Fortsæt læsning »]]> I disse her is tider med bidende kulde og kraftige minus grader – kan man glæde sig over at den halve vinter er gået. I dag er det nemlig 2. februar og Kyndelmisse. Vi fejrer ikke længere denne stik, som er en lys fest og som forkynder at vinteren er ved at gå på hæld. Denne helligdag blev afskaffet helt tilbage i 1770, men mange taler stadig om den.

Denne her bidende kulde vi har i øjeblikket lukker jo lidt ned for glæden ved at være ude. Mine gå ture med beaglerne er kortet meget af – for de fryser også og må iføres tøj for at kunne holde varmen. Lige så snart vi står stille for at snuse, så stepdanser de nærmest på stedet.

Jeg har læst rundt om på nettet, blandt andet Ekstra bladet har et stort tema om hvordan man skal forholde sig under disse ekstreme kulde grader der kommer ned over os. Der er forskellige råd om påklædning og hvordan man undgår kuldeskader – Ja ja det er jo meget godt – at vi kan i føre os uld undertøj og ditto termo tøj – men hvad søren gjorde de i gamle dage??

Her fandtes der ingen termo tøj – vi skal ikke længere tilbage end til 2. verdenskrig og de kraftige isvintre der var dengang. Ingen brændsel kunne man få og knap nok mad – og man måtte gå i det almindelige tøj. Det må for hulan havde været koldt. Min far var jo barn dengang – omkring de 12-13 år og han havde ældre søskende, som dengang var sendt ud for at tjene. Det brugte man jo dengang. Han har fortalt hvordan hans søskende måtte vade i sne til op på brystet for at komme på arbejde og så den samme vej tilbage om aftenen – 4 isvintre oplevede de under 2. verdenkrig de 3 af dem har slået kuldrekord – så denne kolde luft vi oplever pt. er intet at sammenligne i mod hvad de oplevede dengang under krigen – og det uden termo tøj og ditto uldtøj.

På baggrund af det, syntes jeg ærlig talt at medierne slår et meget stort brød op – som sædvanelig

Fortsæt læsning »]]> Min far er blevet gammel – 82 år efterhånden. Han er dårlig gående og bruger rolator. Alligevel går han og klarer sig – får lavet mad, vasket tøj, går i bad osv. og så længe han kan det er han langt fra plejehjems berettiget. Jeg søger for at han har mad i huset – køber ind og hvad han nu har behov for.

En gang i ugen kommer min “papmor” hjem på besøg – fra det plejehjem hun bor på. Brand og Redning sørger for transport til og fra og min far sørger for at kaffen er klar på kanden. Nogle gange er vi derovre om søndagen og drikke kaffe sammen med dem – og andre gange er de alene.

I dag var vi derovre – også fordi jeg havde bestilt nogle bukser hjem til “papmor” – og dem ville hun gerne se billeder af. Under kaffe slapperasen snakkede vi om vejr og vind – de seneste begivenheder i Kongehuset, regeringen, kommunerne spareplaner og deslige ting. Vi snakkede også om hvordan vi hver i sær havde det – og pludselig begyndte min “papmor” at ligge pres på mig, for at igen, igen at få overtalt min far til at indse at han ikke kunne gå rundt alene i huset. Han måtte absolut på plejehjem – det var det mest sikre for ham – han skulle i så fald have sin egen lejlighed, da hun ikke ville bo sammen med ham. Som altid når hun begynder at bore i mig på den måde – så bliver jeg irriteret – Hun har altså evnen til at bringe mig op i det røde felt – og det betyder at jeg resten af min dag skal gå og være irriteret over at hun presser mig.

Jeg forsøgte gentagne gange at få hende til at forstå – at det ikke lå i min magt, at bestemme om min far skulle på plejehjem – men at den afgørelse lå hos kommunen. Da min far jo selv klarer at stå op om morgenen, komme i tøjet, gå i bad, lave mad mv. så er han langt fra at have behov for en plejehjems plads.

