, vil vise sig den kommende uge.
For knap 14 dage siden fik jeg min 4. booster mod covid – det gik som sådan fint – jeg fik ingen særlige symptomer denne gang (jeg havde jo corona i marts/april i år) – men til gengæld flød blodet efter stikket og det har efterladt min øvre arm i alle regnbuens farver selv her 14 dage efter ser det ud af pommeren til. Jeg har fået en mindre nerveskade af stikket, som gør at den øvre del af armen er mere følelsesløs og det ofte får armen til at sove – men ja med stigende corona tal må man lide for sagen – da jeg har diabetes tages ingen chancer på det område – og nu er der en ny variant i omløb – man får helt kuller – så derfor er der ikke så mange fysiske indkøb for mit vedkommende – jeg handler det meste på nettet som altid.
sure – for jeg “mistede” en puslebrik til mit seneste puslespil. Så Hr. Mand og yngste sønnen splittede næsten en kommode ad – fordi brikken da måtte ligge bagved. Men det gjorde den ikke – i stedet blev der så støvsuget så det var jo ren win win- men den famøse brik var væk.
I dag kravlede jeg rundt på gulvet i den del af stuen hvor jeg sidder når jeg ligger puslespil. En doven beagle – Darwin fulgte mig søvnigt – for hvad i alverden lavede jeg dog der? – Nå men Darwin besluttede at det ikke var noget han skulle blande sig i – så snart derefter snorkede han videre.
Heller ikke på gulvet fandt jeg brikken hmm
Jeg besluttede at jeg måtte pakke puslespillet væk – for som seriøs puslespils menneske – så er gåden over en manglende brik altså bare for meget og det betyder jo et “ødelagt” puslespil netop af samme grund, og i går aftes under TV kiggeri gik tankerne da til den forsvundne brik – måske det var en sag for Barnaby?
Men inden jeg gik så vidt med Barnaby – så kunne jeg jo kigge i æsken hvor puslespillet normalt ligger. OG hvad ser jeg !!! – Den manglende brik – som stadig lå inde i den medfølgende plastik pose, og som ikke var fulgt med ud, da jeg åbnede den!!
Yngste sønnen rystede kraftigt på hovedet af mig da jeg stak hovedet ind af døren til værelset, for at fortælle nyheden – han rullede vist også med øjnene.
Mon Hr. Mand også giver en reprimande? Noget vil han givetvis sige ha ha
den manglende brik
Brikken blev straks placeret hvor den hørte hjemme. Jeg var næsten færdig med puslespillet på dette tidspunkt – så derfor var det endnu mere ærgerligt at den var “væk”.
Nu er hele spillet fuldendt og fotograferet og vil komme til at ligge på puslespils siden.
Dette puslespil har været længe undervejs – da jeg har måttet pause det grundet at min Oscar rejste over regnbuebroen.
Nu er det færdigt og igen må jeg sige, hvor godt det er at “rode” med sådan noget – der er intet i verden som kan dæmpe dine tanker som et puslespil kan.
Dette er et af de større af slagsen – det måler 86,36×59,69 cm. Det er et MasterPieces 1000 brikker (EZ grip) tegnet af Bonnie White og hedder Mr. Wiggings Whirligigs
Puslespillet kan også ses under menupunktet “puslespil”
Fredag d. 2/9 sagde vi et sidste farvel til vores Oscar – han blev 15 år. Det var en trist, trist dag – men vi gjorde det af hensyn til ham. Vi må bare komme til os selv igen på et tidspunkt.
Netop det at miste et højt elsket familie medlem er noget man aldrig overvinder og kommer over. Det gælder både et menneske som et højtelsket kæledyr som Oscar.
Oscar fik 15 gode lange år hos os – og har i modsætning til så mange andre hunde aldrig haft en anden ejer end os og aldrig blevet kastet rundt med.
Jeg ved jeg lyder en kende streng nu – men jeg har nul tolerance over for folks køb og smid væk mani – som vi nu ser konsekvenserne af fra covid pandemien – hvor folk i lind strøm skaffede hunde og katte fordi de skulle trøstes nu vi allesammen var i lockdown uha da da – mange af de samme mennesker har nu travlt med at afhænde deres kæledyr på div. internater rundt om i Danmark. Det er jo ikke et køleskab man køber og ikke vil have alligevel – det er levende væsner med følelser SÅ ER DET SAGT.
Heldigvis er jeg/vi ikke den slags hundeejere 😉
Jeg skal ikke komme nærmere ind på årsagen om Oscar – det er for hårdt at berette om lige nu – men han blev indhentet af alderen. 24/8 – rundede han 15 år – og så gik det pludselig ned af bakke fra den ene dag til den anden. Det var så hårdt at se på at han bare faldt sammen og ikke kunne mere. Til sidst holdt han op med at spise og så vidste vi at løbet var kørt. Undervejs var jeg løbene i kontakt med vores søde dyrlæge – og da jeg ikke længere kunne få ordentlig kontakt til Oscar fredag morgen – vidste jeg at det måtte slutte her.
Kl. 12:35 fik Oscar fred – det hele skete uden nogen former for dramatik og Oscar var rolig igennem hele situationen.
Han bliver kremeret – ligesom Charlie – og vi får hans urne tilbage som skal stå ved siden af Charlies.
Nu er der 1 beagle tilbage af mit pack – Darwin – og nu handler det om ham og at han får nogle gode år endnu i den tid han har tilbage.
