Håber ikke jeg kommer ud for sådan noget )

http://wulffmorgenthaler.dk/strip/rummet-raket-insulin-WM_strip_DK_20100123.jpg

Psykologen fastholdt at diagnosen infantil autisme var korrekt og at han også ville anbefale en førtidspension. Så nu skal vi så vente på de sidste papirer så sagen kan gå i orden.

Simons far fortalte at jeg havde skrevet en bog omkring vores drenge, deres opvækst, skolegang og hjemmeundervisningen – og den ville psykologen meget gerne læse – så jeg må have fundet ud af at få den sendt til ham, for det er da interessant for mig at han gerne vil læse og dermed få en anden viden omkring nogle ting

Min Simon satte sig i dag med 5 A4 papirer som er lavet som et spørgeskema. Her stilles der alverdens spørgsmål og man skal så svare: nej, lidt, ofte eller en del. Simon kastede sig over skemaet og bageefter fik jeg lov at læse hans besvarelser.

Igen må jeg erkende at mit smukke barn har autisme – som mor er det sgu skrækkelig at kunne læse at ens barn ikke finder sig vel tilpas her i denne verden. Ikke at han finder den direkte skræmmende – men at han tydeligvis har problemer i forholdet til sin omverden. Det står værst til på det sociale område – hvor han ikke føler han rækker til på nogen måde.

Man kan som mor blive trist og ked af at ens barn har det sådan. Jeg håber at Simon ved han er et ønskebarn og altid har været det og at vi hans mor og far kun ønsker ham det bedste. Jeg kan også læse i de mange svar at Simon ikke er klar til at kunne flytte hjemmefra – dertil er han for usikker. Ud fra hans besvarelser kommer også dysleksien til syne – med glemsomhed og ikke at kunne huske hvor man ligger sine ting.

Jeg er meget spændt på hvordan han klarer det i morgen – hvor han selv skal tage toget og så venter hans far på ham, for det er nemlig i den by hvor han arbejder. Sammen følges de så ad til psykologen.

Jeg er så heldig at jeg har et program på min PC hvor jeg via mit BS apparat kan lægge alle mine målinger ind. Så kan man lave statistikker og en masse andre ting og derved få bedre overblik over sine målinger. Disse målinger kommer jo også lægen til gavn i den sidste ende når der skal snakkes om medicin behandling.

Der er så mange fordele ved selv at undervise sine børn- der er naturligvis også ulemper, men dem har jeg svært ved at få øje på. Det handler jo i bund og grund om hvem du er, og hvordan du er skruet sammen. Jeg har bare den holdning at ingen skole eller lærer vil være i stand til at lære mine børn noget, at den simple grund at de har noget kendskab til dem. Kendskabet til sine børn er den største rigdom og deri ligger nøglen til en god undervisning.

Jeg betragter det som en stor gave, at jeg har/har haft overskuet til at gøre det. Dette overskud er der ikke mange forældre som har. Samfundet er desværre sådan indrettet, at mange forældre tror det bedste er at lade deres børn komme i skole. De lærer gennem generationer at det eneste rigtige er skole, for det er kun der deres børn kan blive dygtige, blive sociale og lære at klare sig. Generelt så ved vi jo godt at det ikke passer. Børn lærer bedst gennem deres forældre. I gamle dage så billedet da også sådan ud at børn blev hjemmepasset og dermed var meget mere parat når de så nåede skolealderen. Jeg er selv et af de hjemmepassede børn, som først kom i skole da jeg var 7 år. Heldigvis kom jeg senere i privat skole. En meget fri skole og deraf kommer også mine ideer, at børn skal lære i eget tempo.

Mine børn har et handicap, som gør at de tænker og handler helt anderledes udadtil.  De skal med andre ord have en anden form for forklaring, når de skal udføre en handling. Og her kommer hjemmeskolen for alvor ind i billedet. Fordi jeg ved hvordan de tænker og handler, og det har gjort det let at undervise dem. Undervisning er måske så meget sagt – det var/er nok snarere en slags vejledning til hvordan man kan gøre de forskellige ting.