Jeg bliver sgu så af magts løs – når hun kører på med sit pis – Vi gør alt hvad vi kan for at min far kan blive i sit eget hjem længst muligt. Der er han tryg og der har han det bedst – sådan som tingene er skruet sammen lige nu. Jeg forklarede også min “papmor” – at hun måtte stole på at vi holdt øje med ham, men også at vi ikke kunne gå og holde ham i hånden.

Næste gang jeg ser hende vil jeg fortælle hende, hvor meget den slags snak ødelægger mit humør

Fortsæt læsning »]]> Januar måned har til nu budt på meget omkring vores Kongehus. Først var der Dronningens 40 års regerings jubilæum, som vi fulgte lidt med i på sidelinjen. Og så fik vi endnu et medlem af Kongehuset for få dage siden, da Prinsesse Marie nedkom med en datter.

Samtidig med alt det kunne man jo læse en masse om netop disse begivenheder  i de forskellige online aviser   – man kunne også læse åndsvage kommentarere – hvor mere eller mindre tåbelige verbale vendinger prægede billedet. Hvad har folk dog så ondt i røven over??? – Jeg fatter for min dø ikke hvorfor at vores Kongehus skal nedgøres i alle retninger. De koster for mange penge! – Nu er der endnu et medlem født, som skal brødfødes af vi skatteborgere – folk der har den mening, må ski have ondt i deres  sjæl – eller være så dødmidsundelige at det halve kunne være nok. Hvor er dansker følesen? – Hvor er stoltheden?

Jeg er fra den tid hvor jeg endnu husker Kong Frederik den 9. og Dronning Ingrid. Jeg er vokset op i respekt for Kongehuset – det sørgede mine forældre for. Den der stolthed når man så Kongen eller Dronningen. Vi fulgte med da vores nuværende Dronning blev forlovet, gift og fik Kronprins Frederik og Prins Joachim – ligesom vi også fulgte Dronningens søstre på sidelinjen.

Da Dronningen blev udråbt som Margrethe den 2. sad vi bænket og så begivenheden – vi fulgte også Kong Frederik den 9. til graven. Alle de følgende begivenheder i Kongehuset har jeg som dansker fulgt. Jeg har set Kronprinsen og hans bror vokse op, blive gift og få børn – og jeg håber jeg kommer til at opleve at se Kronprinsen bestige tronen efter sin mor.

I tirsdag da Prinsesse Marie nedkom med en datter – da fulgte jeg også med – på sidelinjen – og ligeså i dag, da hun forlod hospitalet for at tage hjem med sin lille datter.

Igennem mere end 40 år har jeg fulgt Kongehuset. Jeg er stolt over at de gør sådan et stort arbejde for vores land. Jeg er stolt over at jeg bor i et land med så rige traditioner og med sådan en rig historie.

Og allerede nu kan man igen læse åndsvage kommentarer fra folk med ondt i røven – få jer dog et liv

Fortsæt læsning »]]> Temp. er krøbet et godt stykke nedad – og står nu på frostgrader. Når kulden når dertil, så betyder det vanter og noget på ørerne. Noget jeg faktisk ikke er så glad for. Jeg hader at være pakket ind – ikke at kunne bevæge mit hoved eller mine hænder – så jo jeg er jo nok ovre i den samme bane som mine sønner – noget der ligner autisme måske? – Nok om det.

Det er nødvendigt – når jeg skal ud og opholde mig ude i længere tid – beaglerne får også frakker og trøjer på, for de fryser som pokker og så er det jo godt der findes hunde jakker og den slags

Nu har DMI varslet sne – natten til fredag vil det begynde at sne i vores område – der er varslet op til 5-6 cm. Det passer mig ikke lige, da jeg jo nok skal ud med bilen, men nu må vi se hvor slemt det bliver.

Fortsæt læsning »]]> Regeringen og kommunerne landet over skal spare. Vi har længe vidst at der var nedskæringer på vej på specialklasse området. Det vil blandt andet betyde at børn/unge med handicaps som Autisme og ADHD skal sluses over i normale klasser. Det er ganske enkelt en katastrofe og vil betyde at rigtig mange af disse børn og unge vil blive tabt på gulvet, fordi de kræver ekstra bevågenhed og støtte.

