Jeg er nemlig indkaldt til Kolding hos reumatolog d. 25/1
Jeg modtog brev ret sent – nemlig for kun 3 dage siden og i det kunne jeg læse, at den røntgen jeg skulle have lavet d. 3. faktisk havde med det at gøre. Det kunne jeg jo ikke vide, så den aflyste jeg allerede d. 21/12 sidste år – så brevet fra Kolding har været længe under vejs.
Jeg er dog troppet op og fået taget blodprøver. Fik i hast arrangeret at Hr. Mand kunne arbejde hjemme i går (fredag) så jeg lige kunne smutte op og få det gjort. Det skulle gøres ca. 14 dage før – så det passede jo så med tiden denne gang.
Som altid gik det ikke særlig godt. Det er bare generelt svært at tage blodprøver på mig – da der måtte flere forsøg til.
Heldigvis kunne jeg holde fokus på uret på væggen, som havde en sekundviser der kørte rundt, så den fastholdt mig. Ellers er jeg jo sådan anlagt at jeg skrider fra arenaen når sådanne ting bliver for meget.
I dag ser det heller ikke særlig pænt ud og jeg hader når mine vener udsættes for sådan noget.
Ellers er jeg generelt cool over det hele – for jeg vil vædde på at de IKKE FINDER UD AF NOGET!
Jeg har så småt indstillet mig på at jeg bare må leve med mine hænder/fingre/ og arme sådan som det er. Udover det må jeg koncentrere mig om at det ikke forværres så hurtig.
Jeg er dog spændt på at tale med reumatologen – men forventer som skrevet ikke noget.
I forgårs fik jeg den sidste lap hæklet færdig til mine blå cafe gardiner. I går hæklede jeg dem sammen så de nu danner hver et fag til hver side af vinduerne.
Det første hold havde jeg liggende klar og jeg var jo usikker på hvor langt jeg ville nå med dem til vindue nr. 2. Derfor er jeg stolt af mig selv, for jeg har nået endnu et mål. I det hele taget kan jeg mærke det gør mig godt med de her mindre projekter og at jeg sætter en nogenlunde tidsramme, for det giver blod på tanden, når så målet er nået
I dag kom gardinerne op i vinduerne
Gardinerne er denne gang hæklet af COOP’s almindelige 8/4 bomulds garn. Det er rigtig dejligt at arbejde med.
De julerøde blev hæklet i mayflower bomuldsgarn 8/4 – men desværre finder jeg ofte knuder og andet i garnet hvilket er virkelig træls – da man så skal klippe dem væk og hækle sammen med ny tråd. Jeg har endnu til gode at finde knuder mv. i COOP’s garn – men måske har jeg bare været heldig?
—
Nu går jeg i gang med et nyt hold og håber de er klar til Påske!
Vores Nytårsaften er forløbet som den plejer – uden det helt store.
Vi har jo to bange beagler at tage hensyn til – og ved Gud jeg ville ønske fyrværkeri loven snart får samme karakter som den har i vores norske naboland. Her er raketter med styrepind forbudt og i det hele taget er loven ret stram deroppe.
Jeg vil ikke gå i detaljer her – det kan der læses om på beaglepack.dk
Vi er som skrevet kommet igennem og er lettet over at det hele er overstået.
Vi hyggede så godt vi kunne – med god mad (krondyr steaks) et par glas vin og en is dessert fra Hansens is.
Kl. 01:45 gik vi i seng så jeg kunne komme op i ordentlig tid og få mine sædvanlige gøremål fra hånden.
I dag tager Simon hjem til sig selv – og i morgen er det arbejds dag for Hr. Mand igen – udover det skal han til job samtale om eftermiddagen – det bliver rigtig spændende!!
Hmm – året 2018 har ikke været det mest vellykkede år her hos os. Der har været en del udfordringer som skulle takles – men mest af alt har det været et sorgens år for mig personligt.
I januar brækkede Hr. Mand sit højre kraveben – og det var en slemt brud, som gjorde at han måtte opereres og have sat en såkaldt HOOK ind. Bruddet var nemlig meget yderlig og tæt på skulderbenet – så derfor var der ingen vej udenom. Selve hooken (krogen) skulle fjernes igen på et senere tidspunkt – hvilket igen betød nye udfordringer.
I det hele taget kom det brud til at fylde det meste af året – og først efter at hooken (krogen) kom ud – begyndte det at gå fremad. Det skete selvfølgelig på min fødselsdag – og jeg blev rund i år – så ingen fødselsdag til mig – men en mand i narkose og efterfølgende behøvede han pleje herhjemme igen. Jeg kan afsløre at han har det godt nu og at armen fungerer – om ikke perfekt, så – så godt som det kan blive. Heldigvis har han ikke et tungt arbejde – han er jo computer mand.