Et eller andet sted ved jeg i dag, at jeg altid var i mod at mine børn kom i skole. Jeg forstår ikke hvorfor jeg ikke bare lukkede munden op og sagde, at det skulle de ikke. Man er så bagklog – men efter lange og trange år – fik jeg endelig øjnene op, og i dag ved jeg også at jeg ubevidst har modarbejdet skole og lærere hele tiden, fordi jeg fandt alting forkert.

Da jeg startede hjemmeundervisningen, følte jeg at nu lå jeg på den rette hylde. Det her var mit kald og vil altid være det. Derfor ved jeg også at jeg ikke kan opgive hjemmeundervisningen. Jeg kan ikke opgive forummet eller alle de ting jeg har oprettet på min hjemmeside om hjemmeundervisning. Hvis jeg gør det – vil alt mit arbejde være spildt og det vil jeg være ked af. Tit og ofte har jeg ønsket at opgive det – men i dag må jeg erkende at det er en del af mig som er kommet for at blive.

Jeg hjemmeunderviser i øvrigt stadig om end ubevidst - for mine børn behøver stadig vejledning og råd – men i dag er jeg mere en guide og hele verden er vores hjemmeskole.

Mathias bliver ikke undervist mere på det faglige område – men vi har stadig mange ting oppe at vende når vi snakker om begivenheder fra ind og udland, eller en film vi har set. Han er blevet mere rolig efter han kom på magnesium og baldrian og det mærkes tydeligt. Han er mere glad og farer ikke sådan op som trold af en æske. Han går med sine hunde, leger med dem i haven og hjælper med at gøre rent i huset. Ind i mellem kan han godt bringes til at gå i Aldi efter et par små ting. Om knap 1½ måned bliver Mathias 17 år og vi skal til at begynde at tænke lidt på hvad han skal – men det bliver jo nok en førtidspension som Simon.

Simon er i det seneste år blevet mere selvstændig på mange områder. Han vasker selv sit tøj. Bestiller selv tid hos frisøren eller køber tøj på Internettet. Simon har ligesom Mathias fået vanen med at han går med den ene af vores hunde om eftermiddagen. Også Simon oplever at tilskuddet af magnesium har givet ham mere ro. Han har ikke længere de mærkelige smerter i kroppen som før kendetegnede sig hos ham.

 I næste uge skal han til samtale hos en psykolog som er specialiseret i autisme. Dette skal ske i forbindelse med førtidspensionen. Vi hørte lige fra Jobcenteret for en uges tid siden – at når denne samtale er ovre så vil der gå cirka 14 dage så får vi alle papirerne til gennemlæsning og er det i orden går Simons pension igennem i løbet af kort tid derefter.

Det bliver dejligt når det er på plads, for så kan vi tage hul på et nyt afsnit som vi kan koncentrere os om.

Og jeg selv? Jeg ser frem til at foråret er om hjørnet og så glæder jeg mig helt vildt til at komme ned og se de nye hvalpe – dette kan forhåbentligt arrangeres i påsken.

http://www.beaglepack.dk/2010/03/hvalpe-pa-vej/

Og så må tiden gerne gå hurtigt – for det er noget vi har glædet os til og planlagt gennem 1 års tid

I nat døde den sidste i flokken -  Mathias fandt den til morgen – og dermed er en epoke forbi. Han har faktisk klaret det meget fint hver gang en af rotterne gik til de evige jagtmarker – men denne gang – den sidste, det tog han meget nær. Han viste meget tydeligt at han var berørt og ked af det, så jeg besluttede at denne gang skulle han ikke selv begrave den.