Omvendt betyder det også at de børn/unge der fungerer normalt kan blive udsat for at skulle forholde sig til disse børn/unge, hvoraf nogle af dem kan være ret voldsomme i deres væremåder. Det kan gå ud over lysten til at ville gå i skole og indlæringen vil  også lide under det, fordi de skal bruge mere energi på at være obs over for disse børn/unge der har specielle vanskeligheder.

Regeringen kører en katastrofe plan på dette område – og det vil kunne få vidt ragende konskevenser for de børn og unge der skal stuves sammen under sådanne forhold.

Historien bag denne artikel som jeg linker til handler om et barn der har mistet lysten til at gå i skole, da han har været udsat for trusler fra et ADHD barn som han gik i klasse med. Læs videre her: http://www.bt.dk/danmark/doedstrusler-tog-skoleglaeden-fra-oliver

Det vil også betyde at disse børn/unge der er ramt af en funktionsforstyrrelse og som skal stuves sammen med normale børn, skal bruge så mange kræfter og energi på at forholde sig til sådan en omvæltning og det vil forværre deres vanskeligheder i en sådan grad, at det bliver en næsten umulig opgave at være lærer eller pædagog. Lærer personalet er nemlig ikke uddannede nok til at kunne håndtere disse situationer og de vil ofte stå i afmagts tilfælde.

Rigtig mange forældre vil flytte deres børn over i privat skoler og endda oprette skoler selv. Det kan jeg jo som friskole kvinde være glad for – de frie og private grundskoler er efter min mening vejen frem, når det handler om indlæring og undervisning.

Mine egne sønner var i sin tid også udsat for mobning og drilleri – grundet deres handicap og det selvom de gik i en specialklasse dengang, for i frikvarterene var de udsat for sådanne overgreb. Heldigvis valgte vi jo så hjemmeundervisning og de fik roen til at lære.

Fortsæt læsning »]]> Som diabetiker og afhængig af blandt andet insulin – så ved jeg mere end nogen anden hvordan jeg ikke een – men flere gange er blevet påduttet, div. medicintyper.  Jeg husker endnu da jeg skulle starte op på insulin og jeg grundet det var til oplæring på diabetes ambulatoriet – jeg skulle jo lære at stikke mig selv – da var der en overlæge hovskisnovski person – som sagde , at da jeg havde diabetes, så måtte jeg omgående i behandling med hjertemagnyl – så blodet kunne blive lidt mere fortyndet. Dengang sagde jeg bare ja, og gik i gang. Senere måtte jeg konstatere at det der blodfortyndende medicin lavede en skade – således at jeg lettere fik næseblod – en skade jeg stadig kæmper med i dag,  fordi min slimhinde i næsen fik en skade. Jeg stoppede med medicinen efter  8-9 måneder netop grundet de hyppige og meget voldsomme næseblødninger, som bare begyndte af sig selv.

I dag er disse næseblødninger ikke så hyppige – men det sker stadig hvis jeg nyser eller pudser lidt kraftig næse, at det kan bløde.

Så er der historien om kolesterol medicinen, som jeg har skrevet en del om herinde – og som min læge på bød mig, fordi det skal alle med diabetes tage – Okay jeg er enig i, at man skal passe på – men da jeg spiser almindeligt med sund fornuft og også måler mit kolesterol selv, så mener jeg – at jeg har rimelig styr på den del.

Faktum er at læger og andre behandlere er i lommen på medicinal firmaerne – medicinal firmaerne vil nemlig gerne tjene tonsvis af penge på deres medicin. Derfor får lægerne goder og sågar penge for at hælde deres forskellige mediciner over på os uvidende patienter – og det burde forbydes ved lov. Det er absolut noget sundhedsministeren burde ind i og få stoppet. Vi bliver jo mere og mere syge af alt den lorte medicin vi proppes med.