Det værste for mig var dog at jeg mistede min elskede beagle Charlie. Han døde meget pludseligt d. 8. marts om aftenen omkring 21:15 tiden. Vi var på vej til dyrlægen med ham – da han døde i bilen på vej derover. Charlie havde en kræft knude i venstre side som vi løbene holdt øje med i samråd med dyrlægen. Jeg vidste at han på et eller andet tidspunkt skulle dø – bare ikke at det ville ske på den her forfærdelige måde – for hvor er man da magtesløs. Når det nu skulle være, er jeg naturligvis glad for at det gik så stærkt for ham – at han ikke skulle lide så meget. Det er en trøst i dag. Jeg har stadig hans urne stående på mit skrivebord – og jeg tænker den bliver der – alt andet ville være mærkelig – jeg ved godt at det også betyder at jeg IKKE er klar til at slippe ham endnu.
Charlies pludselige død – gjorde jo at der blev uro i rækkerne blandt de andre to beagler – Oscar og Darwin – for mere end nogensinde kunne vi se at Charlie var leader of the pack – og her måtte jeg lige bryde isen og få sat nogle nye regler op for Oscar og Darwin. Som året er gået, har det løst sig stille og roligt og de to er pot og pande og går fint i spænd med hinanden. Oscar har kunnet hævde sig lidt over for Darwin – men han behøvede lidt hjælp til det i starten.
Vi snakker stadig en del om Charlie – og både Oscar og Darwin har i hver fald ikke glemt hans navn – det er helt tydeligt at de reagerer på det.
Oscar og Darwin
Personligt var jeg igennem en masse undersøgelser på Kolding sygehus i forbindelse med min hænder, fingre og arme. Jeg blev blandt andet MR scannet – men uden resultat. Vi kom ikke løsningen videre og den er stadig ikke fundet i skrivende stund.
Der er dog sket nye ting – for smerterne og hævelser – samt betændelser i mine led forsætter og breder sig til flere fingre i begge hænder. Jeg kan se en vis deformitet i nogle af leddene – så reumatolog er planen i det nye år – noget er rivende galt og jeg vil have en diagnose om ikke andet så for at tage det derfra. Jeg er allerede min egen “læge” og lytter enorm meget til de signaler min krop sender mig. Ligeså snart noget er i anmarch og jeg får de her influenza symptomer – så skal jeg i ro og varme med det samme – for så kommer hævelserne og betændelsen i leddene og varme og smertestillende er det eneste der kan lindre på det.
Jeg har på grund af det ofte lagt mit håndarbejde på hylden i perioder – men jeg ved jo nu at det ikke skyldes det som får mine hænder til at gå amok. Det kommer og går i perioder – nogle gange er det væk for så at blusse op 4 dage senere. Derfor holder jeg fast i mit håndarbejde – men laver dog kun mindre ting som jeg ved jeg kan gennemføre. I den senere tid har det været mere konstant og det er som om der sker en forværring i øjeblikket. Sommer perioden har været god med den naturlige varme – men nu er vinteren på vej. Jeg er ret sikker på det handler om en gigt art og mine symptomer peger på leddegigt.
Der har også været gode perioder – selvfølgelig – med hyggestunder i familiens skød. Simon der kommer hjem på weekend og til højtider. Mathias der hjælper hvor han kan og så er der jo Hr. Mand som også er god til at støtte mig når mine hænder giver problemer. Vi holder sammen i familien.
Den seneste krise indtraf i november – da Hr. Mand blev fyret fra sit arbejde. På grund af omlægninger (sparre) kunne de ikke længere bruge ham i den funktion han beklæder. Det skal ske med udgangen af maj 2019. Det gjorde jo at han havnede i kulkælderen en periode. Han arbejder således stadig i firmaet – men er i fuld gang med at søge andet og har da 2 job samtaler i januar – så vi håber.
Hvad vil 2019 så bringe? – Det vil jeg slet ikke spekulere på. Jeg er holdt op med at se fremad – men tager det i nuet og dermed udfordringerne som de kommer.
Lidt vinter kunne jeg godt håbe på – trods alt. Billedet er fra januar 2016.
I morgen bliver Juletræet “plyndret” for pynt – det er kun lysene der bliver på – da træet bliver stående til vi er på den anden side af Nytår. Jeg pakker alt julepynt væk. Nisserne der har “boet” i juletræet sendes på depot til næste gang. Jeg fjerner også nisserne og de svenske lysestager fra køkkenvinduerne. De julerøde gardiner bliver til jeg er færdig med de blå jeg knokler på med. Jeg mangler kun 3 lapper i at have til begge vinduerne og håber jeg når at få dem lavet til vi er lige inde i det nye år.