Problemet er jo bare at der er frost i jorden og det er svært at komme til at grave. Godt nok er det lige nu slået om til tø og plusgrader, men jorden er jo hård. Det er bare vigtigt for os at den sidste ørkenrotte også bliver begravet hvor de andre ligger – af hensyn til Mathias. Så om ikke andet vil vi hælde kogende vand på og håbe at drænspaden kan klare at grave ½ meter ned i jorden. Det må vi overlade til vores far når han kommer hjem.

Jeg har så – mens Mathias har spillet på playstation i stuen fået ordnet hans værelse. Buret er kommet ud og alle ørkenrotte ting og foder er fjernet. Derefter har jeg gjort hoverent i værelset – luftet ud og sørget for at få sat nogle ting på den hylde hvor buret med “rotten” stod.

Mathias skal ikke have flere ørkenrotter eller noget lignende lige nu. Jeg tror faktisk det tager for hårdt på ham – godt vi har beaglerne som han har nusset ekstra meget i dag

Selv har jeg altid beundret ham. For mig er han en af de aller største legender indenfor musikken – dette fordi der KUN var ham – hans musik – hans tekster – og hans guitar – mere behøver man ikke. Alle andre store stjerner blegner i forholdet til ham af den simple grund at han var sig selv og at han stod fast på det han troede på. Derfor er jeg endnu mere glad for at jeg lånte Mathias en CD med hans musik – det førte til at han begyndte at spille guitar. Jo Mathias’ fingermotorik blev stærkere i takt med at interessen for idolet Johnny Cash voksede. Musikken og hans stemme gjorde Mathias rolig når han var oprørt – derom er der ingen tvivl.

Selvom Johnny Cash’ liv sluttede for 7 år siden – så lever hans musik – til glæde for os andre. Det sidste nummer på CD’en siger alt – Aloha oe – until we meet again

Jeg har ofte tænkt på at skulle derover – men da jeg jo skal passe på min stålprotese så har jeg ikke kunnet gå ret meget rundt på grund af al den sne vi har haft liggende. Lige så snart jeg var klar til at tage derover – så kom der et nyt snefald som gjorde at jeg i stedet måtte tænke på mine hunde – at de kom ud – samt det her hjemme. Jeg har så ringet til mine forældre ind i mellem for at høre hvordan det stod til og drengene har været derovre og rydde sne for deres morfar.

I dag tog jeg så af sted derover. Jeg syntes de er blevet mere inaktive – i sær min “papmor” og min far går dårligt som følge af et fald han havde for nyelig – men glade blev de da alligevel da jeg trådte ind af døren. Det var også endnu mere svært at snakke med dem da de ikke oplever så meget – så det var bare om at hitte på. Jeg fik dog aftalt med min far at vi gerne måtte låne bilen her i foråret/forsommeren når vi, forhåbentlig skal ned og besøge den lille nye beaglehvalp vi venter sådan på. Min far synes i øvrigt det var fint nok vi ville have endnu en hund og han så frem til at se den – når vi når så langt.

Min “papmor” virkede lidt knotten på mig og hun “bebrejdede” mig også at jeg ikke havde været der så længe. Jeg forstår dem godt. De er til års – kommer ikke så meget ud – sidder bare der og sidder og så har man selvfølgelig tid til at tænke mere over det hele. Omvendt så har min “papmors” to sønner heller ikke sat deres ben derovre. Den ene af dem har faktisk ikke været der siden min far blev 80 i sommer. Men her havde hun travlt med at forsvare dem i det de jo har et arbejde at passe – og det har jeg jo ikke!!

Næh, det har jeg måske ikke – men så har jeg to handicappede drenge og to hunde, et hus og en travl mand som skal passe sit arbejde. Desuden er jeg heller ikke altid fit for fight på grund af min diabetes, mit ben og min ryg – der er dage hvor det går op og ned –  men det betyder nok ikke så meget for min “papmor”?

Vi var dog enige i at det nu snart gerne måtte blive forår så de igen kunne komme lidt mere ud i haven Næste gang skal der ikke gå så lang tid – jeg håber at al det sne snart er ovre, så jeg kan komme lidt mere rundt på normal måde igen.