Læs videre her: http://ekstrabladet.dk/kup/sundhed/article1695235.ece

Fortsæt læsning »]]> Lige i øjeblikket kæmper jeg med blodsukkeret – Altså det er så mærkeligt – at det åbenbart er et tilbage vendende “problem”.

Hver eneste vinter – efter Julen og Nytåret, så sker der et eller andet der gør at mit blodsukker stiger om aftenen?? – Det er meget mystisk for jeg har intet lavet om på mine spisevaner eller drikke vaner – Jeg tager den samme mængde insulin – men blodsukkeret stiger uanset. Jeg tør ikke sætte mit hurtigvirkende op, da jeg nu to gange har oplevet at gå lav om natten – og jeg er bare så ødelagt dagen derpå, når jeg har haft et voldsomt blodsukker fald.

Så er det jo jeg tænker – at om vinteren i den mørke tid. da er jeg ret så påvirket. Jeg hader de mørke morgner – at det er mørkt når jeg går i seng og mørkt når jeg står op

Så min tanke går lidt på at det er psykisk påvirkning. Alle der har diabetes ved jo at ens sinds stemning påvirker den sygdom ret så meget – så jeg vil formode det er det som “plager” min diabetes i øjeblikket – den mørke vinter tid. Det er jo trist vejr vi har med det grå i grå og vådt til lige med. Lidt sne ville da lysne lidt på det

Normalt går jeg ikke og syntes det er synd for mig at jeg har denne her sygdom – men i øjeblikket ville jeg godt være den foruden.

Jeg syntes i det hele taget at lægerne overser den der psykiske del af sygdommen – den er nemlig meget,meget vigtig at tage med i betragtninger – men nej lægerne kan kun gå op i målinger og vejninger og statistikker – måske er det også derfor man som diabetiker skal være sin egen læge – for kun du ved hvordan sygdommen virker på dig.

Fortsæt læsning »]]> Måske er jeg ikke god til sådan noget. Jeg forbeholder mig retten til at ville mine medmennesker det bedste. Måske har jeg det bedst alene!

Jeg har haft en del rigtig gode venskaber op gennem min barn og unge tid – og dog så alligevel ikke. Det viste sig jo at da vi blev voksne – fik eget hjem, mand og børn, så var venskabet slet ikke så holdbart.

I dag har jeg stort set ingen kontakt til dem jeg var rigtig gode veninder med i sin tid – det betyder så heller ikke noget – man er jo sig selv nærmest.

For 1 år siden fik jeg en henvendelse fra en – jeg kun kendte flygtigt. Vedkommende og jeg havde været i dialog med hinanden via et forum vi begge kom på – da vi havde en fælles lidenskab – The Sims.

Nu kunne vedkommende af grunde jeg ikke vil betræde nærmere  - være på dette forum mere. Jeg forsøgte at mægle, men fik så selv sat stolen for døren. Så var det jeg tilbød at åbne et forum under min Sims side – så måtte vi se hvad der kom ud af det. Som sagt så gjort. Medlemmer kom der stort set ikke – men de få der var – “snakkede” – kom med ideer og havde det i det hele taget hyggeligt. Det stod på hen over sommeren 2011 – - men så skete der noget.

Vedkommede der i sin tid – var kommet til mig, troede nu at h*n kunne gøre med mig hvad h*n ville. Jeg begyndte over tid at føle mig forfulgt, overvåget og frem for alt trukket rundt ved næsen. Jeg hoppede og dansede som en anden marionet i hænderne på vedkommende. Og det fik mig til at miste interessen for The Sims Flere gange ville jeg lukke forummet – men blev overtalt til at det skulle blive. Jeg var så led og ked til sidst, at det kunne læses mellem linjerne på forummet. Vedkommende begyndte også at kritisere de ting jeg lavede – så var der det i vejen – så noget andet – og øv jeg blev mere og mere led ved det hele.