Det har været nogle hyggelige, stille og rolige dage i familiens skød. Nu skal Nytåret overståes af hensyn til beaglerne. De er begyndt at skyde af her hos os, hvilket jo først er lovligt fra i morgen – men det skider folk højt og helligt på. Heldigvis hjælper Adaptil halsbåndet rigtig godt på Oscar og Darwin – men det er jo den første Nytårs aften uden Charlie – så jeg er lidt spændt på hvordan de forholder sig når det rigtig går løs.
For nogen tid siden skrev jeg at jeg ville hækle cafe gardiner i julerød som skulle op og hænge i køkkenvinduerne senest 1. december. Nogen tid efter skrev jeg igen at jeg på grund af mine hænder og arme måtte skrinlægge opgaven.
Jeg har holdt en længere pause fra hækleriet – men pludselig tog pokker ved mig – for jeg havde jo fået den ene side færdig til det ene vindue – jeg manglede bare 5 lapper i at kunne hænge det op i vinduet ud mod gaden. Det andet vindue måtte stå over – her er der “bare” udsigt til vores cykelskur og det kunne jeg udsmykke med noget andet.
Jeg kan nu i ro og mag få gardinerne færdige til den anden siden til næste Jul.
Jeg har også nogle blå på vej som skal op at hænge efter Jul og Nytår. Her har jeg til det ene vindue og nu kan jeg begynde at lave til det andet. Jeg skulle nok kunne nå en del i løbet af december.
I morgen kommer de røde cafe gardiner op i vinduet ud mod vejen og så skal jeg have fundet mine nisser og jule belysning frem som skal pynte i vinduet.
Jeg er faktisk stolt over det jeg har nået – på trods af mine dårlige hænder, fingre og arme
Hr. Mand kom med ideen for nogen tid siden – om at vi skulle prøve at spise confiterede andebryster. Jeg besluttede så at det kunne vi godt. Vi havde jo hørt rundt omkring fra at and på den måde skulle være særlig lækker. Nogen kalder det ligefrem for det gode guld når and eller andet kød confiteres i andefedt.
Jeg begyndte forberedelserne allerede i mandags – hvor jeg “fedtede” derud af med andebrysterne dækket af andefedt. De fik ca 3 timer på low i “Fru Potte” og derefter kom de over i en bøtte som så blev opbevaret i køleskabet til i dag hvor vi så skulle spise dem.
I dag skulle det så stå sin prøve – om det her var noget. Jeg indrømmer jeg var skeptisk – men skulle da prøve det. Andebrysterne blev “gravet” frem og det meste fedt fjernet og så var fidusen jo at selve skindet skulle blive ekstra sprødt og lækkert. Vi skulle have ovnbagte kartofler/gulerødder til. Sovsen havde jeg købt færdig.
Jeg må sige – jeg er blevet slemt skuffet – jeg havde virkelig forventet en hel del mere af al det arbejde jeg faktisk har brugt på at fremstille de her andebryster. Selve kødet er dejligt mørt efter de 3 timer i “Fru Potte” – grønsagerne var gode – men så ophørte al andet også.
Jeg syntes ikke nu – set i bakspejlet at – det er pengene værd – og da slet ikke al det arbejde der ligger forud med at “koge” brysterne i fedtet. Det har været et fedtet arbejde og huset har stinket af andefedt – faktisk så meget at jeg slet ikke tror der kommer en and på banen til Jul. Jeg væmmes faktisk af tanken – længere er den ikke
Ud over det kan jeg se at det bestemt ikke er en spise for mig da min diabetes har vist tænder – og det er det – ærlig talt ikke værd. Vi spiste det – men de store udbrud – som “nøj det er bare godt” – og det “smager MUMS” som drengene ofte siger – det udeblev. Så stor skuffelse herfra og ikke noget vi smider penge efter igen.
Desuden har vi nu også en beagle – Oscar – som under ingen omstændigheder må få noget med and – da det er konstateret – at han ikke tåler AND.
Så faldt den første sne lige på falderebet til november måned. Det er vist på tide havebænken kommer væk nu.
Kom lige til at tænke på den 28/10-13 hvor Stormen Allan raserede Danmark mellem d. 27-28/10. Husker stadig at alle min fars hegn var væltet og vi måtte til at sætte det op igen – det var lige 5 dage efter han var blevet bisat.
