Da jeg nåede frem var hjemmeplejen ankommet – og havde fået min far på ret køl igen. Men gud hvor var han forslået denne gang. Begge hans knæ og hans maveskind var “brændt” af gulvtæppet som han havde kuret hen over. På den ene arm havde han et stort åben sår cirka 8×3 cm. – udover såret havde han et stort “brændt” område. Hans hage og mund havde fået en ordentlig tur og han havde mistet en stift tand. Min far virkede i første omgang noget konfus – men hele situationen med alle os mennesker der var der gjorde jo heller ikke situationen bedre. Hjemmeplejen sørgede for at fylde vand på ham – da det kunne tænkes han måske ikke havde drukket nok. Så dukke der en sygeplejerske op og hun ordnede sårene og fik ham forbundet. Det hele var sket lige midt i aftensmaden som han havde været i gang med at lave. På komfuret stod to gryder der var godt svedet af og jeg gik i gang med at kassere maden og gøre gryderne rene. Da hjemmeplejen var gået – sad min far og sundede sig og i løbet af en times tid virkede han nogenlunde frisk igen.

Min “papmor” havde det lidt bedre – dog syntes jeg stadig hun var ret dårlig og slet ikke sig selv. Jeg sørgede for at hun fik lidt at spise – da hun skulle havde sine piller. Ved 20:30 tiden kørte jeg hjem igen – med løftet om at holde kontakt til dem og at de bare skulle ringe hvis der var noget i løbet af natten. Hjemme igen fik jeg en hårdt tiltrængt kop kaffe og satte mig til computeren for at slappe lidt af.

Klokken cirka 21:45 ringede mobilen igen. Det var hjemmeplejen som ville orientere mig om at nu var min “papmor” faldet. Hun havde slået hovedet ned i TV bordet og fået en stor flænge i hovedet. De ville sørge for at hun kom på skadestuen. Ja det går altså rigtig godt

Til morgen gik jeg med Charlie tidligt – så ville Mathias gå med Oscar. Da jeg kom hjem – havde der været et opkald – som jeg besvarede – men da jeg ikke kunne komme i kontakt til min far – blev jeg urolig og hastede af sted over til ham.

Det var så “bare” telefonen som ikke var lagt rigtig på. Min far befandt sig efter omstændighederne fint – men min “papmor” var stadig på sygehuset. Der kom en sygeplejerske som ordnede min fars forbindinger og så havde jeg efterfølgende en samtale med hende. Endelig er min far gået med til at de skal have mere hjælp. Dette vil vi nu sætte os sammen og finde ud af når min “papmor” vender hjem. I skrivende stund er hun stadig indlagt – da de vurdere at hendes tilstand er for dårlig.

Her er lidt stemning fra min have – som den ser ud lige nu

Hendes “sygdom” har ind i mellem forværret sig – når balancen drillede. Nogle gange har hun været indlagt på sygehuset fordi min far jo også er ældre – over 80 og dermed ikke i stand til at takle hende når hun falder pga. af at hun ikke kan styre sine bevægelser.

Lige nu har hun en forværring. Hun er faldet 4-5 gange indenfor de sidste 4-5 dage og et af faldene har kostet et bøjet ribben. Min far er selv faldet fordi han ville hjælpe hende op igen. En af gangene kom hjemmeplejen heldigvis og kunne træde til. I går var jeg derovre – faktisk udvidende om hvad der er foregået den seneste tid. Min far har intet fortalt – måske fordi han godt ved at det er på skideren – og i sær at han ikke ønsker at involvere mig eller mine søskende.