Så kulminerede det endelig og der gik hul på bylden. H*n blev smidt ud af forummet og jeg følte mig i sikkerhed . Indtil jeg ved et tilfælde fandt ud af at vedkomende nu savnede os alle sammen og jeg igen gik i dialog og lod h*n komme tilbage.

Denne til bage kommen viste sig hurtigt at være et dårligt træk – for nu havde vedkommende virkelig ikke brug for os mere – og jeg kunne bare lukke forummet.

Så fik jeg nok – og i morgen aften bliver forummet slettet. Min Sims side vil bestå i den form den hele tiden har haft. Jeg er lettet. Min spille interesse er vendt tilbage og jeg føler mig fri, som om jeg har båret på et tungt åg.

Så for mig betyder venskaber ikke noget – ikke så meget at jeg er interesseret i at på begynde noget nyt. Jeg har nok i mit eget – selvom jeg da gerne snakker med andre – for heldigvis kan man jo lukke sin dør. Jeg vil derfor ikke længere indgå i den slags “makkerskab” mere. Men tiden har også været givende og lærrig – og det er jeg naturligvis glad for i dag.

Fortsæt læsning »]]> Nogle gange, når jeg sidder og filostoftere – så kan mine tanker gå sådan lidt på en vandre tur. Man husker ting i flæng – eller i en sammenhæng.

Så her er historien om den røde fleecetrøje

Simon må havde været 7 år og Mathias 5 – så det var før de fik deres diagnoser – men på et tidspunkt hvor vi vidste at noget var anderledes – det fortæller historien om den røde fleecetrøje også.

Vi var på tur til nabobyen – det var i skolernes efterårsferie. Simon var lige begyndt i specialklasse efter sommerferien – så vi var taget til nabobyen fordi drengene skulle have efterårs og vinterjakker og tøj. Vi var inde i Hennes og Mauritz og kiggede efter jakker og andet til dem. Vi fandt en jakke som kunne passe Simon, og derfor skulle han prøve den. Men det ville han bare ikke. Han skabte sig som en anden – jeg ved ikke hvad – og for at dæmpe ham, måtte vi give ham fred. Jeg husker at Simon sad på gulvet med sin tøj pingvin, som han altid forlangte at få når han var urolig.

Vi prøvede så jakke på Mathias i stedet og lod, Simon sidde i fred. Da jeg vendte mig om, var Simon væk. Skrækken fik taget i mig med det samme – men det var sikkert fordi jeg vidste at drengen ikke ville kunne svare for sig, hvis han blev væk. Min mand begyndte at gå rundt i forretningen og lede efter ham – der gik nogle meget lange minutter, hvor jeg blev stående med Mathias, hvis Simon nu skulle vende tilbage. Pludselig var der en der trak mig i jakken og så stod Simon bagved og i hånden på ham havde han en rød fleecetrøje.

Min mand var nu vendt tilbage og vi forsøgte at forklare Simon, at han skulle lægge trøjen  på plads – men nej det ville herren ikke. Han ville bare for enhver pris have den knaldrøde fleecetrøje – koste hvad det ville.

Opgivende bad jeg Simon vise hvor han havde fundet trøjen, for han skulle jo så havde den rigtige størrelse. Selvom trøjen var dyr – det var sådan en god kraftig anorak ligende trøje med hætte på og lommer foran – så endte det med at vi købte den.

Den trøje kom til at spille en afgørende rolle. Simon havde altid den trøje på – uanset hvor han var. Han havde den på i skole. Han havde den på hjemme. Jeg måtte snige mig til at vaske den om aftenen så den var klar til næste dags morgen. Simon gik med den røde trøje til den var så tyndslidt, at jeg var nødt til at tage en længere snak for at få ham til at forstå, at intet varer evigt. Det lykkedes oven i købet, at finde en lignende trøje – blot i en anden farve – en knaldgul – som blev en slags erstatning.

I dag forstår man jo mere end dengang – i dag forstår jeg at den trøje tilbedelse var en del af Simons autisme og noget vi umuligt kunne have forhindret.