Jeg blev ganske forfærdet i går – da jeg kom derover. Min “papmor” kunne ikke bevæge sig rundt – hun havde siddet i sin lænestol fra om morgenen. Mine forældre var i gang med kaffen da jeg kom – og jeg fik tilbudt en kop kaffe. Min “papmor” væltede sin kop på gulvet og jeg måtte i gang med at rense gulvtæppet. Dernæst måtte jeg faktisk hjælpe hende med at drikke kaffen for hun kunne ikke selv få koppen op til munden. Kræfterne og koordinationen var helt ødelagt. Jeg måtte derefter hjælpe med at få hende på toiletstolen for hun kunne ikke selv holde balancen.

Efter dette havde jeg en lang samtale med min far – en samtale vi har haft før og som handler om at de SKAL ringe til hjemmeplejen og bede dem træde til og hjælpe. Ja, ja sagde min far. Han skulle nok ringe hvis det blev nødvendigt. Altså talte jeg til døve øren – for jeg ved han ikke vil ringe – han VIL SELV. UHH jeg var vred og ked af det da jeg kørte hjem. Det er i forvejen meget svært at skulle sidde og belære sine forældre om hvad de skal gøre. Det er jo ikke børnene som skal fortælle forældrene noget?

Men lige nu ved jeg ikke hvad jeg skal stille op – jeg kan jo ikke tvinge noget igennem. Men min “papmor” burde på plejehjem – så min far kan få lidt mere ro hjemme – og dermed overskud til at besøge hende og tage sig af hende på et andet plan. Hvornår mon det går op for ham? – Når hun brækker et ben? Eller han brækker et ben under forsøget på at hjælpe hende?

http://www.bt.dk/danmark/kampklaedte-soldater-stormede-skole-paa-bornholm  

 http://www.bt.dk/danmark/oejenvidne-sigtede-paa-skoleboern-med-maskingevaerer

Som mor til autister – så kan jeg sagtens sætte mig ind hvilket helvede disse børn har gået igennem. I værste fald kan disse børn være så ødelagte at de ikke er til at få i skole igen. Episoden kan sidde lang tid efter og det vil kræve ekstra fra forældrenes og det personale som dagligt er om disse børn.

Det som jeg finder det værste her –  er faktisk alle de kommentarer der er kommet i kølvandet på artiklen. Kommentarer der tydeligt viser at folk ikke aner en skid om hvad autisme er for noget. Kommentarer der på en eller anden måde gør mig ked af det og også vred. Folk burde afholde sig fra at kommentere på noget de ikke har forstand på.

Derfor lidt links med ideer til undervisning om denne bemærkelseværdige personlighed. Google selv videre – eller gå på bibiloteket og find stof om Moder Teresa

http://en.wikipedia.org/wiki/Mother_Teresa     http://www.kristeligt-dagblad.dk/moder-teresa     http://www.bt.dk/udland/moder-teresa-mindet-paa-100-aars-dag

Det skriver Fyens Stiftstidende i dag: http://www.fyens.dk/article/1670074:Indland-Fyn–Ventetid-til-boern-er-ude-af-kontrol

I følge artikeln føler mange forældre skyld og angst over at de er dårlige forældre – og at de derfor skjuler deres børns lidelser. Forældrene opfordres til at komme ud af busken og få bearbejdet deres skyld og angst. Læs her: http://www.berlingske.dk/danmark/foraeldre-skjuler-boerns-psykiske-lidelse Artiklen har fokus på spiseforstyrrelse – men det kunne ligeså godt have været autisme.

Det har jo også gennem mange år været sagt at det var forældrenes skyld at deres børn ikke fungerede uanset hvad de end have af symptomer. Derfor har mange forældre måske også fået den holdning at det er bedre at tie stille.

 Jeg vil gå videre med at sige at vi aldrig lagde skjul på at noget var galt med vores drenge. Vi forsøgte tit og ofte at komme til orde – men fik gentagne gange at vide at der intet var galt med drengene.

Da de så får en diagnose – så prøvede vi mange gange at komme ud med vores budskaber om hvordan vores drenge skulle hjælpes via skole mv. Men her var det altså så, som så med hjælpen. Vi har stort set ikke mødt en eneste offentlig person som havde en dyt forståelse for vores situation. Næh, da diagnosen var givet – så kunne vi sejle i vores egen sø – ingen forsøgte at hjælpe os videre – det måtte vi selv finde ud af.

Som følge af det, er det jo også en årsag til hvorfor vi ikke kunne samarbejde med skole og andre offentlige myndigheder – for ingen hørte på os – hvorfor skulle vi så samarbejde?? Derfor har vi også selv punget ud når vores drenge havde behov for et hjælpemiddel, eller at de som følge af affektudbrud havde ødelagt elektronisk udstyr og inventar – ting man egentlig har krav på at få dækket som en merudgift.

Jeg har aldrig følt skyld fordi mine drenge har et handicap – infantil autisme – jeg har altid forsøgt at være så åben som muligt omkring mine drenge og deres handicap – men af en eller anden grund – har alle de såkaldte “eksperter” ikke forstået hvad det handler om, men ofte fortalt os at vi ikke havde forstand på vores egne børn.

Vi forældre som nu har et handicappet barn – vi ved jo bedst – hvad der lige sker og hvorfor mit barn reagerer anderledes på mange ting. Den viden kan/vil de offentlige myndigheder ikke vide af – for ens barn skal lægges i en bestemt ” kasse”, sammen med en masse andre børn, og hvor langt de fleste af de børn ikke hører hjemme, fordi de ikke passer ind i den ” kasse”. I stedet må man som forældre kæmpe endu flere kampe fordi barnet som følge af, at blive pakket i en kasse, får en forværring i hans/hendes handicap.

Når man som vi har oplevet den slags kan det vel heller ikke undrer nogen hvorfor vi valgte at hjemmeundervise vores drenge!!

Lige nu er forummet på hjemmeundervisning ude af drift grundet tekniske problemer. Dette vil blive lavet snarest og så kommer forum til at pege på hoslykkegaard.dk – derefter vil jeg gå i gang med at uploade mine projekter

Vi sender vores børn i dagpleje, i vuggestue, i børnehave og så i skole og SFO – fordi vi ikke kan overkomme at passe dem selv. Er der noget at sige til at vores børn får ondt i sjælen – nogle mere end andre – og nogle tidligere end andre.

Det der virkelige sammenhold i familierne som man havde da jeg var barn – findes bare ikke mere. Nuvel jeg har ikke været i børnehave – for da jeg var barn, gik de fleste mødre hjemme og passede deres børn. Børnene var dengang bedre rustet til at møde skolelivet når de blev 7 år og undervisningspligtig.

 I dag passer samfundet børnene fordi forældrene skal jagte de materielle goder via deres arbejde. Børnene vokser op i en vuggestue eller børnehave omgivet af intetsigende pædagoger, som bare ikke er til stede og lader børnene passe deres eget. Børn bliver stressede på denne måde – fordi de ikke har den rigtige struktur om dem.

Igen vil jeg slå et slag for at hjemme passe sine børn og hjemmeundervise dem når de når undervisningspligtens alder. Vi skylder vores børn at vi er der for dem – Der er vist en grund til at vi har så meget kriminalitet og så mange utilpassede unge – og det koster samfundet dyrt. Jeg finder det meget mærkeligt at politikerne ikke kan få øjnene op for det.

Nu er den så gal igen. I dag kan man læse i landets aviser at børn har smerter hver dag – simpel hen fordi de har ondt i sjælen: http://ekstrabladet.dk/kup/sundhed/article1394341.ece

Der forslåes nu rundt omkring at lærerne skal havde en mentor ordning så de bliver bedre rustet til at komme stå i klasselokalet.

Politikerne vil i løbet af efteråret tage lærer uddannelsen op til ny vurdering.

 Læs Berlingske online her: http://www.berlingske.dk/skolen/laerere-daarligt-klaedt-paa-til-skolen