Fortsæt læsning »]]> Nogen ved måske at vi har 3 hunde – alle af racen beagle. Beaglen er jordens mest vidunderlige hund – den er hengiven, social, venlig, imødekommende – kort sagt en rigtig familie hund – der har det allerbedst når den har sin flok hos sig.

At vi har 3 af slagsen har således en historie. Vi fik vores første beagle – Charlie i juni 2007. Charlie er en genplaceringshund, som kom tilbage til sin opdrætter, da den første ejer ikke kunne have ham længere. Vi var eller på udkig efter en hvalp – da opdrætter havde et kuld hvalpe undervejs. Da vi besøgte hende, for at kigge det hele an – mødte vi Charlie, som rendte rundt i hendes stuer sammen med sin  mor. Vi syntes allesammen at Charlie bare var herlig – og efter at have tygget på det et par dage, besluttede vi at Charlie skulle være vores hund. Charlie var da 2½ år gammel.

I april samme år havde vi mistet vores dalmatiner Pongo, som døde af en svær nyresygdom – kun 6½ år gammel. For mig var det et så stort tab, at jeg de efterfølgende måneder stort set ikke var mig selv. Det var min mand og min far der pressede på for at jeg skulle have en ny hund, så jeg kunne få tabet af Pongo på af stand. Det tab kom Charlie til at fylde ud – der gik ikke længe før han havde overtaget pladsen i mit hjerte. Jeg nød at gå tur med ham, træne ham og være der for ham.

Som skrevet tidligere er beaglen en meget social hund – og det kom vores drenge til gode. De begyndte hurtig at vise interesse for Charlie, for han elskede at putte og hygge – bare være i nærheden af dem.

Ikke længe efter fandt vi også ud af, at Charlie åbnede for alle døre til drengene. De gik ture med ham, de lærte at han havde et behov som skulle opfyldes for at han havde et optimal liv. Så tanken om endnu en beagle rykkede tættere og tættere på – og i efteråret 2007 – fik vi Oscar – 8 uger gammel.

Med Oscars komme, blev det endnu mere spændende at være sammen med hundene. Drengene passede, legede og plejede de to beagler – Det overordene ansvar var jo vores – men de var med et langt stykke hen af vejen.

Da Oscar var 2½ år besluttede vi, at vi gerne ville have endnu en beagle. Simon og Mathias var jo nu blevet 16-18 år og dermed gik det helt ind for, at det kunne vi godt klare.

I maj 2010 fik vi endelig vores længe ventede Darwin – 8 uger. Sommeren 2010 har været den meste spændende sommer sammen med beaglerne. Charlie og Oscars opdragende poter og Darwin som hvalp der voksede til – det har været rigtig spændende at være vidne til.

Nu er Charlie blevet 7 år – Oscar 4½ år og Darwin bliver 2 år til april. Drengene er stadig med i passing og pleje – de går med beaglerne hver dag og via gå ture kommer de i kontakt med andre hundeejere. Det har gjort dem begge meget mere selvstændige. De har lært at takle visse situationer – og via erfaringer med hundene kan de nu bygge ovenpå, så deres egne erfaringer med hunde er blevet ret stor. Det handler om alt – lige fra adfærd, hundesprog og hvilke fodertyper der er bedst for beaglerne.

Derfor fylder vores beagler rigtig, rigtig meget i familien. De spiller hver deres rolle – har deres vaner – og uvaner – men det er så hyggeligt når familein samles om aftenen og der ligger en beagle indenfor rækkevidde – man bliver så glad i låget – og det er godt for blodtrykket. Både Simon og Mathias er via beaglerne blevet mere rolige, også fordi man i omgangen med dyr kan være naturlig og det er vigtig også når man har autisme

Her et par billeder af beaglerne. Billederne af drengene er taget for et par år siden og før vi fik Darwin.

Kig på billederne – er der noget at sige til at vi er en “glad i låget familie”

Har man lyst – kan man besøge beaglernes egen hjemmeside: http://www.beaglepack.dk - Linket findes også ude til højre